Forfatterne til de to kronikker om stigende ulighed mødes. Læs kronikkerne her: Her på toppen ser vi ned på alle andre og Her på bunden ser vi skævt til hinanden Kilde: politiken.tv / Producer: Peter Vintergaard, klip: Mikkel Stoumann Fosgrau

Kroniken

Her på toppen ser vi ned på alle andre

Jeg er barn af den rigeste procent. Jeg gik på privatskole, er blevet akademiker, ejer min egen lejlighed og kommer til at arve. Jeg kan sikre mine endnu ufødte at vinde i samme lotteri, men det er ikke godt nok. Mine privilegier forpligter til mere.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Længe har jeg læst, at Danmark bliver skævere og skævere. Jeg læser hos Lars Olsen, at ’de rige’ isolerer sig i deres forstadsvillaer, mens ’de fattige’ tvinges sammen i ghettoer, hvorfor vi sjældnere og sjældnere møder hinanden og lærer om hinandens vilkår. At vi bliver mere og mere fremmede for hinanden, at viljen til at sætte sig ind i hinandens liv støver til, at empatien forvitrer. Jeg læser for tiden, at alle tænkelige afstande mellem rig og fattig bliver større. Og jeg begræder det. Men jeg genkender det kun al for godt.

Min kæreste er journalist og datter af vietnamesiske bådflygtninge. »Det her er MIT hood, jeg er fra 8220-YO«, råber hun – let ironisk, lidt stolt – når vi passerer Gellerup, hvorfra hendes mor og far – dengang uden dansk og uden netværk – og siden hun selv og hendes søster begyndte deres danske opstigen.

Lidt ironisk, fordi Gellerup i dag er fjern fortid, og berettiget stolt af netop samme årsag. Min ven Søren voksede op på Amager og er i dag læge. Jeg husker, første gang han fortalte om sin tidlige opvækst, fordi den på alle områder afveg fra min. Det samme gælder min kærestes opvækst. Oplevelserne fra 80’ernes Amager og Gellerup kan jeg ikke genkende. Og det udstiller det pinagtigt abstrakte ved mit kendskab til ulighed fra bunden.

Mit abstrakte kendskab til uligheden fra bunden er med årene blevet større. Især på det seneste, hvor jeg bliver bombarderet med artikler og tv-programmer, der viser mig den – ofte på en let fordømmende måde. Bombardementet kunne føre mig til en illusion om, at abstrakt er blevet konkret. Men lad os nu være ærlige: Jeg kommer maksimalt til at kende til den anden side – jeg kommer aldrig til at mærke den. Jeg opnår aldrig en kropsliggjort erfaring med ulighedens Gellerup i 80’erne.

Hov...

Vi har gjort det nemt for dig at blive abonnent. Få en måned med fuld adgang til Politiken for kun 1 kr.

PRØV NU

    Kommentarer på pause

    Vi har fået nyt design og arbejder stadig med detaljerne. Derfor kan man lige nu ikke kommentere på vores debatartikler.  Funktionen vender tilbage inden længe.

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce