I bakspejlet er de sidste tyve år gået tre gange så hurtigt som de ti år i de glade 1960’ere.

Jeg var barn den gang og levede med mine forældre i udkanten af Prag i det daværende Tjekkoslovakiet. I 1964 husker jeg, at den tjekkiske præsident, Novotny, lånte penge i Vesten. Pludselig kom der tusinder af kyllinger i fisk- og fjerkræforretningerne! Det må have været haner, da de fleste havde rød kam på hovedet. Mormor, Agnes, lavede glimrende nudelsuppe på dem. Hun var en god kok. Stammede fra Sydbøhmen og var derfor specialist især i vildt: Om efteråret marinerede hun harer, hængte fasaner ud ad vinduet og tilberedte dem ifølge den tjekkiske udgave af frk. Jensens bedste kogebogstraditioner. Jeg led ikke af sult, og det gjorde ingen den gang i Tjekkoslovakiet.

Appelsiner og tomater, når de var der, var store og grønne og faste i kødet og kom fra Cuba. Almindeligt toiletpapir lå sandt nok ikke ofte på hylderne, men det gjorde Narpasanek, som var en dyr, blid luksusudgave for børn. Farfar holdt kaniner og høns ude på landet. Penge rakte langt dengang. Med hvert år, der gik i tresserne, steg humøret.

Mine forældre var intellektuelle. De var meget aktive. Mor arbejdede på radioen, far på Literarni noviny, en avis, som i sommeren 1968 publicerede forfatteren Vaculiks skæbnesvangre essay ’2000 ord’, der bragte Sovjets tålmodighed med tjekkerne til ende. I 1960’erne var der et levende teaterliv, og oversættelser af udenlandsk litteratur fyldte tidsskifterne. Alain Ginsberg kom på besøg i Prag, og det gjorde Sartre og Simone de Beauvoir også. Franz Kafka blev taget til nåde i 1963 og udgivet på tjekkisk. Film blomstrede. ’Skarpt bevogtede tog’ vandt i Cannes. Og det var dengang, Milos Forman etablerede sig. I 1960’erne var tjekkerne for længst holdt op med at tro på kommunismen. Min far mente, at det afgørende i den forbindelse var skueprocesserne i 1950’erne.

At være kommunist i 1960’erne var noget i retning af at være medlem af folkekirken i dagens Danmark. De troende, der var medlemmer af partiet, var ganske få. Tiden varede dengang en evighed, fordi jeg var barn. Men alligevel gik tiden, tikkede regelmæssigt og sundt som hjertebanken.

Men i 1968 med invasionen af Tjekkoslovakiet standser tiden. I en sort-hvid Bergmanfilm var der et ur på et gadehjørne, der rammende illustrerede den følelse, jeg som teenager gik rundt med i Prags gader. Den hvide skive på det flotte runde ur i filmen var uden visere! Romertal var tegnet ind rundt om skiven, maskineriet tikkede bagved, og alle forudsætninger for at uret skulle vise tiden, var til stede, med undtagelse af at viserne manglede!

Spoler jeg tilbage til tiden efter 1968 og forsøger at finde grunden til, at tiden holdt op med at gå, var det, ser jeg, fordi den drivende kraft håb manglede. Imidlertid var de fleste tjekker ikke helt desperate. Vi accepterede situationen. Nogle fandt identitet i oppositionen. Nogle gav op efterhånden og sluttede sig opgivende til regimet. Nogle emigrerede. »Måske om 50 år ændrer situationen sig«, hed det. »Men det oplever vi ikke«, tilføjede vi.

Vi gjorde os ingen forhåbninger om, at vesteuropæere eller amerikanere skulle komme og befri os fra den såkaldte broderlige hjælp, som Warszawapagten havde skænket os. Det rygtedes, at CIA udmærket vidste, at Kreml ville træde ind og standse udviklingen af socialismen med det menneskelige ansigt. Det var ikke hensigtsmæssigt at fremkalde en tredje verdenskrig, lød forklaringen. Episoden fra Svinebugten i 1962 blev sammen med mormor, Agnes’, spisekammer fyldt med gullaschkonserves, kondenseret mælk og mel i kilovis et stående billede. Tjekker blev ofret, og vi ofrede os for, at verden kunne leve i fred. Fordelen var, at vi følte, vi sad på historien! Jeg var heldig at leve der, hvor historien blev skrevet. I epicentret. I situationen mærkedes det, som om tiden stod stille, og sådan stillede vi os tilfredse.

Historien opleves først i bakspejlet. Vesten stod bare udenfor og kiggede nysgerrigt ind i laboratoriet Ja, vi var ulykkelige – uheldige, men også stolte af skæbnen. Vi vidste, at vi fortjente bedre. Vi troede, at der til skufferne blev skrevet de bedste litterære værker, og det føltes, som om alle tjekker skrev om forholdene, alle læste, og alle var i oppositionen. Og især troede vi, at Vesten vidste, hvad det hele gik ud på! At Vesten vidste, at tjekkerne, 90 procent mindst, var imod regimet, og at de ægte troende var ganske få. At folk som mine forældre, der ikke kunne acceptere de totalitære vilkår, blev sortlistede af regimet. At livet blev levet alligevel.

I romanen ’Den frie flugt gennem volieren’ (’Ceskoslovensky spiovateli’, 1990) beskriver min far denne særlig tilstand, vi levede i. Bemærkelsesværdigt var det, at forfattere skrev videre. Til skuffen. Som var intet hændt. Der var noget at skrive om, og der var ro til at skrive, forudsat at forfatteren ikke blev forstyrret af uafmeldt besøg af politiet og fik beslaglagt sit arbejde.

Jeg levede sådan set næsten et normalt liv. I starten i hvert fald. Gik ud med vennerne, dansede på diskoteker til Sussi Quattros toner, tilbragte lørdag aften på et vinhus, som alle på min alder gjorde, tog på udflugter. Jeg lærte Italiensk, gik på hemmelige udstillinger og blev forelsket. Vi levede og betragtede den absurde virkelighed, der foregik omkring os. Vi grinede af det og debatterede. Satte os udenfor. Men i længden var 1970’erne i Tjekkoslovakiet for et ungt menneske et gravkammer.

Og så pludselig syntes urværket at gå som smurt igen. Viserne fulgte lydigt klokkeslættet: På et vinhus, Hos tre små stjerner, mødte jeg over et glas tørt hvid veltliner en fyr. Han var dansk og friede til mig. Kærlighed ved første blik. I januar 1977, et halvt år senere, steg jeg af Mitropa-vognen på banegården i København og var parat til et nyt liv. Ugen efter ankomsten startede jeg på danskkursus. Undervisningen på K.I.S. var baseret på udenadslære. Det passede mig glimrende. Jeg var vant til disciplin hjemmefra. Få måneder senere bestod jeg prøven i dansk, og senere kom jeg i gang med den universitetsuddannelse, som blev mig nægtet i Prag.

Men hurtigt viste det sig, at jeg havde et hul i viden om samtidshistorie. Jeg kunne ikke følge med i almindelige danske hverdagssamtaler! Vidste faktisk ikke noget om Vesten. Min mand tog fem års Time Magazine frem fra pulterrummet, og sammen gnavede vi os igennem den seneste vestlige fortid. Han forklarede, satte begivenhederne i sammenhæng. Det var uhyre spændende. For en ordens skyld besluttede vi at skelne mellem før og efter min tid.

Der var i øvrigt en del ting at tage stilling til i tilværelsen. Jeg havde travlt: et nyt sprog at lære, studium på universitet, ægteskabet. Jeg var 21 år gammel og skulle lære ikke at åbne vinduer, mens jeg luftede ud om vinteren. Varmen kostede dyrt i Danmark, og det gjorde huslejen også – mad ligeledes. Den lifestyle, som jeg var vant til fra det kommunistiske Prag, så som at sidde på et vinhus og at spise ude hver weekend, var forbi. Der var ikke penge til det. Danskere mødtes hjemme og drak Præstetanker. Tiden i Danmark tikkede ganske regelmæssigt. Bornholmeruret i vores lejlighed slog fire gange i timen, ligesom katolske kirkeklokker gør. Det virkede beroligende. De protestantiske kirkeklokker ringer foruroligende i tide og utide.

En større opdagelse var, at det ikke kun var mig, der ikke vidste noget om Vesten, men at vest heller ikke vidste noget om øst. Den tjekkiske overbevisning om, at Vesten nøje fulgte med i hændelserne i laboratoriet, var fejlagtig. Oven i købet var den vestlige holdning over for en tjekke ofte nedladende – »Du ligner ikke en østeuropæer«, blev der sagt til mig. Det tegnede til, at der fandtes et urbillede på en østeuropæer, som jeg afveg fra. Og det var heldigt, fornemmede jeg på tonen.

Forestillingerne, jeg stødte på i slutningen af 1970’erne og i 1980’erne om tilværelsen i Østeuropa, bevægede sig mellem total beundring for den kommunistiske løsning, som jeg havde tilladt mig at forlade, og mellem et mareridt udmalet i sort-hvid, der fik Prag til at ligne en af Franz Kafkas romaner, filmatiseret af Orson Wells. De danske billeder af Østeuropa var lige så unuancerede som den danske forkærlighed for alt dansk.

Danskere vidste også bedst om det, jeg kom fra! En synsmåde, der kun kunne sammenlignes med tjekkernes opfattelse af sovjetborgere! Stemningen gjorde, at jeg efterhånden lagde afstand til Danmark. Jeg mistede begejstringen for det nye. Uret gik nu kun stødvist. Den ene viser faldt ud. Heldigvis var min mand en person, der forstod, hvordan forholdene var i Tjekkoslovakiet. Han satte sig grundigt ind i situationen. Det kunne altså godt lade sig gøre.

Omgivelsernes manglende forståelse fastholdt mig i min tjekkiske identitet. Blev østeuropæiske forhold alment ikke forstået i Danmark, forstod folk tilsvarende i Tjekkoslovakiet ikke, at Vesten ikke gik op i vores kvaler. Men Prag blev alligevel ved med at være det sted, hvor der var flest ligesindede mennesker at tale med. Men urene dernede tikkede dog stadigvæk ikke. En tjekkisk forfatter, Martinek, der emigrerede til Frankrig på samme tidspunkt, jeg blev gift, beskriver, at da han kom tilbage til Prag 13 år senere, i 1989, fandt han det samme cigaretskod i et sæde i teatret, hvor han efterlod det 13 år tidligere.

Jeg begyndte delvis at se med danske øjne – i hvert fald på Danmark. Men langsomt opbyggede jeg alligevel et dobbeltsyn på tilværelsen og ikke mindst mit egen. Men så længe ’Østeuropa’ eksisterede, indtil 1989, så jeg på verden hovedsageligt med tjekkiske øjne.

Min egen personlige befrielse kom i 1989. Det var mit jerntæppe, der faldt! I første omgang var jeg ikke klar over, at de klokker, der ringede i Prag, ringede endeligt for min ’østeuropæiske’ identitet. Jeg var alt for glad for, at mine forældre efter tyve års arbejde til skuffen kunne udgive deres værker. I 1990’erne voksede forlagene i mit fædreland op som svampe efter regn. Kulturen blomstrede igen som i 1960’erne. Ingen tænkte på økonomi. Eller netop nogle få gjorde, imens de andre havde travlt med at juble. En ultraliberalistisk strategi blev lagt. Den nuværende tjekkiske præsident, Vaclav Klaus, discipel af Friedmann, blev statsminister. Og han selv blev berømt for at gentage: »Markedets hånd ordner det hele!«

Ikke et øjeblik overvejede jeg dengang, i 1989, at vende tilbage til Prag. Jeg ville videre ud i verden. Se og opleve. Det var for tidligt til at følge den litterære model ’hjemme-ude-hjemme’. Eller måske for sent. Hjemmet er gået i røg i mellemtiden. I 1989 begyndte tiden at gå hurtigt. Effektivt. Der blev sat ekstra stærke Duracell Plus-batterier i.

Det blev hurtigt klart, at tiden ikke kunne skrues tilbage til 1968 og til ’socialismen med det menneskelige ansigt’. Tværtimod. Opgaven for det herskende liberalistiske parti, ODS, var at demontere staten. Jeg så skeptisk på. Var der noget, der fungerede godt i Danmark, var det staten. Fællesskabet. Tjekkerne reagerede i stedet for at agere. Det, der før var ude, var nu inde og omvendt. Ved at nedlægge staten faldt kulturstøtten fra, og forlagene lukkede.

På hylerne kom bestsellere fra USA i stedet for. Den offentlige sygesikring faldt ligeledes. Til fordel for privat forsikring. De bedste skoler var de private skoler. Som i Amerika blev det forklaret, hvis man så ud, som om man ikke helt var med. Gebyrer blev indført på lægebesøg. Øjeblikkelige fyringer tilladt. Tjekkisk produceret Elida-sæbe med liljekonvalduft udskiftet med Dove. Papirposer med plastikbæreposer. Kyllingerne mistede kammene, blev taget ned af krogen og kom parterede og færdigpakkede i bakker. Harer blev til luksus. Fløde kom fra Tyskland. Det tjekkiske supermarked Maj på Nationalgaden i Prag blev købt af den engelske Tesco. Porcelæns- og glasfabrikker gik fallit udkonkurreret af Duralex fra Frankrig. Det eneste, der blev, hvor det var, var angst for Rusland. En paranoia, som ekspræsident Havel også ligger under for.

Ankomsten af Obama i 2009 skabte forvirring I Tjekkiet. Hm, vi nedlagde staten i amerikansk stil, og nu vil amerikanere bygge staten op, tænker tjekkerne. Tjekkiet er i mellemtiden blevet et ultraliberalt samfund med ’survival of the fittest’ som princip.

De sidste tyve år, oplever jeg, er gået hurtigt. Nok fordi jeg i den tid har stået uden for historiens epicentrum.