»Anholdt for at smide tøjet: En 26-årig mente angiveligt, at han var smuk nok til, at nogle kvinder skulle se ham, som han var født. Det var kvinderne ikke helt enige i, så de meldte ham til politiet«.

Sådan skriver et af dagspressens medier om en politisag fra den nyligt overståede smukkeste skovfest, Skanderborg-festivalen.

Tøhø og en armprut. Hvem gider dog tage sig af, at en lidt for kæk ungersvend har kylet klæderne midt i spandevis af sprut? Jeg har gennemtrawlet de seneste nyheder fra lokal til national presse for at se, hvordan den sag er blevet håndteret.

Ovenstående er et eksempel. Et andet er Politikens eget om samme sag, der kalder manden for »Telt-blotteren«. Ingen af avisernes beskrivelser passer. Jeg ved det, for jeg var den ene af de kvinder, der anmeldte ham. I skrivende stund er klokken 3 mandag nat, og jeg burde egentlig lige være hjemvendt til mit telt efter en våd festivalaften i selskab med svenske Roxette.

I stedet sidder jeg i mit københavnske køkken med cigaret nummer 117 og små klamme poter, der stadig ikke helt rammer tasterne så præcist, som de ellers plejer. Før festivalen sluttede, opgav jeg at blive ved med at klistre smil på og sige »jeg er helt o.k.« og ringede vrælende hjem til kæresten for at blive hentet. Jeg havde ellers insisteret på, at det dæleme da ikke var mig, der skulle hjemsendes før tid. Men sådan blev det altså.

For nu at tage historien, som den var uden superlativer om mandens udseende, og hvad det må formodes, jeg var enig eller uenig i, så startede den, allerede før festivalen gik i gang. Onsdag eftermiddag kom en ung mand forbi min lejr og møvede et telt ind på en frimærkestor plads, der endnu var ledig.

Som det hør og bør sig på en festival, blev han hilst pænt på, og han spurgte ind til, hvem der boede i de forskellige telte. Almindelig rundepræsentation, hvor mit og min venindes telt også blev nævnt. Ingen tænkte videre over, at han fik at vide, at der boede to piger alene i hver sin teltkabine. Jeg var der ikke på det tidspunkt, men havde nok ærlig talt heller ikke selv tænkt over, at det skal man åbenbart (?) lade være med at sige.

Klokken 3 om natten blev jeg vækket af, at en for mig komplet ukendt mand var i gang med at pille tøjet af mig. Uden at uddybe i øvrigt vil jeg mene, at Politikens beskrivelse af, at han »lagde sig på og berørte intenst« dækker nogenlunde. Vi havde ellers hyggegrinet lidt over, at jeg er en af de få, der kan sove tungt, selv om der bliver fyret et vuvuzelahorn og 50.000 festglade mennesker af i kraniet på mig.

Det var, som om det var knap så sjovt, da den unge indtrænger derfor også havde mulighed for at lukke min kabine pænt efter sig og lægge sig vældig godt til rette, før jeg vågnede. Efter en del tumult og sparkeri lykkedes det at losse ham ud, og jeg skyndte mig at lukke min kabine til igen, indtil det gik op for mig, at han ikke havde forladt teltet helt. Han møvede stadig rundt i midtergangen. Der er point på ihærdighedskontoen, for i stedet var han på vej ind til min veninde i den anden kabine. Endnu mere tumult og råberi, før det lykkedes os at få ham helt ud.

Efter den omgang skulle der efterrationaliseres, og veninden og jeg sad chokerede tilbage og snakkede om, hvad der var sket. Det blev der ikke tid til længe. Naboteltet knitrede, så vi gik ud for at sikre os, at han ikke var på vej ind til en tredje veninde, der også lå alene. Det var han og lå nu og rodede rundt med bukserne nede om anklerne. Ballade og halløj igen, mens flere i de omkringliggende telte begyndte at røre på sig.

»Hey, hav nu en god festival«, råbte de, da jeg i et mindre slagsmål med ham fik flået brillerne i stykker og blev skubbet rundt. Det er ikke helt til at se, hvad der foregår i sådan en mørk festivallejr, men da det begyndte at gå op for naboerne, at han – stadig med bukserne om anklerne – stod og hev i mig, gik det endelig hurtigt med hjælpen, og han forsvandt.

Bagefter opdagede jeg, at han havde savlet i mit hår og på min luftmadras. En pæn lille klat mundvand havde lavet en mørk plet der, hvor jeg skulle ligge mit på flere måder rystede hoved, når jeg skulle sove igen. Jeg efterlod både luftmadras og telt, da jeg midt i festivalen flygtede fra Jylland til Sjælland kl. 4.45 om morgenen.

Og hvorfor så denne lange smøre om en forholdsvis lille notits i dagspressen? Fordi jeg er rystet, rasende og langtfra ovre det, og fordi jeg gerne fortæller den igen og igen til dem, der vil lytte, og helst dem, der vil lytte for fjerde, syvende og tiende gang. Han er, ved jeg, sigtet for blufærdighedskrænkelse. Det lyder lidt af en ankellang kåbe, der bliver åbnet foran et kørende tog. For mig var det en hel del mere end det.

Det var slutningen på en ellers hyggelig festival, og det er nu lange nætter afbrudt af gentagne mareridt. I går nat gjorde han det fire gange, mens han lo hånligt og sagde, jeg ikke var velkommen på danske festivaler. Han havde briller på. De lignede mine. Det er også gentagne overvejelser, om jeg alligevel skal tage imod det tilbud om offerrådgivning, jeg fik af en venlig politidame.

Men der skete jo heldigvis ikke rigtig noget, vel? Altså, så slemt var det jo heller ikke. Og så alligevel. ’Telt-blotteren’ var ikke ham, det var mig, der blev blottet. Jeg blev angrebet, da jeg var allermest sårbar, et sted, hvor jeg ellers havde følt mig tryg. Måske var det min egen fejl. Skulle jeg ikke have sat en hængelås på teltet? Er det ikke dumt at ligge alene? Ikke nødvendigvis rationelle overvejelser, men ikke desto mindre overvejelser, der har kværnet rundt lige siden. Det samme har han.

Da han næste morgen blev fundet og ført til politiet, hørte jeg ham sige på vejen: »Det er en fejl, jeg er da sådan en rar fyr«. Pardon my french, men hvad fanden er det for et dumt og ulækkert svin, der gør sådan noget og ikke engang mener, han er netop det?

Jeg googlede ham for at finde ud af det. Resultatet var noget nedslående. En fyr midt i tyverne i gang med en højere uddannelse, som godt kan lide at rejse til eksotiske egne. I mit verdensbillede har han hugtænder og betændte vorter. Det andet er nærmest uanstændigt normalt.

Jeg tror desværre, det er de ’normale’, der gør det. Min helt egen nattelusker har en uddannelse. Han vil gerne til Sydamerika. Han har en mor og en far og måske en søster. Han har i hvert fald nogle gode veninder, kan jeg se på nettet. Hvis de havde været ude for det samme, havde det så været okay? Var det okay, fordi det var en, han alligevel ikke kendte?

Når jeg snakker med mine veninder om det, er de rystede. Alligevel kan de alle sammen diske op med en eller flere historier i samme dur. Ikke en eneste af dem har været foruden oplevelsen af, at en fremmed har taget sig nogle friheder, som det vist hedder, hvis man skal være diplomatisk. Vi er blevet gramset på, raget på, taget på brysterne og i skridtet i et væk.

Mænd blotter sig, kommer med klamme hentydninger eller direkte opfordringer til, hvad de gerne ville have fra ’sådan en lille sød sag’. Jeg tillader mig at skrive ’mænd’ i flertal, for selv om jeg ved, de fleste af jer er helt prima okay størrelser, så kan jeg alligevel ikke tro, det er den samme idiot, vi har mødt alle sammen flere gange.

Jeg tror sådan set heller ikke, det er, fordi vi tilhører en særlig elite af ualmindeligt spiselige sager. Jeg tror bare, vi er der. Min egen første politisag var som 7-årig, da jeg rendte ind i en blotter. I dag er jeg ved sag nummer to. Ud over det kan jeg tælle på tre hænder, hvor mange gange der i mit 33-årige liv er blevet famlet og grabset på min ellers ikke-tilgængelige krop.

Jeg går ikke i nedringede bluser eller korte skørter. At det overhovedet er nødvendigt at understrege, er tragisk, men desværre nødvendigt. Selv om mine veninder ikke udgør et statistisk grundlag, er det let at konkludere, at ’måske var du selv ude om det’ stadig dominerer, når vi forklarer, hvorfor det skete – og hvorfor det i hvert fald ikke skete.

I og for sig er det vel også fløjtende ligegyldigt. Selv om der for mig er langt fra en diskoteksbegramsning uden på tøjet til at vågne halvt afklædt med en tungt åndende og savlende spade i et telt, er pointen den samme. Der var ingen, der ringede til dig, fister, så lad da lige være!

Jeg undres til stadighed over, at det sker, og at det åbenbart sker rigtig tit. Hvis jeg beder om en tænkt håndsoprækning blandt læserne af hankøn, hvor mange vil så vifte med poten, når jeg spørger, om det er helt fjong og i orden? Et ikke usandsynligt bud er, at der ikke er en skov af flagrende pegefingre til den. Alligevel oplever vi det igen og igen og så ofte, at vi affinder os med det.

En hurtig hovedregning viser, at jeg har anmeldt omkring 15 procent af de oplevelser, jeg har haft, der kan gå ind under togblotterparagraffen.

Ingen af mine veninder har nogensinde anmeldt noget, selv om deres oplevelser let kan betegnes som ’blufærdighedskrænkende’. Jeg ved godt, hvorfor de ikke har gjort det, og hvorfor jeg i de resterende 85 procent heller ikke selv har gjort det. Skyld, skam og selvbebrejdelse er en stor del af det. Alene det at skulle skrive om mine nylige teltstrabadser er krænkende.

Mine kolleger, mine forældre, mine venner og min kæreste kommer til at læse om, hvordan det var for mig – deres stærke og glade veninde og datter – at være fuldstændig blottet og sårbar. De mindre tilfælde, hvor der bare er blevet befamlet lidt, er pinlige. Måske er jeg for sart. Måske skal jeg tage det med humor. Det plejer de i hvert fald at sige til mig. ’Lad dog være med at være sådan en krampe, det var bare for sjov.’ Men det er ikke sjovt.

Det er faktisk så lidt sjovt, at jeg stadig kan huske, hver eneste situation det er sket i, og jeg kan høre, at det samme kan mine veninder, når de oplever det. Jeg kan huske ham, der i 2003 nev mig i brystvorterne på Klaptræet i København og prøvede at flå min bluse af, da jeg var på vej på toilettet. Jeg kan huske ham, der til en studiefest på universitetet rev min lange nederdel op og stak en hånd op i skridtet på mig, da jeg var på dansegulvet med en veninde.

Jeg kan huske ham, der på Roskilde Festivalen i 2006 kom hen, mens jeg hørte Kanye West, og flåede min bluse i stykker for at se »Roskildes bedste patter«, som han så smukt formulerede sig, mens han stod med en halv T-shirt i hånden. Og jeg kan huske alle de andre episoder, der har ladt mig tilbage med en dårlig smag i munden og et indtryk af, at jeg gjorde noget forkert og måske selv var skyld i det.

Jeg er glad for, at jeg denne gang anmeldte den unge studerende, der nyder at rejse udenlands og overfalde folk, når de sover. Men jeg ærgrer mig lidt over, at der skal så meget til, før jeg gør det. Jeg tror heller ikke, jeg havde gjort det, hvis ikke det var, fordi alle de omkringliggende, der oplevede det, opfordrede mig til det.

Det var jo bare en fuld stodder i et telt, ligesom alle de andre fulde stoddere, vi møder en gang imellem, som desværre alt for ofte slipper alt for let.