I dagens Danmark er ordet ’kernekraft’ ikke politisk korrekt. Man, og det gælder ikke mindst vore politikere, undgår mest muligt at tage ordet i sin mund.

Det kan give en hidsig debat, og, hvad der er vigtigt for politikere, man kan miste stemmer ved at nævne det. Er man positiv, kan man miste dem af sine vælgere, der er negative over for kernekraft, og er man negativ, kan man miste de positive af sine vælgere. Så hellere holde helt mund.

Det gælder også, selv om en Gallupundersøgelse i december 2009 viste, at et flertal i den danske befolkning på 54 procent går ind for kernekraft, mens der i 2007 var et flertal på 73 procent imod.

Men der er nu adskillige grunde til at tage fremtidig brug af kernekraft her i landet op til overvejelse.

Et moderne samfund er fuldstændig afhængigt af, at det får den nødvendige energiforsyning, ikke mindst elforsyning. Hvis elproduktionen forsvinder, går alt i samfundet i stå.

Det gælder hjemmene, det gælder industrien, det gælder alle sikkerhedssystemer, kort sagt alt. Derfor er en sikker elforsyning alfa og omega for et moderne samfund.

Hidtilhar de fleste af verdens lande fået størsteparten af deres energi ved afbrænding af fossilt brændsel, dvs. kul, olie og naturgas. Men især forekomsterne af olie og naturgas er ikke ubegrænsede, og det skønnes, at verdens forekomster af disse brændsler vil være udtømt i løbet af 50 til 100 år.

Det vil ikke være sådan, at der pludselig ikke er mere olie eller naturgas, men efterhånden som de kendte forekomster tømmes og nye, sværere tilgængelige og dårligere forekomster skal udnyttes, vil prisen på brændslerne stige meget betydeligt, medmindre der er alternativer. Og det er der, for der er kul, der er vedvarende energikilder, og der er kernekraft.

Verden har meget betydelige forekomster af kul, der nok kunne dække det nuværende elforbrug i de næste par tusinde år. Men forbrænding af kul giver CO2, og vi ønsker ikke et øget udslip af CO2 af hensyn til risikoen for klimaændringer.

Så er der vedvarende energi, først og fremmest vindkraft og solkraft. Vind- og solkraft har to store problemer. På grund af disse to kraftkilders ringe energitæthed, dvs. ringe energistrøm per kvadratmeter, skal deres energi opsamles over meget store arealer, og det gør, at disse energikilder bliver alt for dyre.

Tag blot vindmølleparken ved Anholt med en produktionspris på 1 krone per kilowatttime. Det andet problem er, at sol og vind ikke er der hele tiden. De er vedvarende, i den forstand at de er der år efter år, men de er ikke vedvarende døgnet rundt, året rundt. Og vi har også brug for energi i vindstille vinteraftner.

Det betyder, at man ud over vind- eller solkraft må have yderligere et energiforsyningssystem, og det bliver en dyr energiforsyning ikke billigere af.

Endelig er der kernekraft, som tidligere blev meget debatteret herhjemme. Kernekraft har to store fordele. Med verdens uranressourcer vil det nuværende elforbrug med dagens reaktortyper kunne dækkes i 50-100 år. Men ved brug af nye reaktortyper, som er under udvikling, vil uranet kunne dække det nuværende elforbrug i tusinder af år.

Årsagen til denne forskel er, at man i de nuværende kraftreaktorer, de såkaldte letvandsreaktorer, kun kan udnytte ca. 1 pct. af naturens uran, hvorimod man i de nye reaktorer, hurtige reaktorer, kan udnytte uranet 100 pct. Herudover kan de nye reaktortyper udnytte verdens thoriumforekomster, og de er væsentlig større end uranforekomsterne.

Den anden fordel er, at kernekraft næsten ikke giver anledning til udslip af CO2. Udslippet er af samme størrelsesorden som vindmøllers, og det hidrører fra brug af fossil energi til fremstilling af de nødvendige komponenter.

Når kernekraft trods sine store energiressourcer og manglende udslip af CO2 alligevel har givet anledning til megen debat, er det dels spørgsmålet om, hvad man gør ved det radioaktive affald, som følger med kernekraftens energiproduktion, dels risikoen for reaktorulykker, som kan medføre udslip af radioaktive stoffer.

Den proces, som giver anledning til energiproduktion i reaktorer er spaltning – eller fission – af urankerner. Ved sådanne spaltninger dannes to nye atomkerner, to fissionsprodukter, der er stærkt radioaktive, og som undergår to til fem radioaktive omdannelser, før de bliver til stabile kerner. Ved de fleste af disse omdannelser udsendes der gennemtrængende gammastråling. Det er disse fissionsprodukter, der udgør det radioaktive affald.

Desuden dannes der under bestråling af uranbrændslet i reaktorerne plutonium, der er svagt radioaktivt. Når det udbrændte brændsel udtages af reaktoren, vil det derfor indeholde fissionsprodukter, plutonium og det resterende uran. Det udbrændte brændsel henstilles til afkøling i et vandbassin, og herunder henfalder de fleste, men ikke alle fissionsprodukter.

Der er to fremgangsmåder til den videre behandling af det udbrændte brændsel.

Man kan foretage kemisk oparbejdning, dvs. man kan opløse brændslet i syre og foretage en kemisk adskillelse af uran, plutonium og fissionsprodukter. Uran og plutonium oplagres til fremstilling af nyt reaktorbrændsel, mens fissionsprodukterne udgør det radioaktive affald.

Fissionsprodukterne smeltes ind i glas, og de herved producerede glascylindre indkapsles i rustfrit stål. I Frankrig fremstiller man sådanne cylindre. Disse cylindre deponeres nede i stabile geologiske lag, hvor deres radioaktivitet gradvis aftager.

Efter 600 års forløb er radioaktiviteten af fissionsprodukterne nået ned på samme niveau som radioaktiviteten af den uranmalm ude i naturen, ud fra hvilken fissionsprodukterne blev fremstillet, dvs. affaldets radioaktivitet er nået ned på naturens eget niveau. I denne sammenhæng kan det være værd at nævne, at vi altid er omgivet af uran og udsat for dets stråling. I de øverste 30 cm af en dansk parcelhusgrund på 700-800 m{+2} findes ca. 1 kg uran, i de øverste 60 cm 2 kg uran osv. Og det lever vi med, uden at det giver anledning til bekymring.

Den anden fremgangsmåde er at indkapsle det udbrændte brændsel i korrosionsbestandige materialer og derefter deponere brændslet i stabile geologiske lag.

Det gøres på en sådan måde, at man, når man senere får brug for det indeholdte uran og plutonium til produktion af nyt brændsel, kan hente brændslet op igen og udvinde det indeholdte uran og plutonium, mens de indeholdte fissionsprodukter deponeres som ovenfor omtalt.

Det er derfor urigtigt, at man ikke ved, hvordan man skal behandle det radioaktive affald. At man endnu ikke er begyndt at deponere glascylindre eller indkapslet udbrændt brændsel, skyldes alene, at det ikke haster med deponeringen, fordi brændsel og glascylindre opbevares under betryggende forhold, og fordi man gerne vil sikre sig, at deponeringsstedet er korrekt valgt.

I Finland har man udvalgt stedet for deponiet, og her er man ved at bygge dette. Det skal også nævnes, at man i en del lande har haft problemer med at få deponeringsstedet accepteret af den lokale befolkning, som pga. debatten føler sig usikker over for deponiet.

Så er der risikoen for alvorlige reaktoruheld. Der har været to, Tre Mile Ø-uheldet i 1979 og Tjernobylulykken i 1986.

Tre Mile Ø-reaktoren var en letvandsreaktor, og uheldet var en såkaldt kernenedsmeltning. Det betød, at reaktoren blev ødelagt, men takket være reaktorindeslutningsbygningen forårsagede uheldet ingen radioaktiv forurening af omgivelserne, og den fik derfor ingen konsekvenser for den omkringboende befolkning, ligesom ingen af de ansatte fik for høje strålingsdoser.

Tjernobylreaktoren var en grafitmodereret, kogendevandskølet reaktor, og ulykken var en kritikalitets-ulykke, som skyldtes, at reaktoren blev ustabil, dvs. at kædereaktionen løb løbsk. Ulykken medførte, at godt 30 medarbejdere ved værket blev dræbt af for høje strålingsdoser, og reaktoren blev ødelagt.

Reaktoren var ikke forsynet med en reaktorindeslutning, således at de frigjorte fissionsprodukter forårsagede alvorlig forurening af betydelige områder omkring reaktoren. Tjernobylulykken medførte, at man i Rusland er gået over til kun at bygge letvandsreaktorer.

I dag kræver man, at kraftreaktorer forsynes med en reaktorindeslutning, som skal kunne tåle at blive ramt af et nedstyrtende fly, og der har da heller ikke været noget uheld med kraftreaktorer siden 1986, der har medført ødelæggelse af reaktoren endsige udslip af fissionsprodukter. Dette til trods for, at der i dag er over 400 kernekraftenheder i drift rundt om i verden og over 50 under bygning.

Udsigten til stærkt stigende energipriser og ønsket om at reducere CO2-udslippet har gjort, at interessen for kernekraft er steget stærkt i de senere år. Man taler om en nuklear renæssance. Ifølge IAEA, FN’s kerneenergiorganisation, har 58 medlemslande projekter om at indføre kernekraft, og af disse er 17 lande godt i gang med sådanne projekter. I Europa er man i Finland ved at opføre en ny kernekraftenhed, og den finske rigsdag har for få dage siden givet grønt lys for bygning af yderligere to enheder. I Frankrig er man i gang med at bygge en ny kernekraftenhed, og det er besluttet at bygge yderligere en.

I Storbritannien planlægger man at bygge nye kernekraftværker til erstatning af ældre enheder. I Italien, hvor man i 1987 efter en folkeafstemning lukkede landets kernekraftenheder, har man nu besluttet at bygge nye enheder. Næsten alle centraleuropæiske lande planlægger bygning af nye kernekraftværker.

Det skal også nævnes, at der i nogle europæiske lande er politisk uenighed om kernekraften. I Sverige har den nuværende regering besluttet at fjerne det tidligere vedtagne forbud mod bygning af nye kernekraftenheder, men oppositionen er imod ophævelsen af forbuddet.

I Tyskland har man tidligere vedtaget at lukke de tyske kernekraftenheder efter 32 års drift og ikke at bygge nye. Men der er uenighed mellem partierne. CDU/CSU og FDP ønsker at udskyde udfasningen, mens SPD, De Grønne og Die Linke ønsker at afvikle kernekraften. I Belgien har man også vedtaget at afvikle kernekraftværkerne efter 40 års drift. Men i 2009 vedtog man at forlænge driftstiden for de tre ældste enheder med 10 år. Også i Spanien er der politisk uenighed om kernekraften. Den socialistiske regering ønsker afvikling, oppositionen ønsker fortsat brug af kernekraft.

I USA har 12 elselskaber indgivet ansøgning til de amerikanske nukleare myndigheder om tilladelse til bygning af 22 kernekraftenheder. Og næsten alle de nuværende 65 amerikanske kernekraftenheder ansøger om at få driftstilladelsen forlænget fra 40 til 60 år. I Kina planlægger man at have ca. 40 kernekraftenheder i drift i 2020. I Indien planlægger man at øge kernekrafteffekten fra de nuværende 4.000 MW til 20.000 MW i 2020.

Det skulle fremgå af ovenstående, at bortset fra nogle få lande, hvor kernekraften er blevet en politisk varm kartoffel, deler langt de fleste lande i verden ikke de danske betænkeligheder mht. affald og sikkerhed, til trods for eller vel netop på grund af at man her har mange års erfaring med drift af kernekraftværker, hvilket som bekendt ikke er tilfældet herhjemme.

For det må erkendes, at dansk viden om kernekraft er meget begrænset. Kun hos Beredskabsstyrelsen og på Risø findes der nogle få medarbejdere, der har indsigt i kernekraft. Deres viden findes hverken i Energi- eller Miljøministeriet eller hos politikerne.

Hvorfor dog ikke sikre, at der herhjemme findes den nødvendige viden til en saglig vurdering af, om vi skal indføre kernekraft eller ikke, hos de relevante myndigheder såvel som hos politikerne og befolkningen?

Hvorfor dog ikke få en seriøs debat om kernekraft?

Hvorfor dog så stædigt afvise enhver diskussion af indførelse af kernekraft herhjemme og i stedet gå ind for uøkonomiske og ustabile vindmøller?

Hvorfor?