Foto: Miriam Dalsgaard
Kroniken

Åbent brev til en tvivlende udenrigsminister

Vores udenrigspolitik er deponeret i Washington, vores indenrigspolitik hos Dansk Folkeparti. Det er de to magtcentre, danske politikere fra nu af orienterer sig efter.

Kroniken
FOR ABONNENTER

KÆRE Martin Lidegaard, grunden til, at jeg skriver til dig, er den krig, Danmark som et ud af kun fem europæiske lande netop er blevet en aktiv part i. Vi flyver nu bombetogter ind over det nordlige Irak for at udslette en sortklædt dødskult ved navn Islamisk Stat. Det er fjerde gang inden for kun tolv år, at danske militærstyrker går i krig på steder, der alle sammen befinder sig mindst 3.000 kilometer fra vores grænser, og hvis altovervejende befolkningsflertal tilhører en muslimsk trosretning.

Vores begrundelse har hver gang været den samme. Vi kæmper for kvinder og børn. Vi kæmper mod ondskab og menneskefjendsk fanatisme. Det er en enkel fortælling med stor moralsk appel, og den er svær at modstå, hvis man ønsker at føle sig som et godt menneske. Jeg er alligevel imod krigen.

SOM ÅRENE er gået, er jeg blevet stadig mere skeptisk over for disse moralske appeller. Jeg tvivler ikke på deres propagandistiske værdi. Men jeg kan ikke tro, at strategerne bag de ustandselige krige selv mener, at de i hver sæson befinder sig i et nyt eksistentielt livtag med en ondskab, der hele tiden vælger at optræde i nye forklædninger, snart sekulær diktator med overskæg, snart turbanklædt ørkenkriger. Åbenbarer Djævelen sig virkelig i det danske stats-og udenrigsministerium en gang om året? Jeg er ikke pacifist. Jeg tror, at der kan findes krige, som er både nødvendige og retfærdige, og jeg mener, at pacifistens rene samvittighed nogle gange kan være det mest værdiløse, der findes.

Folkemordet på Balkan i 1990' erne, hvor Europa i tilbagelænet passivitet var tilskuere til drabet på op mod en kvart million mennesker, overbeviste mig om, at krig kan være det eneste svar på overgreb. Efter angrebet på New Yorks tvillingetårne måtte USA uundgåeligt svare igen i Afghanistan. Irakkrigen troede jeg derimod aldrig på. Løgnene om masseødelæggelsesvåben var fra starten gennemskuelige, og krigens virkelige motiver var af den mest tvivlsomme slags, som intet havde at gøre med det erklærede mål at opbygge et demokrati.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce