»Jeg synes, København har brug for festivaler som Distortion. Men hvis vi ikke kan leve op til forpligtelsen med oprydning og til dels larm i gaderne, så er vi nødt til at genoverveje, om København skal være rammen for Distortion«.

Sådan siger Københavns borgmester for Kultur- og Fritidsforvaltningen, Pia Allerslev, om gadefestivalen Distortion, der netop er løbet af stablen. Med andre ord: Hvis kommunen i 5 ud af årets 365 dage skal gøre en lille ekstra indsats for oprydning, så skal et af Københavns største kulturfænomener gennem mange år lukkes og slukkes.

LÆS ARTIKEL Borgmester sætter spørgsmålstegn ved Distortions fremtid

Sådan fristes man hvert fald til at tolke det. Men er det nu en god forretning for København? – Lad os først se lidt nærmere på, hvad denne Distortion er for en størrelse.

»Han er en partypoet. Han skaber atmosfære overalt og kan gøre offentlige steder til en privatfest. Han er som digteren, men i stedet for papir bruger han mail og fester til at udtrykke sig«. Sådan har Thierry Geoffroy udtalt sig til Politiken for to år siden.

Personen, han taler om, er Thomas Fleurquin, stifter af gadefestivalen Distortion. Og der må være noget om snakken, for denne gadefestival er vokset fra at have 13 scener og 3.700 besøg i 2000 til i år at have 88 scener og trække i omegnen af 94.000 besøg i løbet af de fem dage, som festivalen varer. Det kan efterhånden karakteriseres som en Roskilde Festival, men med den forskel, at man tager hjem og sover i sin seng i stedet for i et telt. Distortion løb første gang af stablen i 1998, hvor den fungerede som en endagsfestival med elektronisk musik. Siden da har den udviklet sig til en mobil festival over fem dage, og især de seneste år har den fået grebet om den københavnske ungdom.

Bagmanden Thomas Fleurquin er født og opvokset i Paris og flyttede til Danmark i 1997, hvor han nu bliver omtalt som The Party Mayor og Festkongen. Men for at snakke om festivalen vil det nok være relevant først at beskæftige sig med byen, den finder sted i.

København er en dejlig by. Det kan de fleste af os nok blive enige om. Og en af grundene er, at den rummer så meget. Den rummer alt fra smarte modefester, fede gallerier og dyre tøjbutikker til pølsevogne, gadekunst, et ungdomshus og brune værtshuse. For slet ikke at tale om en utrolig smuk arkitektur, et hav af interessante kulturinstitutioner og musik, kunst, film, foto- og teaterfestivaler samt en kulturdiversitet, der hører en ægte storby til.

København er en metropol. Men karakteristisk for Københavns kulturliv er også, at det enten er meget elitært eller i stærk opposition til det elitære. Det er sjældent, man finder arrangementer, der inddrager deltageren. Man kan altid komme og kigge, men man kan sjældent være med til at skabe. Den interaktive kultur er for mig at se begrænset til Bolsjefabrikken, Flydende By og projektværkstedet Kraftwerket.

Med andre ord: for det brede publikum relativt ukendte foretagender. Distortion er derimod et yderst velkendt fænomen, der mere fungerer efter ’lad os skabe det sammen’-princippet end ’vi laver et produkt, som I kan komme og se’-princippet. Distortion har formået at samle op mod 1.000 frivillige, som sammen med deltagerne udgør festivalen. Det er netop dér, festivalen adskiller sig fra andre københavnske festivaler og arrangementer.

De fleste andre arrangementer er kendetegnet ved, at publikums aktive indsats er begrænset til at betale entre, køre dankortet igennem automaten i baren og skylle ud i toilettet. På Distortion er publikum selv med til at skabe selve festivalen. Du kan spille sømandskoncert fra en båd i kanalen under Knippelsbro, du kan udstille dine hjemmesnittede elge af træ, du kan bygge en tipi, hvor du skænker indisk te og ryger vandpibe, og du kan servere middag for forbipasserende. Med andre ord – alle kan være med. Og de bestemmer selv.

Det befriende ved København er, at her er plads. Plads til at være punker, plads til at være homoseksuel, plads til at være fra Pakistan, plads til at have smart tøj og Ray Ban-solbriller, plads til at lave skøre projekter og plads til at være velklædt forretningsmand, der drikker en kop kaffe på Baresso.

Skal vi ikke også have plads til Distortion? Fænomenet, der samler punkerne, de homoseksuelle, pakistanerne, de smartklædte personer med Ray Ban, de skøre projekter og de velklædte forretningsmand, der foretrækker deres kaffe på Baresso?

Spørgsmålet er så retorisk, at jeg næsten ikke behøver at besvare det, men det gør jeg alligevel for en sikkerheds skyld: Jo, selvfølgelig skal København have plads til det. København skal have plads til dette fænomen, som er ved at sætte Danmarks hovedstad på verdenskortet som en af Europas hippeste fest- og kulturbyer.

Jeg tror, at det er meget forskelligt, hvordan man oplever Distortion. Nogle vil måske ikke føle sig så tiltrukket af det, mens andre vil føle, at arrangementet er skræddersyet til dem. Personligt ligger jeg nok midtimellem. Jeg oplevede samtlige gadefester i år og var overrasket over, hvor forskellige de var. I Indre By var der tætpakket, og stemningen var lige så spændt, som en royal kommentator er 31. december klokken 17.58, 2 minutter før dronningens årlige nytårstale. Spændt på årets Distortion-festival, spændt på musiknavnene, spændt på pudekampen dagen efter, spændt på, om ’den eneste ene’ ville dukke op, spændt på, om vejret ville holde, og spændt på, hvad Distortion-holdet ville finde på i år af skøre påfund.

Dagen efter på Nørrebro var der pudekamp, kampvogne, høj musik og fest til langt ud på natten. Meget positivt overrasket blev jeg især den efterfølgende dag, da jeg kom til Vesterbro. Allerede på vejen derud så jeg adskillige værker, opsat af diverse gadekunstnere, der samme dag havde haft Streetartfestival, og vel ude på selve Vesterbro blev jeg mødt af et inferno af forskellige fester. Jeg tilbragte størstedelen af min aften i Haderslevgade, hvor Århus-gruppen ’Mejlgade for mangfoldighed’ havde rullet rullegræs ud, opstillet sækkestole, to campingvogne, et gigantisk og imponerende indgangsparti sømmet sammen af træpinde samt en dj-pult, hvorfra der blev spillet festlig musik.

Den afsluttende gadefest fandt sted på Knippelsbro. Mens broen blev hævet, festede de besøgende igennem på 2 minutter, lige så vildt som på en hel nat på Københavns vildeste klub. Der blev spillet koncerter fra både i kanalen, og Thomas Fleurquin blev båret rundt på folkemængden, der hyldede denne festekstase af lykke, sommer, god musik og undergrundskultur, som han har været primus motor for. Som min gode veninde pointerede: »Det virker, som om disse mennesker har været spærret inde i en lagerhal i et helt år, hvor de hver dag er blevet gejlet op, fordi der kun var x antal dage tilbage til de 2 minutter, hvor Knippelsbro vil blive hævet«.

Fra dem, der også har deltaget i efterfesterne, har jeg hørt endnu vildere beretninger, og jeg ser det som en stor kvalitet, at der først er gratis gadefester, og for dem, der vil have det endnu vildere, er der store efterfester, hvor løjerne fortsætter til langt ud på natten.

»Power til the people«, skrev Thomas Fleurquin i en mail, der blev sendt rundt. Og det er netop, hvad Distortion handler om.

Det handler ikke om ’Power to the people behind’, som det gør ved de fleste andre arrangementer, men om magt til de folk, der i fællesskab skaber denne festival. Og det er praktisk talt alle, der har en god idé og blod på tanden.

Men hvad kan Distortion gøre for København? Distortion kan gøre flere ting for København. Hvis vi kigger på det kulturelle aspekt, kan Distortion give mange kreative sjæle mulighed for at dele deres værker, ideer og skøre projekter med et langt bredere publikum, end de ellers har mulighed for ved snævre arrangementer, på et begrænset antal gallerier og diverse ukendte hjemmesider. Distortion fungerer som tale- og frirum for en skæv og interessant del af den københavnske kultur.

Samtidig er det en social shake’n bake, hvor folk på kryds og tværs af tilhørsforhold bliver blandet sammen. Til Distortion så jeg en nitteklædt ung mand med omtrent 1,5 kilo piercinger have armen om, og skåle med, en mand i jakkesæt, der havde taget sit ca. 3 år gamle barn med til gadefestivalen, mens de grinede og nikkede anerkendende til en dj, der spillede eksperimenterende musik.

Netop syn som dette er meget sigende for den mangfoldighed, som denne festival repræsenterer, og det gør mig stolt over at bo i København. Thomas Fleurquin har i sin mail også skrevet, at »modstand kan være godt, men at skabe noget positivt er bedre. Og uanset hvad der er galt med systemet, så er der også meget godt ved det (…) København er fuldstændig unik«.

Det er netop essensen i dette fænomen. Det handler ikke om at være imod, det handler om at være for. Det er da interessant, at et ungdomsfænomen kan blive så stort uden at skulle have et fjendebillede i form af kommunen, regeringen, politiet eller det etablerede samfund, men i stedet ser mulighederne for at samarbejde med disse instanser.

Bør kommunen ikke gribe denne chance for at blive en medspiller i stedet for en modspiller? Rent økonomisk må man også antage, at Distortion kan give København noget. Under mine besøg på Distortion i år mødte jeg mennesker fra otte forskellige lande, som alle var i Danmark udelukkende på grund af Distortion. Hvor mange der valfarter hertil, har jeg selvfølgelig ikke tal på, men man må antage, at det er et stigende antal.

Forestil dig engang, at Distortion kan blive for København, hvad karnevalet er for Rio de Janeiro, hvad Oktoberfesten er for München, hvad Rulle-ost-festivalen er for den britiske by Gloucester, og hvad Tomatfestivalen er for den spanske by Bunyol. En fascinerende, men dog ikke urealistisk tanke.

Det bør også nævnes, at Distortion i år giver mindst 50.000 kroner til generøse og livlige græsrodsprojekter, som skaber dynamik i København. Altså en kulturel pulje til undergrundsprojekter i København.

Den aktuelle problematik, der truer Distortions fremtid, handler om skrald.

Distortion har lavet en aftale med kommunen, der indbefatter, at Distortion skal rydde op efter sig selv på de gader, hvor festerne er anmeldt. Den del af aftalen har Distortion overholdt til punkt og prikke. Men, men, men, problemet er, at der i omkringliggende gader er for meget skrald som følge af den store popularitet, som Distortion har haft i år.

Distortion har ikke haft ressourcer til at rengøre hele bydele, og derfor siger kulturborgmester Pia Allerslev (V) nu, at festivalen ikke kan fortsætte næste år, hvis ikke de ressourcer findes. Og det er klart, at det ikke er holdbart, hvis der ikke kan blive ryddet op efter denne festival, men kan dét virkelig være problematikken, der skal afgøre dette kulturfænomens fremtid?

Kigger vi på Roskilde Festival, som nok er det bedste sammenligningsgrundlag, vil vi se, at kommunen betaler og står for oprydningen af Roskilde by, mens festivalen selv står for og betaler for oprydningen på selve festivalpladsen. Hvorfor? Jo, af den simple årsag, at Roskilde Kommune har indset, at festivalen er en god investering. Både kulturelt, økonomisk og turistmæssigt. Det er svært at se, hvordan det for Københavns Kommune kan være oprydningsbudgettet, der er det springende punkt, når der tilsyneladende er fint råd til oprydning efter eksempelvis COP15, store demonstrationer og 1. maj. Skal disse ting også stoppes?

Pia Allerslev, jeg ser dig som en yderst dygtig og progressiv borgmester, men her synes jeg, du bør give mig medhold i, at målet helliger midlet. Målet er et mere nuanceret, dynamisk og internationalt København med plads til sjove projekter. Og midlet er simpelt: lidt flere rengøringsmaskiner på gaden i 5 af årets 365 dage.