Begreberne ’os og ’dem’ har skruet sig ned i den almindelige opfattelse; blege danskere er ’os’, og indvandrere, muslimer, etniske minoriteter er ’dem’.

Mens der tales og kritiseres vældig meget, når det handler om ’dem’, så sættes der sjældent spot på ’os’. Nogle gange får man det indtryk, at ’vi’ har siddet på en paradisø uden forbindelse til resten af verden, indtil ’dem’ begyndte at komme og forstyrre ’os’ for omkring 30 år siden.

Men sådan er det jo ikke.

Bare inden for de sidste 100-150 år har Danmark været karakteriseret af indvandring, udvandring og blandet ind i kolonisering og slavehandel på højde med andre europæiske lande.

Omkring 500.000 danskere udvandrede til Nordamerika. Fra Kvæsthusbroen i Københavns Havn gik ruterne bl.a. til New York. Ikke alle blev lukket ind; mentalt syge, handikappede, blinde, folk med smitsomme sygdomme og de fattigste, som blev anset som en belastning for systemet, blev afvist. ’Vi’ emigrerede og nogle af ’os’ blev afvist og udvist, og nogle gange blev ’vores’ familier splittet ad på ’Tårernes ø’, Ellis Island.

Arbejdsindvandringen er heller ikke et nyt fænomen. Imellem 1860-1920 vandrede tre bølger af økonomiske indvandrere til Danmark: Første bølge kom fra de lande, der tilsammen udgjorde Det Tyske Forbund. 100.000 mennesker kom for at søge arbejde. Oftest var der tale om yngre håndværkersvende, og de søgte til købstæderne i Danmarks sydvestlige dele og til København. Anden bølge bestod af et mindst lige så stort antal ufaglærte sydsvenskere, som både søgte arbejde og ophold i byen og på landet i Østdanmark. I denne bølge var der lige så mange kvinder som mænd, og mange af kvinderne arbejdede i de københavnske borgerhjem. Den tredje bølge var polakkerne – hvoraf mange i virkeligheden var hviderussere og ukrainere og de fleste kvinder, som især rekrutteredes til roemarkerne på Sydsjælland, Lolland-Falster og Fyn.

Jøder fra Rusland og politiske flygtninge indvandrede omkring 1900 og frem. Den russisk-ortodokse kirke i Bredgade ikke langt fra Skuespilhuset var samlingssted for mange russisktalende indvandrere. Og indvandringen fortsatte i skiftende omfang op igennem det 20. århundrede.

Så ’vores’ forfædre og slægter rummer sandsynligvis alle både indvandrere og udvandrere.

Den vestlige kolonisering af resten af verden var ’vi’ også aktive deltagere i.

Nogle af de indvandrede svenske tjenestefolk arbejde måske i de rige huse i Frederiksstaden omkring Amalienborg. Hotel Admiral ved siden af Skuespilhuset er bygget af en rig dansk slavehandler, og Det Vestindiske Pakhus lidt længere henne var det ene ben i trekantshandlen med slaver, våben og sukker. Danmark var den sjettestørste slavehandlernation og deltog i en af verdenshistoriens største tvangsflytninger, hvor mere end 15 mio. afrikanere over trehundrede år blev tvunget til primært Syd- og Nordamerika og Caribien.

Koloniherredømmet i Vestindien indebar senere bl.a., at små børn blev skilt fra deres forældre og sendt til Danmark for at blive integreret og uddannet, og at koloniserede mennesker i Vestindien ikke havde stemmeret og ikke kunne deltage i afstemningen om, hvorvidt de og kolonien skulle sælges.

Og Grønland har også en kolonihistorie, der ikke rigtig er fortalt endnu, hvor bl.a. blege majoritetsdanskere i mange år fik højere løn for at arbejde i Grønland end grønlændere – for samme arbejde.

’Vi’ har også deltaget frejdigt i racetænkningen i samme periode med udstillinger omkring år 1900 i Tivoli af mennesker – indere, kinesere, grønlændere, afrikanere og bl.a. to børn fra de vestindiske øer. En udstillingsrække, der sjovt nok er ’faldet ud’ af de officielle beskrivelser af Tivolis historie.

’Vi’ har i 30’erne udvist både begejstring og foragt for nazismen. ’Vi’ afviste op til Anden Verdenskrig jødiske asylansøgere ved grænsen, men menneskesmuglede også under krigen jøder til Sverige.

Det, at etniske forskelle er blevet givet politisk og social betydning i et magthierarki – og at der konstant er foregået etniske integrationsprocesser – er ikke noget nyt.

En historiker har engang sagt, at en nation skabes ikke mindst gennem et kollektivt hukommelsestab – og i den danske nationale fortælling er der en masse udeladelser, som ’vi’ må undersøge og anerkende, hvis vi vil forsøge at forstå ’os selv’.

’Vi’ er – måske i stigende grad – et ekskluderende ’vi’, som man som ikke-bleg etnisk minoritet i praksis i hverdagslivet er udelukket fra – man bliver aldrig helt rigtig en del af den blege nationale danske ’vi’, og det understøttes af en lovgivning, som bliver stadig mere og mere indrettet på praktisk forskelsbehandling med en juridisk fernis af formel ligebehandling.

Og når ’vi’ siger, at ’vi’ gerne vil inkludere ’dem’, så taler vi sjældent om, at det stadig er ’os’, der er chefer og direktører, sidder i udvalg, der deler penge ud, skriver de stykker, der vises på teatrene, instruerer forestillingerne, køber billetterne, er kulturpolitikere, er kulturjournalister, er chefredaktører og ... Fortsæt selv listen ...

Det er måske, fordi ’vi’ er de normale, og der findes ikke en større magt end at være normal – eller rettere at være menneske.

Hvis man beder folk om at se sig i spejlet og fortælle, hvad de ser, så vil rigtig mange kvinder sige, at de ser en kvinde, kvinder og mænd med etnisk minoritetsbaggrund vil ofte nævne deres etnicitet, men hvis man spørger en hvid mand om, hvad han ser i spejlet, så vil han typisk sige ’et menneske’. Han opfatter sig og opfattes af andre typisk som et eksemplar af det universelle menneske – alt andet er afvigelser.

Den amerikanske kønsforsker Peggy McIntosh skrev i 1988 en artikel, hvor hun reflekterede over sin egen position som hvid i det amerikanske samfund, hvor forskelsbehandlingen på grund af hudfarve og etnicitet ofte er usynlig og tabuiseret for hvide – fordi de jo netop ikke udsættes for den. Hvide har et dårligt syn for forskelsbehandling af andre, fordi de selv befinder sig i en privilegeret position. I det følgende vil jeg med inspiration fra McIntosh forsøge at beskrive de hvide hverdagsprivilegier, som de tager sig ud i en dansk kontekst:

Mine hverdagsprivilegier som hvid:

Forventer ikke at blive stoppet i paskontrollen pga. mit udseende.

Forventer ikke at blive sprunget over i café- og butikskøen pga. mit udseende.

Forventer ikke at blive stoppet af politiet, hvis

- jeg kører i en smart bil.

- trækker med en låst cykel.

- sidder på en bænk over for en ambassade.

Forventer ikke at blive afvist i banken, når jeg vil låne penge.

Forventer ikke at blive afvist i døren til diskoteket.

Forventer ikke at blive bedt om at sørge for, at mit barn i skolen kan fortælle om baggrunden for religiøse og folkelige traditioner – f.eks. pinse og chokoladepåskeæg.

Forventer ikke at blive afvist i jobsøger- og praktikpladsansøgerbunken pga. mit navn.

Forventer ikke at blive fulgt rundt i butikker af detektiver og vagter.

Forventer ikke – altid – at sidde ved siden af det sidste tomme sæde i bussen.

Forventer ikke at skulle forsvare alle hvide sexforbrydere og voldsmænd.

Forventer ikke, at jeg eller min familie bliver svinet til pga. vores udseende.

Forventer ikke at blive udsat for racistiske tilråb på gaden.

Forventer ikke at blive ignoreret af skolelæreren.

Forventer ikke at blive mødt med overdreven skepsis i mit nye job.

Forventer ikke, at jeg skal være ambassadør for alle ’hvide’ i Danmark.

Forventer at kunne genkende min egen placering i historie og kulturundervisning.

Forventer ikke at få afslag på lejlighed pga. mit navn eller udseende.

Forventer ikke, at folk, jeg ikke kender, udspørger mig om ’min religion’, ’min kultur/etnicitet’.

Forventer at kunne genkende mig selv i nyhedsprogrammer, debatter, soap, reklamer, valgannoncer mv. – og ikke som forbryder.

Forventer at kunne komme til orde.

Forventer ikke, at jeg skal stå til ansvar for alt, hvad ’hvide’ gør.

Forventer ikke at være et problem for mine naboer, hvis jeg flytter ind i en opgang.

Forventer ikke, at mit og min families køb af hus kan få naboens hus til at falde i pris.

Forventer at folk kan udtale mit fornavn, at de ikke kalder mig noget andet, hvis de ikke kan udtale det, og at jeg ikke hele tiden skal stave det.

Forventer ikke at blive tiltalt som ’I’ – ’I gør jo sådan og sådan ...’ refererende til en uspecificeret etnisk storgruppe.

Forventer ikke til et møde på rådhuset at blive patroniseret og få at vide, at jeg taler vel nok godt dansk, mens det emne, jeg taler om, bliver ignoreret.

Forventer ikke, at jeg skal spise (svinekød) eller drikke (alkohol) bestemte fødevarer for at bevise, at jeg er god nok.

Forventer ikke igen og igen at høre eller skulle grine høfligt af vitser om ’hvide’.

Forventer ikke at skulle lave mad i mit barns skole, der skal repræsentere hvid danskhed.

Forventer at kunne gifte mig, uden at der er nogen, der blander sig i det.

Forventer ikke, at jeg over for fremmede mennesker skal udtrykke min taknemmelighed over at bo i Danmark.

Forventer ikke, at retssystemet vil dømme mig uretfærdigt, fordi jeg er ’hvid’, og forventer ikke, at nævningeting, dommere, forsvarere og anklagere alle er ’ikkehvide’.

Forventer ikke at skolevejleder/sagsbehandler kun råder mig til at blive social- og sundhedsassistent eller arbejde med rengøring, når jeg skal vælge uddannelse/job.

Forventer ikke at være et problem for ikkehvide forældre på mit barns skole, fordi jeg og mine børn er hvide.

Forventer ikke, at folk går over på den anden side af gaden, fordi de er bange for mig.

Forventer ikke, at folk griber til deres tasker og punge, når jeg træder ind i rummet.

Forventer ikke at skulle være nogens etniske trofæ.

Forventer ikke, at jeg konstant undersøges som ’hvid dansker’ i statistikker og undersøgelser om familiemønster, arbejdsløshed, kriminalitet, værdier, religion mv.

Forventer ikke at blive mødt med paternalistiske foredrag om ’kultur’, hvis jeg kommer for sent, råber højt el. lign.

Forventer ikke, at mit uddannelsessted opfylder arbejdsgiverkrav om ’ingen hvide’, så jeg ingen praktikplads får.

Forventer ikke, at arbejdsformidlingen opfylder arbejdsgiverkrav om ’ingen hvide’ ved besættelse af ledige job.

Forventer ikke at blive spurgt om madvaner og religion til en jobsamtale.

Forventer at kunne rejse i det meste af verden.

Forventer selv at kunne vælge, om jeg vil skille mig ud fra mængden.

Forventer, at ’hvide’ er placeret på alle niveauer i hierarkierne.

Forventer ikke, at folk tiltaler mig som rengøringskvinden, når jeg er på et stort hotel.

Forventer, at samfundets autoriteter vil tale imod hetz og mobning mod min ’hvidhed’.

Forventer ikke, at ministre og store partier i Danmark vil udtale sig nedladende og fordomsfuldt om ’hvide’.

Forventer ikke, at jeg pga. min baggrund, min eksistens, min krop udpeges til samfundets største problem.

Forventer, at samfundet vil tage mine oplevelser af forskelsbehandling alvorligt.

Der kan være lang vej til den kritiske indsigt, ’vi’ har brug for at kunne se vores position og den magt, der ligger hos den blege majoritet. Ofte vil jeg som majoritetsperson kun kunne få den indsigt ved at lære af andres erfaringer – af folk, der i kraft af deres minoritetsposition bliver udsat for forskelsbehandling både mellem mennesker og institutionelt, for jeg oplever det jo ikke selv. Det er det smarte ved at være placeret som det normale – som mennesket, som målestokken.

Hvordan kommer VI videre og bliver mere end ’vi?

Man kunne starte med at vende bøtten og bruge den store uudnyttede viden, der ligger hos rigtig mange danskere med minoritetsbaggrund om, hvordan eksklusionsmekanismer fungerer i praksis. Så kan vi komme videre, men det kræver, at de blegansigter, der går ind i det – ind i læringsprocessen – er villige til at befinde sig i den dobbeltbevægelse, som handler om at sætte sig i den andens sted, men også at være villig til at sætte den anden i sit eget sted.

At være villig til at operere med forestillingen om, at min efterfølger, min kollega, min chef, min ven ikke behøver at være et spejl af min bleghed.