Annonce
Kroniken 19. aug. 2009 KL. 00.01

Kronik: Giv irakerne humanitært asyl

Forfatter Jane Teller opfordrer alle på tværs af partifarver til at kæmpe for varetagelsen af Danmarks nedarvede værdier

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Kort efter Anden Verdenskrig kom min mor til Danmark fra det sydligste Østrig.

Hun var blevet afluset, desinficeret med petroleum og sat på et godstog med et skilt om halsen, hvoraf fremgik hendes navn og destinationen: Tappernøje Station, Åside Mejeri, Danmark.

Det var Røde Kors, der sendte hende. De havde udvalgt de tyndeste børn på skolerne i et Østrig, der var totalt smadret af krigen.

Første hold blev sendt til Schweiz, det andet, som min mor var iblandt, kom til Danmark. For at få ordentlige forhold og frem for alt mad.

Året var 1948. Min mor var da tolv år gammel.

Hun rejste alene uden familie. Hun talte intet dansk, og ægteparret, hun kom hos, talte ikke et ord af hendes sprog. Men på de tre måneder, hun var der, lærte hun nok dansk til at kunne holde kontakten ved lige, da hun skulle tilbage til Østrig. Senere kom hun igen og endte med at blive. Hendes danske plejefamilie havde ingen børn og tog min mor til sig som deres egen.

Ikke mærkeligt har Danmark altid stået for min mor som et paradis, som hun værner mere nidkært om end nogen indfødt dansker, jeg har mødt.

Også min far har rødder uden for Danmark: Hans far (min farfar) indvandrede til Danmark fra Tyskland i 1919. Min farfar var blevet indkaldt som soldat i Første Verdenskrig på sin attenårsfødselsdag og efter sporadisk træning sendt til fronten i et tog, der kunne beskue alle de sårede unge mænd, der kom den modsatte vej tilbage fra fronten. Som dem skulle han ud at være tysk kanonføde i en krig, der allerede var tabt.

Ved et skæbnens lykketræf nåede hans regiment imidlertid først frem, netop som krigen blev afblæst 11. november 1918. Knap havde min farfar fundet gennem krigskaosset hjem, førend han pakkede sine få ejendele, solgte sin uniform og satte kursen mod nord med de 40 kroner, som uniformen indbragte. Han ville ikke mere være tysker!

Kæmpede mod sit fædreland
Det lille fredelige, åbensindede Danmark stod for ham som den slags nation, han ønskede at leve i og bidrage til.

Trods det at han kom fra det store aggressorland, krævede det dengang ikke år i asylcentre, bevis for personlig forfølgelse, sprogprøver mv. at få adkomst til Danmark.

Min farfar fandt hurtigt et arbejde og et sted at bo, og nogle år senere, som 26-årig, startede han sin egen virksomhed, der har brødfødt både min fars og min generation. Og trods det at min farfar først tog sig af at få dansk statsborgerskab lige ved begyndelsen af Anden Verdenskrig, stadig havde tysk familie og hele sit liv talte dansk med tysk accent, stod han utvetydigt på dansk side under besættelsen (satte tilmed sin egen sikkerhed på spil for at sikre, at tyskerne ikke fik fat på maskinerne på hans fabrik i Fredericia) og blev både under og efter krigen af sine danske naboer i Hellerup behandlet med samme imødekommende venlighed som altid.

Ikke mærkeligt, at også for min farfar var Danmark et paradis, der skulle kæmpes for og værnes om – endog mod hans eget fædreland!

Med den historie i bagagen er jeg vokset op med en meget stor stolthed af og tiltro til vores lille land. Danskerne ved man, hvem er!

Få hjem har kunnet være mere patriotisk danske end det, jeg voksede op i.

Glæden ved Danmark og hvad Danmark stod for, var endeløs. Bortset fra på min farmors side havde vi ganske vist ingen lang dansk bygmarkshistorie at kigge tilbage på, men vi hæftede os så meget desto mere ved alt det, som var danskhedens essens: ærlighed, tillid, tryghed, tolerance, fornuft, fredelighed, åbenhed, sikkerhed, frihed og lighed for alle, retfærdighed, det fuldstændig grundfæstede demokrati og ikke mindst medmenneskeligheden og en aldrig svigtende omsorg for de svage.

Måske det netop er denne binding til de danske værdier, der gør det så meget desto mere fortvivlende åbenlyst, hvor langt Danmark har flyttet sig fra sig selv i de sidste ti år.

Hvad er der sket med vores menneskelighed?
At man ikke kan give alle nødlidende asyl, er klart.

Men vi er langt ude over umenneskelighedens overdrev, når vi kan bruge årevis på at diskutere, hvorvidt vi har plads til nogle få hundrede mennesker, der ikke har kunnet eller turdet vende tilbage til et Irak, som FN’s Flygtningehøjkommissariat advarer mod tilbagesendelse til, og som danske udsendinge ikke selv kan rejse ubeskyttet rundt i.

Når vores regering rydder en kirke, hvor et par snese af disse mennesker har søgt sikkerhed. Hvad er der sket med vores empati, vores menneskelighed? Med omsorgen for de svagest stillede?

Prøv blot et øjeblik at forestille jer, I selv var i irakernes situation: De har boet her i op til tolv år.

Vi taler om personer, der har fået familiemedlemmer slået ihjel og selv har været udsat for tortur, om familier med børn, der ikke mestrer andre sprog end dansk, om mennesker, der nu tilmed er psykisk nedbrudte af den lange usikre ventetid og de dårlige vilkår på skiftende asylcentre, som vores system har udsat dem for.

Vi taler om mennesker, der står foran den totale uvished om, hvad skæbne der venter dem, hvis de vender tilbage.

Vi taler om maksimalt 280 mennesker!

Danmark tog 20.000 børn ind fra Østrig efter Første Verdenskrig. En befolkning, der var det halve af den, vi har i dag, og på et tidspunkt i historien, hvor danske familier selv havde meget lidt at gøre godt med, delte det, den havde, og tog sig af disse børn.

Der blev en krig mere, og danskerne gjorde det samme igen efter Anden Verdenskrig for 3.000 børn mere. (Og måske det bør tilføjes, at Østrig og særligt den sydlige del af landet for 60 år siden var lige så fremmed for Danmark, som Bagdad kan synes i dag).

Grunden var en eneste: menneskelig medfølelse. Generøsiteten var kolossal, den kulturelle identitet var klokkeklar. Sådan gør vi i Danmark, for sådan er vi danskere!

Sådan var vi, da vi reddede jøderne ud af landet, sådan var vi, da vi tog gæstfrit imod ungarerne i 1956, og sådan var vi endnu, da vi bød de chilenske flygtninge velkommen i begyndelsen af 1970’erne. Heldigvis.

Danskerne må sige stop
Hvor længe endnu kan de herskende vinde på Christiansborg bilde os ind, at det ikke vil blive umådeligt ubehageligt for kommende danske generationer at bære en nationalkarakter defineret af, at det officielle Danmark i begyndelsen af det enogtyvende århundrede, oven i et tiår med en urimeligt restriktiv udlængepolitik og en fascist-lignende hetz mod muslimer, slog det sidste søm i en dansk skammelighedskiste og tvangshjemsendte 280 nødstedte irakere til en uvis skæbne i et land, som hverken FN eller vores egne udsendte regnede for sikkert? At vi med vold og magt ryddede en kirke med kvinder og børn, fængslede mændene og skilte familier fra hinanden?

I Anden Verdenskrig var det ikke regeringen, der reddede Danmarks ære, men først civilt ulydige enkeltindivider og senere i 1943 en hel civilbefolkning, der sagde ’Nok er nok’ og gik i generalstrejke.

Men selv i fredstid, selv i et velfungerende demokrati, er der tidspunkter, hvor politikerne ikke er de bedste til at varetage et lands langsigtede interesser.

For politikerne er nødt til altid at tænke på næste valg, er nødt til at spekulere i mandat- og magtkonstellationer. Det er derfor kun de færreste politikere beskåret at kunne have en langsigtet horisont, at sætte landets interesser før de partipolitiske.

Det er ingen hemmelighed, at regeringen lige siden 2001 for magtens skyld har solgt hele Danmarks udlændingepolitik til et yderligtgående populistisk menneskesyn.

Det er heller ingen hemmelighed, at flertallet af danskerne stadig stemmer på regeringens blok, hvilket kan udlægges som et ønske om denne politik.

Nu stemmes der i folketingsvalg imidlertid altid om mange ting på en gang. Og uagtet hvad der senere skete, så viste den umiddelbare tilslutning til Ny Alliance helt utvetydigt, at et meget stort antal danskere, også dem, der stemmer på regeringen, ønsker et stop for Dansk Folkepartis kvælertag på udlændingeområdet.

Informationsmanipulation af befolkningen
Desværre har vælgerne dels på grund af partikonstellationerne, dels på grund af visse politikeres manglende mod ikke kunnet bryde denne besættelse ved hjælp af vores almindelige valgsystem.

Tværtimod synes tilmed en stor del af det, der skulle have været oppositionen på dette område, nemlig SF og Socialdemokratiet, helt at have opgivet deres rolle som varetagere af grundlæggende danske ligeværds- og medmenneskelighedsværdier, til gengæld for en kortsigtet populistisk manipuleret gevinst på de yderligtgåendes betingelser.

De sidste ti år har også vist, at vi ingen parlamentarisk sikring har i Danmark mod flertalsautokrati på Christiansborg. Mindretallet har ikke hjemmel til at kræve uafhængige undersøgelser, hvorved afgørende oplysninger, der kunne holde regeringen i ave og måske føre til magtskifter, aldrig kommer frem.

Det eneste, regeringen behøver, er altid at sikre sig flertallet, hvilket for øjeblikket vil sige DF’s stemmer. Dermed har de gjort hele Danmark til gidsler for nogle få menneskers ekstreme syn på udlændinge og en fuldstændig rabiat udlægning af, hvad det vil sige at være dansker.

Måske tager jeg fejl, men jeg tror simpelt hen ikke på, at flertallet af danskerne mener, at vi skal tilsidesætte alle de værdier, vores forgængere har kæmpet for, og gøre os danskere til den slags, der smider nødstedte ud af landet til uvisse skæbner.

At overfladiske meningsmålinger viser noget andet, siger blot noget om Dansk Folkepartis succes med informationsmanipulationen af befolkningen i de sidste mange år (se f.eks. også den fint orkestrerede fremkomst af et par enkelte korruptionssager med herboende irakere, lige op til kirkerydningen!).

Var den tidligere statsministers undskyldning til familierne til de 19 jøder, der blev sendt til koncentrationslejrenes død, ikke andet end tom luft på landets vegne? Ønsker flertallet af danskerne sig virkelig et Danmark, der er så markant anderledes, end hvad landet har stået for igennem hele sidste århundrede?

Et Danmark, der bryder internationale konventioner, vi selv har underskrevet, der står for uretmæssig behandling af andre mennesker og børn, et lille isoleret samfund, fyldt af angst og modvilje over for, ja ligefrem had til det fremmede, et land, der blåstempler deres ugerninger ved at kalde deres forlængede arm (Flygtningenævnet) indrettet til menneskeudsmidning for en ’domstolslignende instans’, et land, hvor enhver parlamentarisk kontrol med regeringsmagten er sat ud af kraft, hvor den udøvende magt, politiet, i form af vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen går ud og fortæller befolkningen, hvad den skal og ikke skal gøre, hvor de mennesker, der strækker deres hånd frem for at hjælpe deres medmennesker, bliver skældt ud for landsforræderi?

Eller er det ikke bare lykkedes nogle få magtbegærlige politikere at bilde os ind, at for at bevare Danmark skal vi gøre præcis det modsatte af det, der rent faktisk skal til for at tage ægte vare på vort land og på alle de ufatteligt fine værdier, det er skabt af?

Når vores politiske system svigter, så må befolkningen tage ansvaret. Det er gjort før. Vi kan gøre det igen. Nogle få er startet, præsterne, bedsteforældregruppen, naboerne til Brorsons Kirke. Og demonstranterne i de sidste par dage. Men hvor er alle vi andre?

Opret en repræsentativ domstol
Er det ikke på høje tid, at vi – uanset partifarve – sammen kræver af regeringen, at de gør sig fri af magtbesættelsen fra det yderste højre og sikrer det politiske systems demokratiske funktion, at de genoptager varetagelsen af Danmarks nedarvede værdier?

Det vil i første omgang betyde:

(1) at mindretallet på Christiansborg skal kunne nedsætte en uafhængig undersøgelseskommission, så vi kan få alle fakta om alle sager frem i lyset (og det uanset hvilken regering der sidder)

(2) at domstolenes uafhængighed sikres, og at andre uafhængige instanser som Rigsrevisionen og Ombudsmanden igen respekteres

og (3) at der omgående etableres en egentlig repræsentativ domstol til overtagelse af det stærkt partiske Flygtningenævns rolle. En Jurydomstol for Udlændingesager, med en jury, der bredt repræsenterer danskerne i dag. En domstol, der skal være åben for offentligheden, så alle danskere kan se, på hvilket grundlag afgørelserne falder, og om de repræsenterer det Danmark, der er vores, og ikke bare nogle få ekstremistiske magtpolitikeres.

Da det vil tage tid at oprette en sådan ny udlændingedomstol, må vi også kræve, at der i mellemtiden gives opholdstilladelse til de afviste irakiske asylansøgere (og enkelte andre), som har været strandet i vores land i op til 12 år, og ingen mulighed har for at vende tilbage i sikkerhed. Dette er ikke en ladeport!

For flygtninge, der ikke er personligt forfulgt, kommer slet ikke ind i vores land i dag. Det kræver heller ingen særlov. I den eksisterende lovgivning findes klar hjemmel for, at integrationsministeren kan give asyl af humanitære årsager (udlændingelovens par. 9b).

Tidligere generationer af danskere tog med åbne arme imod flere end 23.000 fremmede børn og satte livet på spil for at redde jøderne. Hvad er det for et Danmark, vores generation lader uheldige politiske konstellationer gøre vort land til, hvis vi ikke i dag tager os af de få hundrede irakere, der er strandet hos os i en dybt ulykkelig situation?

Er det ikke på høje tid, at den danske befolkning går sammen i kamp mod magtsvinepesten på Christiansborg – allerførst med de ord, vores lands fremtidige nationale identitet afhænger af:

DANMARK LÆNGE LEVE: Giv de irakiske asylansøgere humanitært asyl!

Annonce

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG

- Få dagens vigtigste debatter på mail

Annoncer
12. feb. KL. 23.50
Uro. Flere bygninger blev stukket i brand under gadekampene i Athen. - Foto: KOSTAS TSIRONIS/AP

Grækerne stemmer ja til sparepakke

Det græske parlament har godkendt kontroversiel sparepakke.

13. feb. KL. 06.39
Grammy-vinder. Adele var nomineret i hele seks kategorier og hun gjorde rent bord ved at vinde samtlige. - Foto: Matt Sayles/AP

Adele gør rent bord ved årets Grammy

Den britiske soulsanger Adele vinder hovedpriserne ved Grammy-festen i Los Angeles.

13. feb. KL. 07.00
DAMEETAGE. Ekstra udstyr som hårtørrer, strygejern og krøllejern er en del af bonusoplevelsen på hoteller med rene kvindeområder. - Foto: Mette Dreyer

Kvinder vil have hoteller uden mænd

Flere hoteller rundt omkring i verden åbner rene kvindeetager i stil med københavnske...

13. feb. KL. 03.00

Voldsom forskel på pris og kvalitet af eleftersyn

Det dyreste eleftersyn er mere end tre gange så dyrt som det billigste.

13. feb. KL. 03.00
Danske studerende bruger mange penge på ekstra kurser der skal give dem højere karakterer. - Foto: PETER HOVE OLESEN

Studerende køber ekstra timer

Markedet for eksamenskurser og privat lektiehjælp boomer blandt studerende.

12. feb. KL. 23.35
Hattrick. Ronaldo fik nok engang en hovedrolle og Real Madrid kan så småt kimte guldet i La Primera. - Foto: ANDRES KUDACKI/AP

Ronaldo sender Real tæt på guldet med hattrick

Efter 4-2-sejr over Levante skal meget efterhånden gå galt, hvis ikke Real Madrid vinder...

12. feb. KL. 21.30
Foto: ELISE AMENDOLA/AP

Afstemning: Læserne elsker 'I will always love you'

53 procent har soundtracket fra 'The Bodyguard' som deres Whitney-favorit.

12. feb. KL. 22.50

800.000 danskere er på overførselsindkomst

Der blev gjort for lidt under opsvinget i 2004 til 2008 for at hjælpe folk i gang, vurderer fagfolk.

12. feb. KL. 21.17
Jubel. City-spillerne kan glæde sig over tre vigtige point i topstriden efter sejr over Aston Villa. - Foto: JON SUPER/AP

Forsvarsspiller sender City til tops

Med en 1-0-udesejr over Aston Villa er Manchester City tilbage på førstepladsen i Premier...

Annoncer
Annoncer

Det sker
Københavnersmart. Kælen lyssætning. Marineblå modestrik. Delvis frisering. Sådan ser en falstring ikke ud. Og man bliver ikke udkantsdansker med et trylleslag, blot man sætter sig i et uddateret lædertabermøbel, påpeger Djævlens Advokat over for komikeren Mick Øgendahl, der pynter sig med lånte provinsfjer. - Foto: PR-foto
12. feb. KL. 18.00

Mick Øgendahl: Jeg er begyndt at drikke dåsebajere uden at flække et søm i toppen

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

WEBCAM RÅDHUSPLADSEN LIGE NU

LATEST