Fødevareministeriet har netop udgivet en bog med titlen: ’Gmo – hvad kan vi bruge det til?’.

Skriftet bærer præg af, at gmo/genmodificerede organismer er noget, vores regering meget gerne ser brede sig i det danske landskab, fordi det passer som hånd i handske til vores moderne industrialiserede landbrug.

Plantedyrkning er hele grundlaget for vores eksistens. Planterne kan i deres grønne blade fange solens energi og gemme den i form af sukkerstoffer.

Vi er helt afhængige af denne evne hos planterne, hvad enten vi spiser dem direkte eller fodrer dyr med dem, for selv at spise dyrene.

Lige meget hvor effektivt vi får bremset vores forbrug af fossile brændstoffer, med den farlige ekstra CO2-udledning til følge, har vi allerede sat nogle klimaændringer i gang, som vi må forholde os til.

Klimaændringerne vil på mere eller mindre uoverskuelige måder påvirke den måde, vi kan dyrke vores mad på. Der vil blive brug for afgrøder, som tåler tørke, oversvømmelser, kan klare sig uden kunstgødning, kan klare sig over for nye skadedyr. Hvordan kommer vi frem til disse planter?

Grundlæggende ser jeg to vidt forskellige veje til at forædle os til nye plantesorter, som kan imødegå de ændrede vækstforhold.

Enten kan vi benytte den nyeste teknologi, først og fremmest genmodificering, til at fremstille planter med de egenskaber, vi ønsker.

LÆS ARTIKELGensplejsede fødevarer marcherer frem

Eller vi kan benytte den gammeldags forædlingsteknik, hvor man møjsommeligt krydser sig frem til bedre og bedre tilpassede sorter gennem at tage frø af de bedste planter.

Lad os se lidt på konsekvenserne af og mulighederne i de to metoder, da valget af metode har meget stor betydning for udviklingen på vores klode og vores muligheder for fortsat at bebo den som mennesker.

Den første metode kræver stor koncentration af kapital, da der skal store investeringer til. De virksomheder, som investerer i udviklingen af genmodificerede organismer (gmo), skal kunne tjene penge på det, ellers vil de ikke deltage.

Dette kan kun lade sig gøre, hvis de holder kortene tæt til kroppen og ikke lader andre få del i deres viden, ligesom de skal kunne tage patent på særlige gener, som vi andre så ikke har lov at bruge uden at betale virksomheden.

Den anden metode kan bruges af alle, fra store frøfirmaer til enhver lille bonde i et tredjeverdensland, som høster sin egen såsæd. Ingen har interesse i at hemmeligholde gode resultater for andre, og alle kan videreforædle på andres resultater.

Der foregår allerede blandt engagerede amatører et stort arbejde med at bevare gamle gode afprøvede sorter og videreudvikle dem. Viden og frø udveksles verden over.

GMO er en meget effektiv måde at lave nye, særdeles målrettede plantesorter på. Man kan gøre noget, som aldrig kan lade sig gøre med traditionelle metoder.

Skræddersyede plantearter
Man kan tage gener fra en dybhavsfisk og anbringe i en plante for at gøre den modstandsdygtig over for kulde. Dette kunne aldrig gøres ad naturlig vej.

Men ved at satse på helt bestemte, forud definerede snævre egenskaber kommer afgrøderne helt til kort over for uforudsete ændringer i miljøet.

En ny svampesygdom, et nyt skadedyr, en uforudset temperaturstigning, og hele arbejdet må starte forfra igen.

Den traditionelle forædling kan fremstille sorter med langt større variation, hvilket gør, at man meget lettere kan tilpasse sig nye forhold. Gennem udvælgelse i få generationer tager de egenskaber over, som kan klare de ændrede forhold.

Da mange forskellige mennesker og firmaer er involveret, vil en mangfoldighed af sorter begro jorden, og hvis én kommer til kort, kan man satse på nogle andre.

Ved denne metode sker også, tilsigtet eller utilsigtet, en tilbagekrydsning med naturlige arter, som sikrer en større genetisk bredde, med deraf følgende bedre sikkerhed mod ændrede livsbetingelser.

Dette foregår især på steder, hvor der naturligt gror vilde slægtninge til de dyrkede sorter. Derfor er det særligt på disse steder vigtigt at opretholde dyrkningen af lokalsorter, da det er dem, som har den største genetiske variation.

For at man kan tjene på gmo-sorterne, må de udbredes til rigtig store arealer på én gang. Der skal et stort salg af såsæd til for at tjene investeringerne hjem.

Dette er virkelig farligt, hvis der opstår nye plantesygdomme, da de så vil brede sig som en steppebrand over hele verden og kunne skabe direkte hungersnød.

Vi har set det før i historien: I Irland dyrkede man kun én kartoffelsort, og da der udbrød kartoffelpest, var der ingen kartofler, som ikke var modtagelige.

Resultatet var, at Irlands befolkning faldt fra 8 til 5 millioner. Cirka 1 million døde af sult, resten flygtede til andre lande, især USA. I dag kan vi gentage denne ulykke nu på verdensplan.

Med massesult og store flygtningeproblemer til følge.

De traditionelle metoder kræver ikke de samme investeringer, og enhver, som tager frø af egne planter, foretager, bevidst eller ubevidst, en udvælgelse efter kriterier, som hun nu selv finder vigtige.

Der vil derfor altid være sorter, som kan modstå en ændring i omgivelserne, og som vi kan videreudvikle. Risikoen for globale katastrofer er mindre, når der er stor variation, ligesom der vil udvikles sorter, som er specielt tilpasset det lokale klima, og en stor mængde små lokalsorter vil opstå/bevares.

Forskere lækker fortrolige oplysninger
Da GMO-sorterne skal kunne tjene mange penge hjem for at kunne forrente investeringerne, tages alle metoder i brug for at sikre indtjeningen.

Fattige bønder i tredjeverdenslande lokkes til at låne penge og investere dem i ’pakkeløsninger’ med såsæd, kunstgødning og sprøjtemidler, idet de loves et større udbytte. Når først de er startet på denne dyrkningsform, er de fanget, da de ikke har lov at høste frø af deres egen avl, idet dette ville krænke frøfirmaernes patentrettigheder.

Firmaerne kan sikre deres rettigheder ved at indsætte gener i planterne, som gør frøene golde, så der ikke er nogen, som kan bruge dem som såsæd.

Hvis vi bygger videre på de traditionelle forædlingsmetoder, kan vi støtte eksisterende netværk af engagerede forædlere og skabe nye udvekslingsfora.

For at gøre dette mere effektivt må der ske samfundsmæssige investeringer i uddannelse og kontaktnet mellem mennesker i forskellige lande.

Dette kan ske både gennem øgede investeringer i de landbrugsvidenskabelige universiteter, landbrugsskoler og gennem støtte til eksisterende ngo’er.

Som et rigt land må vi både satse massivt herhjemme og bidrage til, at fattige lande kan uddanne deres jordbrugere, hvis denne strategi skal lykkes.

Det er meget lidt betryggende, at der stort set ikke foregår offentlig forskning i gmo-planterne. Dette skyldes, at forskning ikke kan foregå, uden at de virksomheder, som ejer patentrettighederne, giver deres tilladelse.

Derfor baseres alle tilladelser til dyrkning af gmo-sorter på virksomhedernes egen forskning. Til trods herfor slipper foruroligende oplysninger med mellemrum ud, når forskere ikke kan leve med at skjule oplysninger.

Et af de tidligste og bedst kendte eksempler er den ungarske forsker dr. Arpad Pusztai, som på et universitet i Aberdeen undersøgte konsekvenserne af at fodre rotter med Monsantos gensplejsede kartofler.

Han blev så foruroliget over resultaterne, at han videregav sine foreløbige konklusioner til pressen. Herpå blev han med øjeblikkelig virkning smidt ud af sit kontor på universitetet uden at få lov at medbringe sine måleresultater.

Universitetet var afhængigt af sponsorpengene fra Monsanto. (Monsanto er et af de helt store firmaer på området; det er verdens største frøselskab, de sælger sprøjtemidler – blandt de mest kendte er Roundup – og forsker meget i gmo.

Firmaet har en meget aktiv lobbypolitik og påvirker gennem store lobbygrupper EU og regeringer i mange lande, også tredjeverdenslande. Monsanto vandt under klimatopmødet den tvivlsomme lobbypris ’Angry Mermaid Award’.

’Angry Mermaid Award’ er en pris, der uddeles til de klimalobbyister fra erhvervslivet, der har gjort mest for at sabotere klimaforhandlingerne, blokere for effektiv klimalovgivning og for at promovere falske løsninger på klimaforandringerne).

Ingen vej tilbage
Til trods for at man må formode, at mange forskere herefter er blevet mere forsigtige med at lække oplysninger for ikke at miste deres job, sker det stadig, at der kommer urovækkende oplysninger frem om helbredsskader på forsøgsdyr, som fodres med gensplejsede afgrøder.

Det ville være noget mere tillidsvækkende, hvis en uafhængig offentlig forskning fandt sted, før vi igangsætter et fuldskalaforsøg med os alle som forsøgsdyr!

Et andet sikkerhedsmæssigt problem er, at hvis vi først har sluppet en gensplejset organisme, plante eller dyr, løs i landskabet, kan den ikke på nogen måde tilbagekaldes.

Og hvis den har en egenskab, som giver en konkurrencemæssig fordel (eller blot ikke skader), så vil denne egenskab spredes til nærtbeslægtede arter i naturen.

Et eksempel kan tages fra den mest kendte anvendelse af gmo i dag: planter, som gennem gensplejsning er blevet gjort resistente over for glyphosat (aktivstoffet i ukrudtsmidler som Roundup).

Så kan marken sprøjtes med ukrudtsmidlet, uden at afgrøden skades. Her har det vist sig, at resistensen mod glyphosat spredes til ukrudt, som er beslægtet med afgrøderne.

Man kan derfor regne med, at egenskaber, som måtte vise sig at give bagslag, også vil spredes, og så er der ingen fortrydelsesret.

Hvis det for eksempel skulle vise sig, at der til egenskaben resistens over for glyphosat er knyttet en skadelig egenskab, for eksempel at fremkalde allergi hos mennesker (det er ikke noget, som jeg har nogen grund til at antage, her er blot tale om et tænkt eksempel), så har vi virkelig skabt os et problem.

Fordi pollen spredes vidt omkring med insekter og med vinden (tænk bare på, hvor langt birkepollen spredes, når der er stor produktion af pollen i de russiske og finske birkeskove, nyser de danske pollenallergikere!).

Og dermed vil denne egenskab kunne videregives til andre marker, hvor intetanende bønder høster deres egen såsæd, som nu vil være belastet med en skadelig egenskab. Vi løber en stor risiko, og vi gør det i blinde, fordi der ikke foretages uvildig forskning.

Oppositionen skal bekende kulør
Når man vurderer en risiko, må man holde to faktorer op mod hinanden: Hvor stor er risikoen, og hvor store er konsekvenserne? Hvis risikoen er stor, men konsekvenserne er små, vælger vi tit at løbe en risiko, men hvis konsekvenserne er fatale, vælger vi som regel at undlade at løbe risikoen, selv om den kun er lille.

(Eksempel: Jeg tør godt balancere på en træstamme over en lille bæk, hvor jeg risikerer at få våde fødder, hvis jeg mister balancen, men jeg tør helt sikkert ikke balancere over en kløft, hvor jeg dør, hvis jeg falder!).

Når vi slipper gmo løs i naturen, sker der ændringer, som vi ikke har nogen som helst kontrol over – det kan have meget store konsekvenser, og vi har ingen mulighed for at gøre det ugjort.

Dette må vi tage med i vores risikovurdering.

Naturligvis kan der også være skadelige stoffer i planter, som er forædlet på traditionel vis. Planterne har gennem udviklingen ’opfundet’ mange gifte, som kan beskytte mod at blive spist af dyrene.

Men det er sket gennem en langsom evolution, og dyr har haft tid til at ’følge med’ og lære at håndtere giftene. Ligesom vi mennesker gennem årtusinders forædling har fjernet de mest giftige stoffer fra de planter, som vi dyrker.

Hvis vi videreforædler på disse, er risikoen for uforvarende at komme til at indføre en uønsket eller farlig egenskab meget lille.

Vi ser altså nogle grundlæggende farer ved at satse på den teknologiske løsning. Nogle farer knytter sig til selve metoden, idet vi meget let kommer til at eksperimentere med vores fremtid på et alt for uoplyst grundlag.

Andre farer knytter sig til ejendomsforholdene, som koncentrerer magten over vores dyrkning af mad på ganske få hænder og skaber økonomisk incitament til at skjule oplysninger.

Det slår os som meget mærkeligt, at der ikke er lige så meget opmærksomhed på, når produktion og forædling af såsæd monopoliseres, som der er på computerprogrammer.

Et fildelingsparti stillede op til EU-parlamentet, og regeringer protesterer, når Microsoft sætter sig for tungt på nettet, mens ingen reagerer på, når Monsanto sætter sig på vores mad. Der dog er grundlaget for hele vores eksistens!

Vi tror på, at vi i fællesskab kan skabe de nødvendige nye sorter korn, grøntsager mv. gennem traditionelle forædlingsmetoder, hvis vi satser på fællesskabets kræfter, på samarbejde over grænserne, på åbenhed og offentlig forskning.

Det er op til Folketinget at træffe en beslutning om, hvilken vej vi vil gå. Regeringspartierne har meldt deres standpunkt ud, og vi må formode, at det er clearet med støttepartiet Dansk Folkeparti.

Men vi savner klare standpunkter fra oppositionen.

Så Radikale Venstre, Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten – hvilken side står I på?