Forbud. Er det fornuftigt, at kriminalisere tegneserier med børnepornografiske anstrøg? Dagens kronikør forsvarer de japanske manga-tegneserier. - Foto: AP/AP

For snart ti år siden udgav jeg selvbiografien ’Det bliver sagt’.

Bogen handler om, hvordan jeg blev udsat for seksuelle krænkelser i årevis af en infam pædofil psykopat. Den dag i dag, 30 år efter hans udskejelser, døjer jeg og i hvert fald tre andre voksne mænd på daglig basis med eftervirkninger af forbrydelserne.

Jeg skal ikke trætte læseren med hele det kulørte katalog af psykiske, sociale og fysiske lidelser, men jeg kan da oplyse, at fagfolk forklarer mig, at det, vi gennemgår, minder ret meget om det, som Vietnamveteraner eller folk i Sandholmlejren må håndtere. Derfor har jeg en ret kontant opfattelse af pædofili og af pædofile. Hvis der er noget menneske her i Danmark, der hader pædofili, så er det mig.

Og modsat så mange andre, der straks går i grådlabil affekt, bare man nævner ordet, så ved jeg faktisk, hvad jeg taler om. Jeg ved, hvordan en pædofil forbryder i virkelighedens verden opererer 24 timer i døgnet, hver eneste dag, år ud, år ind. Jeg ved, hvor udspekuleret han er. Jeg ved, hvordan han lugter.

Derfor kan det måske undre, at jeg nu pludselig skriver en kronik til forsvar for de japanske manga-tegneserier med fiktivt pædofilt indhold, der for tiden er udstillet på Mediemuseet i Brandts i Odense. Jeg skal nok forklare mig.

LÆS OGSÅ S vil forbyde lovlig børneporno

For det første skal man måske lige sætte sig ind i den japanske tegneseriekultur, inden man bare overreagerer på reflekserne og – som socialdemokratiets Karen Hækkerup – harmdirrende begynder at ville lovgive i vest om tegneserier i øst. I næsten tusinde år har japanerne læst tegneserier. Og de er verdensberømte for deres kærlighed til manga. I Japan regnes klassiske tegneserier for kunst på linje med smukt snoet kalligrafi og jamrende kabuki-opera.

Tænk for eksempel på den uudgrundeligt smukke tegning af en stor, brusende blå bølge med en lille hvalfangerbåd på. Bagerst skimter man Fuji-bjergets sneklædte top i horisonten. Alle kender den tegning, når de ser den. Det er tegneren Hokusais mesterværk ’Kanagawa oki nami ura’, altså ’Under en bølge ud for Kanagawa’, som er en del af hans manga-forløber: en række træsnit, såkaldte ukio-e, der skildrer ’Fuji-bjerget set fra 36 steder’.

Hokusai var langtfra den første. Allerede i 1100-tallet tegnede kunstneren Toba Soja ’Choju-jinbutsu-giga’, hvilket betyder ’Dyre-person-karikaturer’ – det er en rulle med morsomme billeder af dyr, som i dag opbevares som nationalklenodie i Kozan-templet i Kyoto. Jeg har selv set en kopi af den. Den er ret skæg. Den viser harer og aber, der bader og hygger sig, begår forbrydelser, er til begravelse eller beder foran Buddha. Vi er med andre ord ovre i genren fabel. Og mere fiktivt bliver det vist ikke.

I vore dages Japan læser alle – og det vil sige alle! – tegneserier. Der er tegneserier til kvinder, til mænd, til drenge, til piger, til ældre, til sportsfolk, til sekretærer og så videre. I 2007 blev der omsat manga for 406 milliarder yen i Japan. Det svarer til cirka 28 milliarder danske kroner.

Manga har med andre ord intet med undergrundsmiljøer at gøre. Manga er populære og læses alle steder. Serierne findes i tonsvis af genrer, der handler om så forskellige ting som action-eventyr, historiske dramaer, komedier, science fiction, fantasy, krimi, horror, romantik, bizarre perversioner af enhver art, kontormiljøets spændende dagligdag og yakuza’ens mafiaverden – for nu at nævne et par stykker.

Manga er strengt aldersopdelt, og manga med pædofile temaer hører af gode grunde til genren seijin manga – altså ’voksen’-manga – som officielt henvender sig til yngre mænd mellem 18 og 30 år. Til sammenligning er redikomi populære blandt de voksne kvinder. Redikomi er en forvanskning af det engelske ’lady comics’. Det kan være historier om kvindelige superhelte, der kan overmenneskelige ting, sådan lidt a la Hexia de Trix.

Angiveligt skulle en af de mangaer f.eks. handle om en hel hær bestående af rødstrømper, der hærger gennem samfundet som en slags befriende feministisk guerilla, armeret til tænder. Godt, at de slet ikke findes i virkeligheden, tænker man som mand.

Jeg kan huske, da jeg personligt for et par år siden spurgte efter manga med fiktiv pædofili i en tegneserieboghandel i Tokyo. Min kvindelige guide, som jeg havde fået stillet til rådighed af udenrigsministeriet i Japan, viste mig uden at blinke vej til boghandlen. »Den, der er bedst til dem«, som hun sagde, og siden fandt hun også den rette etage med ’voksentegneserier’.

Jeg var simpelthen nødt til, som offer for en rigtig, virkelig pædofil, at se de fantasier ved selvsyn. Fandtes de virkelig? Og hvor afslappet tager man på dem? Endog meget afslappet, skulle det vise sig. En ung mand førte mig hen til afdelingen og viste mig, hvilke kategorier der fandtes: »Professor-studine er øverste hylde, skolesygeplejerske-skoledreng er den næste, og de lesbiske mor-datter-ting står her og fremefter … «. Sådan blev han ved igennem flere reoler, hyldemeter efter hyldemeter.

Jeg var totalt målløs. Og det tog mig mange års intense studier af japansk kultur at forstå fænomenet rigtigt. Det har noget at gøre med, at man i Japan tager forskellen mellem fantasi og virkelighed – imellem det purt imaginære og det helt håndgribeligt eksisterende – endog meget alvorligt. Og den seksuelle fantasi opfattes som det, den er – nemlig en fantasi og ikke virkelighed.

LÆS OGSÅ Red Barnet: Mangaudstilling er ok

Du har din fantasi, den er o.k., så bare fyr den af – du kan fantasere seksuelt om præcis det, du vil. En muskuløs havnearbejder med stådreng i overallen, kokkens sorte datter på alle fire eller en rummand i en bollegynge. Sex med din nabo? Med hendes kat? Med kattens loppe? Whatever makes you happy. Det er fan-ta-si!

Det er også legen med fantasier, der gør, at almindelige japanske kæreste- og ægtepar køber udklædningsdragter til sexlege i langtfra hemmelige butikker, hvor de står og diskuterer åbent, om hun skal være en engel med vinger, en sygeplejerske i uniform eller en havfrue med hale den næste gang, de skal have sex. Eller måske skal han være politibetjent?

I virkeligheden er han måske bare en sølle bankrådgiver. Men japanere synes, det er så sjovt at lege med fantasien. Både i form af spillekonsoller, computerspil, tv-quizzer – og når de skal have deres seksualdrift ud af systemet. Det er også derfor, at der findes såkaldte ’love hotels’ med både Disney -, wild west - og Merry Christmas-temaer i Japan. Så kan man få sig et knald i en Batman-fantasi, hvis man tænder på det.

Men bare rolig. Japanerne har helt styr på det. De læser manga om enhjørninge, havuhyrer eller rumrejser, selv om de godt ved, at de ikke findes i virkeligheden. Og de skøjter – uden at skamme sig et hak – igennem en S/M-fantasi, en voldtægtsfantasi eller en dyresexfantasi midt i myldretiden i metroen. Og hvorfor skulle de også skamme sig? Det er jo fantasi. Hallo? Det findes kun som fantasi. Dér på siderne. Ikke udenfor.

Kort sagt, så er det ikke japanerne, men derimod Karen Hækkerup, der blander tingene sammen til en sand løgnegrød af litteraturvidenskabelig uvidenhed og vrøvl. For Tintin findes altså ikke i virkeligheden, det gør Anders Ands bare røv heller ikke. Og det gør den fiktive skolepige, der optræder i en voksen-manga, heller ikke.

Det er en fantasi, og jeg synes personligt, at den sidstnævnte er en fundamentalt afsporet fantasi, men fred være med det. Intet barn kom til skade under tilblivelsen af denne tegneserie. Og de, der vil, kan fantasere om pædofili alt det, de vil. Så snupper jeg i mellemtiden lige en fantasi om en rødhåret voksen kvinde med fornuftige attributter.

Men hvad nu, hvis de, der læser den slags pædofilt gris, pludselig realiserer deres fantasier, spørger Karen Hækkerup-holdet så. For er man ikke en pædofil forbryder, når man læser pædofile historier?

Næ, det er man da ikke nødvendigvis. Jeg har da læst i Koranen og er ikke blevet et hak mere muslim af den grund. Og skulle man tro salget af corny manga i Japan, skulle en ret stor del af den mandlige befolkning være skingrende perverse sexmonstre. Selvfølgelig er de ikke det. Men i fantasien er alt muligt. Og fiktiv pædofili er åbenbart for nogle lidt kinky. Sådan, i tankerne, altså.

Jeg synes, det er lidt klamt, men sådan fungerer det jo med vores fantasi. Den er en legeplads – med eller uden fiktive pædofile. Kvinder er jo heller ikke per se behandlingskrævende, kliniske nymfomaner, bare fordi de fantaserer om en voldtægt begået af en ansigtsløs mand. Hvad de, forstår jeg på sexologerne, jo gør uafladeligt. Tværtimod har de kvinders livlige fantasi nok reddet et og andet ægteskabs røvsyge sexliv.

Men stop en halv. Selve ideen er jo nærmest lettere åndssvag. For hvorfor i alverden skulle man dog føre noget, man alene oplever i fantasiens verden, ud i livet? Bare sådan. Som barn læste jeg ’Superman’ – uden at kaste mig ud fra højhuse og tro, at jeg kunne flyve. Jeg læste ’Asterix’ – uden at begynde at kaste med bautasten eller brygge trylledrik.

Jeg har personligt læst nogle få sider i en manga med fiktiv pædofili – uden at kaste mig over japanske skolepiger i skoleuniform og knæsokker. Primært nok, fordi jeg ikke er pædofil, men derimod hard core heteroseksuel. Men der er også en anden årsag. Nemlig den, at den menneskelige oplevelse af kunst og populærkultur ikke uden videre lader sig forklare som simpel mekanik. Læsning er altså ikke bare at modtage en gang rørpost.

I 1949 udviklede forskerne Shannon og Weavers en kommunikationsmodel, der siden blev overtaget i en noget forsimplet forståelse af pædagogikken, hvor den populært kaldtes for ’kanylemodellen’. Man forestillede sig, at kunst blev optaget direkte, som ved en indsprøjtning, for straks efter at blive reproduceret. Så hvis man ser Hitler-filmen ’Der Untergang’, bliver man selv nazist. Bum. Ideen kaldtes også for ’tankpassermodellen’ – barnet var så bilen, og pædagogen tankede højoktan takt og tone på de små poder.

LÆS OGSÅ S og DF gør fælles front mod tegnet børneporno

Men ak. Begge dele blev modbevist nærmest omgående. Emil fra Lønneberg havde gode, sunde og søde forældre, men han blev en skarnsknægt alligevel. Og enhver forælder ved i dag, at børn sagtens kan tåle at se ’Terkel i knibe’ – uden at banke deres venner med flasker og jernrør bagefter. Men jeg kan da godt forstå den socialdemokratiske indgangsvinkel. For det ville jo være noget lettere, hvis verdens mangfoldighed kunne forstås så enfoldigt.

Så kunne man for eksempel bare uddanne alle mennesker til katolske præster og lade dem bruge halvdelen af deres liv på at nærstudere næstekærlighedens budskab, nådegavens mirakel og fundamental etik og moral i Bibelen – og så ville der ikke være én pædofil tilbage i verden. De seneste par års katastrofe af katolske pædofiliskandaler viser ret tydeligt, at det altså ikke lige er sådan, verden virker.

Tegneserier, film, litteratur og kunst – og deres grundlovssikrede ret til at komme med et signalement af den komplekse menneskelige fantasis uanede muligheder, herunder talende mus, jætter, kentaurer og fremstillinger af de mest modbydelige, groteske seksuelle afvigelser – gør ganske enkelt ikke et barn fortræd. For når pædofili er fiktiv, så findes den slet ikke. Det gør derimod de spillevende pædofiliofre. Og dem gør de politikere, der hellere vil sidde i sommervarmen og lave plat, følelsesladet signalpolitik end at gå i clinch med pædofilien selv, faktisk fortræd. For de politikere svigter nemlig de facto Danmarks børn.

For hvor er de seriøse statslige behandlingstilbud til de pædofiles tusindvis af molesterede danske ofre, som i dag typisk tilbydes ti – 10! – samtaler hos en psykolog efter års intense overgreb? Hvor er den livslange og gratis on-off-psykologhjælp til de pædofiliofre, der i dag selv må betale omkring 1.000 kroner per psykologtime – år ud og år ind? Og hvad med deres pårørende – får de hjælp? Deres ægtefæller, deres forældre og eventuelt deres medlidende børn? Og er den hjælp sat i system, som i resten af psykiatrien?

Hvor er de standardiserede, gennemprøvede, på internationalt niveau og state-of-the-art behandlingstilbud til de erkendte pædofile – så de bliver standset, inden de smadrer mange menneskers liv? Hvor er den ordentlige behandling af de pædofile i fængslerne? Hvor er de avancerede og omfattende risk assessment-screeninger, som man kender dem fra England, af de sande pædofile galninge, så de holdes tilbage, inden de bare løslades fra fængslerne, så de kan begå deres forbrydelser igen og igen og igen og igen, sådan som de gør i dag i Danmark?

Hvor er three-strikes-and-you-are-out-loven imod pædofile gengangere, så de kan blive buret inde på ubestemt tid, når det står klart for enhver, at de er fuldstændig uden for terapeutisk rækkevidde? Hvor er lovene, der sikrer, at behandlingen af pædofilisager i Danmarks kommuner er ensartet og kvalificeret og oplyst og konstant ajourført – også i Danmarks udkanter og randområder, hvor de seksuelle overgreb imod små børn muligvis florerer lige en anelse mere end avanceret japansk populærkultur skrevet med kinesiske skrifttegn?

LÆS OGSÅ »En tegning er bare en tegning«

Hvor er loven, der sikrer, at børn fra incestfamilier kommer i førsteklasses familiepleje – og ikke bare sendes tilbage til de samme – eller nye – forbrydere? Og hvor er den rationelt begrundede lov, der lammestraffer allerede kendte pædofile, hvis de – men sgu da ikke almindelige mennesker – er i besiddelse af tegneserier med modbydelig pædofili-manga?

Undskyld mit sprog, men hvis Karen Hækkerup har så fucking meget imod pædofili, så skulle hun tage sine kolleger i ed og diske op med en stor, fed Pædofili-pakke, skulle hun. En forsinket julegave fra Alle Os 179 Ansvarsbærende Folketingsmedlemmer Til Alle Jer Små Børn i Danmark. En pakke, som får det her land op på omgangshøjde med de lande, vi normalt sammenligner os med.

Men nej. Politikerne – med undtagelse af en to-tre modige sjæle, herunder Brian Mikkelsen, der fik børneattesten indført – gør det, de altid har gjort. De lader, aparte nok oftest med venstrefløjen i spidsen, de rigtige levende børn i stikken – og karter i stedet bare forvirrede rundt på deres egne moderlige følelsers overdrev.

Jeg synes ærligt talt, Folketinget er et tegneserieparlament, når det kommer til dets fuldstændig manglende engagement i forsøget på at begrænse pædofiles excesser – i virkelighedens verden. Og det synes jeg på baggrund af en grusom og meget virkelig forbrydelse, jeg personligt har oplevet over en periode på tre år. Den forbrydelse har på mange måder ødelagt mit og i hvert fald tre andre voksne mænds liv. En blev narkoman. En forsøgte at tage sit eget liv. Men nu vil Karen Hækkerup fra Socialdemokratiet da heldigvis også – omsider – forbyde nogle lyserøde tegneserier fra en fremmed kultur på den anden side af Jorden.

Jeg ved snart ikke, hvad jeg synes er mest perverst.