Det vigtigste i musik er pauser. Uden pauser mister instrumentets betoninger og lyde betydning og bliver til støj. Pauser er også vigtige for en Roskilde Festival. Uden pauser mister højdepunkter og fikspunkter betydning, og de bliver umulige at identificere. Resultatet er en massiv kværnen af indtryk og forskelsløse aktiviteter.

Desværre er Roskilde Festival ved at miste pauserne. Resultatet af det kan være katastrofalt, for så bliver det nemlig meget vanskeligt at mærke og dermed også at dele ’følelsen’. Det der er Roskilde Festivals væsen.

Roskilde Festival har historisk set netop været kendt og dyrket for pauserne. For pladser til pauserne. For pladser til åndehuller. Til en anden tid – og til smilehuller. Pauserne har været henlagt til det åbne rum. Det har været indbydende og venligt, og der har været masser af det.

Der har været masser af plads til at smide sig i græsset, nyde en øl og en snak med nogle af dem, man altid møder på Roskilde Festival, og som det er rigtig længe side, man har talt med sidst. Her kan man hurtigt tale sig varme og ind på hinanden ved at spørge ind til musikken: Hvad har du hørt, hvad var godt, og hvad skal du høre i morgen? Her er alle lige og alle lige interessante. Vi er nemlig en del af det samme.

LÆS OGSÅ Erik Jensen: »Roskilde er et grådigt forbudsland«

Der har også været plads til lejrlivet på campingarealerne og til at føre lejrens fællesskab ind på de åbne fælleder på festivalen. Måske for at få en lur i solen eller en snak i skyggen. Om hvilken musik man ikke må gå glip af blandt de kommende koncerter.

Endelig har der været plads til at finde en lille krog til at lufte en god ven eller veninde. Finde hemmeligheder sammen. Høre om sorger og glæder. Tale sig varme og store på livet. Og på alt det lavpraktiske i hverdagen, for slet ikke at tale om udfordringen ved at finde et ordentligt toilet på festivalen.

Det åbne rum har samtidig været beboet. Selvfølgelig af scenerne, men også af midlertidige butikker, madboder, spisesteder osv. Steder, hvor man kunne høre musikken og klare det nødvendige, når det drejer sig om mad og drikke.

Nu er det sådan, at det, der kommer ind, også skal ud igen. Det åbne rum på Roskilde Festival har altid haft en særlig dimension i form af affald, pis og lort. Det daglige affald har været som levende skulpturer, der blandt meget andet udtrykker energi, forbrug, kreativitet, almindelig dovenskab og en lidt generende tankeløshed.

Affald er noget, man bare smider, og her vokser det sig til nye dimensioner i rummet. Noget af det ligger på lur. Noget gør sig til, mens andet bare blokerer for videre færd. Derfor skal affald helst heller ikke tage overhånd, for så bliver livet besværligt. Derfor er der heldigvis også effektive maskiner og mennesker, der dagligt rydder banen, så den er klar til endnu en ny dags skulptur.

Pis er der også masser af. Langs alle kanter. Mænd har det nemmest her, men allerede på andendagen har pigerne også fundet teknikken til lige at kaste vandet langs en hæk, en væg eller et telt. Alt kan bruges til lige at få plads til næste ladning. Og her skifter underlaget farve. Ikke helt så indbydende efter en dags tid, men dog alligevel levende. Ikke mindst for næsen, der hurtigt mærker varmens ekstra dimensioner, når det drejer sig om urinens forskellige duftstoffer.

Endelig er der lort. Bjerge af lort. Nødvendige bjerge af lort, som er en naturlig konsekvens af et dagligt forbrug af hurtig mad i rå mængder. Nogle gange er bjergene små og lette at bestige. Uden urimeligt lange køer foran toiletterne og med intakt wc-papir. Andre gange er bjergene nærmest som de store i Tour de France – umulige at komme op over for amatører, som derfor fortrækker og klemmer balderne sammen – med hård mave som konsekvens. En ekstra udfordring er, når toiletpapiret er nærværende som fravær. Så søger man endnu en gang hjælp og plads i det åbne rum.

Samtidig kan det åbne rum været ansporende og ofte også udfordrende, og dermed er det med til at sætte musikken i perspektiv. Som når man ligger og kigger på en installation eller en teatergruppe, der er ved at illustrere ’bæredygtighed’ eller ’hjælpsomhed’. Damer, der kysser gæsterne velkommen, mænd, der skyder med vandpistoler, og børn, der synger i kor. Eller hvad det nu kan være.

SE OGSÅ Roskilde Festival 2010 i billeder

Det åbne rum på en Roskilde Festival har også altid haft noget særligt at byde på. Noget, det var værd at gå på opdagelse i, fordi der altid var en spændende hemmelighed, men ikke lige havde spottet. Side om side med noget meget solidt og konservativt, nemlig butikkernes udbud af batik og sjove hatte.

Men det har været vigtigt for musikken. Man kommer ud fra en heavy metal-koncert og har måske været tæt på moshpittens mere eller mindre symbolske slagsmål, og så er det fantastisk givende at se lokkende eller farverige lys i spændende former over sig som streger i den mørke nattehimmel.

Man kommer ud fra en eksperimenterende, drømmende og inciterende indie-koncert og ser de lange rækker af afsveden græs, der stinker af pis, og man rives straks tilbage til hverdagen igen. For lige at samle trådene og få enderne til at hænge sammen igen. Det er i pauserne og i sammenstødet mellem forskellige rum og aktiviteter, at tingene får værdi og folder sig ud som særlige kvaliteter.

Eller også har man stået ved Orange Scene sammen med 70.000 andre tilskuere og oplevet netop den koncert, der bliver stående som referencemærke for kommende festivaler. Det kunne være med Neil Young, med Coldplay eller med så mange andre. Og så opløser flokken sig, og man bevæger sig ud i rummet. I det åbne rum, hvor der er plads og luft til lige at trække vejret ind igen, uden filter og støj. I det åbne rum, hvor der er plads til pausen.

Det åbne rum har ikke bare været steder mellem scenerne. Steder til transport og nødvendig bevægelse. Det har også været rum for pauser og det liv, der kan sætte musikken i perspektiv eller åbne for fordybelsen af den. Det åbne rum har været rammen for et praktisk og overgribende fællesskab, hvor alle deltagere har kunnet bidrage med netop deres brik til et større billede af en af de største kulturoplevelser i Danmark. Hvert år.

Som Roskilde Festival er blevet organiseret de seneste par år, er disse åbne rum til pauser og liv ved at dø. De lider af åndenød. De er nemlig blevet overbefolket. Af alt for mange publikummer. Der vader rundt og leder efter steder til en pause, men som er tvunget til at vade videre, fordi de allerede er optaget af andre. Ikke af nogen, der har fundet et åbent rum og dermed en plads til en pause, men af nogen, som også leder, og som lige prøver at se der, hvor pladserne engang var. For det var nu engang der, der var plads. Engang. Der er for mange folk, alle leder efter pladser og pauser. Men de er umulige at finde.

Det eneste, der er helt sikkert, er, at med flere folk bliver der bliver mere pis og lort. Mere støv og mere affald. Den daglige skulptur af forbrugets praktiske overskud bliver større og større, men det bliver også sværere og sværere at få øje på den. Og dermed også på poesien i den. I stedet bliver den bare en modstander.

LÆS OGSÅ Læserne om Roskilde: Nu skal kvinderne have værdige toiletforhold

Præcis på samme måde som andre mennesker bliver en modstander, når der er for mange af dem. Så udgør de ikke bare en del af et dynamisk fællesskab, men bliver til mennesker, man skal udenom. Mennesker man skal overvinde og distancere sig fra. Og det var ikke mindst tilfældet her i 2010-udgaven af Roskilde Festival.

Modstanden var massiv, når det drejer sig om musikken. Færre scener til flere mennesker betød, at de små scener med de skæve spilletidspunkter meget hurtigt blev overfyldte, hvis bare der var et nogenlunde spændende navn på vej. For der var nemlig ikke andre steder at gå hen. Modstanden var også markant på de to store scener, hvor man flokkedes unødigt for bare at høre lidt god musik.

Men der, hvor modstanden var størst, var i det åbne rum. Det var nærmest ikke-eksisterende i store perioder af dette års festival, når det drejer sig om plads til pausen. Derfor blev alle de andre med jævne mellemrum opfattet som hindringer, der skulle overvindes eller undgås. Og det var nødvendigt, hver gang man kastede sig ud i en aktivitet eller ville købe en øl.

Tiden blev brugt på at gå og lede efter lidt plads og på at stå i kø. Kø til alting. Ølsalg, mad, vandhaner og passende pissesteder. Men også i forhold til det at komme ud og ind. Ikke mindst det at komme ind blev en tidsrøver af rang. Men der var jo også nye kontrolsystemer, der skulle udfoldes i overensstemmelse med festivalens nye principper om at få styr på tingene. For det vil trods alt ligne festivalen dårligt, hvis det skulle være et bevidst forsøg på at lokke flere penge ud af de SU-finansierede studerende, der udgør en stor del af publikum. Også selv om det var det reelle resultat af de nye principper. Principper, der i øvrigt uden tvivl har sikret større sponsorindtægter.

Her er det vigtigt at huske på, at publikum med tiden kommer til at ligne de organisatoriske principper, der anvendes. Sådan er det i alle institutioner. Når man organiserer sig med åbne rum og pladser til pauser, bliver publikum søgende og kreative. De bliver til deltagere i et fællesskab, hvor den enkeltes bidrag er vigtigt. Det kan man ikke undgå, når man går rundt i det åbne rum.

Når man reelt indskrænker det åbne rum, musikken og pladserne til pausen, bliver folk rastløse og distancerende. De søger hele tiden nye højdepunkter, for hvad skulle de ellers gøre. Der er jo ikke plads til andet end at vade videre til endnu en scene.

Om det skyldes for mange billetter, mange endagsbilletter eller gratister, ved jeg ikke. Men konsekvensen kender jeg. Pausen og det åbne rum forsvandt i længere perioder. For helt at ophøre om søndagen, hvor en massiv lyst til at høre Prince fik alt for mange til at vade rundt i ring. Hvad skulle de ellers foretage sig, indtil han gik i gang.

Endagsbilletter inviterer formodentlig bestemte mennesker, nemlig folk, der kun er interesseret i et eller et par bestemte navne på en bestemt dag. Og som i øvrigt gerne vil have så meget ud af det som muligt. Dvs. mennesker, der ikke har brug for pausen, for de kører jo hjem igen om nogle timer. På den måde etableres et publikum, der hverken kan eller vil være en del af et kreativt og skabende fællesskab.

De suppleres af et andet publikum, nemlig dem, der har spottet, at Roskilde Festival ikke bare er en musikfestival med noget god musik. Det er også et in-sted, som giver prestige. Derfor er det fedt at kunne sige, at man har været en tur på ’Roskilde’, eksempelvis i forbindelse med at man har været ’nede’ for at høre om samarbejds- og sponsormuligheder.

Endagsbilletter og sponsorinvitationer i mange variationer sætter tilsyneladende også sit ubevidste præg på musikvalget og organiseringen af koncerterne. De første er interesseret i en bestemt ting og går efter den, mens de sidste bare skal have oplevet en enkelt koncert med nogle af de kendte navne for at kunne sige, at man har fået noget med hjem. Derfor er Orange Scene i år tilsyneladende blevet befolket med store danske navne, som man må formode især kan trække netop dette publikum.

Campingarealet bliver ikke berørt af den nye politik. Her leves livet fortsat, som det plejer. Endagsturisten kommer måske på besøg for at få et blik ind i de elastiske og dynamiske lejre og boligblokke, der udgør noget, man kan kalde for et midlertidigt hjem. Det er på festivalpladsen, de store forandringer finder sted, når der lokkes og lukkes flere og flere ind. Som sagt – her forsvinder frirummet og det kreative fællesskab.

LÆS OGSÅ Roskilde får overskud i millionklassen

Grundlæggende afspejler det måske, at man på Roskilde Festival er begyndt at opfatte sit publikum på en ny måde. Noget, der slår igennem på det organisatoriske plan, på musikvalget og på viljen til frirum. Der er nemlig meget, der tyder på, at man er begyndt at opfatte publikum som kunder og ikke som deltagere. Hvilket er afgørende for festivalens organisatoriske valg og dermed for den praktiske udfoldelse af festivalen.

Opfatter man publikum som kunder, bliver de til kunder. Til nogen, der køber en billet en dag, og som mest er interesseret i sig selv og behovet for at høre et bestemt navn eller for at sige, at man har været der. Men det har intet med ’følelsen’ at gøre. Opfatter man publikum som deltagere i et fællesskab, bliver de kreative, dynamiske og mægtige. Det kræver plads, tid og frirum til pauser, som kan folde fællesskabet ud. For det er i pausen, publikum viser sin skabende styrke som aktive deltagere.

Kunder kommer og går. De er interesseret i egne behov og forlader stedet, når de rastløst har fået dem dækket. Deltagere er aktive i opbygningen af noget. Af den ’følelse’, der er Roskilde Festivals slogan og store kvalitet.

Desværre er der noget, der tyder på, at Roskilde Festival er godt på vej til at afskaffe det frie rum og dermed pauserne. Ikke fordi man bevidst har tænkt sig noget i den retning, tværtimod. Men fordi man bare ukritisk lukker flere og flere folk indenfor. Med endagsbilletter og sponsorater. Hvilket har fået den praktiske konsekvens, at det frie rum er forsvundet i kortere eller længere tid. At der så samtidig sker noget med råd, kontrolsystemer og priser, er måske en anden side af denne nye tankegang.

Det vil næppe være døden for Roskilde Festival som fænomen, hvis man i stigende udstrækning opfatter publikum som kunder. Det vil måske tværtimod bringe endnu større kommercielle navne til pladsen i stil med Prince, fordi det vil skaffe masser af folk i butikken. Men det vil være døden for Roskilde Festival som en ’følelse’, hvis man går videre ad den vej. Det vil nemlig dræbe det åbne rum, pladsen og pauserne.

Roskilde Festival har allerede sat kursen mod 2011: Share the feeling. Pas på den!