Det internationale samarbejde om en fælles klimapolitik baseret på Kyoto-protokollen synes på vej mod total nedsmeltning.

Denne sommer forsvandt det sidste minimale figenblad, da demokraterne trak deres forslag til en klimalov fra det amerikanske Senat. Den amerikanske udgave af det europæiske CO2-kvotesystem – kendt som ’cap and trade’ – synes nu endegyldigt politisk død.

Alligevel fortsætter FN med EU som indpisker videre ad den vej, der nu helt åbenlyst ender blindt. Flere møder, mere snak og flere skuffelser. Læren fra det forudsigelige sammenbrud i København synes ikke at være, at modellen ikke virker, men at man – efter 13 års arbejde – stadig skal bruge lidt mere tid, lidt flere møder, lidt flere penge for at få en aftale på plads.

Det er en forkert strategi, og mens temperaturen stiger, kommer vi ikke nærmere en verden drevet af CO2-neutral energi.

Udfordringen er ellers tydelig nok. Når man rundt om i verden diskuterer klimaforandringer og fremtidens energiforsyning, er der fire centrale fakta, som stort set alle seriøse eksperter og kommentatorer er enige i.

For det første, at vores samfunds velfærd i høj grad er bygget på billig og lettilgængelig energi. Fossile brændstoffer har igennem det 20. århundrede været nøglen til et fantastisk løft i levestandarden. Siden år 1900 er verdens befolkning vokset med over fire milliarder mennesker, og samtidig er den gennemsnitlige indbygger blevet seks gange rigere – og har man været så heldig at leve i et OECD-land, er man blevet ti gange rigere.

For det andet, at verdens energiforbrug fortsat vil vokse med næsten 50 procent frem til 2035, og væksten vil formentlig fortsætte en god del af det 21. århundrede. Selv om energiforbruget forventes at stagnere eller ligefrem falde i OECD-landene, vil væksten og kampen ud af fattigdommen i de store udviklingslande som Brasilien, Indien og særligt Kina betyde, at der er brug for yderligere enorme mængder energi i de kommende 25-50 år.

For det tredje, at verdens globale gennemsnitstemperatur har været stigende de seneste 50 år. Den menneskelige udledning af CO2 fra afbrænding af fossile brændstoffer har med stor sandsynlighed været en væsentlig medvirkende årsag til dette.

For det fjerde, at fortsat og stigende udledning af CO2 til atmosfæren med stor sandsynlighed vil føre til varmere og mere regnfuldt vejr. For nogle dele af verden – f.eks. Danmark – kan dette på kort og mellemlang sigt være en fordel, men for verden som helhed vil det have væsentlige omkostninger. Særlig de fattigste dele af kloden vil blive ramt negativt af klimaforandringerne.

Den interessante debat er derfor, hvordan vi bedst takler denne udfordring, så verden i anden halvdel af det 21. århundrede er stort set drevet af CO2-neutral energi.

Når man bor i Danmark, læser danske aviser, hører på danske politikere og ser DONG-reklamer i dansk tv, kan man godt få oplevelsen af, at en verden drevet af alternative CO2-frie energikilder ligger om ikke lige rundt om hjørnet, så i den meget nære fremtid.

Desværre er det ønsketænkning. I dag kommer blot 0,2 procent af verdens energi fra sol og vind, mens det er fossile brændstoffer, der står for hele 82 procent af verdens samlede energiforbrug. Det meste af resten kommer fra atomkraft og fra tredjeverdenslande, der afbrænder træ og biomasse, som forårsager skovrydning og luftforurening.

Hvis man indregner udbygning af alternativ energi og løbende energieffektiviseringer, så anslår Det Internationale Energiagentur, IEA, at fossile brændstoffer om 25 år stadig vil udgøre 80 procent. Fordi energiforbruget samtidig stiger, forventes verden i 2035 at bruge næsten dobbelt så meget fossil energi fra kul, gas og olie som i 1990.

Udfordringen med at skære dramatisk i stigende globale CO2-udledninger underspilles ofte. Kampagner fortæller os, at hvis vi husker at slukke lyset, tage cyklen og spise mindre kød, så går det nok. I sig selv fornuftige råd, men klimapolitisk gør de ingen forskel.

For at give en fornemmelse af størrelsesordenen på udfordringen lavede Det Internationale Energiagentur, IEA, i 2007 følgende beregning. Hvis vi skal halvere verdens CO2-udledning i 2050, skal vi:

– bygge 30 nye atomkraftværker,

– opsætte 17.000 nye vindmøller,

– opføre 400 kraftværker, der fyrer med biomasse,

– bygge 42 nye gas- og kulkraftværker, der opsamler alt den CO2, de ellers ville udlede og endelig

– opføre 2 nye dæmninger på størrelse med De Tre Slugters-dæmningen i Kina, der er verdens største.

Det lyder ikke umuligt, selv om det er en stor opgave og pokkers dyrt. Problemet er blot, at vi skal gøre det hvert eneste år i de næste 40 år. Det er i bedste fald helt urealistisk.

Det er altså ønsketænkning og en forfejlet analyse, hvis man tror eller påstår, at verden nemt kan omstilles til vedvarende energi. Vi har ganske enkelt ikke vedvarende energiteknologier, der er i nærheden af at være konkurrencedygtige i stor skala. Nutidens teknologier og de energiteknologier, vi kan se i den nære fremtid er luksusgoder, hvor der betales en voldsom overpris for energien. En overpris, som kun en meget lille del af verdens befolkning har råd til.

Problemet er ikke vildt vestligt overforbrug – som nævnt forventes energiforbruget de næste 25 år at stagnere eller ligefrem falde i OECD-landene – men derimod, at de 5 milliarder mennesker, der ikke bor i et OECD-land, forståeligt også ønsker et bedre liv uden sygdom, fattigdom og alt for tidlig død. Til det skal de bruge energi – masser af energi. Kort sagt vil verden i det 21. århundrede fortsat efterspørge enorme mængder energi, og vores nuværende politiske kurs giver ingen realistiske alternativer til de fossile brændstoffer.

Opgaven med at skabe en fremtid, hvor verden i anden halvdel af det 21. århundrede er stort set drevet af CO2-neutral energi, er altså gigantisk. Hvordan vi løser denne enorme udfordring, er et politisk spørgsmål om virkemidler og konsekvenser. Virker politikkerne, hvad koster de, og hvilken effekt har de?

Verdens svar på udfordringen med energi og klima har hidtil været en Kyoto-tilgang, hvor regeringer forsøger gensidigt og bindende at forpligte sig til at udlede mindre CO2.

Tankegangen bag Kyoto-modellen er grundlæggende at begrænse og styre CO2-udledningerne ved hjælp af statslige og regionale kvotesystemer, der kun tillader mindre og mindre CO2 fra energiproduktionen. Fordelen er, ifølge tilhængere, at systemet tillader mindre CO2 og samtidig giver et signal og incitament til markedet om at udnytte energien fra fossile brændstoffer bedre.

Problemet med logikken i Kyoto-modellen er, at der kun findes begrænsede måder at skære CO2-udslippet billigt. Derefter bliver modellen overordentligt dyr og reducerer derfor CO2 ganske lidt. Så længe alternativerne til fossile brændstoffer er dramatisk dyrere end olie og særligt kul og gas, betyder CO2-kvoterne reelt, at prisen på energi stiger væsentligt. Og når prisen på energi stiger, så stiger prisen på alle andre varer og ydelser.

Højere priser og lavere produktivitet betyder som bekendt arbejdsløshed på kort sigt og lavere velstand på længere sigt. Finanskrisen kan illustrere denne barske virkelighed: IEA anslår, at krisen for første gang fik det globale CO2-udslip til at falde med 3 procent i 2009. Men samtidig anslår Det Internationale LO, at krisen på verdensplan skabte 34 millioner flere arbejdsløse fra 2007 til 2009.

Klimaøkonomer anslår prisen for en fuld implementering af Kyoto-modellen til at være på den forkerte side af 1.000 milliarder kroner om året. Det er rigtig mange penge og rigtig mange job.

Nu er en dyr politik jo ikke per definition en dårlig politik, men Kyoto modellen er ud over at være dyr også forsvindende langt fra at takle den globale opvarmning – faktisk vil en fuld implementering kun udsætte den globale opvarmning i seks år. For 1.000 milliarder kroner om året får vi den samme opvarmning, blot seks år senere. Det er ganske enkelt en uforholdsmæssigt dyr og ineffektiv måde at forsøge at løse problemet på.

Derfor har vi også set et meget forudsigeligt forløb, siden Kyoto aftalen blev underskrevet under pomp og pragt i 1997. Al Gore var dengang vicepræsident og valgte den festlige tilgang, hvor han skrev under og skålede med sine kolleger, selv om Senatet kort forinden havde nedstemt aftalen med 95 stemmer mod 0. Clinton-regeringen ratificerede da heller aldrig aftalen.

Siden da er det stort set kun EU, der (ofte med kreativ bogføring) har levet op til Kyoto, og den totale reduktion er formentlig kun 5 procent af det oprindeligt lovede. Imens er de globale udledninger steget næsten upåvirket.

Det har længe været åbenlyst, at verdens to største udledere af CO2, USA og Kina – med over 40 procent af verdens samlede CO2-udslip – ikke ønsker at forpligte sig til Kyoto-modellen. De har forskellig argumentation, men grundlæggende er de enige i, at resultatet slet ikke står mål med prisen. Alligevel holder FN og EU fast i en kompliceret og bureaukratisk model, som 13 år efter underskrivelsen stort set intet har gjort for at ændre verdens CO2-udledning.

Når man – som Copenhagen Consensus Center gjorde i 2009 – beder nogle af verdens førende klimaøkonomer og nobelpristagere om at vurdere de forskellige veje til et verdenssamfund, der i anden halvdel af det 21. århundrede er stort set drevet af CO2-neutral energi, så er deres analyser og svar meget klare: Der er behov for et energiteknologisk gennembrud, og det kan vi kun stimulere med forskning. Tilskud til de eksisterende ineffektive teknologier er i bedste fald en omfordeling fra forbrugere til producenter og i værste fald spild af penge.

Vi har brug for nye, effektive teknologier, så prisen på CO2-neutral energi falder til et niveau, hvor alle lande af sig selv, uden møder, uden forhandlinger, uden kvoter og uden bestikkelse, skifter til fossilfri energi, fordi det kan betale sig. Den eneste vej er en kraftig satsning på forskning, udvikling, test og markedsklargørelse af de energiformer, der skal afløse de fossile brændstoffer om 20, 30 eller 40 år.

På energiområdet står vi i dag i en situation, der kan sammenlignes med informationsteknologien i 1960’erne. Dengang vidste man godt, hvordan man lavede en computer. Problemet var bare, at den fyldte en hel kælder, kostede millioner af datidens kroner og var dårligere end en lommeregner er i dag. Kyoto-modellen svarer til at tvinge tilpas mange til at putte sådan et monster i deres kælder for at skabe kunstig efterspørgsel og udvikling.

Men det er at spænde vognen for hesten, og desuden er det hverken politisk eller økonomisk realistisk. Det, vi har brug for – og det økonomerne entydigt peger på som den mest effektive vej – er massive investeringer i energiteknologisk forskning og udvikling, så vi hurtigere kommer forbi monstercomputer i kælderen-stadiet og frem til CO2-neutrale energiløsninger, der realistisk og konkurrencedygtigt kan opfylde verdens stigende energibehov.

Ikke mange er imod forskning og udvikling, men vi bruger vores kræfter de forkerte steder. Verdens samlede investeringer i forskning og udvikling af alternative energikilder har været faldende siden de tidlige 1980’ere og er ikke steget som følge af Kyoto.

Der er brug for et gigantisk løft i den type forskning, hvis vi skal have en chance for at nå målet. Analyser fra professor Christopher Green viser, at globale investeringer i størrelsesordnen 100 milliarder dollar om året (eller 0,2 procent af BNP) er påkrævet for at give energiforskningen det nødvendige skub fremad. Uden dette voldsomme skub på energiforskningen er det urealistisk, at vi om 20, 30 eller 40 år har gennemtestede og driftsikre alternativer til fossile brændstoffer til en pris, som gør, at hele verden – også USA, Kina, Brasilien og Indien – kan og vil vælge dem.

Prisen på 100 milliarder dollar om året svarer til en lav og svagt stigende CO2-skat startende på ca. 5 dollar per ton. Der er langt mindre, end hvad Kyoto-modellen koster. Derfor er der også realistisk håb for, at denne model vil være både økonomisk og politisk ’spiselig’ – f.eks. har Indien for nylig egenhændigt og uden om de komplicerede FN-forhandlinger vedtaget en lav skat på kul, hvor hele provenuet går til forskning og udvikling. Kina overvejer samme tilgang.

I efteråret mødes FN og de tusindvis af embedsmænd igen. Denne gang på COP16 i Cancún, Mexico. Heller ikke denne gang kommer der noget, der bare ligner en global bindende aftale, der vil få CO2-udledningerne til at falde. Mest realistisk er nok, at de mange skænderier i den mexicanske badeby ender med en beslutning om at mødes igen til COP17 i Sydafrika i 2011. Et deprimerende politisk teater, der ikke bringer os tættere på en løsning.

Hvis vi vil mere end lave smukke skåltaler og tomme løfter, så bør vi holde op med at bilde hinanden ind, at vi får os selv – og resten af verden – til at gøre fossile brændstoffer så dyre, at ingen vil bruge dem. Det klare alternativ er en massiv satsning på forskning og udvikling. Kun igennem ny teknologi, der er effektiv og billig, vil milliarder af mennesker begynde at bruge den CO2-frie energi og dermed begynde at løse klimaproblemet.