I den seneste tids debat om racismeparagraffen har Politiken på lederplads forsvaret denne indskrænkning af ytringsfriheden.

Politikens forsvar for racismeparagraffen og avisens standpunkt i Muhammedkrisen symboliserer et markant skift i centrum-venstres forståelse af ytringsfriheden og er symptomatisk for en debatkultur, hvor ytringsfriheden alt for ofte – både af højre og venstre side – bliver kapret af underliggende interesser.

Ytringsfriheden har aldrig været problemfri for venstrefløjen. Marx kritiserede ideen om universelle menneskerettigheder – inklusive ytringsfriheden – som det kom til udtryk i den franske menneskerettighedserklæring og den amerikanske forfatning. Ifølge Marx begrænsede disse rettigheder sig til at beskytte det »egoistiske menneske«; et individ »indesluttet i sig selv« og sine private interesser, afskåret fra samfundet.

Ytringsfriheden var det første offer for de kommunistiske og socialistiske stater, hvor kritik af samfundsordnen kunne betyde udstødelse, fængsel eller døden. Herhjemme var det heller ikke alle på venstrefløjen, der kæmpede for ytringsfriheden. I det venstreorienterede tidsskrift ’Politisk Revy’ tog man eksempelvis i 1974 afstand fra Solsjenitsyns kritik af Sovjetunionen og hånede de forfattere, der støttede ham.

LÆS OGSÅAleksander Solsjenitsyn er død

Men uanset disse eksempler har der på venstrefløjen også været en tradition for at kæmpe for ytringsfrihed og menneskerettigheder. Eksempelvis i kampen mod Apartheid, for Nelson Mandelas løsladelse og støtten til Salman Rushdie. Venstrefløjen havde også en vigtig rolle i kampen mod raceadskillelse i USA, hvor spørgsmålet om ytrings- og forsamlingsfrihed var afgørende.

Kulturradikalismen har ligeledes en stærk tradition for at udfordre herskende opfattelser. ’Godfatheren’ Georg Brandes holdt en tale i Hansted Skov i 1886, hvor han bl.a. sagde:

»Vor Kærlighed til Frihed er en Dyrkelse af den. Se, mine Venner, Friheden har i Tidernes Løb havt mange Navne. I Middelalderen hed den Kætteri, i det sekstende Aarhundrede Reformation, i det attende Aarhundrede Filosofi og Revolution, i vore Dage kaldes den af dem, der ikke vil den vel, for Radikalisme. Men ét Navn er der, som Friheden visselig aldrig nogensinde har ført og aldrig nogensinde vil komme til at føre. Véd I hvad det er? Det er Moderation!«.

Det var primært venstrefløjen og kulturradikale, der kritiserede beslutningen om at indlede en sag om overtrædelse af blasfemiparagraffen mod to programchefer fra Danmarks Radio, efter at Trille på tv havde sunget om ’Øjet i Det Høje’, der kiggede med, når Trille trillede trussekant. I Politiken skrev Paul Hammerich blandt andet:

»Ytringsfriheden omfatter nemlig også friheden til at spotte«, og at blasfemiparagraffen indikerer, at mennesker, som bekender sig til en religiøs tro, skal skærmes og skånes mere end f.eks. politibetjente, hippier, ministre, vegetarianere, professionelle boksere og dyrevenner. Det er jo ret udemokratisk«.

Da Jens Jørgen Thorsen fik offentlig støtte til sin Jesus-film i 1973, vakte det vild opstandelse i både Danmark og udlandet på trods af, at der ikke var optaget så meget som et minut af filmen. Paven fordømte filmen »som en forbrydelse imod hele den kristne religion«, og den danske ambassadørbolig i Rom blev udsat for et molotovcocktail-angreb. Frankrig vedtog en lov, der forbød filmen at blive optaget i landet, Thorsen fik indrejseforbud i Storbritannien og blev afvist i Heathrow lufthavn.

I Danmark krævede Kristeligt Folkeparti valg, hvis filmen ikke blev stoppet, da der måtte »sættes grænser for kunstens udfoldelser«, og de borgerlige partier stillede krav om en ny filmlov, der skulle sikre, at der ikke blev givet støtte til »anstødelige film« – hvilket da også var kravet i en række danske folkekirkepræsters underskriftsindsamling, der resulterede i 143.211 protester. En anti-Thorsen-demonstration tiltrak op mod 4.000 kristne i Københavns gader, hvor der blev udøvet hærværk og sendt en brevbombe til direktøren for Det Danske Filminstituts hjem.

I en leder i Aktuelt harcelerede man mod Venstre og Konservatives forslag om »politisk censur af ytringsfriheden« og mod Erik Ninn-Hansens støtte til »kirkelige ekstremistgruppers intolerance«. Ifølge Aktuelt var det en demonstration af, at »såkaldte liberale partier er dem, der går ind for ensretning. Mens de socialistiske partier er de liberale«.

I Informations leder af 24. august 1973 kritiseres de folkekirkepræster, der »angiveligt på kirkens vegne« har »startet en aktion«, om end lederskribenten fandt dette forventeligt henset til den »kirkelige aktivisme, som landets biskopper flere gange har stået i spidsen for«. I samme avis’ leder af 30. august 1973 tog man afstand fra de »bombekastende katolske moralister« og fandt, at sagen var »(…) Krystalklar. Det projekt bør blive til virkelighed, for det drejer sig ikke længere om en enkelt film ( …) men om, hvem og hvad der skal sætte grænser for ytringsfriheden«.

I 1984 beordrede trafikminister Arne Melchior Jens Jørgen Thorsens maleri af Jesus med erigeret penis fjernet fra Birkerød station. Ifølge en stærkt tendentiøst formuleret meningsmåling støttede 70 procent af danskerne aktionen.

Men interessant nok var 51 procent af dem, der identificerede sig selv som venstreorienterede, modstandere af aktionen. SF’s Ingerlise Kofoed og VS’ Jens Otto Madsen tog da også sagen op i Folketinget og kritiserede ministeren for at krænke den kunstneriske frihed.

Da pornografien blev frigivet i 1967 (på skrift) og 1969 (i billedform), udtalte SF’s Poul Dam bl.a., at »den fuldstændige skrive- og trykkefrihed er nødvendig«. I 1969 udtalte han »på den personlige friheds område, har Danmark altid været et foregangsland ... Det er den overvejende livsholdning her i landet ( ... ) at lovgivningen ikke skal blande sig i andre menneskers frihed, så længe denne frihed ikke skader andre«.

I 70’erne var en prominent dansk venstrefløjspolitiker som Preben Wilhjelm også kritisk over for racismeparagraffen (det er han i øvrigt stadig). SF’s Poul Dam forfægtede endnu en gang et principfast forsvar for ytringsfriheden, idet at/således at da racismeparagraffen blev udvidet til at omfatte bl.a. ’forhånende’ og ’nedværdigende’ ytringer på baggrund af race, hudfarve m.v., holdt Poul Dam en ordførertale under førstebehandlingen i Folketinget, der er værd at citere in extenso:

»Det er ikke vor stats opgave at foreskrive borgerne visse meninger eller fratage dem retten til at have visse andre meninger. Selv de tåbeligste anskuelser, selv de mest skadelige opfattelser har ret til at eksistere, og de har ret til at komme til udtryk ... Det er udtryk for en primitiv moralistisk tankegang, at man kan bekæmpe det, som bør bekæmpes, ved at kriminalisere det (... )«.

Man sætter et skel mellem acceptable meninger og uacceptable meninger. Når dette skel først er sat, kan det flyttes – og hvor er vi så henne? Så er vi tilbage i den oplyste enevældes forestillinger om ytringsfrihedens grænser. At piben har fået en anden lyd siden Thorsens Jesus-film og Poul Dams flammetale mod racismeparagraffen, kan endvidere eksemplificeres af efterfølgende debatter om ophævelse af racisme- og blasfemiparagraffen – for slet ikke at tale om situationen under Muhammedkrisen.

Da Dansk Folkeparti i 2002 fremsatte et lovforslag om at afskaffe racismeparagraffen, mente SF ikke længere, at racismeparagraffen satte »et skel mellem acceptable meninger og uacceptable meninger«, eller at bestemmelsen var sammenlignelig med den oplyste enevælde.

Ifølge SF betyder racismeparagraffen nemlig ikke ’længere’, at »man ikke må have bestemte holdninger. Det må man gerne, men det er nogle ytringer i bestemte sammenhænge, det drejer sig om, og det er kun det, det drejer sig om«. I stedet lagde SF nu vægt på »hensynet til nogle bestemte mennesker, der er i en særlig situation, og som har risiko for, at de kan trues, nedværdiges eller forhånes. Derfor afviser vi selvfølgelig forslaget«.

Enhedslisten var i 2002 kritiske over for racismeparagraffen, men i 2006 opfordrede de justitsministeren til at stramme praksis, så flere blev dømt efter den. De radikale og Socialdemokratiet støtter også aktivt op om racismeparagraffen.

LÆS OGSÅBarfoed vil hverken afskaffe eller udvande racismeparagraffen

I forhold til blasfemiparagraffen udtalte Karina Lorenzen, at SF tidligere havde foreslået at »afskaffe blasfemiparagraffen, men vi er blevet oprigtig i tvivl om, hvorvidt en fjernelse af blasfemiparagraffen vil betyde, at bunden fuldstændig ryger ud af debatten om f.eks. islam. Det vil vi i hvert fald ikke være medvirkende til. Så derfor vil vi gerne have belyst, hvad konsekvenserne er af at fjerne paragraffen, og hvordan vi sikrer en anstændig tone i religionsdebatter«.

En lignende minoritetsbeskyttelse gav Frank Aaen i 2006 udtryk for, da han i forbindelse med Muhammedkrisen udtalte, at ytringsfriheden kun er problematisk, »hvis et flertal bruger ytringsfriheden til at hænge et mindretal ud«.

SF’s tidligere principielle problemer med blasfemi- og racismeparagrafferne bliver altså pludselig underordnet hensynet til en ’anstændig tone’ i religionsdebatten om islam, hvis tilhængere tilsyneladende ikke skal kunne tåle samme kritik og satire som dem, der bekender sig til kristendommen. SF er således gået fra en position, der giver primat til ytringsfriheden over krænkelse af religiøse følelser og selv »forhånelse« og »nedværdigende« ytringer, til at sætte beskyttelsen af visse former for »krænkende« ytringer over ytringsfriheden.

SF’s – og Enhedslistens og de radikales – udmeldinger angående både blasfemi- og racismeparagraffen udgør et markant brud med venstrefløjens og kulturradikalismens traditionelle insisteren på barsk og harsk kritik af religion samt reaktionære religiøse dogmer. Det fremgår klart af disse udtalelser, at dette krav om forsigtighed og (misforstået) tolerance skyldes, at der er tale om minoriteter, der tilsyneladende ikke skal kunne tåle samme ytringer, som venstrefløjen og ledende kulturradikale mente, at kristne danskere måtte tåle i Thorsen og Trillesagerne.

SF, Enhedslisten og de radikale slår dermed ind på den multikulturalistiske bane, hvor hensynet til minoriteter overordnes grundlæggende frihedsrettigheder, og etniske og religiøse minoriteter først og fremmest opfattes som ’sådanne’ frem for som individer, der skal hhv. nyde og respektere de samme rettigheder og pligter som øvrige borgere i samfundet. Dermed vendes det ’for demokratiet’ afgørende tolerancebegreb på hovedet.

I et liberalt demokrati med ytringsfrihed må tolerance betyde, at man må finde sig i ytringer, der kan forekomme krænkende, sårende eller forhånende. Ikke at man, med straffeloven i hånden, kan beskytte sig mod sådanne ytringer. Ligesom ytrings- og religionsfriheden betyder, at danske borgere, der ikke bryder sig om islam, må tolerere, at visse muslimer går i burka, samt at muslimer har ret til at udfolde deres religiøse aktiviteter i moskeer (med minareter).

LÆS OGSÅDanske moskéer strander på tegnebrættet

Tilsyneladende mener man hos store dele af centrum-venstre, at ytringsfriheden skal være mere vidtgående i et homogent samfund, mens et mere heterogent (eller multikulturelt) samfund fordrer en mere begrænset rolle for ytringsfriheden. Det er et ytringsfrihedsbegreb, der er højst problematisk.

I så fald kan man i sidste ende spørge, hvorfor man overhovedet skal have ytringsfrihed?

Da ytringsfrihedens fornemste funktion netop er at beskytte de ytringer, der er ildeset og stikker ud fra konsensus. Hvis ytringsfriheden kun beskytter de ytringer, der er konforme i forhold til den gængse politiske diskurs, er ytringsfriheden intet værd. Hvorvidt en person tilhører en minoritet eller majoriteten, bør ingen indflydelse have på den grad af tolerance, man som borger må udvise over for ytringer, der byder en imod.

I forhold til at imødegå den multikulturalistiske udvanding af ytringsfriheden har Dansk Folkeparti utvivlsom haft førertrøjen på blandt de politiske partier.

Dansk Folkepartis prisværdige indsats for ytringsfriheden har dog langtfra været principfast. Under Muhammedkrisen fremsatte Dansk Folkeparti et forslag om at forbyde afbrænding af Dannebrog. Peter Skaarup begrundede forslaget med, at »Det er en u-ting – det er u-dansk at afbrænde Dannebrog. Det er at forhåne og nedgøre vores land«. En begrundelse, der med omvendt fortegn er uadskillelig fra den retorik, visse muslimske grupper bruger, når det kommer til kritik af islam.

DF har også foreslået at forbyde burkaer og lagt pres på justitsministeren for at straffe personer, der kom med udtalelser, som DF ikke brød sig om.

Hvor venstrefløjen og kulturradikale har udvandet ytringsfriheden på grund af afsmitning fra multikulturalismen, er nationalkonservative, anført af Dansk Folkeparti, villige til at udvande ytringsfriheden i ’monokulturalismens navn’. Venstrefløjen vil indføre indskrænkninger i ytringsfriheden ud fra særhensyn til etniske og religiøse minoriteter, mens nationalkonservative ønsker indskrænkninger af ytringsfriheden i form af særforbud mod samme og indførelse af særhensyn til majoritetskulturen.

I en tid, hvor religiøse fundamentalister fysisk angriber dem, der vover at udfordre islams dogmer, og visse minoriteter åbent sætter spørgsmålstegn ved demokratiet, er det ikke svært at se, hvorfor det monokulturalistiske krav om særforbud er opstået.

Det vil altid være fristende at forbyde de ytringer og symboler, der repræsenterer den konkrete fare, et givent samfund står over for. Men en sådan begrundelse er uadskillelig fra den, der i sin tid fik velmenende stater til at udfærdige hate-speech-lovgivning med henblik på at undgå nazismens og racismens svøbe.

Men uanset denne meget menneskelige fristelse burde det være indlysende, at monokulturalistisk begrundede indskrænkninger i ytringsfriheden ikke er mindre indgribende eller mere modstandsdygtige over for misbrug og skævvridning, end det er tilfældet for den hate-speech-lovgivning, der understøtter multikulturalismen. Der er derfor al mulig grund til både at tage afstand fra den multikulturalistiske og den monokulturalistiske udvanding af ytringsfriheden.

Ytringsfrihedens forsvarere må være enige om, dels at alle menneskers ytringsfrihed er vigtig og bør forsvares mod anstød, dels at ytringsfrihedens forsvar ikke kan indebære begrænsninger af menneskers frihed til at udtrykke sig, medmindre der eksempelvis opfordres til vold eller fremsættes trusler.

Ellers er der ikke tale om et forsvar for ytringsfriheden som en principiel og universelt gyldig værdi, der ikke kun skal gælde for dem, man er enig med – men om at søge at fremme en anden sag under ytringsfrihedens faner, hvad enten det er i form af mono- eller multikulturalisme.

I så fald bliver det umuligt på troværdig vis at afvise og tilbagerulle den multikulturalistiske udvanding af ytringsfriheden, og det vil alene være den til hver en tid herskende politiske diskurs, der sætter rammerne for, hvilke ytringer der er acceptable. Og så er vi tilbage i tiden før oplysningen.