Lockout. Dagens kronikør frygter, at man i valgkampen vil gå efter bestemte befolkningsgrupper - ledige, flygtninge, offentligt ansatte eller andet, der nu tilsyneladende står for skud. Her demonstrerer lærere under lockout'en.
Foto: Renè Schültze (arkiv)

Lockout. Dagens kronikør frygter, at man i valgkampen vil gå efter bestemte befolkningsgrupper - ledige, flygtninge, offentligt ansatte eller andet, der nu tilsyneladende står for skud. Her demonstrerer lærere under lockout'en.

Kroniken

Politisk hjemløs i en verden fuld af mistillid

Jeg frygter, at politikerne i valgkampen bevidst vil gå efter visse befolkningsgrupper.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Jeg husker stadig lugten af thebirkes, når jeg de stille morgentimer cyklede ud over den lappede asfalt i de weekendtomme gader på Amager med dagens opgaveoversigt liggende i cykelkurven. De sidste branderter var på vej hjem, og jeg var på vej på arbejde.

Det er mange år siden, jeg som studerende tilbragte mine weekender i hjemmeplejen. Jeg havde haft en del forskellige jobs, men efter en sommerferie som afløser i hjemmeplejen, valgte jeg at blive der resten af min studietid. Det var hårdt tjente penge, men jeg kunne godt lide at være der, og jeg holdt af at komme hos de ældre. Viggo havde fx været i modstandsbevægelsen, og det var så spændende, når han fortalte, at jeg godt kunne finde på at skynde mig lidt meget med støvsugeren, så vi kunne få en kop kaffe og høre historier fra gamle dage.

En luksus som Viggo også pressede på for, at jeg ikke skulle glemme. »Jeg grisser jo ikke så meget«, sagde han. »De andre har aldrig tid til en kop kaffe mere«. Og så sad vi der og syndede sammen. Og det var så hyggeligt. I sig selv var det dog et opslidende arbejde. Vi var underlagt et stort tidspres. Mange af de ældre var rigtig dårlige, demente eller ensomme. Det var tungt og travlt at være hjemmehjælper. Mest af alt husker jeg dog den respekt, jeg fik for mine kolleger, der dag ud og dag ind magtede det tunge og til tider psykisk belastende arbejde. Jeg kørte ind i mellem sammen med Susanne. Hun havde været hjemmehjælper hele sit liv, og den omsorg hun lagde for dagen, glemmer jeg aldrig.

Vi kom hos en dame, der hed Ruth. Hun havde fået en hjerneblødning og kunne efter den stort set ikke kommunikere. Hun kunne ikke bevæge andet end venstre arm en smule. Derfor sad hun hele dagen i sin lænestol og så tv. Når vi kom om morgenen, startede vi med at tage Ruth ud af sengen. Da Ruth ikke kunne bevæge sig, var der installeret en stor, elektrisk lift, der skulle lette hjemmehjælpens arbejde og sikre, at det blev udført efter reglerne. Men Ruth var ikke så tryg ved liften, og derfor brugte Susanne den så lidt som muligt. Og ofte tog det alligevel også for lang tid i forhold til tidsplanen at få liften i gang.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce