Efterhånden er det et år siden, at vi sad bænket ovre i Justitsministeriets gård i Slotsholmsgade. Det var den smukkest tænkelige sommerdag, men mit humør kunne have været bedre. Gennem ti år havde jeg set frem til dagen, da PET-kommissionen omsider udgav sin store beretning om efterretningstjenesten under den kolde krig.

Med sine ubegrænsede midler og uhindrede adgang til det hemmelige væsens medarbejdere og arkiver skulle man mene, at en uafhængig kommission burde kunne nå langt i forhold til at afdække sandheden om PET’s aktiviteter. Eller så langt, som det nu er muligt i en spejlverden, hvor der – som man siger – ikke findes nogen sandhed. Kun versioner.

Derfor satte jeg mig dagen før offentliggørelsen til at læse en lækket kopi af PET-kommissionens sammenfatning som facitlisten, der ville give et unikt indblik i en ellers hermetisk lukket verden og kaste lys over de ubesvarede spørgsmål. Men efter endt læsning skal jeg ærligt indrømme, at jeg sad tilbage med dyb undren over, hvor ukritisk rapporten var i forhold til undersøgelsens hovedspørgsmål.

LÆS ARTIKELTidslinje - forløbet bag PET-kommissionens rapport

Sammenfattende konkluderede kommissionen, at Politiets Efterretningstjeneste i perioden fra 1945 til 1989 havde overholdt »regler og retningslinjer« og ikke fremstod som en »stat i staten, der handlede efter egne normer« ... Sidste sommer kunne daværende justitsminister Brian Mikkelsen derfor med tilfredshed notere, at PET i koldkrigsårene havde vandret »ad dydens smalle sti«.

Dydens smalle sti?! Det vil da i givet fald være første gang i verdenshistorien, at en efterretningstjeneste konsekvent holder sig på måtten i sin stræben efter oplysninger af vital betydning for statens sikkerhed. Under den kolde krig stod Nato-landene over for en række tjenester i Warszawapagten, for hvem alt var tilladt. Man skal derfor være mere end almindeligt naiv for at tro, at de vestlige demokratier altid spillede efter bogen.

Siden PET-kommissionenbarslede, har diskussionen mest drejet sig om journalisten Jørgen Dragsdahl og hans injuriesag mod historieprofessoren Bent Jensen. Et andet omstridt emne har været PET’s årelange overvågning af Blekingegadebanden, der nu gudhjælpemig skal undersøges af endnu en kommission.

Efter at have haft tid til at sætte mig bedre ind i PET-kommissionens værk på i alt 4.600 sider vil jeg dog hævde, at beretningens største svaghed ligger et andet sted, nemlig i forhold til det, der var udgangspunktet for undersøgelsen.

PET-kommissionen blev nedsat, efter at to tv-dokumentarer i 1998 havde sat kritisk lys på tjenestens overvågning af aktive på den yderste venstrefløj. Ifølge PET’s grundlov – en stadig gældende regeringserklæring fra 1968 – må ingen danskere registreres ’alene’ på grund af deres lovlige politiske virksomhed. I årtierne forud for regeringserklæringen var der hidsige debatter om PET’s registrering af titusindvis af danskere. Efter at de radikale i 1968 var gået med i en borgerlig VKR-regering, stillede partiet krav om at få begrænset tjenestens adgang til at registrere arbejdsmand Hansen, blot fordi han abonnerede på det kommunistiske dagblad Land og Folk.

Nyrupregeringen var i begyndelsen ikke meget for at lade efterretningstjenestens historie kulegrave, men det ændrede sig i løbet af sommeren 1998, da PET faldt over et støvet notat, der ikke lod sig forklare. Papiret stammede tilbage fra december 1968 og var skrevet af en kriminalassistent efter en ’behagelig’ telefonsamtale med PET’s daværende chef, politiinspektør Arne Nielsen. Tilsyneladende må nogle knap så behagelige samtaler være gået forud.

Chefens ordre til medarbejderne lød, at ledende medlemmer af blandt andre Danmark Kommunistiske Parti (DKP) og Venstresocialisterne (VS) fortsat skulle registreres; også selv om PET ikke havde andet på dem end deres tilhørsforhold til de to politiske partier.

Jeg har altid opfattet kriminalassistentens besynderligt formulerede notat som en livsforsikring; en betænkelig PET-medarbejder, der ville have papir på, at chefen havde bedt ham om at gøre noget i strid med de nye regler. Og tilsyneladende tænkte Justitsministeriets topembedsmænd det samme dengang i 1990’erne. For det var på den baggrund, at de nedsatte PET-kommissionen med en landsdommer som formand og to jurister og to historikere som øvrige medlemmer.

Hvem var så denne PET-chef Arne Nielsen, der døde i en hotelseng i Bruxelles, blot 44 år? Efter min vurdering er tjenestens leder i ungdomsoprørets vilde år den mest farverige, fascinerende og fandenivoldske skikkelse i PET’s historie. I offentligheden gik PET-chefen under navnet ’grosserer A. Nielsen’, fordi han brugte den ubeskyttede titel på døren til en af PET’s dæklejligheder over for Hovedbanegården.

Lige siden begyndelsen af 1950’erne havde ug-drengen og juristen Arne Nielsen været en yderst engageret medarbejder i PET og involveret i alle store sager. Selv om Arne Nielsen arbejdede sig hele vejen til toppen, holdt han sig som PET-chef ikke for fin til at komme ud i marken og indfinde sig på Damhuskroen, når en mand, der vidste for meget, skulle tie.

At målet helligede midlerne under Arne Nielsens ledelse, illustreres af sagen om en 19-årig kvinde, som PET plantede under falsk flag i Danmarks Kommunistiske Ungdom. Dobbeltlivet kunne den psykisk uligevægtige agent tydeligvis ikke administrere, og siden endte det tragisk.

PET-kommissionen afdækker udmærket, hvordan Arne Nielsen var en arg modstander af Wamberg-udvalget, der i 1964 blev sat til at kontrollere tjenestens registreringer. Et af udvalgets medlemmer har bag lukkede døre forklaret kommissionen, at Arne Nielsen var »decideret imod udvalgets indsigt i arkiverne«.

Wamberg-udvalget kæmpede en hård kamp og havde også held til at få luget ud i PET’s kartoteker, mens Arne Nielsen på sin side argumenterede for, at det ville være i strid med Danmarks Nato-forpligtelser, hvis kommunister ikke blev registreret generelt. Til sidst blev de uafhængige kontrollanter en så stor sten i skoen på ’grosserer Nielsen’, at han opfandt et system med nogle røde sedler, der blev stukket ned forrest i personsager, som Wamberg-udvalgets medlemmer ikke måtte se. Også selv om de havde krav på det.

På den baggrund behøver man ikke at være nogen Inspector Morse for at regne ud, hvordan Arne Nielsen må have haft det med den efterfølgende regeringserklæring af 30. september 1968 mod politisk registrering – den erklæring, der betød, at PET nu skulle rense endnu mere ud i sit omfangsrige personarkiv, som tjenesten havde brugt årtier på at opbygge.

Men her kommer PET-kommissionen efterretningstjenesten til undsætning med henvisning til et notat fra 14. september 1968. I notatet skal VKR-regeringen nærmest have givet tjenesten carte blanche til at registrere hvem som helst – i lodret modstrid med, hvad den fortalte Folketinget og offentligheden. Indholdet af notatet er nu ikke så banebrydende nyt, som PET-kommissionen gerne vil gøre det til, for allerede for ti år siden blev det omtalt i en offentlig undersøgelse fra forsvarets auditører.

Men selv hvis vi vedtager, at notatet fra 14. september er sensationelt, forekommer det mig stadigvæk uforståeligt, hvordan PET-kommissionen på den baggrund kan konkludere, at tjenesten holdt sig inden for reglerne. Ifølge notatet forhindrede regeringserklæringen ikke, at PET fortsat registrerede danskere med forbindelse til efterforskningssager om forbrydelser mod statens sikkerhed, kontakt til mistænkte udenlandske agenter og personer fra grupper eller organisationer, der havde til formål at omstyrte den lovlige samfundsorden.

Disse ret banale konstateringer bruger kommissionen til at frikende PET for ethvert ansvar: Det var helt i orden, når Arne Nielsen i december 1968 gav sine medarbejdere lov til at registrere ledende DKP’ere, for ifølge kommissionens usammenhængende argumentation siger det sig selv, at de selvfølgelig stod i kontakt med fremmede agenter. Men det er bare ikke det, der står i kriminalassistentens behagelige samtalereferat: Heri står, at DKP’ernes spidser fortsat skal registreres ’alene’ på grund af lovlig politisk virksomhed.

Når man læser kommissionens beretning, fristes man undertiden til at tro, at den har set det som sin opgave at være PET’s forsvarsadvokat i stedet for en uafhængig undersøger. Gemt i en fodnote fremgår det for eksempel, at der ikke findes referater fra møderne i regeringens sikkerhedsudvalg under VKR-regeringen. Der findes referater fra tiden før og tiden efter, men sjovt nok ikke i denne for undersøgelsen så afgørende periode.

Er det ikke underligt? Havde det ikke været en ide at bore lidt i, hvad der blev af de sporløse statshemmeligheder? Og om nogen mon fik regeringsreferaterne om efterretningsvirksomheden til at forsvinde? Og hvorfor? Det fortjener da mere end en fodnote, når kommissionen udtaler sig skråsikkert om, hvad der blev vedtaget i VKR-regeringens inderkreds. Kommissionen har ifølge mine aktindsigtsanmodninger end ikke ulejliget sig med at bede de relevante ministerier om en forklaring på de bortkomne referater.

Man kan også nævne historien om tidligere justitsminister Knud Thestrups private dagbog, der dukkede op i slutningen af 1990’erne. Efter Arne Nielsens pludselige død i 1970 fik den konservative justitsminister den højst overraskende meddelelse, at PET-chefen havde gemt en ulovlig kopi af de politiske registre på den danske ambassade i Washington. Knud Thestrup gav ifølge sin dagbog straks ordre til, at mikrofilmene skulle destrueres.

Det kan være svært at forstå, hvordan en justitsminister skulle kunne misforstå en så oprørende nyhed, når PET flere gange havde været tæt ved at koste ham jobbet. Men ved at portrættere Danmarks daværende justitsminister som en åndssvækket gammel støder, når kommissionen frem til, at hans dagbogsoptegnelser beror på »en misforståelse«. I virkeligheden mikrofilmede PET kun de oplysninger, der blev tilbage, efter at den forbudte del af personkartoteket pænt var blevet renset ud, konkluderer kommissionen på baggrund af et stort statistisk udredningsarbejde. Når der øjensynlig ikke er førstehåndsvidner til nedfotograferingen og kommissionen ikke har kunnet finde et stykke papir i PET’s arkiver, hvori Arne Nielsen sort på hvidt vedstår, at han har ført Justitsministeriet bag lyset, må historien om de forbudte film selvsagt være fantasi.

Det interessante er imidlertid, at den mest centrale embedsmand overhovedet har bekræftet forløbet fra ende til anden. Justitsministeriets legendariske departementschef fra 1968 til 1986, Niels Madsen, nåede før sin død at fortælle kommissionen, at »oversendelsen af materialet til Washington var et tillidsbrud over for Justitsministeriet«. Og at han »altid har haft den opfattelse, at filmene i Washington indeholdt oplysninger i strid med regeringserklæringen fra 1968«. Hvor meget klarere kan man få det fra selveste justitsvæsenets grå eminence?

Ikke desto mindre konkluderer PET-kommissionen, at Niels Madsen nok må have ladet sig påvirke af mediedebatten om mikrofilmene i slut-90’erne, og at hans erindringer derfor ikke kan tillægges nogen betydning. Tænk, at højtuddannede kommissionsmedlemmer vil lægge navn til den slags spekulationsforskning. Det holder ingen steder. Hvad skulle være departementschefens motiv til at opdigte noget stærkt problematisk, hvis han ikke klart huskede sagen?

I forhold til PET’s videre historie falder mange brikker på plads, hvis man vælger at godtage Niels Madsens forklaring om, at tjenesten handlede bag ministeriets ryg i sagen om mikrofilmene. Jeg kan ikke frigøre mig fra den tanke, at det er forklaringen på, at departementschefen til alles store forundring valgte at gøre Ole Stig Andersen – en 35-årig fuldmægtig i Justitsministeriet – til ny PET-chef. Stillingen var ellers først blevet stillet Arne Nielsens stålsatte souschef Jørn Bro i udsigt, men af en eller anden grund havde Niels Madsen pludselig ikke længere tillid til PET’s mangeårige næstkommanderende.

På forunderlig vis er det lykkedes for Jørn Bro at blive ophøjet til en neutral observatør, som PET-kommissionen ukritisk gør til et sandhedsvidne. Også når det gælder mikrofilmene, som Jørn Bro siger, at han ikke husker noget om. Det er tilsyneladende ikke faldet kommissionen ind, at Glostrups senere politimester kunne have interesser i sagen. Kommissionen har også været så hensynsfuld ikke at gå ind i en mystisk politiundersøgelse, der blev indledt mod Jørn Bro, efter at han i 1977 havde forladt PET. På baggrund af en overvågning i et villakvarter i Brønshøj blev sagen overdraget til Rigspolitiets Rejsehold, der undersøgte en mistanke mod Bro for at bedrive uofficiel efterretningsvirksomhed. Men tilsyneladende førte efterforskningen ikke til noget.

Det er min påstand, at der er direkte sammenhæng mellem de vilde år under Arne Nielsen og den måde, hvorpå efterretningstjenesten lige siden er blevet holdt i kort snor af Justitsministeriets departementschef.

Når PET-cheferne i dag bliver rekrutteret blandt ministeriets unge og ambitiøse embedsmænd, der, hvis de løser opgaven tilfredsstillende, kan bruge stillingen som et springbræt til en stor karriere, skyldes det utvivlsomt, at ministeriet derved bedre kan kontrollere det politisk sprængfarlige område. Jeg spurgte for nylig en tidligere justitsminister, hvor meget den nuværende departementschef Michael Lunn bestemmer i PET:

»Det hele«, lød svaret.

Der kan have været mange saglige grunde til, at PET ligesom tjenesterne i de øvrige Nato-lande gerne ville fortsætte med en bred registrering af kommunisterne. Ser man bort fra de radikale og venstrefløjen, var alle partier i Folketinget dybest set imod regeringserklæringen, og Arne Nielsen kan derfor have ment, at han handlede i nationens interesse. Hvis en ny regering kom til fornuft og ophævede regeringserklæringen, ville det være smart at have en kopi af de destruerede registreringer.

Jeg har ingen aktier på hverken højre- eller venstrefløjen og tager ikke stilling til, om regeringserklæringen var en god ide, men udelukkende til hvad der er sandt og falsk. Lige så lidt som PET-kommissionen kan jeg bevise endegyldigt, hvad der foregik i efterretningstjenesten under den kolde krig. Men jeg sidder tilbage med en klar opfattelse af, at PET under Arne Nielsen blev en stat i staten, og at der er et kontroversielt lag i efterretningstjenestens historie, som kommissionen ikke er nået ned til, selv om den har haft de bedst tænkelige muligheder.

Nogen vil sikkert spørge, hvorfor det er vigtigt så mange år efter. Hertil er svaret, at når staten ofrer over 70 millioner kroner på at få beskrevet den hemmelige verden, må skatteborgerne i det mindste kunne forvente, at der bliver gået kritisk til opgaven. Vi kan ikke være tjent med kun at få den friserede version af danmarkshistorien.