Foto: FRANKA BRUNS/AP
Kroniken

Kronik: Mit liv i prostitution

Hvor er de mænd, der ikke betaler for sex? Synes I, det er o.k., at jeres kønsfæller køber sig adgang til kvindekroppe? Tro mig, det er ødelæggende.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Jeg blev prostitueret som 20-årig.

Omstændighederne var en blanding af en opvækst med forskellige former for svigt og grænseløshed kombineret med mine dengang aktuelle livsomstændigheder og et møde med en gammel veninde, der levede i prostitution, og som fortalte om de store summer penge, der med lethed var at tjene ved prostitution.

Jeg sad alene i en lejlighed, var sprunget fra gymnasiet og havde to fiaskoer på arbejdsmarkedet bag mig.

Min familie havde store forventninger til min fremtid, men selv havde jeg svært ved at se, hvilken rolle i tilværelsen jeg skulle kunne udfylde. Jeg havde meget lidt tiltro til mit eget værd som menneske og til, hvor i samfundet jeg skulle kunne være til nytte og opnå succes. Jeg følte, at jeg kom til kort, passede ikke ind. Jeg var sikker på, at der var noget galt med mig.

Det var ikke et stort spring for mig at gå ind i prostitution. Min adfærd i forhold til mænd havde allerede dengang længe været seksualiserende, fordi jeg på denne måde fik en oplevelse af at være populær, af at de kunne lide mig. Jeg havde udviklet en evne til at fornemme, hvad andre mennesker ville have af mig, hvordan jeg skulle være, for at de kunne lide mig. Jeg var en kamæleon, der tog farve af omgivelserne, en people-pleaser.

Denne skrøbelighed er en glimrende kvalifikation for en prostitueret, og jeg fik da også hurtigt succes i branchen.

Jeg startede som escortpige sammen med min veninde. Vi annoncerede i Ekstra Bladet, og jeg husker ordret vores første annonce: To legesyge sexkillinger står til din disposition, sammen eller hver for sig. Enkelt og effektivt, og vi havde masser af kunder.

Efter en tid bakkede min veninde ud. Jeg var alene med en telefon, der ringede på alle tider af døgnet med forespørgsler på mit udseende – mine brysters størrelse – og med mænd, der stønnede i røret og prøvede at få en seksuel oplevelse gennem telefonen.

Det var ikke holdbart; jeg begyndte at blive sky over for telefonen. Det blev svært at besvare opkald.

Så meldte jeg mig hos et escortbureau. Nu blev det nemmere. Jeg var fri for de evindelige telefonopringninger, de ydmygende udpenslinger af mit udseende, besvarelser af, hvilke seksuelle ydelser jeg ville give, samt diskussioner om priserne. Alt dette tog bureauet sig af – formedelst en tredjedel af det, jeg tjente.

Det eneste, jeg skulle gøre, var at møde op på hotellet, tage tøjet af og – nå ja, altså ...!

Min tilværelse var opdelt. Over for min familie måtte jeg foregive at klare mig ved kontanthjælp, hvilket stemte dårligt overens med det faktum, at jeg boede i en formidabel penthouselejlighed i midten af København sammen med to andre. Jeg ved ikke, hvordan de kunne tro på mine historier.

Over for min omgangskreds bar jeg min prostitution som en krone. Der var fest og farver, hvor jeg var. Høje hæle, korte kjoler, fester, byture, rejser. Den fik alt, hvad den kunne trække. Jeg levede et høj-profil-liv, stærk, uafhængig, sjov, spændende, og der var rigeligt med mennesker til at feste med mig og beundre mig.

Menselve akten, selve prostitutionen, var ikke sjov. At ankomme til hotellet, gå op og banke på værelsesdøren og gå i seng med hvem-der-nu-åbnede-døren krævede en opmærksomhed på kunden og en uopmærksomhed på mig selv, som jeg ikke kunne udholde i længden.

Det kræver måske en forklaring, for var det, fordi kunderne var forfærdelige mænd?

Næ, de var såmænd meget almindelige og tilforladelige. Der var nogle enkelte, der var ubehagelige. Som prøvede at få mere end aftalt, eller som prøvede at liste kondomet af under akten. Der var enkelte, der blev truende eller ligefrem voldelige. Men de fleste var det ikke. Der var oven i købet nogle, der ligefrem erklærede, at »de ville få det overstået i en fart, så det ikke var så slemt for mig«.

Set i lyset af at jeg – før jeg gik ind i prostitution – ikke havde holdt mig tilbage, når det gjaldt one-night-stands, kunne det så ikke være o.k. at bolle for penge? Jeg bollede jo alligevel.

Men der er stor forskel. At gå i byen og more sig, møde én, man tiltrækkes af, og ende med at gå hjem med vedkommende, er noget helt andet end at prostituere sig.

Som prostitueret var mit fokus helt og holdent på kunden. Det handlede om at aflæse, hvad der tændte ham, og hvad der bragte ham til udløsning så hurtigt som muligt. Det handlede om at lære ikke at mærke, hvad der skete i min krop, ikke at mærke hans hænder på min krop, hans læber mod mine kropsdele, hans sved, hans lugt, hans penetration af min krop. Jeg lærte at lukke min krops signaler ude, at holde min hjerne beskæftiget andetsteds og at tøjle min lede og min afsky. Men kroppen husker.

Mine grænser begyndte at skride. At være nøgen og alene med en fremmed mand, som har betalt for adgangen til éns krop, er at være i en sårbar situation. Ofte gik jeg på kompromis med mig selv for at gøre det lettere – få det overstået. Eller fordi jeg var bange for, hvad han kunne finde på, hvis jeg ikke gjorde det.

Hvorfor holdt jeg ikke bare op? Tja, det var jo mit liv! Pengene købte mig plads i det fede bofællesskab, i den fede lejlighed, de købte mig det lækre tøj, festerne, byturene, den beundrende skare. Uden pengene – intet! Hvor skulle jeg flytte hen? Hvordan skulle jeg forklare den drastiske ændring af min tilværelse for min familie? Hvad skulle jeg lave? Jeg havde ingen uddannelse, næsten ingen erhvervserfaring, jeg kunne ingenting, jeg var ingenting uden de penge.

Jeg besluttede at stoppe i escortbureauet.

Jeg begyndte i stedet at frekventere en såkaldt luderbar. Jeg fortalte mig selv, at det var nemmere. Dér kunne jeg møde kunderne først og selv vælge, hvem jeg ville sælge mig til. Jeg havde få kunder i min barperiode. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at fortsætte. Til sidst holdt jeg op. Fik et job, mere beskeden bolig, mistede omgangskredsen. Men jeg klarede det!

Efterfølgende har jeg gået mange år i terapi. Jeg har uddannet mig til socialpædagog og eksistentiel krops- og psykoterapeut, har fast arbejde, fast parforhold og to dejlige døtre. Så min lykke er gjort, historien endte godt, og de levede lykkeligt til deres dages ende ... ikke?

Jeg beklager. Svaret er nej. Så nemt går det desværre ikke. At have levet i prostitution har en pris, og den betaler jeg stadig af på, her næsten 20 år efter at jeg har lagt prostitutionstilværelsen bag mig.

Misforstå mig ikke. Jeg er lykkelig for, at jeg kom ud af prostitutionen, og mit liv er godt! Men noget i mig er i stykker. Det kan ikke repareres, men jeg har lært at leve med det.

Skadevirkningerne af prostitution kommer i etaper. Som prostitueret er man udsat for en øget risiko for kønssygdomme og uønskede graviditeter (kondomer kan gå i stykker).

Man har en øget risiko for at blive udsat for fysisk og psykisk vold og for at blive voldtaget. Og det er svært at gå til politiet og anmelde en voldtægt.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce