Jeg havde aldrig set en maskinpistol før. Nu så jeg en snes, og ikke så få af dem dirrede i min retning. Jeg stod på Friedrichstrasse Bahnhof. Det var 14. august 1961. Og Muren var én dag gammel. Foran mig var en skillevæg af cementblokke på vej opad. Den skulle dele verden i næsten tre årtier. Senere på dagen kom jeg forbi igen, og da var denne installation helt færdig.

Nu ser jeg maskinpistolerne igen. Efter 28 år er jeg atter i Berlin. Det er 10. november 1989.

Denne gang hænger våbnene slattent på hofterne af en flok bange, blege knægte. De står oppe på Muren bag ved Reichstag og kigger ned i et folkehav, der kæmper om de alt for få mejsler og mukkerter. Muren har været nede i ét døgn nu. Og her er der allerede hugget huller igennem. Hvordan mon det føles at stå øverst oppe og mærke grunden skride? Henne ved Brandenburger Tor har verdenspressen samlet sig på stilladser i tre etager. Jeg har aldrig set noget lignende. Man er klar til at sende live fra Murens åbning. Men forgæves. Senere på dagen kommer jeg forbi den ødemark, som nu hedder Potsdamer Platz. Og det var her, de første ’plader’ blev løftet op, og det var her, de første Trabier kom tøffende igennem.

Der var ikke ét øje tørt den aften.

Kampen mod Atomvåben
I dag er vi bange for terror og vejsidebomber. Dengang var vi bange for atombomberne og alle raketterne. Hvor bange, opdagede man vel egentlig først, da Muren faldt og den forstenede kommunisme krakelerede. Det var, som om et jernbånd blev løsnet. Jeg bilder mig ind, at tiden imellem Murens og tvillingetårnenes fald var fuld af håb. Apartheidstyret i Sydafrika faldt jo også! Diktaturer kunne forstøve nærmest af sig selv. Verden kunne forandres. Og med Clinton og Jeltsin var to helt almindelige mennesker med helt almindelige svagheder ved verdens ror.

Det var i hvert fald angsten for atombomberne, der havde bragte mig til banegården i Friedrichstrasse. Siden jeg første gang hørte om den nye bevægelse Kampagnen mod Atomvåben i sommeren 1960, havde jeg været en trofast støtte. For et beskyttet barn fra de nordlige forstæder var det en åbenbaring at komme ind til København og møde en helt anderledes, handlekraftig verden fuld af muligheder. SF var også ny på banen. Mon ikke det gik den rigtige vej? I PET-rapporten frikendes Kampagnen mod Atomvåben for kommunistisk dominans. Jeg havde heller aldrig set en kommunist før. Nu blev jeg leder af kontoret sammen med min gamle klassekammerat Steen. Når Kampagnen skulle have oversat artikler fra engelsk, brugte vi en fyr, der hed Dan Turèll, som også kom fra de nordlige forstæder. Han var ekstremt hurtig.

Kampagnen mod Atomvåbens idémand og uvalgte formand var Carl Scharnberg. Det var ham, der ringede og sagde, at vi skulle til Berlin. ’Vi’ var en halv snes mennesker. Den senere radikale gruppeformand Svend Haugaard var også med. I dagens løb var der blevet trykt tusindvis af løbesedler på tysk, som advarede mod atomkrig og konfrontation. Dem bragte vi med nattoget til Berlin. Der var en underlig stemning i kupeen. Først da var der vel tid til at tænke over, hvad vi egentlig havde gang i. Hvordan vi skulle gøre det. Og kørte toget helt til Berlin? Ja, det gjorde! Og det ankom efter planen. Man var vel i Tyskland!

Om morgenen gik vi samlet rundt og kiggede på alle de hårdt arbejdende mennesker, som rejste afspærringer på rekordtid under bevogtning. Her 16 år efter krigens afslutning var byen stadig ikke noget kønt syn. Vi så ingen fysisk vold. Vi så ingen, der hoppede over fundamenterne. Der var ingen, der antastede os. Ingen råbte op. Der var stille som i en choktilstand.

Samme formiddag splittede vi op, så nogle skulle søge om tilladelse til at dele løbesedlerne ud i Vest og nogle i Øst. Jeg fulgte med Carl Scharnberg op til politiet i Vestberlin. Jeg er ret god til tysk. Politimanden kiggede på os, efter at vi havde præsenteret os og fremført vores ærinde. »Augenblick«, sagde han så, og efter nogle minutter kom han tilbage og lagde demonstrativt en stor sagsmappe på sit skrivebord. På den stod med store bogstaver: Carl Scharnberg. Så kunne samtalen ligesom fortsætte, og vi fik ikke direkte forbud imod at dele løbesedlerne ud, men han ville advare os imod unge knægte med læderjakke og synspunkter til højre for midten. De kunne finde på at slå på os. Hvad de også gjorde.

Svend Haugaard og en medicinstuderende, der hed Frants, havde været oppe hos politiet i Østberlin, og der havde de fået den kolde skulder. Og en alenlang, uimodsigelig tale om nødvendigheden af byggeriet. Så da vi senere mødtes ved en vestberlinsk U-Bahn, delte vi ud af tryksagerne, fik de før omtalte slag og blev enige om, at vi havde nået det, vi ville. På hjemvejen så jeg på banegården i Rostock for første gang de rullende spejle, som kunne skubbes ind under en togvogn for at afsløre mennesker på flugt. Hjemme i Danmark havde vi fået en rimelig pressedækning på vores aktion.

Det, jeg husker bedst fra dét døgn i Berlin, hvor de rejste Muren, er stilheden. En stemning af tilbageholdt åndedræt og koncentreret alvor. Det var slemt. Det kunne være gået ravende galt.

Stilheden i Stasi-land
I mange år nærmede man sig Murens land med forsigtighed. Jeg har engang kørt en kat over ude på landet i DDR. Den var stendød, så jeg bar den i halen ind til det nærliggende hus for at sige undskyld. For den eventuelle Stasi-mand, som har iagttaget optrinnet, må det have set nærmest surrealistisk ud.

En vesterlænding med en død kat i sin udstrakte arm, mens en midaldrende kone krabber baglæns med alle tegn på ulyst til at snakke. Der er adskillige museer om Stasi-systemet – især Runde Ecke i Leipzig kan anbefales! – og her kan man se, at de registrerede alt fra lugtprøver til kærestebreve og indkøbslister. De vidste alt. Sikkert også kattens navn. I DDR skulle man køre ad bestemte veje, og det undrede altid, hvis man skulle videre til Polen eller Tjekkoslovakiet, at der skulle så megen grænsekontrol til imellem to ligesindede socialistiske lande.

I efteråret 1989 skal jeg til børnebogsillustratorudstilling i Bratislava. Bilen kender efterhånden vejen. Det kan mærkes, at noget er ændret. Ganske vist bliver jeg skældt ud af bjæffende højtalere på havneterrænet i Warnemünde, fordi jeg kører for stærkt, men herfra er der ingen problemer. Grænsekontrollen er underlig sjusket. På motorvejsbroerne hænger de bombastiske paroler. Jeg kan huske denne sidste: ’Pligtfølelse!’, ’Arbejdsomhed!’. »Wir sind dabei«, siger en flok murere på maxi-plakaten.

I Bratislava bliver jeg tilbageholdt en times tid af en flok grænsesoldater med maskinpistoler over skulderen. De har plastret Donau til med pigtråd, og jeg har aldrig set Donau før. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at pas og kørekort ligger hjemme på hotellet og vi snakker forskellige sprog. Men så mister de pludselig interessen på en underlig uambitiøs måde. Det er, som om græsrødderne har hørt noget, som jeg ikke har hørt.

Sidste chance for murcrawl
Så naturligvis kører jeg til Berlin i november 1989. Det er jeg ligesom forpligtet til. Så snart nyheden rammer Ruds Vedby, tjekker jeg Amazonen og venter på, at Rasmus skal komme hjem fra skole. Bilen holder til Tappernøje, hvor lyset går. Og det regner.

Men så kommer helt tilfældigt kørende en Amazon med en tysktalende chauffør, der er specialist i lys. Et godt tegn. Langt senere samme nat ruller vi ind i Berlin Øst. Turen er forløbet uden problemer. Der er stadig den samme uambitiøse grænsekontrol. Og motorvejens usammenhængende cementplader, som ældre læsere måske kan huske. Gadagung-gadagung.

Vi er blevet enige om, at det kunne være fedest at starte turen østfra. Vi lægger mærke til, at mange folk på gaden hilser på os i den umiskendelige Vestbil ved at gøre en lille bevægelse med hånden, som om de blaffer. Stemningen er god, og det er meget tåget. En times tid cruiser vi rundt i Mitte med en lille mørk bil bagved. Vi parkerer og forsøger at tjekke ind på Palast Hotel på Unter den Linden, der hvor nu SAS-hotellet ligger. Det er partiets hotel. Det skulle være den mest gennemaflyttede bygning i Østblokken uden for Moskva.

Der er en usædvanlig dårlig stemning i lobbyen. Store mænd i små jakkesæt hænger rundt omkring i skyggerne, og pigen i receptionen melder om alt optaget uden at kigge op. Senere forsøger vi at ryste den lille mørke bil af os ved at køre ind på det andet store hotel – der dengang hed Forum – men nu tager de os. Og helt surrealistisk bliver vi venligt, men bestemt eskorteret ud af DDR og kommer igennem Muren – vistnok ved Bornholmerstrasse – på under ét minut. Nu er gode råd dyre.

Så finder vi et billigt hotel, som jeg helst ikke vil tænke tilbage på. Næste morgen står den på murcrawl. Det er ved at være sidste chance. I hvert fald hvis man skal dømme efter nedbrydningstempoet omme bag ved Reichstag. Det gælder om at få de flotteste stykker med maling på.

Men det er solidt byggeri. Der er mange, som hamstrer. Der er allerede ved at udvikle sig en gruppe af ’forretningsfolk’, som tydeligvis tænker fremad mod kommende markeder. Barnesoldaterne øverst oppe har udtryksløse ansigter, sådan som de har lært det; men det må være svært, når man ser på noget, der er mere fantastisk end Harry Potter. Længere nede langs Muren i retning af Brandenburger Tor er en flok unge klatret op på Muren vestfra. Det er ikke helt velset, kan man mærke. De kan jo også bare gå udenom.

Dagen igennem traver vi langs med Muren, også dér, hvor den går midt ned i en gade. Det er som at sige farvel til en ond drøm. Hvor er den grim! Vi tjekker igennem Checkpoint Charlie og noterer den samme stemning i Øst. Nærmest højtidelig. Afventende. Der er usædvanlig stille.

Det er, som om alle hjerter tænker det samme. Det her må ikke gå galt! Længere omme ad Kurfürstendamm er der øl og folkefest med liv og glade dage, men ved Muren hersker ro, når bortses fra hammer og mejsel. Aldrig tidligere har jeg set så megen alvor og så mange tårer på én gang som ved Potsdamer Platz, når de små biler tøffer igennem hullet. Det er som et kærestepar, der endelig kan mødes og se hinanden rigtigt an. En mand fortæller, at den første aften kom mange ud fra DDR med store kufferter. Nu kører de hjem igen i deres Trabier. De høje murplader står så underligt og stritter i ingenmandslandet.

Det er svært at gå i seng. Disse første dage er uden filter og forstillelse. Man kan – så at sige – aflæse folks historier ved at kigge på deres ansigter. De er lige til at downloade. Vi labber det i os. Så længe det varer. For nu kommer hverdagen. På vej tilbage til skodhotellet passerer vi atter den internationale presses stilladser foran Brandenburger Tor. Der er fuldt besat, og nu er Jens Nauntofte også dukket op. Men de kom til at vente et stykke tid på de billeder.

Spørger man tidligere DDR-borgere, hvad de lavede den aften, da Muren faldt, så kiggede de alle sammen fjernsyn. Med tilbageholdt åndedræt. Børnene så børnetime, og her kom også et bånd af tekst med de seneste nyheder. Nu kunne man f.eks. frit gå over grænsen! Jeg kender en pige, der rejste sig op som en zombie og forlod sine tre (sovende) børn og gik over til Vest og købte en dåsecola og en brun cornetto, som smeltede på vejen hjem.

Berlin er jo byen, hvor man går rundt og ser på alt det, som ikke er der mere. Slottet. De brændte bøger. Hitlerbunkeren. Ruinerne. DDR-parlamentet. Og Muren. Der er ikke meget tilbage af den. I hvert fald ikke synligt. Men den bor inden i os som et minde om hjerteløshed og magtmisbrug. Nu er det forbi. Vore dages ’murbyggere’ har lært at bygge deres grænsehegn af andre materialer end jern og beton.