For tiden udkæmpes der et større slag om danskernes madkultur.

Først på året blev obligatorisk børnemad i daginstitutionerne skudt ned.

En stor, ny skolemadssatsning, EAT, er for tiden under pres i København. Angrebene kommer efter en periode med optimisme og gennembrud på madområdet inden for det offentlige: ambitiøse tanker og planer for mad til børn i alle landets daginstitutioner.

En stor satsning på ny skolemad og omlægning til 75 procent økologisk fødevareforbrug i København.

Det gik fremad over hele linjen, og fra kun at tale om dårlig offentlig bespisning var vi begyndt at tro på, at maden kunne medvirke til både livsglæde og større sundhed.

Krisen kradser, og stemningen er vendt. Maden er igen blevet til noget på linje med rengøringen: Hvor lidt kan det koste, og hvor meget kan undværes? Ikke mange taler længere højt for mere, dejligere eller sundere mad.

Tilbageslagene foregår for det meste i stilhed. Og vi, der arbejder med det til daglig, og som troede, at vi var forbi diskussionerne for eller imod mad som en naturlig og vigtig del af kerneydelserne til borgerne i de offentlige institutioner, har fået en brat opvågnen.

Overordnet er det et spørgsmål om, hvordan man ser fælles måltider i forhold til de offentlige kernevelfærdsydelser. Er maden en del af fællesskabet og en basisomsorg? Er det luksus eller sågar et fremmedelement? Og hvordan vægtes maden i en offentlig sektor under massivt økonomisk pres?

Hvis man ude på en skole skal vælge mellem økologisk skolemad eller nye skolebøger, hvad vælger man så? Hvorfor bruge penge på køkkener – når nu toiletterne er så dårlige?

Jeg undrer mig over, at vi er kommet derhen, at mad stilles op som modsætning til bleer og pædagogstillinger, men det er dagsordenen, når der skal spares på børneområdet.

I situationen glemmer man, at spørgsmålene kunne stilles omvendt. Kan man egentlig undervise sultne børn?

Vores sunde fornuft siger, at god mad til børnene er sundt og bedst for undervisningen, og hvis det ikke er nok, så er der netop offentliggjort forskning i England om Jamie Olivers skolemad, der dokumenterer sammenhængen mellem ordentlig mad og indlæring.

Spørgsmålet er ikke kun, hvilke økonomiske beregninger, men også hvilke samfundsmæssige hensyn og værdier der ligger til grund for de madbeslutninger, som politikere og borgere træffer for tiden?

Prioriteringen af mad og måltider i det offentlige har ikke kun betydning på kort sigt, men også på lang sigt.

Det handler om omsorg, mæthed, læring og fællesskab. Det står i direkte modsætning til den udbredte opfattelse af, at mad bare er noget, der skal overstås.

Vi lever i en slags margarinekultur, hvor meget er lig med godt, køkkenhåndværket er under afvikling, og der er en udbredt madanalfabetisme.

Vi har ikke en fælles madkultur, der samler os for alvor. Til forskel fra Italien og Frankrig, hvor man taler om at forsvare en madkultur, skal vi først til at etablere en kultur, der er værd at forsvare og bevare.

På lang sigt handler en sund og livsglad spisekultur i det offentlige om folkesundhed, økologi og bæredygtighed, social ansvarlighed og maddannelse.

Men det er åbenlyst svært for mange politikere at træffe beslutninger i forhold til det perspektiv. Især er det svært for kommunerne, der sidder med store budgetudfordringer.

Her tænkes ofte kun på, hvordan det kommende års budget kan balancere, og man er bundet op på benhårde her og nu-prioriteringer.

Derfor skal ansvaret og madbudgetterne op i Folketinget som en del af den samlede sundheds-, uddannelses- og kulturpolitik. Det er for sårbart kun at gøre til et kommunalt ansvar, ikke mindst med den nuværende pressede økonomi.

Hovedeksemplerne i denne kronik er børnemad i daginstitutionerne og skolemaden. Jeg kunne også have fokuseret på, hvordan det økologiske fødevareforbrug også står for skud. Det er de spørgsmål, madkampen handler om netop nu. Tabes der på de fronter, vil det være uopretteligt og have store konsekvenser. For folkesundheden, de svageste familier og madkulturen i Danmark.

Alle ved, at vi har ondt i folkesundheden. Spørgsmålet er, hvordan den bliver bedre? Min faglige vurdering er klar: Man kan ikke nøjes med at tale sig til ændringerne, man skal skabe dem.

Det offentlige skal gå forrest og skabe sin egen adfærdsændring. Man skal kort sagt lave kvalitetsmåltider, og hvis der skal prioriteres, så lav sund og god mad i stedet for at satse på kampagner, sundhedscentre etc.

Den diskussion kunne være væsentlig at tage i stedet for ensidigt at indlede jagten på alle tiltag, der forsøger at højne kvaliteten og fokus på anstændige måltider i det offentlige. Måltiderne er netop ikke et appendiks, men en fast del af velfærdens kerneydelser og skal derfor holdes op og prioriteres i forhold til andre ydelser og tiltag, som vi allerede tager for givet.

Kampen om maden blev tydelig i forbindelse med madordningerne i daginstitutionerne, som eksploderede lige efter jul i medierne og på Christiansborg.

Mad er følelser, og derfor var reaktionen så voldsom under madpakkekrigen, som er det eneste af slagene om maden i det offentlige, der for alvor har været debatteret. Mad til små børn kommer hurtigt til at handle om forældrerollen. I praksis er de fleste børn væk fra mor og far, i otte timer hver dag.

Det betyder, at børnene får de fleste måltider uden for hjemmet.Derfor er madpakkerne blevet en slags kærlighedspakke fra mor og far.

Men sagt med lige så meget kærlighed, så bør vi forældre nok finde på en anden måde at udtrykke vores omsorg på. For alt andet lige kan kvaliteten i madpakkerne sjældent hamle op med symbolværdien.

Der ligger en ret stor grad af selvfornægtelse i det. Man indrømmer ikke, at man laver en dårlig madpakke, for det er tæt på at indrømme, at man er en dårlig mor eller far. Sådan opfattes det i hvert fald. Og så er vi, når alt kommer til alt, for mange dårlige mødre og fædre.

Jeg forstår naturligvis godt forældrene i for eksempel Århus, der ikke ønskede kommunens discountalternativ til madpakkerne.

De ca. 15 kroner, som kommunen ville bruge per barn, er det halve af, hvad den københavnske børnemad koster – og rækker naturligvis ingen vegne. Man får den mad, man vil betale for. Men en dårlig discountløsning i en enkelt kommune burde ikke blive et argument for at skyde en visionær tanke ned på landsplan.

Københavns Kommune lavede et meget ambitiøst madprojekt med kvalitetsmad til 28.000 børn i 500 institutioner fra 1. januar i år. Forældrene skulle slippe 411 kroner om måneden, resten betalte staten. Kun nitten dage efter faldt loven. Dermed blev tæppet trukket væk under et af de mest vidtgående madprojekter i nyere tid.

I dag skal Københavns Kommune, som resten af landets kommuner, som følge af den reviderede lov stadig kunne levere en madordning. Det er altså op til kommunerne at sikre et tilbud, der er bedre end madpakkerne, men det er op til forældrene i den enkelte institution, om de vil takke ja eller nej til de fælles måltider.

Jeg er ikke begejstret for dette frie valg og ser de kommende valg som et problemfyldt farvand. Pludselig kommer forældrenes egen pengepung til at spille en central rolle. Det ansvar, politikerne burde tage, bliver lagt ud til forældrebestyrelser. Jeg tror, forældregrupperne kan få svært ved at tackle det meget personlige og ømtålelige spørgsmål om den enkelte families privatøkonomi.

Madpakkeloven er blevet kaldt socialisme. Men at vælge fælles børnemad handler om, at man helt nøgternt forholder sig til virkeligheden, som f.eks. er, at 20 pct. af de københavnske børn er overvægtige – og det er oftest socialt betinget. Det rammer skævt, hvis man sparer eller fravælger ordningen, for middelklassen skal nok få sikret, at deres børns madpakker har et vist niveau med grøntsagsstave, urtepostej og speltboller.

Der er et mantra i tiden om, at sundhed er et individuelt ansvar. Selvfølgelig skal vi tage ansvar for os selv og vores børn. Men tankegangen medfører i disse år to ekstreme konsekvenser.

På den ene side den socialt betingede overvægt eller mistrivsel pga. af fejlernæring hos de dårligst stillede. På den anden side det, jeg vil kalde kostreligion hos dele af middelklassen.

Her er tale om ressourcestærke forældre, som klager til kommunen, hvis børnene får mælk eller en klat smør i risengrøden i børnehaven, eller hvis ikke al pasta er lavet af fuldkornsmel. Før talte man om artige børn. Nu taler alle om sunde børn. Det ender med at blive tvangstanker, der hverken er sunde for krop eller sjæl.

Konsekvensen er, at man melder sig selv og sine børn ud af fællesskabet.

Mange gode rugbrød får deres smag ved at få tilsat lidt sukker eller honning. Men det må børnene pludselig ikke få. Når nogle forældre i omsorg for egne børn foreslår at lade de fattigste få den offentlige mad, som de helst selv vil være fri for, så ender vi med daggammel tysk fabriksmad til de fattigste og hjemmegjorte luksusmadpakker til resten.

Min holdning er klar: Hvis vi ikke kan dele en tallerken, hvad deler vi så?

Og kan man overhovedet være i samme institution, hvis noget så basalt som mad ikke kan deles?

Mad kan skabe fællesskab, som ophæver forskelle. Men det kan også gøre det modsatte. Lad os dog gøre os umage med at sikre, at børnene får så dejlig mad i institutionen, at de fælles måltider sætter en ny standard for mad til alle børn i den opvoksende generation. Udfordringen er at tage vare både på egne og andres børn.

Første halvleg i madkampen i daginstitutionerne er afgjort, men slaget om skolemaden er stadig åben. Der er tilbud om skolemad i mange kommuner landet over, men de fleste steder er kvaliteten ikke meget bedre end den, der konkurreres med fra gaden. Der sælges mange billige offentlige pølsehorn, pizzaslides og pastaretter på landets skoler.

Københavns Kommune står bag EAT, Danmarks største satsning nogensinde på skolemad.

Der er tale om en engangsinvestering i udvikling og anlæg på 100 millioner kroner. Og derefter 25 millioner kroner per år i driftstilskud, der dækker, at op til 25 procent af børnene kan købe maden for 18-20 kr. pr. måltid – det halve af produktionsprisen. Til sammenligning er de budgetlagte 40 kroner lidt under, hvad et skolemåltid koster i Italien og Frankrig.

Meningen med EAT er et tilbud om et sundt og økologisk kvalitetsmåltid til byens skoleelever. Den aktuelle udfordring er, at kun omkring 7 procent af de 30.000 københavnske skoleelever foreløbigt spiser maden dagligt. Den udfordring, frygter jeg, kan betyde, at kortsigtede økonomiske prioriteringer koster det visionære – og på lang sigt bæredygtige – projekt livet.

Og 7 procent er ikke godt nok. Dykker man ned i tallene, kan man dog se, at på fem ud af de 55 deltagende skoler, hvor maden laves af eleverne selv i egne køkkener ude på skolerne, spiser mellem 60 og 90 procent af eleverne maden.

For mig at se drejer det sig ikke om at skrue ned, men snarere op for ambitionerne i projektet. De steder, hvor procenten er lav, skal eleverne og lærerne involveres mere – ikke mindre.

EAT skal have mere tid, før projektet tages af programmet, primært fordi det tager tid at skabe ny madkultur på skolerne. Vi er oppe imod mange års vaner både på skolerne, hos forældrene og børnene. EAT skal agere på benhårde markedsvilkår, uden et kæmpe reklamebudget i ryggen.

Det drejer sig på mange skoler om at skabe et nyt rum omkring maden, som for de stores børns vedkommende gerne må være deres eget.

Men som alt efter forholdene også kan være et fælles frirum, hvor man samles om måltidet på tværs af aldre. Lærerne på de skoler, hvor mange børn spiser skolemaden, giver klare meldinger om, at mætte børn er nemmere at undervise og trives bedre i skolen.

Personligt har jeg svært ved at forstå, hvorfor ikke flere forældre bruger ordningen.

Som børnefamilie er man generelt presset af tiden, og mange har svært ved at gøre madpakkerne optimale. Med børn i teenageårene skal man være uendelig naiv, hvis man tror, at alle de hjemlige madpakker reelt spises. Men igen: det med mad rammer dybt i selvforståelsen som forældre, og det tager tid at forandre.

Jeg håber, at politikerne i København, på trods af et stramt budgetår, hvor der alene i København skal spares 300 millioner på børneområdet, fastholder sin store børnemadssatsning. Og at forældrene siger ’tak for mad’ og i praksis bakker op herom. Hvis ikke, vil det betyde, at års udviklingsarbejde går spildt, og at andre kommuner næppe tør kaste sig ind i kampen for i praksis, måltid for måltid, at forbedre folkesundheden og madkulturen i børnehøjde. Ikke mindst til skade for de forældre, der ikke har et rimeligt alternativ at ty til.

Vi er for tiden med god grund stolte over den såkaldte Ny Nordisk Mad. Noma trækker overskrifter og inspirerer. Ministre og borgmestre taler om behov for madkraftcentre. Folkesundheden er øverst på regeringens dagsorden.

Klima-change er stadig et vigtigt officielt mål. Men alt det går ikke, uden at den brede befolkning er med. Det starter i børnehaven, skolen og kommunernes andre institutioner.