Kulturminister Per Stig Møller efterlyste for nylig i P1-programmet ’Krause på tværs’ en betydelig mere dynamisk og kontrastfyldt debat herhjemme om væsentlige samfunds- kultur- og værdispørgsmål med den franske debat som forbillede. I samme åndedrag pegede han på de franske forfatteres og intellektuelles aktive rolle i den franske kultur- og samfundsdebat som efterlignelsesværdig for danske forfattere og intellektuelle i en situation, hvor deres bidrag efter hans mening er en mangelvare. Især syntes han at mene, at synspunkter til venstre for midten i disse år står svage og uprofilerede i den danske debat. Udsendelsens tilrettelægger Niels Krause Kjær bidrog til at bestyrke dette indtryk ved at gentage den efterhånden i pressen udbredte model med at konfrontere Per Stig Møller – som repræsentant for den borgerlige regering – med en ’kritiker’ fra den neoliberale tænketank Cepos. På den måde blev Møllers polemiske synspunkter aldrig rigtig udfordret af dem, de var rettet imod, kun af en så at sige åndelig fætter i den borgerlige familiekreds, som kulturministeren i forvejen var på fornavn med.

Man ser det, man gerne vil se; man efterlyser retorisk en mere dynamisk debat, men sørger samtidig for ikke at lukke nogen sorte får ind – eller bukke, som en tidligere statsminister ville have sagt. På den måde kan man i et forholdsvis lukket kredsløb – i dette tilfælde på P1 – og uden synderlig idemæssig modstand endnu en gang få bekræftet egne synspunkter. Det minder betænkeligt meget om de (i forvejen karikerede) tilstande i 1970’erne, som man ellers har slået sin værdipolitik op på at kritisere og lægge afstand til.

I den nævnte udsendelse var der imellem kulturministeren og Niels Krause Kjær, der tidligere har været pressechef for Det Konservative Folkeparti og har sin faste column i Berlingske Tidende, den forventelige og udynamiske enighed om, at Muhammedkrisen først og fremmest har bekræftet det store behov for en uantastet ytringsfrihed op imod de islamistiske kræfter, der angiveligt – stadig – truer den. Ikke et ord om, at Muhammedkrisen også kan ses som udtryk for en dansk regeringsleders manglende vilje eller evne til at indgå i diplomatiske udvekslinger med mennesker fra andre kulturer og politiske systemer og som et billede på en magtfuld avis’ unødvendige og provokerende attak på en dansk etnisk minoritets religiøse symboler på et tidspunkt, hvor denne minoritet i forvejen blev diskrimineret på arbejdsmarkedet og via lovgivningen.

Kulturminister Per Stig Møller fremførte som ofte før sit diktum om retten til at tvivle som essensen af det, som den på oplysningstanken udviklede vestlige kultur har at byde på i en situation, hvor den angiveligt er truet af mørke kræfter; kræfter, det danske forsvar bl.a. er sat ind for at bekæmpe i Afghanistan i en stadig mere ’upopulær’ krig set med befolkningens øjne.

På intet tidspunkt faldt det de to dialogpartnere ind for alvor at sænke blikket fra det abstrakte til det konkrete og bruge netop evnen til at tvivle til at kaste et blik på mønstrene i den måde, man herhjemme fra regeringshold omgås begreber som ytringsfrihed og kritik på.

Der er ellers materiale nok. Senest har integrationsminister Birthe Rønn Hornbech erfaret, at dybden i den megen tale om ytringsfrihed og dyrkelsen af friheden til at formulere sig samt retten til at tvivle er stærkt begrænset, når man som hun giver udtryk for, hvad man kunne kalde helt selvfølgelige humanistiske holdninger til etniske mindretal her i landet.

I pagt med tankegangen hos Cepos, der for nylig publicerede en oversigt over, hvor meget indvandrere fra mellemøstlige lande koster det danske samfund, har Dansk Folkeparti foreslået en integrationskommission, der skal finde ud af, hvad indvandrere fra forskellige verdensdele giver af særlige udgifter for Danmark. Birthe Rønn Hornbech tillod sig for nylig at kritisere dette forslag på følgende måde:

»Jeg er inderligt imod, at man begynder at gøre bestemte udvalgte grupper op i penge. Det strider imod mit menneskesyn, at man vejer efter, om de er børn af Ismail, Sarah eller Kristian«.

LÆS ARTIKELRønn afviser DF-forslag

For dette udsagn blev hun – som det hedder politisk – sat på plads af sin ’chef’ Lars Løkke Rasmussen, der ikke mente, at man skulle »gå og beklikke hinanden på menneskesyn« og udtalte:

»Jeg kender Pia Kjærsgaards menneskesyn ret godt. Vi finder løsninger med DF, og der er ingen grund til at grave grøfter dybere«.

LÆS ARTIKELLøkke nægter at kritisere Pia Kjærsgaards menneskesyn

Pia Kjærsgaard følte sig efterfølgende tilfreds med, at statsministeren havde interveneret og nulstillet Birthe Rønn Hornbechs udtalelser. På sin side fastholdt Birthe Rønn Hornbech, at hun ikke havde gjort andet end at udtale sig om sit eget menneskesyn og dermed aftegnet den væsentlige grund til, at hun overhovedet befinder sig i politik.

Læren af episoden er, at det for en minister i en dansk regering er utilstedeligt at udtrykke et menneskesyn, der kan opfattes som kritisk i forhold til det menneskesyn, der behersker Pia Kjærsgaards politiske verdensbillede. Begynder man som minister at så tvivl om det, vil man med det samme blive korrigeret. Statsministeren kunne have valgt at udtale sig med respekt for sin ministers ret til at have ’sin mening’, men valgte altså i stedet tilrettevisningen og dementiet.

Ikke alene er der i en regeringssammenhæng – stik imod kulturminister Per Stig Møllers udtalelser – lavt til loftet, hvad angår endog spage muligheder for at udtrykke egne synspunkter om et så vigtigt tema som menneskesyn i det offentlige rum. Men denne lille episode afslører også, hvor utydelig landets statsminister er, når det kommer til at formulere eget menneskesyn og regeringens syn på, hvordan man egentlig forholder sig til de etniske mindretal i Danmark. Ser man dem – og her specielt det muslimske mindretal – som et besværligt og udgiftskrævende element i den danske befolkning, og deler statsministeren og hans regering finansminister Claus Hjort Frederiksens tanker om et ’værdifællesskab’ med Dansk Folkeparti i den henseende? Når en helt selvfølgelig udtalelse om, at mennesker ikke kan gøres op i penge, virker som en provokation i forhold til samarbejdet imellem regeringen og Dansk Folkeparti, så er det enten, fordi statsministeren mere eller mindre er enig med Dansk Folkeparti, eller fordi såkaldte magtpolitiske hensyn står over helt enkle humanistiske principper om det enkelte menneskes egenværdi uafhængig af oprindelse eller etnicitet.

Spørgsmålet er vigtigt at stille efter nu snart ti år med holdninger og politiske synspunkter på det etniske område, som har skabt tvivl om rummeligheden og tolerancen i det danske samfund. Ikke alene er selve ordet tolerance af en tidligere dansk statsminister i dette årti blevet jævnført med ordet blødsødenhed, som om det at være tolerant er en slags defekt og et svaghedstegn ved et samfund, men stadig nye episoder i det danske samfund samt den politiske håndtering af dem viser med al tydelighed, hvor snæver en margin det officielle politiske Danmark har i sit forhold til mennesker med en anden baggrund eller etnicitet end den danske. »Er jeg den eneste, der skammer mig på nationens vegne?«, spurgte forfatteren Lise Nørgård, da en gruppe på 23 romaer i juli måned med henvisning til forstyrrelse af ’den offentlige orden’ og med retsligt uafprøvede beskyldninger om tyveri m.m. hængende over hovedet blev sat på Polensfærgen og udvist af Danmark, efter at flere af dem var blevet anholdt under en storstilet helikopterledsaget politiaktion under mistrøstige forhold på Amager Fælled. »De pynter ikke i det velfriserede danske landskab«, skrev Lise Nørgård ironisk, »de sov på kasserede madrasser eller i lasede tæpper, og de levede fortrinsvis af madvarer, vi danskere havde smidt ud«.

LÆS DEBATINDLÆGRomaer og danskernes skrald

Skam er ikke en størrelse, der er aktuel for den danske justitsminister, Lars Barfoed; tværtimod lovede han, at der »skal ikke være nogen blødsødenhed« i håndteringen af romaerne, som om det drejede sig om en farlig forbryderbande og ikke en gruppe fattige, der med deres rødbedefarvede pas søgte hen, hvor de troede, der var nogle smuler fra de riges bord at hente. Romaerne har i en europæisk sammenhæng altid været en udsat befolkningsgruppe, og alene erindringen om, hvad de blev udsat for under Anden Verdenskrig og stadigvæk i dag i en række europæiske lande burde formå en dansk justitsminister til at træde mere varsomt. Men vi lever i glemslens tidsalder og på det politiske niveau med de kortåndede populistiske markeringer, som ikke engang befolkningen ønsker. Politikernes kompas viser stadig mere forkert. I medietidens fight for at markere sig synes politikere at have en trang til anstrenge sig selv hen imod det parodiske for at optræde som ’handlekraftige’ og ’stærke mænd’ – eller kvinder – ude af takt med den dialog, som demokratiet har brug for.

Politiaktionen mod de afviste irakiske asyl-ansøgere i Brorson-kirken samt rapporten om de psykiske skader på de afviste asylansøgeres børn sidder i erindringen, når man forsøger at forstå, hvorfor landets nyudnævnte kulturminister ligesom en hel gruppe af regeringsvenlige kommentatorer konsekvent dyrker ytringsfriheden og retten til at være skeptisk på bekostning af det i oplysningstiden lige så konsoliderede begreb tolerance.

Hvornår kommer man i regeringen og de regeringsvenlige tænketanke frem til de erkendelser, man allerede i 1700-tallet indhøstede omkring dette fænomen, og det netop i en tid, der som vores var fyldt med brydninger imellem værdier og religiøst betonede tankestørrelser? Og hvornår begynder man at bruge den højt profilerede evne til at tvivle i spejlet over egne fortræffeligheder?

Netop Per Stig Møller har været i front, når det drejede sig om at eftervise de efter hans mening totalitære og udemokratiske tendenser i 1968-oprøret, men med henvisning til samme oprørs potentiale til anti-autoritær kritik og til at kunne tvivle om det en gang fastsatte er der i dagens Danmark et stort uforløst behov for at sætte tvivlen ind omkring en række regeringsstemplede størrelser. Ud over den nævnte markante uafklarethed i forhold til tolerancen over for etniske mindretal er det behændigt lykkedes for den danske regering at smyge sig uden om en regelret undersøgelse af den danske deltagelse i Irakkrigen. Her er problemet ikke, at en sådan undersøgelse ikke har været efterlyst af både militærfolk, advokater, presse og en del af offentligheden, men snarere at politikere som Per Stig Møller i sin egenskab af tidligere udenrigsminister ikke har ønsket at respondere positivt på retten til at tvivle. Det samme gælder i forhold til den danske deltagelse i Afghanistankrigen, som Per Stig Møller i sin tid som udenrigsminister ikke så nogen grund til at problematisere, og som den siddende regering kun meget modvilligt – og presset af en stadig mere kritisk opinion – indlader sig på at diskutere.

Når tre tidligere udenrigsministre – heriblandt Venstres tidligere formand Uffe Ellemann Jensen – sætter spørgsmålstegn ved den israelske regerings officielle politiske holdninger og reelle ønsker om fred og opfordrer til, at man fra dansk og europæisk side lægger et vist pres på den israelske regering som den stærke part for at fremme fredsprocessen med palæstinenserne, så smyger den siddende danske udenrigsminister sig (igen) udenom og vil på sine egne vegne ikke vide af kritikken som relevant.

Førende forskere, herunder en dansk nobelpristager, har kritiseret udhulingen af muligheden for på landets universiteter at udføre ikke direkte erhvervsrelateret grundforskning, dvs. grundforskning i klassisk forstand, under den ny af regeringen og tidligere videnskabsminister Helge Sander etablerede parole ’fra forskning til prokura’ og et nyetableret bevillingssystem, som tvinger forskerne på en bureaukratisk måde til at bruge en større del af deres arbejdstid på at skrive forskningsansøgninger. Man har påvist, at det under en borgerlig regering, der udadtil netop dyrker den fri tanke, er dybt ironisk, at man her indfører centraliserede styresystemer, der underminerer selve livsnerven i den universitære forskning, den individuelle eller grupperelaterede fri grundforskning, der først og fremmest udspringer af faglig nysgerrighed og et ikke på forhånd styret ønske om fordybelse og (ny) indsigt. Og hvordan er tvivlen på de af regeringen og Dansk Folkeparti vedtagne beslutninger blevet mødt? Med hovedrysten og eller afglidninger uden synderlig respekt for den reelle indsigt og bekymring, som den udspringer af.

Kriminologer har gang på gang med belæg i dansk og international forskning tvivlet højtlydt på ’socialiseringsgevinsten’ og den samfundsmæssige og individuelle nytte af hårdere og mere langvarige straffe. Regeringen og dens støttepartier har vendt det døve øre til med en henvisning til folkestemningen og ’retsfølelsen’, selv om folkestemningen i realiteten, som en nylig undersøgelse har vist, advokerer for mildere straffe.

Eksemplerne er legio.

I det faktuelle politiske og kulturelle billede i Danmark har tvivlen pauvre vilkår. Man kan kun opleve det som retorik, når kulturministeren efterlyser et større indslag af kritik og tvivl i den offentlige debat. Det er en salme, der afsynges mod bedre vidende og bærer præg af den magtens arrogance, som Per Stig Møller selv i en bog, udgivet for adskillige år siden, advarede imod hos politikere og regeringer, der sidder for længe og sner til i en slags fuldkommenhed.

Tvivlen og kritikken findes, men i regeringskontorerne lytter man ikke til den. Skulle den finde en sprække – som i tilfældet Birthe Rønn Hornbech, der gav efter for sin egen indre tvivl på Dansk Folkepartis hensigter – kommer mundkurven flyvende gennem luften.