Kulturarv ved skillevej – glemsel eller digitalisering
På nettet vil interessen for kulturskatte nå nye højder.
| AF Erland Kolding Nielsen, Svend Larsen, Per Kristian Madsen, Johan Peter Noack, Karsten Ohrt, Dan Nissen |
fakta
Erland Kolding Nielsen er direktør for Det Kongelige Bibliotek.
Svend Larsen er direktør for Statsbiblioteket.
Per Kristian Madsen er direktør for Nationalmuseet.
Johan Peter Noack er direktør for Statens Arkiver.
Karsten Ohrt er direktør for Statens Museum for Kunst.
Dan Nissen er områdedirektør for Det Danske Filminstitut.
Får Danmark nogensinde digitaliseret sin informations- og kulturarv og skabt tilstrækkeligt dansk materiale på nettet til informations-, uddannelses- og forskningsformål?
Det er et af de allerstørste kulturpolitiske spørgsmål i dag i en tidsalder,
hvor den digitale tsunami skyller ind over os, ikke mindst fra USA og
England. Flodbølgen truer med at udslette vor fælles fysiske hukommelse,
dvs. alt det, der ikke ligger på nettet, eller hvortil der er adgang over
nettet, for – som en konsekvens – at erstatte dansk med engelsksproget
materiale i et omfang, der vil udradere vort eget sprog og viske den arv, vi
har skabt, indsamlet, op- og udbygget og formidlet gennem århundreder, ud af
brug, tradition og hukommelse.
Det er regeringens erklærede mål, at Danmark skal være verdens bedste
it-nation. Men skal det gælde mere end det rent teknologiske niveau,
borgernes it-tekniske færdigheder og anvendelse af it? Skal det ikke også
gælde for den transformation af dansk information og kulturarv, der i dag i
altovervejende omfang stadig kun findes i fysiske former, f.eks. på papir,
spolebånd og analoge film, til digitale formater, så det kan findes på
internettet som alternativ og på lige fod med det langt mere omfattende
materiale af engelsk-amerikansk oprindelse?
Danmark er allerede bagud, og det er på høje tid, at vi investerer i
digitalisering af vor informations- og kulturarv, så elever, studerende,
uddannelsessøgende og den almindelige befolkning ikke skal være henvist til
udenlandsk materiale i almindelighed og næsten ingenting, når det drejer sig
om dansk materiale på nettet i særdeleshed. Det er farligt i den globale
tidsalder for en lille nation som Danmark.
Vi ved af erfaring gennem de seneste 15 år, at digitalisering fører til en
eksplosiv stigning i benyttelsen af og dermed en betydelig demokratisering i
adgangen til information og kulturarv af enhver art. Men – vel at mærke – i
høj grad kun brugen af det, som findes på internettet.
I USA, England, Tyskland og Spanien digitaliserer Google for tiden store dele
af disse landes kulturarv på vilkår, der er højst problematiske i forhold
til den danske tradition om fri adgang til information og kulturarv. England
har allerede digitaliseret al engelsk litteratur indtil 1800 – Google gør
resten –Tyskland har besluttet at digitalisere sin nationallitteratur frem
til 1900 gennem forskningsmidler.
Norge, hvis litteratur i omfang er 1/3 af den danske, planlægger at være
færdig senest til statsjubilæet i 2014. Frankrig digitaliserer alene 150.000
bøger om året nu og i de kommende år. Og Holland har afsat knap 1,3 mia. kr.
til digitalisering alene af audiovisuelle arkiver, film, tv og radio. Den
øvrige kulturarvsdigitalisering i disse og flere andre lande er ligeledes
forholdsvis meget mere omfattende end i Danmark.
Hvad gør Danmark? Ikke meget endnu, vi har hidtil måttet begrænse os til
selektiv digitalisering af, hvad de enkelte kulturinstitutioner har kunnet
overkomme inden for deres givne rammer, først og fremmest enkelte genstande
og mindre samlinger. Den form for systematisk massedigitalisering, der er i
gang i andre lande, og som i det store perspektiv er langt den billigste, er
vi overhovedet ikke begyndt på, ikke fordi vi ikke har haft teknikken og
ideerne, men fordi vi hverken har haft en overordnet politik eller midler
til noget sådant.
Nu er chancen imidlertid skabt for, at vi kan komme i gang snarest muligt,
idet Kulturministeriet i samarbejde med bl.a. de nationale
kulturarvsinstitutioner har lagt grunden til en politik med svar på, hvorfor
vi skal investere i kulturarvsdigitalisering, hvad, hvor meget og hvordan
det skal gøres. Denne politik bør drøftes og besluttes af alle Folketingets
partier allerede i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger til
efteråret.
Der er ingen tid at spilde, hvis ikke vi skal cementere den opfattelse, der
allerede gør sig gældende hos de yngste generationer helt op til
universitetsniveau: Hvad der ikke findes på nettet, findes ikke! Vi er med
andre ord i gang med at påføre os selv et gigantisk, dansk nationalt
hukommelsestab. Det må forhindres. Men det koster penge, mange penge. Til
gengæld er det en engangsinvestering, der vil forrente sig, ikke mindst i en
globaliseret tidsalder og i en krisetid.
Vi går i mange sammenhænge ud fra, at kulturarven er nationens hukommelse, og
at kulturarvens aktive videreførelse og brug er grundlaget for vor eksistens
som en kulturnation. Kulturarven er fundamentet for Danmarks identitet som
et videnssamfund og et helt centralt råstof for fremtidens vidensøkonomi.
I regeringsgrundlaget for regeringen Fogh Rasmussen III, ’Mulighedernes
Samfund’ fra november 2007, hedder det således: »Kulturarven har væsentlig
betydning for danskernes identitetsfølelse i en globaliseret verden, og
kunst og kultur får i disse år en stigende betydning. Regeringen vil derfor
fortsætte arbejdet med formidling af den danske kulturarv nationalt og
internationalt«. Om den digitalisering af kulturarven, der forestår,
oplyses, at »regeringen nedsatte i efteråret 2006 et udvalg med henblik på
at få udarbejdet forslag til digitalisering af udvalgte, prioriterede dele
af den danske kulturarv. Regeringen vil fortsætte arbejdet med
digitalisering af kulturarven«. Rapporten præsenteres i dag på
Nationalmuseet.
Dette arbejde skal imidlertid også ses på baggrund af EU’s indsats og
initiativer på fælleseuropæisk plan, der tog sin begyndelse med
kommissionens meddelelse fra 2005 ’i2010: Digitale Biblioteker’, der sætter
fokus på digitalisering og onlineadgang til den europæiske kulturarv, og Det
Europæiske Ministerråds behandling heraf 13. november 2006, der førte til en
beslutning om, at medlemsstaterne skulle udarbejde nationale strategier for
digitalisering af kulturarven, en opfordring, Danmark tilsluttede sig.
Heraf er udsprunget en række initiativer, ikke mindst den nye fælleseuropæiske
kulturarvsportal Europeana, http://www.europeana.eu/portal/,som åbnede i
november 2008, hvortil Danmark dog indtil videre ikke har haft ret meget at
byde ind med.
Hvor meget – eller hvor lidt – der hidtil er digitaliseret i Danmark af bl.a.
danske kulturinstitutioner, kan man fra april i år få et fuldstændigt
overblik over gennem en ny national service, KulturPerler.kb.dk, der
beskriver og registrerer i princippet alle arter af digitaliserede
ressourcer og samlinger i Danmark, fra starten ca. 170. Tjenesten er skabt
af Det Kongelige Bibliotek i samarbejde med ca. 20 nationale og mange lokale
institutioner. Den omfatter, hvad der er digitaliseret af både biblioteker,
arkiver, museer og andre institutioner, f.eks. Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab, Kort- og Matrikelstyrelsen og Danmarks Radio.
Tjenesten sigter bredt imod alle typer brugere, fra almindelige borgere over
fagfolk af mange slags, f.eks. lærere, bibliotekarer og museumsfolk, til
politikere, der vil have et overblik over, hvad der er digitaliseret i
Danmark. Det er den første af sin art internationalt set, der samler det
hele.
Danmark har i flere hundrede år indsamlet og bevaret dansk kulturarv, en arv
af overvældende omfang, som giver mulighed for læring, oplevelse, formidling
og forskning og ikke blot en død kapital fra fortiden. Kulturarven omfatter
eksempelvis arkiver, bogsamlinger, pladesamlinger, kunstsamlinger,
filmsamlinger, museumssamlinger og meget mere. Den er konstant og
kontinuerligt en kilde til ny viden, inspiration og råmateriale til
erkendelsesmæssig og kulturel nyskabelse for os alle.
Den digitale formidling åbner et nyt, aldeles ukendt perspektiv for, hvem og
hvor mange der kan få adgang til – og bruge – kulturarven. Den kan nu gøres
tilgængelig med et museklik for enhver, døgnet rundt, uden begrænsninger, i hele
landet – ja, principielt hele verden. Alle vil kunne blive klogere på
Danmarks kulturelle og historiske arv.
For den interesserede borger vil der åbne sig et fantastisk univers med let
adgang til langt mere detaljeret viden og til autentiske kilder vedrørende
et utal af emner. Det giver stærke kulturelle oplevelser til utallige
mennesker og et rigere og mere nuanceret indhold til begreber som national
identitet og historisk viden og forståelse.
For den uddannelsessøgende betyder den digitaliserede kulturarv nye
læringsoplevelser, med lejlighed til at omgås et materiale af høj
videnskvalitet, som samtidig byder på reel frihed til at gå på opdagelse i
et uudtømmeligt materiale, som kan give dem helt nye kompetencer i forhold
til bearbejdning og aktivering af nuanceret viden.
For forskeren vil digitaliseringen ofte betyde et kvantespring. Den lette
adgang til kilderne, og ikke mindst adgang til søgninger i dem på tværs af
materialetyper med ny kombinationsmuligheder til følge, betyder et helt nyt
videnniveau for den enkelte forsker. Det indebærer nye muligheder for
samarbejde, også på tværs af landegrænser, og kan styrke Danmarks placering
i den globale vidensproduktion og -formidling.
For turisten, eller blot den interesserede netbruger verden over, vil den
digitaliserede kulturarv være et åbent vindue til Danmark som spændende
ferieland, gammelt kulturland og moderne, innovativt samfund med dybe
rødder.
For den professionelle kulturskaber og den kreative iværksætter er kulturarven
et uundværligt råstof. Men for den nyskabende betyder digitaliseringen et
endnu større løft til kulturarvens værdi. Den lette adgang gennem digital
formidling giver iværksætteren mulighed for hurtigt at skabe helt nye
produkter på nettet.
Kulturarvsinstitutioner kan digitalisere deres materiale med flere formål for
øje – først og fremmest bevaring, beskyttelse og tilgængeliggørelse. Med
beskyttelse menes det værn mod slid, nedbrydning, uheld og tyveri, som
ligger i, at originalmaterialet ikke længere behøver håndteres ved brug.
Kulturarvsgenstande kan være for skrøbelige til at håndtere eller for
kostbare til at give fri adgang til, og det er under alle omstændigheder
ressourcekrævende at finde genstandene frem fra store samlinger og arkiver.
På den måde er en del af vor fælles kulturarv ofte kun praktisk tilgængelig
for specielt interesserede brugere, og selv for dem kun med stor indsats.
Der er dog kulturarvsmateriale, der på nuværende tidspunkt befinder sig i en
så truet tilstand, eller som er så besværlige og ressourcekrævende at bevare
i originaltilstanden, at de må digitaliseres hurtigst muligt.
Det gælder særligt audiovisuelt materiale som lyd og levende billeder i et
større antal formater, på forskellige typer fysiske medier, som det byder på
store vanskeligheder at bevare, fordi medierne i sig selv er skrøbelige, og
fordi udstyret til at afspille dem på allerede er udgået af almindelig
handel.
Det gælder endvidere trykt materiale, der ikke i udgangspunktet er produceret
med henblik på langtidsbevaring – bøger, aviser, blade, småtryk mv.
Materialer, der netop i kraft af, at de er skabt med henblik på
øjeblikkeligt ’forbrug’, ofte er kulturarvsmæssigt unikke, fordi de giver et
dag til dag-billede af historien.
Det afgørende fokus i det ministerielle udvalgs forslag til prioritering af
digitaliseringen er tilgængeliggørelse. Der er i høj grad taget udgangspunkt
i materialer, hvor man af erfaring ved, at der er stor potentiel
efterspørgsel, men hvor det er kompliceret at få adgang til
originalmaterialet: Meget benyttede typer af arkivalier i Statens Arkiver
som folketællinger, kirkebøger, skifter, Det Kongelige Biblioteks
småtrykssamlinger, kortsamling, billedsamlinger fra flere institutioner,
bl.a. luftfotos, Statsbibliotekets samling af danske aviser, Statens Museum
for Kunsts Kobberstiksamling, Nationalmuseets arkæologiske og topografiske
arkiver, Filminstituttets samling af danske dokumentarfilm.
Der er tale om materialekategorier, der er samlet ét sted, og hvor søgning,
bestilling og fremfinding i dag er besværlig og langsommelig, mens
brugstiden ofte er kort, fordi brugeren måske blot har behov for at finde en
enkelt reference. Et oplagt eksempel er kirkebøger, hvor folk med interesse
for slægtsforskning ofte blot skal bruge én oplysning fra en given kirkebog.
Selv om man endnu ikke har prioriteret Det Kongelige Biblioteks store
nationalbibliotekssamling, der omfatter al trykt litteratur udgivet i
Danmark og om Danmark siden 1482, pga. omfanget og den forholdsvis nemme
adgang til de fysiske eksemplarer gennem det veludbyggede danske
bibliotekssystem. Der er dog ikke tvivl om, at digital tilgængelighed er
forudsætningen for, at den danske litterære arv kan blive levende, også i
den digitale tidsalder. Det gælder først og fremmest de store videns-,
kilde- og tekstkorpora, der ligger i faglitterære referenceværker, de
centrale faglige og videnskabelige tidsskrifter, historiske og juridiske
kildesamlinger, dokument- og brevudgaver samt dele af samlinger, der
understøtter digitaliseringsinitiativer inden for andre materialetyper.
Omkostningsmæssigt opererer Kulturministeriet inden for tre økonomiske
scenarier, et, der viser, hvor lidt vi vil få digitaliseret over en 10-årig
periode, hvis vi fortsætter som hidtil, samt to, der viser, hvad vi kunne få
inden for en ramme af hhv. 25 og 50 millioner kr. årligt over 10 år, i alt
300 mio., og 570 mio. i perioden 2010-2019, idet det samlede beløb også
indeholder udgifter til adgang og tilgængeliggørelse.
Det er ikke voldsomt store, men uhyre vigtige investeringer for samfundet som
helhed, og de ligger forholdsmæssigt klart under, hvad andre nationer
planlægger at bruge i de kommende år, eller hvad giganten Google agter at
kaste i området med den deraf følgende dominans og rettighedsbegrænsninger
for bl.a. Danmark til følge.
Der er stordriftsfordele i selve arbejdsprocesserne omkring digitalisering,
ligesom tilgængeligheden af en ’kritisk masse’ af samlinger har betydning
for borgernes brug af materialet, hvorfor der både i kvalitet og kvantitet
er et stort spring i de tre scenarier. Man kan naturligvis ikke på et
fagligt grundlag pege på ét rigtigt ressourcemæssigt ambitionsniveau; det er
et politisk prioriteringsspørgsmål.
Men man skal være opmærksom på konsekvenserne af den store indsats, der er i
gang i mange lande, ikke mindst de engelsksprogede.
Vi skal sørge for at undgå, at dansk kulturarv i både synlighed og brug bliver
marginaliseret i forhold til engelsksproget (og anden fremmedsproget)
kulturarv på nettet, også for danske borgere. Det ville have uoprettelige,
negative konsekvenser for dansk sprog og identitet, dansk kulturproduktion
og innovation og for både dansk og udenlandsk forskning inden for
samfundsvidenskabelige, humanistiske og æstetiske fag.
Se også
- Minister bliver beskyldt for at vildlede om magasin-moms 18. jan 08.14
- Danmark bryder FN-konvention med moms på udenlandske blade 15. jan 09.16
- Kulturel digitalisering vil koste mindst en halv milliard 01. maj 09.59
- TV Danmarks hukommelse bliver digitaliseret 30. apr 17.25
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
- Få dagens vigtigste debatter på mail
Kommune: Ansatte må kun holde kaffepause i et kvarter om ugen
Helsingør Kommune slukker fra nytår helt for smøgerne i arbejdstiden.
Grækerne: Hellere bankerot end redningspakke
45 bygninger i Athen er brændt ned efter gadeoptøjer.
Whitney Houstons sidste film kommer til sommer
Den afdøde sangerinde og skuespiller nåede at indspille filmen 'Sparkle'.
Politi og arrangør om technofest: »Aldrig set noget lignende«
Technofest med over 100 narkotikapåvirkede unge vækker gru hos Københavns Politi. De efterlyser oplysningskampagner.
TV Briterne fejrer regenten med whisky til én million kroner
Diamond Jubilee Scotch har lagret lige siden Elizabeth satte sig på tronen.
Ekspert: Danmark kan ikke gøre en forskel i Syrien
V kræver klar dansk politik om Syrien. Reelt kan vi ikke gøre noget, siger ekspert.
Israel anklager Iran for attentater mod diplomatbiler
To personer meldes såret efter bombeattentat i Indien.
Pige skrev brev til far om sexmisbrug
Anklager har fremlagt brev fra 15-årig pige i sag om overgreb i Rebild.
Kampklædt politistyrke pågriber mand i Amsterdam Lufthavn
Manden havde ifølge flere medier gemt sig efter at have sendt bombetrussel.
Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 59 kr.
Alm. pris 69 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1749 kr.
Alm. pris 2130 kr
|

















