Får Danmark nogensinde digitaliseret sin informations- og kulturarv og skabt tilstrækkeligt dansk materiale på nettet til informations-, uddannelses- og forskningsformål?

Det er et af de allerstørste kulturpolitiske spørgsmål i dag i en tidsalder, hvor den digitale tsunami skyller ind over os, ikke mindst fra USA og England. Flodbølgen truer med at udslette vor fælles fysiske hukommelse, dvs. alt det, der ikke ligger på nettet, eller hvortil der er adgang over nettet, for – som en konsekvens – at erstatte dansk med engelsksproget materiale i et omfang, der vil udradere vort eget sprog og viske den arv, vi har skabt, indsamlet, op- og udbygget og formidlet gennem århundreder, ud af brug, tradition og hukommelse.

Det er regeringens erklærede mål, at Danmark skal være verdens bedste it-nation. Men skal det gælde mere end det rent teknologiske niveau, borgernes it-tekniske færdigheder og anvendelse af it? Skal det ikke også gælde for den transformation af dansk information og kulturarv, der i dag i altovervejende omfang stadig kun findes i fysiske former, f.eks. på papir, spolebånd og analoge film, til digitale formater, så det kan findes på internettet som alternativ og på lige fod med det langt mere omfattende materiale af engelsk-amerikansk oprindelse?

Danmark er allerede bagud, og det er på høje tid, at vi investerer i digitalisering af vor informations- og kulturarv, så elever, studerende, uddannelsessøgende og den almindelige befolkning ikke skal være henvist til udenlandsk materiale i almindelighed og næsten ingenting, når det drejer sig om dansk materiale på nettet i særdeleshed. Det er farligt i den globale tidsalder for en lille nation som Danmark.

Vi ved af erfaring gennem de seneste 15 år, at digitalisering fører til en eksplosiv stigning i benyttelsen af og dermed en betydelig demokratisering i adgangen til information og kulturarv af enhver art. Men – vel at mærke – i høj grad kun brugen af det, som findes på internettet.

I USA, England, Tyskland og Spanien digitaliserer Google for tiden store dele af disse landes kulturarv på vilkår, der er højst problematiske i forhold til den danske tradition om fri adgang til information og kulturarv. England har allerede digitaliseret al engelsk litteratur indtil 1800 – Google gør resten –Tyskland har besluttet at digitalisere sin nationallitteratur frem til 1900 gennem forskningsmidler.

Norge, hvis litteratur i omfang er 1/3 af den danske, planlægger at være færdig senest til statsjubilæet i 2014. Frankrig digitaliserer alene 150.000 bøger om året nu og i de kommende år. Og Holland har afsat knap 1,3 mia. kr. til digitalisering alene af audiovisuelle arkiver, film, tv og radio. Den øvrige kulturarvsdigitalisering i disse og flere andre lande er ligeledes forholdsvis meget mere omfattende end i Danmark.

Hvad gør Danmark? Ikke meget endnu, vi har hidtil måttet begrænse os til selektiv digitalisering af, hvad de enkelte kulturinstitutioner har kunnet overkomme inden for deres givne rammer, først og fremmest enkelte genstande og mindre samlinger. Den form for systematisk massedigitalisering, der er i gang i andre lande, og som i det store perspektiv er langt den billigste, er vi overhovedet ikke begyndt på, ikke fordi vi ikke har haft teknikken og ideerne, men fordi vi hverken har haft en overordnet politik eller midler til noget sådant.

Nu er chancen imidlertid skabt for, at vi kan komme i gang snarest muligt, idet Kulturministeriet i samarbejde med bl.a. de nationale kulturarvsinstitutioner har lagt grunden til en politik med svar på, hvorfor vi skal investere i kulturarvsdigitalisering, hvad, hvor meget og hvordan det skal gøres. Denne politik bør drøftes og besluttes af alle Folketingets partier allerede i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger til efteråret.

Der er ingen tid at spilde, hvis ikke vi skal cementere den opfattelse, der allerede gør sig gældende hos de yngste generationer helt op til universitetsniveau: Hvad der ikke findes på nettet, findes ikke! Vi er med andre ord i gang med at påføre os selv et gigantisk, dansk nationalt hukommelsestab. Det må forhindres. Men det koster penge, mange penge. Til gengæld er det en engangsinvestering, der vil forrente sig, ikke mindst i en globaliseret tidsalder og i en krisetid.

Vi går i mange sammenhænge ud fra, at kulturarven er nationens hukommelse, og at kulturarvens aktive videreførelse og brug er grundlaget for vor eksistens som en kulturnation. Kulturarven er fundamentet for Danmarks identitet som et videnssamfund og et helt centralt råstof for fremtidens vidensøkonomi.

I regeringsgrundlaget for regeringen Fogh Rasmussen III, ’Mulighedernes Samfund’ fra november 2007, hedder det således: »Kulturarven har væsentlig betydning for danskernes identitetsfølelse i en globaliseret verden, og kunst og kultur får i disse år en stigende betydning. Regeringen vil derfor fortsætte arbejdet med formidling af den danske kulturarv nationalt og internationalt«. Om den digitalisering af kulturarven, der forestår, oplyses, at »regeringen nedsatte i efteråret 2006 et udvalg med henblik på at få udarbejdet forslag til digitalisering af udvalgte, prioriterede dele af den danske kulturarv. Regeringen vil fortsætte arbejdet med digitalisering af kulturarven«. Rapporten præsenteres i dag på Nationalmuseet.

Dette arbejde skal imidlertid også ses på baggrund af EU’s indsats og initiativer på fælleseuropæisk plan, der tog sin begyndelse med kommissionens meddelelse fra 2005 ’i2010: Digitale Biblioteker’, der sætter fokus på digitalisering og onlineadgang til den europæiske kulturarv, og Det Europæiske Ministerråds behandling heraf 13. november 2006, der førte til en beslutning om, at medlemsstaterne skulle udarbejde nationale strategier for digitalisering af kulturarven, en opfordring, Danmark tilsluttede sig.

Heraf er udsprunget en række initiativer, ikke mindst den nye fælleseuropæiske kulturarvsportal Europeana, http://www.europeana.eu/portal/,som åbnede i november 2008, hvortil Danmark dog indtil videre ikke har haft ret meget at byde ind med.

Hvor meget – eller hvor lidt – der hidtil er digitaliseret i Danmark af bl.a. danske kulturinstitutioner, kan man fra april i år få et fuldstændigt overblik over gennem en ny national service, KulturPerler.kb.dk, der beskriver og registrerer i princippet alle arter af digitaliserede ressourcer og samlinger i Danmark, fra starten ca. 170. Tjenesten er skabt af Det Kongelige Bibliotek i samarbejde med ca. 20 nationale og mange lokale institutioner. Den omfatter, hvad der er digitaliseret af både biblioteker, arkiver, museer og andre institutioner, f.eks. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Kort- og Matrikelstyrelsen og Danmarks Radio.

Tjenesten sigter bredt imod alle typer brugere, fra almindelige borgere over fagfolk af mange slags, f.eks. lærere, bibliotekarer og museumsfolk, til politikere, der vil have et overblik over, hvad der er digitaliseret i Danmark. Det er den første af sin art internationalt set, der samler det hele.

Danmark har i flere hundrede år indsamlet og bevaret dansk kulturarv, en arv af overvældende omfang, som giver mulighed for læring, oplevelse, formidling og forskning og ikke blot en død kapital fra fortiden. Kulturarven omfatter eksempelvis arkiver, bogsamlinger, pladesamlinger, kunstsamlinger, filmsamlinger, museumssamlinger og meget mere. Den er konstant og kontinuerligt en kilde til ny viden, inspiration og råmateriale til erkendelsesmæssig og kulturel nyskabelse for os alle.

Den digitale formidling åbner et nyt, aldeles ukendt perspektiv for, hvem og hvor mange der kan få adgang til – og bruge – kulturarven. Den kan nu gøres tilgængelig med et museklik for enhver, døgnet rundt, uden begrænsninger, i hele landet – ja, principielt hele verden. Alle vil kunne blive klogere på Danmarks kulturelle og historiske arv.

For den interesserede borger vil der åbne sig et fantastisk univers med let adgang til langt mere detaljeret viden og til autentiske kilder vedrørende et utal af emner. Det giver stærke kulturelle oplevelser til utallige mennesker og et rigere og mere nuanceret indhold til begreber som national identitet og historisk viden og forståelse.

For den uddannelsessøgende betyder den digitaliserede kulturarv nye læringsoplevelser, med lejlighed til at omgås et materiale af høj videnskvalitet, som samtidig byder på reel frihed til at gå på opdagelse i et uudtømmeligt materiale, som kan give dem helt nye kompetencer i forhold til bearbejdning og aktivering af nuanceret viden.

For forskeren vil digitaliseringen ofte betyde et kvantespring. Den lette adgang til kilderne, og ikke mindst adgang til søgninger i dem på tværs af materialetyper med ny kombinationsmuligheder til følge, betyder et helt nyt videnniveau for den enkelte forsker. Det indebærer nye muligheder for samarbejde, også på tværs af landegrænser, og kan styrke Danmarks placering i den globale vidensproduktion og -formidling.

For turisten, eller blot den interesserede netbruger verden over, vil den digitaliserede kulturarv være et åbent vindue til Danmark som spændende ferieland, gammelt kulturland og moderne, innovativt samfund med dybe rødder.

For den professionelle kulturskaber og den kreative iværksætter er kulturarven et uundværligt råstof. Men for den nyskabende betyder digitaliseringen et endnu større løft til kulturarvens værdi. Den lette adgang gennem digital formidling giver iværksætteren mulighed for hurtigt at skabe helt nye produkter på nettet.

Kulturarvsinstitutioner kan digitalisere deres materiale med flere formål for øje – først og fremmest bevaring, beskyttelse og tilgængeliggørelse. Med beskyttelse menes det værn mod slid, nedbrydning, uheld og tyveri, som ligger i, at originalmaterialet ikke længere behøver håndteres ved brug. Kulturarvsgenstande kan være for skrøbelige til at håndtere eller for kostbare til at give fri adgang til, og det er under alle omstændigheder ressourcekrævende at finde genstandene frem fra store samlinger og arkiver. På den måde er en del af vor fælles kulturarv ofte kun praktisk tilgængelig for specielt interesserede brugere, og selv for dem kun med stor indsats.

Der er dog kulturarvsmateriale, der på nuværende tidspunkt befinder sig i en så truet tilstand, eller som er så besværlige og ressourcekrævende at bevare i originaltilstanden, at de må digitaliseres hurtigst muligt.

Det gælder særligt audiovisuelt materiale som lyd og levende billeder i et større antal formater, på forskellige typer fysiske medier, som det byder på store vanskeligheder at bevare, fordi medierne i sig selv er skrøbelige, og fordi udstyret til at afspille dem på allerede er udgået af almindelig handel.

Det gælder endvidere trykt materiale, der ikke i udgangspunktet er produceret med henblik på langtidsbevaring – bøger, aviser, blade, småtryk mv. Materialer, der netop i kraft af, at de er skabt med henblik på øjeblikkeligt ’forbrug’, ofte er kulturarvsmæssigt unikke, fordi de giver et dag til dag-billede af historien.

Det afgørende fokus i det ministerielle udvalgs forslag til prioritering af digitaliseringen er tilgængeliggørelse. Der er i høj grad taget udgangspunkt i materialer, hvor man af erfaring ved, at der er stor potentiel efterspørgsel, men hvor det er kompliceret at få adgang til originalmaterialet: Meget benyttede typer af arkivalier i Statens Arkiver som folketællinger, kirkebøger, skifter, Det Kongelige Biblioteks småtrykssamlinger, kortsamling, billedsamlinger fra flere institutioner, bl.a. luftfotos, Statsbibliotekets samling af danske aviser, Statens Museum for Kunsts Kobberstiksamling, Nationalmuseets arkæologiske og topografiske arkiver, Filminstituttets samling af danske dokumentarfilm.

Der er tale om materialekategorier, der er samlet ét sted, og hvor søgning, bestilling og fremfinding i dag er besværlig og langsommelig, mens brugstiden ofte er kort, fordi brugeren måske blot har behov for at finde en enkelt reference. Et oplagt eksempel er kirkebøger, hvor folk med interesse for slægtsforskning ofte blot skal bruge én oplysning fra en given kirkebog.

Selv om man endnu ikke har prioriteret Det Kongelige Biblioteks store nationalbibliotekssamling, der omfatter al trykt litteratur udgivet i Danmark og om Danmark siden 1482, pga. omfanget og den forholdsvis nemme adgang til de fysiske eksemplarer gennem det veludbyggede danske bibliotekssystem. Der er dog ikke tvivl om, at digital tilgængelighed er forudsætningen for, at den danske litterære arv kan blive levende, også i den digitale tidsalder. Det gælder først og fremmest de store videns-, kilde- og tekstkorpora, der ligger i faglitterære referenceværker, de centrale faglige og videnskabelige tidsskrifter, historiske og juridiske kildesamlinger, dokument- og brevudgaver samt dele af samlinger, der understøtter digitaliseringsinitiativer inden for andre materialetyper.

Omkostningsmæssigt opererer Kulturministeriet inden for tre økonomiske scenarier, et, der viser, hvor lidt vi vil få digitaliseret over en 10-årig periode, hvis vi fortsætter som hidtil, samt to, der viser, hvad vi kunne få inden for en ramme af hhv. 25 og 50 millioner kr. årligt over 10 år, i alt 300 mio., og 570 mio. i perioden 2010-2019, idet det samlede beløb også indeholder udgifter til adgang og tilgængeliggørelse.

Det er ikke voldsomt store, men uhyre vigtige investeringer for samfundet som helhed, og de ligger forholdsmæssigt klart under, hvad andre nationer planlægger at bruge i de kommende år, eller hvad giganten Google agter at kaste i området med den deraf følgende dominans og rettighedsbegrænsninger for bl.a. Danmark til følge.

Der er stordriftsfordele i selve arbejdsprocesserne omkring digitalisering, ligesom tilgængeligheden af en ’kritisk masse’ af samlinger har betydning for borgernes brug af materialet, hvorfor der både i kvalitet og kvantitet er et stort spring i de tre scenarier. Man kan naturligvis ikke på et fagligt grundlag pege på ét rigtigt ressourcemæssigt ambitionsniveau; det er et politisk prioriteringsspørgsmål.

Men man skal være opmærksom på konsekvenserne af den store indsats, der er i gang i mange lande, ikke mindst de engelsksprogede.

Vi skal sørge for at undgå, at dansk kulturarv i både synlighed og brug bliver marginaliseret i forhold til engelsksproget (og anden fremmedsproget) kulturarv på nettet, også for danske borgere. Det ville have uoprettelige, negative konsekvenser for dansk sprog og identitet, dansk kulturproduktion og innovation og for både dansk og udenlandsk forskning inden for samfundsvidenskabelige, humanistiske og æstetiske fag.