Itu. En skilsmisse giver store og langvarige men både hos far, mor og børn.
Foto: Thomas Borberg

Itu. En skilsmisse giver store og langvarige men både hos far, mor og børn.

Kroniken

Da min familie blev ramt af en skilsmisse

Folk tror, de kan regne ud, hvordan det er at blive skilt. Det kan de bare ikke. Det er næsten som at dø.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Jeg er ikke død– ej heller min eksmand, men vi lod os skille, og jeg vil vove at skrive, at sorgen formentlig følelsesmæssigt kan registreres på nogenlunde samme niveau som et dødsfald – en families dødsfald. Det både for vores børn og os selv.

Vi blev ramt af mere, end vi sikkert kunne læse os til. Desuden læste jeg heller ikke om det inden. Forhørte mig ikke rigtig om det. Ubevidst en fornuftig eller ufornuftig handling, som formentlig ikke ville have ændret noget ved beslutningen alligevel. Vi vidste ikke, at der var noget, vi ikke vidste!

Meget kan man forestille sig, men ikke følgerne af en skilsmisse. Det ved jeg nu. Min beretning er fra voksenhøjde – og når jeg tænke på det fra børnenes højde, så føler jeg sorg og smerte.

Den dag, vi sagde det til børnene, vil altid være prentet. Som en revne i hjertet, der sandsynligvis aldrig heles. Nok kommer der skorpe på, men den kan stadig, her godt et år efter, kradses af, så let som et blad kan falde af en gren på en efterårsdag i stille vind. De skreg begge to. De var henholdsvis syv og ni år gamle.

Vi havde lige været på en uges rejse sammen og var kommet hjem dagen før. Den tur havde været planlagt længe. Vi valgte at gennemføre rejsen, selvom vi vidste, at når vi kom hjem, så var det slut.

Alting er jo en proces. Over lang tid. Måske mere end rimeligt er. Vi var begge udmattet efter flere år med tvivl og sårbarhed, og der var langt mellem intensiteten for to ungdomskærester med 22 år sammen, bag sig.

Så en film for nylig, hvor hovedpersonen tog afsked med sin kone, som lå i koma. Hun havde tidligere været ham utro.

»Goodbye my love, my joy, my pain«, sagde han. Det kunne ikke være mere præcist, og det selvom ingen af os lå for døden.

At skulle være sikker, når børnene introduceres til fars og mors i deres øjne fuldstændig håbløse beslutning, kræver mandsmod. Også for en kvinde. Jeg holdt sammen på mig selv. Måtte stå ved, fordi det var overvejet, vendt og drejet. Prøvede at indfange børnene, som var løbet i hver sin retning i huset – grædende.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce