Agerhøne. Jagt ved Køng Mose på Sydsjælland. Foto: Miriam Dalsgaard

Agerhøne. Jagt ved Køng Mose på Sydsjælland. Foto: Miriam Dalsgaard

Kroniken

Jagt – en naturlig udnyttelse af et overskud

For en jæger er der ikke nogen modsætning mellem at holde af levende vildt og skyde det.

Kroniken
FOR ABONNENTER

For mig er det en helt naturlig ting at gå på jagt. I 47 år har jeg jaget næsten alle vildtarter og stort set kun mødt forståelse og positiv interesse fra ikke-jægere. Det kan selvfølgelig også skyldes, at jeg bor på landet, hvor folk gennemgående har en mere direkte og naturlig kontakt til dyr og natur og forståelse for, hvor mad kommer fra.

Jeg husker klart de første stykker vildt. Glæden ved at tage fuglen op, studere dens fjerdragt og på indianervis gemme nogle fjer som trofæ var essentielt. Det er stadig en vigtig del af vores jagtudøvelse, at man ærer det skudte vildt, behandler det pænt og sørger for, at kødet bliver behandlet rigtigt, så der bliver en god middag ud af det.

For jægeren er der ikke nogen modsætning mellem at holde af vildtet i levende live og skyde det. Netop det, er måske det sværeste at forstå for ikke-jægeren. Men tænk på det som indianernes og andre naturfolks forhold til vildtet. Vi er genetisk ikke ret forskellige fra stenaldermanden, men selvfølgelig kulturelt. Jagtinstinktet er intakt, men kan vise sig på mange måder. Når ornitologer jager nye hits, altså fugle, de ikke har set, er det jo også en slags jagt.

Selv om undersøgelser viser en meget bred forståelse for jagt i Danmark møder man en vis modstand. F.eks. fra ornitologer, eller senest i Annette Illum Rosenmunthes (AIR) Kronik 7. januar samt hendes deltagelse i radioprogrammet: Formiddag med Poul Friis.

LÆS KRONIK

Det er meget vigtigt at føre en dialog med andre naturbrugere med det formål at skabe respekt og forståelse for andres synspunkter.

Det er lidt af en udfordring at forklare/forsvare jagten over for mine jagtskeptiske medborgere.

Det larmer jo, når vi skyder vildtet. Måske møder man jægerne, når man er på vej ud i den stille natur for at nyde det. Et jagtselskab kan godt se lidt voldsomt ud med grøn eller kamouflagefarvet tøj, orange hattebånd, hunde, biler osv. Måske har man hørt om anskydninger. Endelig synes mange vel, at det er synd at skyde dyr. Der er nok at tage fat på, og det vil jeg så gøre.

Jeg opfatter jagtmodstanden som et udtryk for intolerance eller især mangel på viden.

Endelig spiller det, nogle har kaldt disneyficering, ind.

Put and take-jagt
Alle finder det fint at tage sine børn med ud for at fiske. Det er helt i orden at trække en krog op gennem ganen på en fisk og med fryd mærke, hvordan den kæmper for bagefter med begejstring at blive foreviget af de stolte forældre. Gerne i en put and take-sø med fisk, der fodres og kun er anbragt i den sø for at blive fanget og spist. For en ordens skyld skal det slås fast, at jeg synes, det er helt i orden.

Derimod er mange modstandere af det, man kunne kalde put and take-jagt på udsatte fasaner, selv om de allerfleste af dem dræbes uden lidelse. Disse godsjagter drives meget professionelt med trænede apportører til straks at hente evt. anskudte fugle.

Tænk på, at kødet fra vildtet erstatter kød fra konventionelt opdrættede kyllinger, der i hvert fald ikke har haft så frit et liv som fasanerne. Når netop jagterne på fasaner kritiseres, hænger det måske også sammen med, at det opfattes som de fines jagt, hvilket ikke er tilfældet. Annette Illum Rosenmunthe påstår, at man nogle steder blot graver fasanerne ned efter jagten, fordi det ikke kan betale sig at sælge dem for 5-7 kr. Hun påstår også, at de slet ikke er værd at spise. Det er pure opspind. Det er alene en historie, som aldrig er blevet dokumenteret og tjener kun til usaglig manipulation af befolkningen.



Sandheden er, at fasaner smager pragtfuldt og bliver solgt eller måske foræret til jagtdeltagerne. Jeg kan kun opfordre læserne til at skaffe sig fasaner, hvis man bor i nærheden af et gods, hvor der afholdes jagter med mange fasaner på paraden. Det vil være et godt og økonomisk rimeligt alternativ til papkyllingen.

Annette Illum Rosenmunthes Kronik indeholder andre faktuelle fejl, som jeg i det følgende vil kommentere:

Jægerne har ikke magten i Vildtforvaltningsrådet. Tværtimod er det svært at få bare et ben til jorden. Der er en tradition for at komme med en enig indstilling til miljøministeren. Der skal laves kompromiser, hvilket betyder, at jagten bliver kraftigt beskåret i forhold til det, der kunne forsvares biologisk og som anbefales af Danmarks Miljøundersøgelser.

Jagten er så begrænset og gennemreguleret, at ingen vildtarter er i nærheden af at være truet. Tværtimod er mange arter i kraftig fremgang trods jagt, hvilket dokumenterer, at en bæredygtig udnyttelse af en naturressource ikke ødelægger en bestand.

Dyr har en fantastisk reproduktionsevne. Hvis bestanden bliver for stor i forhold til fødemængden, får dyrene færre unger, eller nogle dør måske af sult. Omvendt vil en nedgang i bestanden hurtigt blive stabiliseret ved større eller flere kuld, når der viser sig at være overskud af mad.

Dyr formerer sig op til sultegrænsen. Vi er midt i en hård vinter, der vil koste mange dyr livet. Men efter næste ynglesæson vil bestandene forventes at være tilbage på normalt niveau, fordi f.eks. solsorterne kan opfostre flere kuld pga. mindre konkurrence fra artsfæller om føden.

Bæredygtig jagt
Det er grundlaget for, at man kan drive jagt og fiskeri bæredygtigt. Hvis vi ikke drev jagt, ville nogle dyr blive for talrige, mens andre blot ville formere sig til sultegrænsen eller blive genstand for øget prædation fra rovdyr. I Holland regulerer man gæs for at begrænse markskaderne ved indfangning, gasning og efterfølgende destruktion.

Det ville dog være en kedelig og uetisk måde at løse problemet på. Lad os så få nogle gåsestege i stedet.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce