Blå. »En stemme, der hvæsede, der snerrede, en råhed, der fik mig til at fryse på den der helt rigtige, inderlige måde«. Lise Cabbles og Miss B. Haven.
Foto: Jan Grarup (arkiv)

Blå. »En stemme, der hvæsede, der snerrede, en råhed, der fik mig til at fryse på den der helt rigtige, inderlige måde«. Lise Cabbles og Miss B. Haven.

Kroniken

Når Miss B Haven spillede, fik verden den helt rigtige blå tone

Efter en opvækst med friskole og fredsbevægelse var der endelig nogen, som satte ord på, hvad jeg følte.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Alt begyndte i 1986. Michael Strunge døde i marts, og siden begyndte jeg at leve. Og overleve at leve, som nok er det sværeste. Især når man voksede op på Amager, hvor drengene gik til fodbold og pigerne til ridning.

Det var døden, det med bolde og heste, så min kusine og jeg besluttede, vi ville være punkere. Først overvejede vi at være rockere, men Makrellen var lige blevet likvideret, og min far sagde, at dem, der gik med rygmærker, var dem, der også hørte musik med Søs Fenger.

Det gad vi så ikke. Så kunne vi lige så godt drømme om at gå på gymnasiet og få en kæreste med fladt hår, der drømte om carport, liguster og lørdagskylling hele ugen.

De drømme var så meget døden. Og de drømme var faktisk også dem, man døde af. Det bestemte vi. Min kusine og jeg.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce