Kroniken

Evas skjulte børn

Selv om gruppen af tosprogede elever er vokset til godt 60.000, negligerer Undervisningsministeriet viden om, hvad der ville fremme denne gruppes indlæring. I dag er modersmålsundervisningen ved at være udraderet i Danmark.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Er der ikke en del lighedspunkter mellem 30-års krigen i Europa i 1600-tallet og de sidste 30 år, hvor det officielle Danmark har gjort livet surt for etniske minoriteter?

30-års krigen startede med, at to katolske embedsmænd blev kastet ud af vinduerne i Prag i 1618, og før den religiøse strid stoppede i 1648, nåede inkvisitionen at gøre det af med bl.a. Galilei, som satte videnskab over for religion.

Nutidens embedsværk synes at have en dogmatisk intolerance over for etniske minoriteters sprog og kultur, som minder om inkvisitionens fornægtelse af saglighed.

De seneste 30 års uddannelsespolitik for tosprogede elever i folkeskolen afspejler langtfra en sproglig og kulturel mangfoldighed, bl.a. fordi Undervisningsministeriets embedsværk har udøvet en aktiv politiserende rolle i folkeskolelove, læseplaner, cirkulærer m.m. og derved fastholdt folkeskolen som en etsproget og monokulturel institution.

Tre aspekter er væsentlige i denne forbindelse. De tosprogede elever har ikke adgang til faglighed ud fra deres egne sproglige og kulturelle forudsætninger. De tosprogede børn, unge og voksne gøres til genstand for normkrav og moraliserende anvisninger på korrekt dansk adfærd. Og endelig forpligter staten sig hverken på resultater fra forsøgs- og udviklingsarbejde eller forskningsbaseret viden, ligesom forpligtelser om internationale sproglige og kulturelle rettigheder tilsidesættes.

Disse konklusioner underbygges i min aktuelle ph.d.-afhandling, 'Evas skjulte børn'. Titlen stammer fra en islandsk folkefortælling om menneskehedens ophav, dengang Gud besøgte Adam og Eva for at se deres børn. Eva viste kun Gud de børn, som hun havde vasket, og påstod, at hun ikke havde flere. Men Gud vidste bedre. Som straf bestemte Gud, at menneskeheden skulle deles op i to kategorier: de synlige, menneskefolket og de usynlige, elverfolket.

De tosprogede elever deler skæbne med elverfolket, idet deres adgang til læring ud fra deres egne forudsætninger ifølge de officielle dokumenter er begrænset til et minimum. Denne analyse tager udgangspunkt i folkeskoleloven og dermed i elevgruppens vilkår for at lære. I loven opereres der med indholdet i skolen forstået som fag, der opdeles i kategorierne humanistiske fag, naturfaglige fag og musisk-kreative fag. Læring for tosprogede elever falder uden for disse tre kategorier. Undervisningsministeriets jurister kategoriserer indholdet i skolen for tosprogede elever under den fjerde identitetsløse kategori, 'andet', 'intet' eller 'øvrigt'. Det gør den forskel, at mens der gives timer ifølge loven til de tre kategorier, gives der ikke timer til den fjerde kategori. Som et eksempel forklares dette i Undervisningsministeriets tekster således: »Dansk som andetsprog har ikke - som andre fag - et vejledende timetal« ('Klare mål'. Faghæfte 19, 2002).

Ifølge folkeskoleloven af 1975 skulle elevgruppen tilbydes danskundervisning ud fra deres sproglige forudsætninger, men der gik 20 år, før der blev udstedt en pædagogisk vejledning for dansk som andetsprog. Da der endelig blev udstedt en pædagogisk vejledning, faldt det ikke entydigt ud til de tosprogede elevers fordel. Den pædagogiske vejledning, der overvejende blev skrevet af eksterne fageksperter, markerede sig flerkulturelt, mens rammerne for implementering i praksis blev udført af Undervisningsministeriet embedsværk, der positionerede sig nationalt. Det medførte den pudsige konstruktion 'et timeløst fag', der bevirkede, at tosprogede elever som en gruppe ikke reelt fik adgang til det nye fag.

Hadeobjekt nummer 1 i dansk uddannelsesplanlægning er tosprogede elevers modersmål. Forpligtelserne til undervisning i minoriteters modersmål stammer fra midten af 1970'erne og blev indskrevet i folkeskoleloven af 1975. I EF/EU-regi blev der udstedt regler om undervisning af medlemslandenes børn, og det blev anbefalet ikke at forskelsbehandle børn af »vandrende arbejdstagere«. Selv om denne forpligtelse blev indskrevet i folkeskoleloven af 1975, skulle der gå 26 år, før Undervisningsministeriet udstedte en pædagogisk vejledning for denne undervisning. Dette skete til trods for, at der var politiske hensigtserklæringer om »at nyttiggøre« elevers forskellige modersmål i undervisningen. Udtrykket »at nyttiggøre« stammer fra en folketingsbeslutning, der blev vedtaget i Poul Schlüters regeringstid i juni 1992.

I denne folketingsbeslutning, der blev båret videre i Poul Nyrup Rasmussens regeringstid, skulle der bl.a. tilbydes indvandrersprog som valgfag både i folkeskolen og i ungdomsuddannelserne.

I 1993 blev der vedtaget en ny folkeskolelov i Danmark. Ifølge denne lovs paragraf 9 skulle der tilbydes indvandrersprog som valgfag. Der blev skrevet en pædagogisk vejledning, sådan som bestemmelserne foreskriver, men denne vejledning udkom på intet tidspunkt som 'faghæfte', selv om den var annonceret som nummer 33 i fagrækken. Hvis man spurgte til dette faghæfte, svarede Undervisningsministeriets embedsværk, at der endnu ikke var taget stilling til udstedelsen. Her handlede embedsværket stik imod politiske vedtagelser.

Det er ikke det eneste tilfælde af uoverensstemmelser mellem embedsværket og politiske vedtagelser, når det handler om at give tosprogede elever faglig adgang til de forpligtende officielle dokumenter.

I stedet for at sikre eleverne adgang til faglighed stilles tosprogede børn, unge og voksne over for moraliserende anvisninger om korrekt dansk adfærd.

Men hvem er denne elevgruppe? I skolen er den vokset fra at tælle cirka 5.000, da de første bestemmelser blev nedfældet i 1970'erne, til at tælle cirka 60.000 i dag.

I begyndelsen af 1980'erne udsendte Undervisningsministeriet den første redegørelse for undervisning af tosprogede elever i skolen. 'Undervisning af fremmedsprogede elever' (1981). Heri nævner ministeriet fire grupper af udenlandske statsborgere i Danmark. Der var vesteuropæerne, herunder de nordiske beboere, som danskerne »føler beundring for og tilknytning til«. Der var østeuropæerne og andre, som tog mere eller mindre frivilligt ophold som f.eks. flygtninge. »På mindre afslappet måde end i gruppe 1, affinder disse ikke-danske sig med Danmark og de danskes egenart«. Og så dem fra »fremmedarbejdernationerne«, som ministeriet delte op i to grupper: de passive og dem, der »rejste krav til det danske samfund til fordel for indvandrere«, som bl.a. ønskede, »at undervisning og kulturliv foregår på ens eget talesprog«. Den sidstnævnte gruppes stemme blev hurtigt kvalt.

Siden 1980'erne har Undervisningsministeriet produceret mange tekster, der har haft til hensigt at socialisere borgere med udspring i »fremmedarbejdernationerne«.

Udgangspunktet har været, at der findes en korrekt måde at være dansk på, kaldet »de danskes egenart«. Der har f.eks. i alle årene været fokus på badning i forbindelse med idræt, og de samme råd genoptrykkes i den ene publikation efter den anden. Der gives anvisninger på korrekt dansk adfærd: »Hanardi kan f.eks. bruge lærerens baderum, hun kan gå til badning 10 min. før de andre børn, hun kan beholde sit undertøj på, når hun bader (og medbringe et ekstra sæt), eller der kan måske monteres badeforhæng foran bruserne?« ('Rettigheder og pligter i folkeskolen', 2002).

Efter 30 år med »fremmedarbejdernationerne« er Undervisningsministeriet nået frem til, at løsningen måske ligger i et badeforhæng, der er blevet et af symbolerne på fremmedheden og det udanske i forhold til »de danskes egenart«.

Det forventes, at tosprogede børn, unge og voksne skal blive en del af denne egenart. Der tales om tosprogede elevers negative arv, forstået som forældrenes arv til børnene. De taler et andet modersmål end dansk, og de holder fast ved deres tro og sært nok - deres egenart.

Igennem de godt 30 år, elevgruppen har været (danske) elever i den danske folkeskole, har myndighederne anset denne gruppe for have et 'forkert' sprog og en 'uheldig' kulturbaggrund. Ved at bruge begrebet 'negativ social arv' frikender myndighederne sig selv for ansvar. Elevernes fiaskoer i uddannelserne, som f.eks. at de er dårlige læsere, forklares med, at eleverne arver forældrenes sprog og kultur. Derfor mislykkes skolen for eleverne, og fokus flyttes væk fra det reelle problem, at elevgruppen ikke har adgang til faglighed ifølge diverse ministerielle dokumenter, herunder adgang til de paragraffer i folkeskoleloven, der handler om fagene i skolen ud fra elevernes sproglige og kulturelle forudsætninger.

Staten forpligter sig hverken på resultater af forsøgs- og udviklingsarbejde eller forskningsbaseret viden, ligesom forpligtelser om internationale sproglige og kulturelle rettigheder negligeres.

I næsten lige så lang tid, som tosprogede elever har været en elevgruppe i skolen, har forsøgs- og udviklingsarbejde fundet sted i folkeskolen. I slutningen af 1970'erne og i begyndelsen af 1980'erne indhentede Folkeskolens Forsøgsråd erfaringer, der f.eks. handlede om sprogundervisning, identitetsproblemer, multikulturel undervisning og samarbejdet med forældrene. Resultaterne affødte ingen reformer af denne elevgruppens undervisning.

Fra slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne var der udviklingsarbejde via Folkeskolens Udviklingsråd, FUR-projekterne. De udviklingsprojekter, der var møntet på tosprogede elever, kastede et nyt lys over skolegang for elevgruppen, herunder bl.a. tosproget undervisning i Aalborg, Hvidovre og Høje-Taastrup. Evalueringen af FUR-projekterne viste, at der var behov for, at Undervisningsministeriet udstedte mål for funktionel tosprogethed i skolen med dansk som fællessprog i en pluralistisk skolekultur.

Disse erfaringer medførte ingen reformer eller ændringer i den folkeskolelov, som blev vedtaget i 1993, selv om undervisningsminister Ole Vig Jensen bedyrede, at denne lov hentede sin legitimitet i FUR-projekternes erfaringer.

Da Nyrup Rasmussen blev statsminister, nedsattes Byudvalget, der fremsatte 30 initiativer til at forbedre forholdene for tosprogede børn, unge og voksne i det danske samfund. Initiativ nummer 26 blev iværksættelsen af det ambitiøse Integrationsprojekt for undervisning af elevgruppen. I fire år brugte stat og kommune 200 millioner kroner til cirka 200 projekter, der havde til mål at forbedre uddannelsesforholdene for tosprogede børn og unge. PLS Consult evaluerede Integrationsprojektet. Resultaterne omfattede erfaringer med spredning/fordeling af elevgruppen, danskundervisning, undervisning i sproggrupper, udskoling, indskoling, interkulturel undervisning, blot for at nævne nogle indsatsområder.

Integrationsprojektet kom i lighed med erfaringerne fra Folkeskolens Forsøgsråd og FUR-projekterne ikke til at betyde reformer i bekendtgørelser, pædagogiske vejledninger etc. Der er ingen reference til dette projekt, og man kan endda ikke finde PLS Consults evaluering på Undervisningsministeriets hjemmeside. Den værdifulde viden til bl.a. kommunerne er derfor ikke tilgængelig.

Det er ellers en viden, der falder i tråd med forskningsbaseret viden om undervisning af tosprogede elever i ind- og udland. Men den forskningsbaserede viden har lige så dårlige vilkår for at blive implementeret i dansk lovgivning som forsøgs- og udviklingsarbejde. Selv om gruppen af tosprogede elever er vokset til godt 60.000 elever, negligeres viden om, hvad der ville fremme denne gruppes læring.

Et centralt begreb som 'interkulturel undervisning', der blandt andet ville indfange den kompleksitet, der er forbundet med at lære på et sprog, der ikke er ens modersmål, er fraværende i nationalcurriculet. Undervisningsministeriets embedsværk har bortcensureret centrale begreber, der forklarer substansen i undervisningens væsen, og som ville kunne kvalificere indsatsen over for elevgruppen. Det er begreber som tosprogethed og 'forskellige' i sammensætningen 'forskellige sprog'. I pjecen til videofilmen 'Det kæreste vi har', til forældre og pædagoger, dikterede embedsværket, at der skulle stå: »Hvordan kan I samarbejde om at udvikle barnets sprog?«, i stedet for »... barnets forskellige sprog«. Sprog må tilsyneladende kun betyde dansk.

I 1991 ratificerede Danmark FN's Børnekonvention. I lighed med andre internationale konventioner indeholder Børnekonventionen forpligtelser om, at børn har ret til at bibeholde og videreudvikle deres sprog og kultur. Danmark skal derfor godtgøre, at staten lever op til bestemmelserne i Børnekonventionen. Det kan i denne forbindelse undre, at danske embedsmænd på et møde i maj 2001 i Genève fremhæver Integrationsprojektet, når fakta er, at netop dette projekt for 200 millioner skattekroner ikke affødte én eneste reform i uddannelsessystemet.

Det kan også undre, at danske embedsmænd kan slippe af sted med denne redegørelse under overskriften 'Modersmålsundervisning': »Tosprogede børn, der ikke har påbegyndt skolegangen, har ret til tilbud og at støtte deres sproglige udvikling med henblik på tilegnelsen af dansk« (Danmarks 3. rapport til FN-komiteen). Fakta er, at modersmålsundervisningen er ved at være udraderet i Danmark.

Siden 1970'erne har samtlige undersøgelser om tosprogede elever i det danske uddannelsessystem vist, at denne gruppe klarer sig ringere end den etsprogede elevgruppe. Undervisningsministeriets reaktion har været trefoldig:

At nægte elevgruppen adgang til faglighed gennem nationalcurriculet. At sætte fokus på socialisering på grund af upassende dansk adfærd. At negligere resultater fra såvel forsøgs- og udviklingsarbejde som fra forskningsbaseret viden i ind- og udland.

FN's Børnekonventions artikel 29: »Deltagerstaterne er enige om, at uddannelsen af barnet skal have til hensigt ... at udvikle respekt for barnets forældre, dets egen kulturelle identitet, sprog og værdier og for de nationale værdier i det land, hvor barnet er bosat, og i landet, hvorfra barnet oprindeligt stammer, og for kulturer, der adskiller sig fra barnets egen kultur ...«.

Intentionerne bag denne retlige konventionsforpligtelse har Undervisningsministeriet aktivt tilsidesat i 30 år.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce