Arkivtegning: Per Marquard Otzen
Kroniken

Demokrati er altid en kamp. Det har det også været i Danmark

Grundloven fra 1849 bliver ofte fremhævet som beviset på den fredsommelige danske model og vores dybe demokratiske rødder. Men grundloven opstod ikke fredeligt, og den var ikke egentligt demokratisk.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Vi fik vores grundlov på fredelig vis og ikke gennem blodige revolutioner«, understregede statsminister Poul Nyrup Rasmussen i sin grundlovstale i 2002.

Og han fortsatte: »Netop det siger meget om os danskere. Vores evne til at tale om tingene. Vores evne til at samarbejde«.

Selv om Nyrup Rasmussens ord har 15 år på bagen, er der tale om en velforankret og udbredt opfattelse: at grundloven fra 5. juni 1849 lagde grunden til det moderne demokrati på en særlig dansk måde, fredsommeligt og roligt, mens andre lande gennemlevede blodige borgerkrige og revolutioner.

Det var næppe tilfældigt, at socialdemokraten Nyrup Rasmussens efterfølger på statsministerposten, Anders Fogh Rasmussen, lagde vægt på det samme i sin grundlovstale samme år – også selv om han var anderledes ideologisk forankret i liberalismen og som regeringsleder brød med traditionel dansk godmodighed på mange områder.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce