Islamisk tolerance

Det er en misforståelse, når protestantisk kristendom opstilles som islams modstykke.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Det er en misforståelse, når protestantisk kristendom opstilles som islams modstykke. Lighederne er langt større end forskellene, skriver kronikøren, der er adjunkt på Institut for Religionshistorie.

Vi forestiller os, at vi tænder for fjernsynet. Først ser vi et billede af et sted i Irland, hvor en bombe netop har spredt død og ødelæggelse blandt almindelige mennesker, der tilfældigvis var på indkøb, der hvor den sprang. Så vises de småpiger i Belfast, der går i skole under massiv politibeskyttelse. Man ser ruinerne af administrations-bygningen i Oklahoma, mens der går grædende mennesker omkring den. Serbiske soldater ved en massevoldtægt af muslimske piger følger herefter. Og man kan passende slutte med billeder af muslimske tjetjenere, som er blevet torteret af kristne russiske soldater.

Vi bringes til sidst ind i en søndagsskole i Lemvig. Man hører et barn, en lyshåret pige med fast stemme, læse op: »Enhver som har, til ham skal der gives, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne« (Lukas 19, 26 f.). Der klippes til en dreng, der læser: »Tro ikke jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd« (Matthæus 10,34).

Herefter lyder speakerens alvorlige stemme: »Lige siden Jesus Kristus for snart 2.000 år siden blev henrettet af de romerske myndigheder for urostiftelse i Jerusalem, har den kristne religion med dens enorme skarer af dybt troende tilhængere holdt død, ødelæggelse og uvidenhed i hævd. I århundreder forhindrede de kristne ethvert videnskabeligt eksperiment i Vesteuropa og truede de lærde, der vovede at sætte sig op mod deres verdensbillede, som for eksempel astronomen Galilei, med tortur og død. Selv i vore dage sætter kristendommens barske lære sig igennem overalt i form af undertrykkelse, ensretning og forfølgelse«.

Hertil kan man vise billeder af korstogskampe, af Galilei, samt af Ku Klux Klans brændende kors. Speakeren fortsætter: »Der synes ikke at være en ende på de skarer, der uddannes og opdrages i denne fanatiske tro på en ulegemlig gud og hans henrettede søn, hvis blodige lidelser overalt tilbedes af de troende«. Hertil vises der en lidende korsfæstet Kristus fra en dansk landsbykirke. Der klippes over til en filippinsk påskefejring, hvor en mand lader sig korsfæste. Tilbage til en konfirmation i en landsbykirke. Man hører en konfirmand fast svare »ja!«.

Jeg tror, at alle, der læser dette. er enige om, at det er for groft. Selv om man skulle være fjendtlig over for kristendommen, må man vel indrømme at citaterne i nogen grad er taget ud af sammenhængen, og at russisk ortodoks kristendom og tortur, serbisk ortodoks kristendom og massevoldtægter og endelig den rare danske folkekirke ikke har ret mange fælles berøringspunkter.

Men dagligt præsenteres vi for billeder og reportager om islam, som faktisk ofte er endnu mere urimelige. Og netop nu er det vigtigt, at vi besinder os og holder op med at tale om religioner, som om de kan noget, som mennesker ikke kan. I umindelige tider har den amerikanske skov- og naturstyrelse haft et slogan, som man især ved sensommertid kan se slået op på busstoppesteder, i undergrundsbaner og andre steder, hvor mange mennesker færdes: 'Matches don't start forest-fires - people do!'. Det er ikke tændstikker, der er ansvarlige for skovbrande, men mennesker. Sloganet er endnu bedre hamret ind i den kollektive amerikanske bevidsthed end det tilsvarende danske: 'Kun en tåbe frygter ikke havet!'.

Jeg blev mindet om det 7. september, da det af Politikens Kronik fremgik, at islam var »den mest intolerante religion, der findes«. Til dette kan man kun svare, at religioner ikke kan være intolerante - kun mennesker kan være det. Det fremgik endvidere, at protestantismens væsen i en sammenligning med islam var langt mere tolerant. Mange danskere vil muligvis blive bekræftet i deres anskuelser af sådanne udtalelser. Efter min opfattelse kan det i så fald kun skyldes et omfattende ukendskab til islam og protestantisk kristendom.

Kronikens forfatter forsøgte at lukke munden på al kritik ved at hævde, at den, som fremhæver islams intolerance udsætter sig for elitens fordømmelse. Med andre ord hævder kronikøren, at enhver, der siger ham imod, tilhører en elite (som må antages at være et skældsord), som det underforstås er enten dårligt underrettet eller bare almindeligt højrøvet og nedladende. Det er åbenbart omsonst både at studere og undervise i noget som helst, når det er en anklage mod de studerende, at de ved noget. Man får lyst til at fortælle de studerende, at det åbenbart bliver rigtigere, hvad de siger og hævder derude i verden, hvis de får dårlige karakterer, dumper, ikke gennemfører eller endnu bedre aldrig indleder et studium af religion og religioner. Så risikerer de nemlig ikke at få klistret etiketten 'elite' på sig.

Tilbage til den intolerante religion. Jeg vil vove den påstand, at selv om vi godtager, at det skulle være muligt at hævde, at islam er en intolerant religion - og det kræver altså både, at vi opfatter islam som én bestemt ting, og at vi tror, at religioner kan være intolerante - så er det en uhyrlig påstand, at den skulle være den mest intolerante. Jeg tror ikke engang, islam ville være med på listen over de hundrede mest intolerante religioner, hvis man ud fra samme præmisser opstillede en sådan liste.
Kroniken vil vise, at de islamiske lande er intolerante og undertrykkende, fordi de er islamiske. Det forbigås i tavshed, at både historiske og økonomiske faktorer gør sig gældende. At islam næppe er den afgørende faktor, lader sig let se med en henvisning til for eksempel den tolerance - eller mangel på samme - som man kan finde i republikken Indien, der bestemt ikke er et islamisk land.

I tidligere tider henviste man til, at hudfarven, altså hvor mørk huden var, var den afgørende faktor for, om mennesker kunne være civiliserede eller ej. Man betragtede simpelt hen alle mørklødede mennesker - uanset hvilken religion de havde - som Untermenschen. Sådan bredt set er denne form for løsning - idiotisk, populistisk, intolerant og forkert som den er - bedre i stand til at forklare, hvorfor der er ligheder imellem en hinduistisk nation og de muslimske. Og den forklaring, der lægger årsagen hen til religione, er dybest set af samme art som den forklaring, der er baseret på hudfarven. Det er den samme type verdensforståelse, det samme ønske om en klar, enkel og øjensynligt rigtig forklaring på verdens tilstand, der finder hele årsagen i et enkelt forhold. Tidligere var det hudfarver og racer, i dag er det, religionen - det der i Kroniken kaldes 'den islamiske kultur'. Det er nødvendigt at tage afstand fra både den ene og den anden forklaring. Simpelthen fordi de er opstillet som urimelige forenklinger, og fordi de er inderligt forkerte i deres substans.

Kroniken viderebringer også forskellige oplysninger om islam, som må siges at være faktuelt forkerte. Det hævdes, at de første kaliffer blev dræbt, fordi »deres tro ikke var stærk og rigid nok«. Det var næppe et spørgsmål om tro, der medførte at kaliffen Umar blev dræbt i 644 - morderen var en slave, der var gået forgæves til Umar med en klage. Det var ikke troens rigiditet, der medførte, at kaliffen Uthman blev dræbt i 656, men uroligheder, der havde deres baggrund i vanskelighederne med at administrere det helt nye storrige. Historien om kaliffen Alis kamp mod Uthmans fætter, guvernøren i Syrien, Alis nederlag og mordet på ham i 661 handler også hovedsageligt om magten i riget. Der er næppe nogen, der vil hævde, at den meget populære Alis tro ikke var meget stærk.

Assasinerne var en hemmelig shiitisk religiøs bevægelse, som var aktiv i 1100-1200-tallet. Brugen af snigmord, der har medført, at sektens navnt er blevet til betegnelsen for snigmorder på fransk og engelsk, er uomtvistelig. Der var dog nok i høj grad tale om snigmord, der hang sammen med politisk indflydelse, og noget islamisk trospoliti var de i hvert fald under ingen omstændigheder. Tværtimod drejede det sig netop om en modstandsbevægelse imod 'normal' islam.
Disse forkerte oplysninger om islam, har ikke indflydelse på Kronikens egentlige ærinde, som er at fastslå, at islam 'i sit væsen' er intolerant. Mere væsentligt er vel det punkt, hvor kristendommen og særligt protestantismen fremhæves som tolerant.

Det fremhæves først - helt korrekt - at tolerance er baseret på vantro og altså ikke kan udspringe af religion eller tro. Men derefter fremhæves der en størrelse, der hedder »det kristne protestantiske demokrati«. Jeg må tilstå, at jeg ikke ved, hvad det er for noget. Efter min mening er det just en del af demokratiets væsen, at det ikke er en religion. Hvis man i protestantismen ønsker at finde rødderne til adskillelsen af stat og kirke, der netop er en vigtig del af demokratiets væsen efter min mening, er der muligvis noget om snakken - men ikke ubetinget.

Jeg tror, det hviler på en misforståelse af protestantisk kristendom, når den sættes op som islams modstykke. Lighederne er faktisk snarere iøjnefaldende. I islam og protestantisk kristendom er der ingen, der kan træde i- mellem det enkelte menneske og hans gud.

Man kan ikke frelse sig selv ved gerninger, men kun ved tro. Alle - også mordere, horekarle og gudsfornægtere - bliver sandsynligvis frelst til sidst i begge religioner, for gudens nåde er uendelig. Hos de danske protestanter er frelsen vistnok øjeblikkelig, hos muslimerne er straffen efter døden afmålt. Man viger bort fra at diskutere problemet indgående begge steder, fordi man nemt kan komme til at sætte grænser for, hvad guden kan gøre.

Hverken muslimer eller protestanter har hellige mænd eller hellige bygninger - kun særligt uddannede mænd og særligt velegnede bygninger. Man kan bemærke, at der i begge religiøse retninger er ambivalente følelser omkring dette forhold.

Der er også forskelle. Hvorfor har muslimer for eksempel så mange regler, de skal overholde? Hvorfor må de for eksempel ikke spise svinekød eller drikke vin? Der er kun dertil at fremhæve, at alle samfund til alle tider deler verden op i det, der er spiseligt, og det der ikke er det. I de fleste samfund, er spisereglerne så indgroede, at der ikke er nogen, der kunne få den tanke at bryde dem. I andre samfund er de optegnede og dagligt udsat for pres, hvilket gør det at efterleve dem til noget dydigt.

Der er en anden iøjnefaldende forskel på islam og protestantisme. Islam stiller krav om, at jøder og kristne skal respekteres, som det bl.a. fremgår af følgende korancitater: »(...) Og sig (til dem (skriftens folk)): »Vi tror på det som er blevet åbenbaret os og åbenbaret jer, og vores Gud og jeres Gud er én (og samme Gud), og vi har underkastet os Ham« (Sure 29, 47 i A.S. Madsens oversættelse). »Sandelig, de troende og jøderne og de kristne og sabierne - de af dem, som tror på Allah og handler retfærdigt - de vil få deres belønning hos deres Herre, og ingen frygt skal komme over dem. (...)« (Sure 2, 63 i A.S. Madsens oversættelse).

Det, man så kan spørge sig selv om, er, hvorfor det står så dårligt til i verden, hvordan nogen kan flyve et fly med børn om bord ind i et højhus, når både protestantisk kristendom og islam er så fortræffelige religioner? Svaret er indlysende, fordi hverken muslimer eller protestanter er særligt fremragende. Hvordan kan de kristne i USA mere eller mindre tydeligt råbe på hævn, når religionen udtrykkeligt påbyder dem dels at vende den anden kind til, dels at elske deres fjender? Svaret er indlysende, at menneskene ikke handler som muslimer eller kristne, men som mennesker. Pointen er tilsyneladende, at religionen ikke spiller så stor en rolle for, hvordan folk opfører sig, som man måske skulle tro. Som folk måske selv tror og i hvert fald hævder meget højlydt.

I forhold til det fremmedhad, der øjensynligt gør sig mere og mere gældende i Danmark, er det et rent tilfælde, at netop islam bliver hængt ud. Det er hudfarven, sprog-vanskelighederne, den anderledes adfærd, alt det sædvanlige, der er problemets rod. Hvis mange indvandrere i Danmark var fra Indien, ville det nok være hinduismen, der fik læst og påskrevet. Hvis de var fra Italien, ville det være katolicismen. Der er derfor intet vundet ved at prøve at forstå islams inderste væsen, hvad enten man så kommer ud med et positivt eller negativt resultat. Og det bidrager næppe til forståelse og tolerance, at man fremhæver hinandens dårlige sider.

Hvordan kommer vi videre? Vejen frem er vel tolerance? Det er nemt at sige, men svært at overføre i praksis. Jeg mener ikke, det er tolerancens væsen at erklære, at andre er intolerante - heller ikke selvom de faktisk skulle være det! Det er på den anden side heller ikke nødvendigt at lade sig trampe på for at kunne kaldes tolerant. At man er tolerant betyder ikke, at man tillader alle alt. Med hensyn til muslimer i Danmark fokuserer man ofte på, at der hersker et andet forhold imellem kønnene. Mange erklærer uden videre, at islam er en kvindeundertrykkende religion. Atter må det så fremhæves, at religioner ikke kan undertrykke kvinder, kun mennesker (ja, også kvinder) kan undertrykke kvinder.

Man må bare ikke glemme, at også protestantisk kristendom er en kvindeundetrykkende religion. Der findes for eksempel mandlige præster i Danmark, der er voldsomt imod at også kvinder kan være præster. Bemærk, at der også foregår kvindeundertrykkelse i Danmark uden for den religiøse sfære. Hvordan går det med ligelønnen? Det tolerante svar på oplevelsen af kvindeundertrykkelse blandt muslimer er ikke en accept af undertrykkelsen. Det er et forsøg på at forstå, hvilke rammer undertrykkelsen foregår i, og en erkendelse af, at de veje, der for en selv ser ud til at føre til lighed, måske ikke er lige gode for alle.

Måske skal muslimske kvinder frigøres gennem islam i stedet for ved at afskrive den. I forhold til de herskende forhold var islam et fremskridt for kvindernes stilling, og mange muslimske feminister mener, at der skal arbejdes videre ad denne vej. Jeg mener heller ikke, det er et udtryk for tolerance, når et firma vil undlade at holde julefrokost. Det kan sagtens være frugtbart i en presset situation at søge fælles grund (og fælles fester), men det tolerante standpunkt er tværtimod at tillade og endda nyde det, der adskiller os og gør os forskellige. Det nytter ikke, at vi forkaster eller fordømmer hinandens verdenssyn, hvis vi skal være her alle sammen. Og dette udsagn gælder naturligvis også muslimer, katolikker, ateister, Jehovas Vidner og alle andre.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce