Kassetænkning. »Vi er nødt til at begynde at overveje, hvordan vi kan omstrukturere henvisningspraksis og den pædagogiske praksis i skoler og børnehaver«, mener dagens kronikør.

Kassetænkning. »Vi er nødt til at begynde at overveje, hvordan vi kan omstrukturere henvisningspraksis og den pædagogiske praksis i skoler og børnehaver«, mener dagens kronikør.

Kroniken

Da Emma blev ramt af kassetænkning

Antallet af børn i specialundervisning er steget 40 pct. For de højt fungerende børn er det den dårligste og dyreste løsning.

Kroniken
FOR ABONNENTER

I de fleste vestlige lande oplever man i disse år en sand eksplosion i antallet af børn, som får en psykiatrisk diagnose. Det er især varianter af ADHD (Damp, red.) og autismediagnoser, som er i stærk stigning, og man kan ikke umiddelbart forklare hvorfor. Fra 2001 til 2007 er antallet af skoleelever i specialundervisning steget med 40 procent, og der ses især en voldsom stigning i børn med problemer i forhold til sociale færdigheder.

Diagnoserne giver en lang række problemer for børn, forældre, pædagoger, lærere og samfund i det hele taget. Nogle af disse problemer skyldes måske, at vi ikke endnu har fundet måder at håndtere det store antal børn på, men stadig håndterer dem, som vi gjorde, da der var tale om få børn.

Emma er f.eks. en skøn pige på seks år, som jeg kender, og som i år har fået en variant af autismediagnosen. Hun er højt begavet, kvik, køn og har venner, som hun er stærkt knyttet til. Men mange ting er svære for Emma: f.eks. når planer ændres, når hun skal skifte aktivitet, når hun skal koncentrere sig om en opgave og måske skal acceptere, at den ikke bliver perfekt. Hun kan blive rasende og ulykkelig, når hun kommer til at tegne uden for stregerne i sin malebog, eller når hun skal ud ad døren derhjemme for at komme hen til en veninde – som hun i øvrigt gerne vil lege med.

Men Emma kan også til en vis grad ’styre sig’, så i børnehaven har pædagogerne ikke bemærket, at der er noget alvorligt anderledes med hende: Det er først, når hun kommer hjem, hun reagerer. Forældrenes venner og familie ser det heller ikke, for når de er sammen, opfører Emma sig som de fleste andre børn. Først når de kommer hjem, går hun ’amok’, fordi presset af alt det uvante har været for stort for hende.

Emmas forældre har derfor selv måttet tage kontakt til kommunens PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning), som straks sendte Emma videre til et langvarigt udredningsforløb på et psykiatrisk børnehospital. Her har Emma så fået en diagnose og en anbefaling om massiv støtte i skolen, som hun i mellemtiden er begyndt i, og som hun er rigtig glad for.

På netop dette punkt starter problemerne. En diagnose kan tjene mange formål: Den kan bl.a. give de voksne omkring et barn mulighed for at se, hvilken type problemer barnet har, og dermed hjælpe barnet på en konstruktiv og udviklende måde. En diagnose tjener også det formål, at den åbner for at kunne give støtte til barnet.

Det er formen på denne støtte og den hjælp, barnet får, som imidlertid er et problem, fordi den måde, hvorpå vi i dag har organiseret støttemulighederne, lader både barn, forældre og samfundet generelt i stikken.

Vigtig social læring
Emma er som sagt en højt begavet pige, og hun kommer fra en ressourcestærk familie. Emma er det, man kalder højt fungerende, og i et livslangt perspektiv vil det være sandsynligt, at hun vil kunne få en uddannelse, familie og job og dermed blive i stand til at klare sig selv.

Disse fremtidsudsigterer imidlertid helt afhængige af, hvad vi gør for Emma lige nu! Hvis Emma bliver sendt på en specialskole, kommer hun sammen med en masse børn, som er langt dårligere fungerende på en række områder end hun selv, og som virkelig har brug for det meget beskyttende miljø, som en specialskole tilbyder. Hun får ingen eller kun få kammerater, som hun kan lære af.

Vi ved i dag, at den sociale læring, som børn får af andre børn, er umådelig vigtig: De lærer at lege med forskellige børn, de lærer regler for, hvordan man omgås hinanden, de lærer at håndtere konflikter (af en art, de ikke ville have med voksne), de lærer at blive gode venner igen, når de har været uvenner, de lærer at håndtere, at andre børn opfører sig uforudsigeligt. Kort sagt: De lærer, hvordan man begår sig i et socialt fællesskab, og de lærer det af børn, som er lidt bedre til det, end de selv er.



De fleste børn kan indgå i disse sociale relationer med andre børn med kun lidt støtte fra voksne. Andre børn, som Emma, har brug for mere støtte fra voksne.

Emmas forældre har forsøgt at få støtte til Emma, så hun kan forblive i sin skole, hvor hun allerede har gode venner. Men de løber panden mod en mur: Skolen kan ikke give denne støtte. De har ikke midler til det, og de har ingen steder at hente disse midler. Så Emma må, trods forældrenes protester, henvises til en specialskole.

Vi ved i dag, at børn, som henvises til specialskole, har langt ringere chancer for at klare sig godt i livet. Dette gælder også for de højtfungerende børn, som går på specialskole. Deres chancer for at få en uddannelse og dermed blive i stand til at leve et selvstændigt liv, er ganske enkelt meget små, selv for børn, som er så intelligente og relativt velfungerende som Emma.

Dette er jo fortvivlende, både for Emma og hendes forældre. Men i høj grad også for samfundet. Vi sender nemlig flere og flere børn på specialskole og i specialbørnehave. Aldrig har der været brugt så store ressourcer på specialområder som nu, og aldrig har vi set så massiv en stigning i henvisninger. Hvis alle disse børn dermed mere eller mindre udelukkes fra at få en uddannelse og indtage en plads i samfundet, bidrage til samfundet og deres egne liv, får vi et alvorligt problem, når denne generation af børn bliver voksen.

Lav faglighed på specialskolerne
I dag bruger vi 60 mia. kr. om året på folkeskolen, 20 procent af disse penge, dvs. 12 mia., bruges på specialområdet. Det er en svimlende andel, og pengene kan udnyttes langt bedre, end de bliver i dag. Men problemet er den måde, de kommunale ’pengekasser’ er organiseret på. Traditionelt har man i stort set alle kommuner i dag opdelt handikapområdet og almenområdet (dvs. de almindelige børnehaver og skoler) i to skarpt adskilte puljer, som typisk befinder sig under to forskellige forvaltningsområder

Skoleinspektøren på Emmas skole kan ikke få midler til at ansætte en støttepædagog til Emma i skolen, fordi pengene til en sådan støtte skal hentes i ’handikapkassen’ (hvor der mange steder heldigvis er en del midler). Men Emmas skoleinspektør har kun adgang til ’almenkassen’ (som mange steder er meget slunken), og af midlerne fra denne ’almenkasse’ skal skoleinspektøren jo sørge for, at alle de andre elever på skolen får en god undervisning. Alle udgifter, som særligt går til Emma, vil altså gå fra alle de andre børn.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bestil inden 3. oktober: Få ubegrænset adgang resten af 2017 for kun 299 kr

Eller prøv én måned for 1 kr.

Kom i gang nu

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce