Foto: OLESEN PETER HOVE
Kroniken

Kronik: Danmark – en krigsførende magt

Hvordan gik det til, at Danmark greb til militær magtanvendelse? Hvilke styrker ejer vi som krigsmagt, og hvor er vores svagheder?

Kroniken
FOR ABONNENTER

Danmark er et sikkerhedspolitisk unikt land.

Mens det meste af Europa har gennemgået en afmilitarisering siden 1945, er vi ved at genopdage, hvad det vil sige at være i krig. Europa befinder sig i en enestående fredelig periode, og det har fået mange lande til at tage konsekvensen og reducere deres væbnede styrker.

I Danmark har forsvaret til sammenligning netop fået tildelt milliarder af kroner ekstra til forbrug i de næste par år med det seneste forsvarsforlig, og iveren efter at bruge militær magt er ikke aftaget trods voksende tabstal i Afghanistan. Tværtimod er der et ønske om at bruge forsvaret endnu mere end tidligere til nye globale opgaver, og selv SF er blevet en tilhænger af at føre krig i Afghanistan. Der er intet tilsvarende eksempel i andre europæiske lande.

Måske begyndte det hele med en bemærkning for knap tyve år siden: I november 1989 var Berlinmuren faldet i Østtyskland, og det ene kommunistparti efter det andet blev rystet af folkelige revolutioner.

Den sværtbevæbnede Warszawapagt faldt sammen indefra uden at løsne et skud, og selv i Sovjetunionen var der opløsningstendenser.

I Danmark lagde en dansk forsvarskommission under formandskab af departementschef i Forsvarsministeriet Michael Christiansen i efteråret 1989 sidste hånd på en hvidbog – ’Forsvaret i 90’erne’ – som skulle beskrive mål og rammer for forsvaret i det næste årti.

Rent forsvarspolitisk betød beretningen en tiltrængt fornyelse af forsvaret, som på det tidspunkt var kørt så meget i sænk, at det ikke længere kunne varetage sine Nato-opgaver.

Men sikkerhedspolitisk var hvidbogen præget af stor vanetænkning og ytrede eksempelvis et sted det »fromme håb«, at nu da kommunistpartierne i Østeuropa syntes at gennemgå en periode med en vis svækkelse, kunne Warszawapagten forhåbentlig spille en mere fremtrædende rolle til gavn for stabiliteten i Europa. Det danske forsvar skulle fortsat fremover været bundet til at forsvare Danmark. Det fik den sikkerhedspolitiske analytiker Ole Wæver til med et glimt i øjet at kalde hvidbogen for ’Forsvaret i ’90’.

Nogle gik lidt videre, og den radikale forsvarsordfører Jørgen Estrup prøvede at stoppe publiceringen af hvidbogen, med henvisning til at alt nu skulle genovervejes efter Murens fald. Det ville Michael Christiansen ikke gå med til, og sidst i 1989 havde de to et møde, hvor Estrup udtalte, at det danske forsvar fremover slet ikke ville lave noget i Danmark, men i stedet som fremtidig opgave ville have til formål at udføre FN-operationer.

Det fik Michael Christiansen til at ryste på hovedet: Det ville kun holde lige til det øjeblik, hvor danske soldater kom hjem i kister, og så ville det ’eventyr’ stoppe.

Set i retrospektiv var det Estrup, som fik ret, og Christiansen, som tog fejl. Mindre end et år senere blev det første symbolske skridt taget, da Danmark i september 1990 med et stort flertal i Folketinget sendte et krigsskib til Mellemøsten efter Iraks besættelse af Kuwait. Men hvorfor skete dette skift i politik?

Den sikkerhedspolitiske forskning har allerede afdækket en del af svaret og konstateret, at Danmark efter 1989 stod over for risikoen for at blive en marginaliseret småstat i Nordeuropa. Ved at føre en ’aktivistisk’ udenrigspolitik – herunder ved at bruge forsvaret – blev denne risiko undgået.

I 1989 var der stadig et håb om, at FN ville spille en større international rolle, men tyve år senere kan det konstateres, at FN reelt er blevet skiftet ud med USA, og at Danmark med sin udenrigspolitik søger at vinde indflydelse i Washington frem for i FN-hovedkvarteret i New York.

Men ellers er linjen fra 1989 klar. Specielt venstrefløjen i Folketinget må have æren for denne udvikling. Måske kan det overraske, når det traditionelt er udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen fra Venstre, som nævnes som initiativtager til i 1990 at få sendt et krigsskib til Mellemøsten.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce