I fem år boede jeg i Peter Fabers Gade på Nørrebro. En gade, der måske ikke er kendt af mange, men kendt er den i hvert fald af taxamændene i hovedstaden, hvilket oftest gav mine mandlige venner problemer, når der var fest i min lejlighed på 2. sal.

I kælderen i den opgang, jeg havde adresse, ligger der nemlig et vaskeægte bordel – et af de ældre i hovedstaden.

Jeg har både delt opgang og gård med pigerne, som de kalder sig selv på dørtelefonen. Jeg har hilst venligt, når de mødte på arbejde eller hængte vasketøj op på tørrestativet i gården. Og jeg har lukket de første mange kunder ind, når jeg var på vej ned til cafeerne på Sankt Hans Torv, og de – mændene – var på skjult besøg!

Hvis man ikke vidste det, ville man ikke kunne se, at der var et bordel i gaden. Der er ingen røde lygter, ingen kvinder udenfor eller blinkende reklamer. Og i modsætning til de mange myter om de mandlige kunder lignede ingen af dem usoignerede, gamle, utiltrækkende mænd, hvis eneste mulighed for sex var at gå til en prostitueret.

Tværtimod var strømmen af mænd til kælderen helt almindelige mænd, der kunne opdeles i visse målgrupper, alt efter hvilket tidspunkt på dagen de valgte at besøge pigerne. Omkring frokosttid var det forretningsmændene, der gjorde deres indtog – antallet af attachemapper i gaden var i hvert fald påfaldende.

Til fyraften kom håndværkerne, og varevognene befæstede gaden, og ud på aftenen var det de unge fyres tur til at smage de forbudte frugter. Den mest påfaldende målgruppe dukkede dog altid op om søndagen, hvor Peter Fabers Gade blev fyldt med stationcars, der alle havde haveaffald i bagagerummet – ikke ligefrem noget, vi ligger inde med meget af på stenbroen.

Offerrollen
Om end det kaldes verdens ældste erhverv, er debatten om prostitution stadig langtfra forældet.

Gennem historien har debatten haft forskellige nedslag, hvad enten det drejede sig om sædelighedsdebatten, narkoluderne på Vesterbro, trafficking, forfatternes behandling af kvinderne på Rue St. Denis i Paris eller senest samlingen af en række prostituerede under Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO).

Ligegyldigt hvilket nedslag i historien der iagttages, har kendetegnet for debatten altid været, at fronterne trækkes op, og at der i højere grad graves grøfter, end der skabes dialog. Det seneste eksempel på netop dette kunne læses i starten af juli måned i Politiken, hvor talskvinden for SIO Susanne Møller endnu en gang rasede imod manglen på rettigheder og beskyttelse i hendes erhverv.

LÆS OGSÅVi har ingen rettigheder

Balder Mørk Andersen fra 8. Marts Initiativet, der arbejder for et forbud mod prostitution, slog igen i spalterne med argumenterne for, at øgede rettigheder til Susanne Møller og hendes artsfæller ville være ensbetydende med en legalisering af alfonser og bagmænd.

LÆS OGSÅAlfonser og bagmænd skal ikke legaliseres

Det paradoksale er, at begge debattører ønsker rettigheder for de kvindelige prostituerede. Balder Mørk Andersen ønsker at give kvinderne rettighederne tilbage så at sige ved at forbyde prostitution, mens Susanne Møller ønsker almindelige arbejdsmæssige rettigheder, så hun kan udføre sit erhverv i det åbne. Hvad der dog er interessant, er, at ingen af dem synes at være interesserede i de mandlige prostituerede.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mit kendskab til prostitutionsmiljøet er begrænset til min tidligere adresse og iagttagelse af debatten de seneste par år. Som feminist har jeg personligt placeret mig i dybet af de to grøfter med forståelse for argumenterne fra begge sider.

Men igen – som feminist har debatten irriteret og frustreret mig for dens manglende dialog og dens evne til altid at iklæde det kvindelige køn en offerrolle, som ikke er fortjent.

I følge Balder Mørk Andersen og hans ligesindede er de kvindelige prostituerede ofre for mænds voldsomme seksualitet og bagmændenes griskhed. Ifølge SIO og tilhængerne af prostitution er det samfundets moralisering og stigmatisering, der ofrer kvinderne på bålet og dermed afskærmer dem fra rettigheder, som almindelig borger nyder godt af. Igen er der ingen, der har en holdning til de mandlige prostituerede.

Ligestillingsdebatten trænger til et løft
Offerrollen har været symbolsk for det kvindelige køn, lige siden ligestillingskampen tog sin spæde begyndelse. Den har været brugt og misbrugt af både feminister og modstandere.

Den har på visse punkter haft sin berettigelse i starten af ligestillingskampen, men den dag i dag er det en rolle, som ikke er værdig at belemre hverken det kvindelige eller mandlige køn i den vestlige verden med. Dermed ikke sagt, at der ikke findes ulykkelige skæbner på Istedgade eller i Peter Fabers Gade, hvad enten det er danske eller udenlandske kvinder (og mænd).

Men det er en fejlslutning at kalde disse kvinder for ofre for mænds ’voldsomme’ seksualitet – som om kvinders seksualitet ikke er voldsom?

I stedet vil det være befordrende for prostitutionsdebatten at se bag om disse skæbners liv og foretage en analyse af, hvilke vilkår de er opvokset under og lever under i dag – vilkår, der i sidste ende kunne give en bedre forklaring på, hvorfor de har valgt, som de har valgt.

Et startskud til en sådan undersøgelse er netop blevet udgivet af Servicestyrelsen, der har undersøgt prostitution på massageklinikker. Rapporten viser, at der ikke er hold i myterne om, at prostitution og seksuelle overgreb i barndommen hænger sammen. Omend visse politikere og debattører stadig holder fast i, at der ikke er tale om frivillige valg – på trods af rapportens konklusioner. Det er dog ikke kun prostitutionsdebatten, der ville have fordel af en undersøgelse af valgene.

Ligestillingsdebatten ville for den sags skyld også få et tiltrængt løft, hvis man i stedet for at diskutere offerroller diskuterede de valg, som kvinder (og mænd!) træffer, når de indtræder i prostitution. For i sidste ende er prostitution et valg. Et valg, som Susanne Møller bl.a. har truffet og derfor også til en vis grad må acceptere, at hun i øjeblikket kæmper op ad bakke, og det derfor ikke klæder hendes argumenter at iføre dem en offerdiskurs.

Når offerrollen skrælles af argumenterne, står der netop kun valg tilbage.

Hvad der er lige så vigtigt at belyse i den sammenhæng, er, hvilke valg der ikke bliver truffet. For i og med der findes alternative muligheder til valgene, er der i høj grad magt på spil. Med alternative valg og dermed frihed kan der nemlig aldrig være tale om tvang. Tvang kommer kun på spil, hvis der ikke er andre muligheder for de prostituerede, hvilket kan være tilfældet for nogle, men nok ikke alle. En debat og forskning med dette udgangspunkt vil dermed føre til, at vi kunne få en kvalificeret debat om prostitution, og hvilke bevæggrunde der ligger bag de prostitueredes valg.

Hvordan har narkoluderens liv udviklet sig, frem til hun tog beslutningen om at gå på gaden? Hvilke andre muligheder har kvinden fra f.eks. Afrika for at forsørge sin familie? Har hun overhovedet nogen – og er der dermed tale om tvang? Hvordan ser medlemmerne af SIO sig selv, og hvordan er deres valg med til at subjektivere dem i samfundet? Og i selve mødet mellem kunden og den prostituerede, hvem udøver så magt over hvem?

Disse og utallige andre spørgsmål er nødvendige at besvare for dermed at undgå, at prostitutionsdebatten indsvøbes i en offerdiskurs. Samtidig ville en besvarelse af disse spørgsmål bidrage med ny viden på området, så der i stedet kunne skabes en dialog mellem de forskellige fronter, der i højere grad var baseret på fakta i stedet for hårdtslående retorik og mavefornemmelser.

Sukkerknalder i Daells Varehus
Men en belysning af disse spørgsmål kræver også en belysning af det, vi aldrig diskuterer, når vi diskuterer prostitution. Det, der stadig forbliver ubelyst – nemlig de mandlige prostituerede. For hvordan kan det være, at mandlige prostituerede slet ikke er interessante at diskutere?

I modsætning til kvinderne er de ikke ofre. De er ikke udsat for andres objektivisering. De er faktisk slet ikke til stede.

Om det er en urban myth, er ikke til at vide, men det siges, at i de gamle, glade Daells Varehus-dage kunne man i cafeteriet på toppen af huset møde de mandlige prostituerede. Hvis man som kvinde placerede to sukkerknalder oven på hinanden ved bordet, som man sad ved, ville en mand komme hen og tilbyde varer fra sit varekatalog. De to ville aftale en pris og derefter besøge det nærmeste hotel eller lignende. De mandlige prostituerede skulle derfor efter sigende eksistere, selv om de ikke findes relevante at medtage i debatten.

Jeg ved, jeg hermed ikke tager højde for de prostituerede i det homoseksuelle miljø. Tidligere har trækkerdrenge i København fået en vis opmærksomhed i både medier og af politiet i tidligere tider. Men ligesom de mandlige, heteroseksuelle prostituerede forbliver de homoseksuelle også ubelyste i den nuværende debat, som udelukkende fokuserer på det kvindelige køn.

Det kan da kun undre. Hvorfor er det kun kvinderne, der er interessante at diskutere? Hvorfor er det kun kvinderne, der er ofre? Hvorfor bliver mænd, der sælger sex, ikke stigmatiseret i samme grad? Og hvorfor er hverken SIO, Reden eller 8. Marts Initiativet interesseret i dem? Mine mandlige venner fortæller mig, at kvinder altid kan få sex. De kan bare gå ind på den nærmeste bar, og der vil oftest være bid efter et par gange. Mænd har ikke de samme muligheder, og derfor skulle der naturligt være flere kvindelige prostituerede end mænd.

Jeg tror, det er de færreste kvinder, der ville være enige i det argument, når de står på Karrierebar i Kødbyen lørdag aften, og det forklarer på ingen måde, hvorfor vi stadig kun diskuterer de kvindelige prostituerede.

I udlandet har man i de seneste år bedrevet forskning, der belyser prostitutionsdebatten fra andre punkter end den sædvanlige offertilgang. Forskning, der i højere grad ligner Servicestyrelsens seneste tilgangsvinkel. Man kan kun håbe, at denne forskning snart får bedre fodfæste i Danmark.

Det ville give debatten en større tyngde, hvis man anskuede debatten fra andre vinkler end, at den prostituerede var offer, og kunden var udnytter. Samtidig ville det betyde, at vi en gang for alle ville kunne gøre op med udtrykket ’den lykkelige luder’ og antagelser om, at alle prostituerede har været udsat for vold, incest eller voldtægt i deres barndom og ungdom.

Vi kunne belyse de valg, de prostituerede ikke træffer. Er det manglende tillid til systemet, der gør, at narkoluderen hellere går på gaden end til kommunen? Er det muligheden for at tjene hurtige penge i tre måneder ved at sælge sex i Danmark, der gør, at den afrikanske kvinde forlader et kontinent i fattigdom? Er det et højt seksuelt drive, der gør, at medlemmer af SIO er glade for deres arbejde? Og er den moralske stigmatisering årsag til, at mændene aldrig fortæller om de mange sukkerknalder i Dalle Valle?

En feminist i dybet
Jeg bor ikke længere i Peter Fabers Gade. I dag bor jeg i en opgang, hvor kælderen er fyldt med cykler og barnevogne. Det er på ingen måde lige så eksotisk.

At køre med taxa er heller ikke den samme underholdning, når jeg giver min nye adresse til chaufføren. Det er heller ikke det samme skæve ansigtsudtryk, mine mandlige venner har, når de har ladet cyklen stå og snuppet en taxa ind til endnu en fest. De fem år i Peter Fabers Gade med pigerne som underboere flyttede min holdning til prostitution.

Da jeg flyttede ind, var jeg egentlig enig med modstanderne af prostitution. Jeg mente også, de var ofre. Jeg kunne dog ikke sætte min finger på, hvad de var ofre for. De kvinder, der arbejdede i kælderen i Peter Fabers Gade, var ikke ofre. De var udmærket klar over deres valg.

Det var de kunder, der kom også. De var ikke usoignerede mænd, der ikke kunne gå andre steder hen for at blive tilfredsstillede. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke studsede, når jeg så en meget ung pige gå på arbejde, og satte spørgsmålstegn ved, om hun havde overvejet alle konsekvenserne af sit valg. Eller at jeg ikke løftede øjenbrynene, når biler med haveaffald lagde vejen forbi om søndagen.

Som årene er gået, og debatten er fortsat, er jeg dog røget mere ned i dybet mellem de to grøfter.

Herfra argumenterer jeg så i dag som feminist i håbet om, at de to fronter vil mødes og diskutere de forskellige valg, som kvindelige og mandlige prostituerede træffer. En dialog mellem de forskellige involverede i debatten kan kun være bedre end at kaste med beskyldninger, der ikke gavner hverken de frivillige eller ufrivillige prostituerede.

På den måde kan de prostituerede få beskyttelse, hvad enten det handler om at undgå prostitution, eller det handler om øgede rettigheder, der gør det muligt for dem at udføre deres job som almindelige borgere.

Samtidig ville den dræbende offerdiskurs blive fjernet fra endnu et element i debatten om kvinder og mænd, hvilket i høj grad ville være en sejr for enhver, der er interesseret i ligestillingsdebatten – hvad enten det er en kvinde eller en mand.