Amerika og den rituelle vold

Amerikanerne ser sig selv som et uskyldigt folkefærd, hvis erobringer er retfærdiggjort fra oven.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Amerikanerne ser sig selv som et uskyldigt folkefærd, hvis erobringer er retfærdiggjort fra oven, mener kronikøren, der er lektor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet. Hun rejser spørgsmålet: Er amerikanerne så uskyldige, som de ser sig selv, og er vi selv uskyldige, når vi støtter dem?

Amerikanerne er ikke i tvivl om, at USA er verdens bedste nation. De er heller ikke i tvivl om, at deres land er et demokratisk ideal for resten af verden. Tænk bare på den udbredte forestilling om USA som 'det forjættede land' og udtryk som 'the American dream' og 'the American spirit'. På den anden side er de heller ikke i tvivl om, at USA har 'ret' til at blande sig i andre landes politik med håndfaste metoder som landgangstropper og missiler, især når amerikanske interesser - ideologiske eller økonomiske - står på spil. Når amerikanske fly dræber flere end hundrede tusind civile under Golfkrigen, er det 'en god krig'. Når terrorister bomber World Trade Centers to tårne, er det derimod 'ren ondskab'. Og hvordan hænger nu sådan en modsætning sammen? Hvordan kan amerikanerne både se sig selv som frihedselskende og samtidig mene, at de har ret til at bombe andre civilisationer tilbage til stenalderen?


Svaret ligger i amerikanernes særlige forhold til vold og civilisation, der lige siden nationens fødsel har været mytologisk. Fra de første kolonister slog sig ned på østkysten i 1607, og indtil den sidste frontier forsvandt i 1890, hvor den sidste indianer var enten dræbt eller placeret i et reservat, lærte amerikanerne at betragte deres egen anvendelse af vold som en blanding af hellig krig, selvforsvar og heltegerninger. Deres udryddelse af kontinentets oprindelige indbyggere, indianerne, var ikke folkedrab, ligesom deres brug af negerslaver heller ikke stod i modsætning til samtidige idealer om 'frihed, lighed og lykke'. I hvert fald ikke i amerikanernes eget mytologiske perspektiv. Og det er denne mytologi, der stadig bestemmer amerikanernes motiver og handlinger i dag, hvor bomberne falder i Afghanistan.

Mytologiseringen af Amerika går tilbage til opdagelsen af 'den nye verden', der blev betragtet som et paradis på jord, landet, der flød med mælk og honning. I modsætning til de civiliserede europæere blev indianerne udlagt som uskyldige væsener i familie med Adam i Paradisets Have. »Jeg tror ikke, at der i denne verden findes bedre mennesker, eller at der er bedre lande«, skrev Christopher Columbus i sin dagbog i 1492. Og den spanske opdagelses-rejsende Amerigo Vespucci - der lagde navn til fastlandet - beskrev i sine populære rejseskildringer fra 1508, hvordan indianerne var uberørte af den synd, skam og skyld, der efter syndefaldet var en del af europæernes kristendom: »De går fuldstændig nøgne, ligesom da de kom ud af deres mors mave, både mænd og kvinder, uden at dække nogen kropsdele i skam«.

Men paradismytologien har en djævlebagside, og på mindre end et årti forvandlede indianerne sig til Guds laveste skabninger, der måtte udryddes og bekæmpes: »Dette er den laveste af Guds racer, fuld af synd og uden mindste træk af godhed eller kultur«, skrev en spansk præst. I indianernes sted trådte i stedet de nye kolonister som Guds udvalgte; Amerika var stadig et Paradis, men indianerne var genfortolket som djævle, der måtte udryddes, så puritanerne kunne indtage deres hellige land, hvor de skulle realisere det 'tusindårsrige', der forudsiges i Det Ny Testamente. De første kolonier i New England blev betragtet som etableringen af den hellige 'city on a hill', som Jesus havde varslet i Bjergprædikenen.

Billedet af amerikanerne som uskyldige og oprindelige Adams-væsener hang ved. »Som en sand patriot ville jeg skamme mig, hvis jeg mente, at Adam i Paradiset havde det bedre end nybyggeren i dette land«, skrev forfatteren Henry David Thoreau i 1862. I den amerikanske mytologi blev Amerika det udvalgte land, en ny Paradisets Have fra før syndefaldet, og amerikanerne var det udvalgte folk med uskylden i behold. Til dette tankesæt hører idylliseringen af de 'naive tumper' fra film som 'Mr. Smith Goes to Washington' (1934) og 'Forrest Gump' (1994), hvis 'rene' og 'uskyldige' helte taler mere sandt end de uddannede eller 'intellektuelle'.

Med til paradisforestillingerne knytter sig også opfattelsen af Amerika som verdens bedste land - et Utopia. Thomas Mores satiriske rejsebog 'Utopia' (1516) om det fiktive land Utopia, hvis indbyggere sætter demokrati, frihed og lykke højere end penge, var netop inspireret af beskrivelser af Amerika. Utopia betyder intetsteds, og More skrev ikke sin roman som en reel forestilling om det nye Amerika, men som en skarp social kritik af et England, hvor aristokratiet udnyttede underklassen.

More var den engelske konges rådgiver - og endte i øvrigt med at blive henrettet og ophøjet til martyr, hvilket er en anden historie. Hans Utopia var et harmdirrende indlæg for humanisme og demokrati, lykke og frihed - de 'utopiske idealer' - der var nye i 1516. Dem mente kolonisterne at opfylde, da de i 1776 løsrev sig fra England: »Alle mennesker er skabt lige«, og blandt deres rettigheder er »Liv, Frihed og en stræben efter Lykke«, lød det i Uafhængighedserklæringen. Rettigheder, der vel at mærke hverken gjaldt indianerne eller slaverne.

Theodore Roosevelt erklærede i 1910 - hvor Amerika stadig havde raceadskillelse i Sydstaterne - at »vores land er det virkelige demokratis triumf, et folkestyres triumf og i det lange løb et økonomisk system, hvor hver mand er garanteret muligheden for at vise det bedste i sig. Derfor er Amerikas historie den vigtigste del af verdenshistorien; for verden ser forhåbningsfuldt mod vores demokrati, og vores borgere skal klare sig godt, ikke bare for vores eget lands skyld, men for hele menneskehedens skyld«.

Den tidligere præsident og Hollywood-skuespiller, Ronald Reagan, slog på nøjagtig samme Utopia- og paradismytologi i en tale i 1980: »Jeg har altid troet, at dette land var placeret her ( ... ) af en guddommelig plan ( ... ) så det kunne blive fundet af et særligt folk. ( ... ) Sammen kan vi bygge et land, der vil være en lysende by på en bakke for hele menneskeheden«. Den type udtalelser hører ikke kun en republikansk præsident til; også demokraten Bill Clinton trak på samme tankegods, da han ved årtusindskiftet i sin anden tiltrædelsestale udnævnte det tyvende århundrede til »det amerikanske århundrede«, hvor »Amerika reddede verden fra tyranni i to verdenskrige og en kold krig, og igen og igen nåede frem verden over til millioner, der - ligesom os - længes efter frihedens velsignelser«.

Den mytologiske vold retfærdiggjorde således amerikanernes udryddelse af kontinentets oprindelige befolkning. Volden sker i Demokratiets og Kristendommens navn og er dermed ganske forskellig fra den undertrykkelse og fattigdom, kolonisterne selv flygtede fra i Europa. »Vi har ingen prinser, som vi slider, sulter og bløder for«, mente den fransk-amerikanske forfatter Hector St. John Crèvecoeur i 1782, »vi er det mest perfekte land, der findes i verden. Her er en mand fri, som han bør være«.

Volden blev hurtigt integreret som en del af den særligt amerikanske nationalkarakter. Den amerikanske historiker Richard Slotkin har i sine bøger 'Gunfighter Nation' (1992) og 'Regeneration Through Violence' (1973) analyseret frontiermyten som USA's »ældste og mest karakteristiske myte«. Myten fortæller, hvordan nybyggerne erobrer Amerika, hvordan ødemarken forvandles til civilisation, og hvordan den amerikanske nationalkarakter udvikles i kampen mod indianerne og ødemarken, the wilderness. I mødet med ødemarken må de europæiske kolonister 'regredere' til et mere 'primitivt og naturligt livsstadium', hvor de er nødt til at slippe storbyens 'falske værdier' for at overleve.

I det tyndt befolkede frontierland eksisterer civilisationen (endnu) ikke, og kolonisterne er derfor nødt til at gribe til 'primitiv vold' for at forsvare sig mod de vilde og grundlægge den kommende civilisation. Derfor forbindes kolonisternes brug af vold ikke med folkeudryddelse, men med heltegerninger og grundlæggelsen af verdens første (og eneste) Utopia. Aristokratiet i Europa var udemokratisk og uacceptabelt, mens amerikanernes egen vold derimod var - i det særligt amerikansk-mytiske perspektiv - civilisationsskabende og derfor uomgængelig.

Richard Slotkin skriver om volden, at »det særligt amerikanske er ikke den mængde eller type af vold, der karakteriserer vores historie, men den mytiske betydning, vi har tillagt brugen af vold, de former for symbolsk vold, vi forestiller os, og den politiske brug, vi gør af denne symbolisme«, siger Slotkin. Slotkin peger på to arketypiske mytologiseringer af den amerikanske vold: »syndsforladelse gennem lidelsen« og »genopstandelse gennem vold«. Den første - syndsforladelsen - er den klassiske fortælling om, hvordan 'de vilde' indianere bortfører én eller flere kolonister for at torturere og dræbe dem. De bortførte kolonister bliver anset for uskyldige (selvom de 'tager' indianernes land), og deres lidelser retfærdiggør derfor den efterfølgende hævnakt, hvor kolonisterne gør gengæld ved at udrydde 'de vilde'. 'Genopstandelsen' er resultatet af kolonisternes gengældelse; deres udryddelse af 'de vilde' skaber grobunden for den nye civilisation, fri for de vildes 'ondskab'.

Uskylden er i denne sammenhæng afgørende: Amerikanerne ser sig selv som et uskyldigt folkefærd, hvis erobringer er retfærdiggjort fra oven. (»God's work» kaldte John F. Kennedy amerikanernes opgave i verden). Ud af frontiermyten springer en række voldsfortællinger, vi støder på i såvel den virkelige verden som i Hollywoods fiktioner: Det er for det første selvtægtsfortællingen, som vi kender fra 'Dirty Harry' (1973), hvor 'samfundet ikke magter at beskytte de uskyldige imod de vilde, og helten derfor er nødt til at tage loven i egen hånd for at opretholde Amerika'. Eller redningsmodellen, som blev uddødeliggjort af Rambo:
'First Blood Part II' (1985), hvor 'uskyldige er bortført af de vilde og må reddes af en frontierhelt, der kan kæmpe som de vilde'. Og vi kender endelig hævnmodellen, der bruges i Afghanistan, hvor 'uskyldige er blevet ofre for de vildes overfald og helten må hævne deres død for at forhindre fremtidige overgreb'.

Den narrative struktur - plottet - i denne vold er ikke logisk, men mytologisk. Volden kredser om offeret, ikke fordi det i bogstavelig forstand er uskyldigt, men fordi et offer i mytisk forstand altid er uskyldigt. En bortført eller dræbt amerikaner repræsenterer 'the free spirit of America'. Derfor er det vigtigt for USA at redde sine bortførte og hævne sine dræbte, uanset hvor de befinder sig, i hvilken situation eller hvilket land. Offerrollen er nemlig en vigtig del af myten om frontiernationen, der selv er uskyldig, og som beskytter sine 'uskyldige' mod ethvert overgreb fra 'de vilde'.

Adam-figuren er ren og uskyldig, og det er denne essens, der går videre i den mere rå og barske frontierhelt, der forstår at bruge selvtægt og hævn om nødvendigt. Den blide Forrest Gump fra filmen af samme navn befinder sig faktisk inde i Clint Eastwoods Dirty Harry-figur, nøjagtig ligesom Sylvester Stallone bevægede sig fra at spille den troskyldige bokser Rocky til at legemliggøre den moderne frontierkriger, Rambo. Og tager man denne figur til sit ekstreme yderpunkt, har vi faktisk at gøre med en helt, der ofrer sig for sin tro på Amerika og demokratiet. Med andre ord: en moderne amerikansk Kristus, der tager verdens frelse på sine skuldre. Hollywoodfilm som 'Armageddon' (1998) og 'Independence Day' (1996) handler ikke kun om verdens undergang - de handler også om den amerikanske helt som en moderne Kristus, der uselvisk ofrer sig for de utopiske idealer.

Men hvordan kan amerikanerne nu også tro på disse mytologiseringer af volden? Sådan - i ramme alvor? Det kan de af to årsager. For det første, fordi omverdenen tilsyneladende deler USA's tro på sin egen særlige status som frelsernation. Allerede den franske filosof Jean-Jacques Rousseau brugte i 1750 Amerika som eksempel på en ukorrumperet civilisation. Og når filosoffen Jean Baudrillard i 1996 kan skrive, at »US er det realiserede Utopia«, er det både ironisk og ærligt ment. For hele verden ser op til USA som ideal for demokrati, lykke og frihed. Den anden årsag er amerikanernes særlige naivitet, der ifølge litteraturhistorikeren Tony Tanner ikke bare er et træk i deres kultur, men også i deres mentalitet. At få myte og realitet - 'guddommelig' vold og indianerdrab med mere - til at smelte sammen kræver et helt igennem naivt blik på verden. Det naive blik tager tingene helt og aldeles bogstaveligt og lader handling følge på ord.

Når John Kennedy således lovede amerikanerne »New Frontiers« - nye områder, der skulle erobres - startede han ikke bare den rumforskning, der i 1969 satte en mand på Månen. Han valgte også at lade Vietnam blive stedet, hvor USA konfronterede ærkefjenden Sovjetunionen. Resultatet voksede som bekendt fra de 650 rådgivere, Eisenhower havde efterladt i landet, til en krig, der varede mere end et årti og krævede 56.000 døde amerikanske soldater og 270.000 sårede, for ikke at tale om de vietnamesiske tab.

Faren ved de mytologiske visioner er, at USA vitterlig tror på dem. Ofte synes skellet mellem myte og virkelighed, og dermed mellem fiktion og virkelighed, at fortone sig. Ronald Reagan kaldte som bekendt sit missilforsvar for 'Star Wars'. Og på en pressekonference for niogtredive amerikanske gidsler, der netop var vendt hjem fra Libanon i 1985, sagde Reagan begejstret til journalisterne: »Mand, jeg så Rambo i går aftes. Nu ved jeg, hvad jeg skal gøre, næste gang det her sker«. I 1988 kæmpede Rambo som bekendt i selskab med de stolte taleban-krigere i 'Rambo III', der sluttede med en hyldest til 'de stolte frihedskæmpere'. Dengang, i firserne, støttede amerikanerne den samme Taleban-bevægelse, de i dag sætter himmel og jord i bevægelse for at knuse.

Myter er farlige. De er hverken løgne eller realiteter, men forførende fortællinger, der befinder sig et sted mellem fiktion og historiefortælling. Deres rene og enkle symboler og metaforer taler direkte til vores følelser. Det gode over for det onde. Den vestlige civilisation over for de umenneskelige terrorister. Humanisme over for diktatur. På film er den slags simpelt nok, og terrorisme lader sig her løse med et par bomber. Men virkeligheden er langt mere kompliceret. I dag smider USA (sammen med bomberne) medicin og føde til den sultende civilbefolkning i Afghanistan. Men hvor var Vestens engagement og humanisme, da knap femhundrede bådflygtninge (primært fra Afghanistan) var strandet ud for den australske kyst?

Skal vi støtte de amerikanske myter? Er vi enige i amerikanernes brug af bomber som svar på terrorismen? Er den mytologiske hævnmodel løsningen på terrorisme? Og er - kunne man være kynisk og spørge - amerikanerne vitterligt så uskyldige, som de ser sig selv? Er vi selv uskyldige, nu hvor vi støtter en amerikansk krig i Afghanistan?

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce