I kølvandet på Lønkommissionens redegørelse melder den skumle tanke sig, at flere toneangivende debattører og politikere inderst inde er godt tilfredse med, at kvinder igennem årtier er blevet aflønnet ca. 20 procent lavere end mænd.

Og at de måske oven i købet finder det bekvemt, at det fortsætter sådan, fordi der er væsentlige økonomiske og politiske interesser i at holde lønnen i de kvindedominerede fag nede.

Måske er det derfor, ligestillings- og ligelønsdebatten i Danmark stadig kører i et meget konservativt og snævert spor sammenlignet med de tilsvarende debatter i eksempelvis Sverige og Norge.

Da de store kvindedominerede grupper på det offentlige arbejdsmarked strejkede for ligeløn i foråret 2008, var der mange argumenter mod kvindernes kamp.

Eksempelvis blev det fremført, at kvinder selv vælger at arbejde i den offentlige sektor, hvor ansættelsesforholdene er overattraktive og arbejdstempoet lavere. Og derfor må kvinder tage til takke med en lavere løn. Faktisk udtalte Flemming Ibsen, der er arbejdsmarkedsforsker, følgende:

»Kvinder træffer et valg om at arbejde i den offentlige sektor, og det betaler de en pris for«.

»Men de får noget til gengæld, f.eks. tryghed i ansættelsen og nogle steder et lavere tempo. Disse faggrupper har en særlig kærlighed til faget. Det er grunden til, at de ikke arbejder på en vinduesfabrik til 30-40 kroner mere i timen«.

Selv om synspunktet selvsagt er noget gedigent vrøvl, er det er desværre den slags debatpositioner, der i høj grad karakteriserer den danske debat om ligestilling og ligeløn.

Den anerkendte svenske arbejdsmarkedsforsker Christer Thörnquist peger på, at netop den slags argumenter er helt særlige for den danske debat. Han mener ligefrem, at det vil være vanskeligt at forestille sig tilsvarende argumenter i ligelønsdebatterne i de øvrige nordiske lande.

Christer Thörnquist har ret. Den danske ligelønsdebat er præget af fastlåste og stereotype forestillinger om kvinder og deres løn.

Ikke desto mindre blev netop den slags synspunkter fremført som seriøse og gangbare argumenter i forbindelse med strejkerne i foråret 2008. Lad mig for god ordens skyld understrege, at det naturligvis er muligt at holde af sit arbejde i vinduesbranchen, hvad mange forhåbentlig og formentlig gør.

Ligesom der naturligvis intet er i vejen for både at have kærlighed til sit fag og få løn for det arbejde, man udfører.

Undersøgelser gennemført af Lønkommissionen viser da også – sandsynligvis i strid med den dominerende opfattelse – at kvinder faktisk vægter en god løn højere, end mænd gør.

Et andet dansk særkende er, at danske politikere, i modsætning til kollegerne i de øvrige nordiske lande, har deltaget særdeles aktivt både foran og bag kulisserne i ligelønsdebatten. Aktiv deltagelse er bestemt godt.

Endnu bedre er det selvsagt, hvis problemstillingen forstås og fremstilles korrekt – ikke mindst fordi debatten påvirker forståelsesrammen. Desværre lader det til, at flere fremtrædende politikere ikke kan – eller mere sandsynligt ikke vil – forstå debattens reelle problemstilling.

For den danske ligelønsdebat har det betydet, at den virkelige problemstilling aldrig rigtig er blevet fundamentet for debatten. Ligelønsdebatten foregår ganske enkelt på et fejlagtigt fundament, som flere debattører løbende fastholder, og som er selvforstærkende.

Fundamentet for den danske ligelønsdebat bør være, at kvinder på det danske arbejdsmarked i gennem de sidste årtier har været aflønnet ca. 20 procent lavere end mænd.

Der er naturligvis tale om et gennemsnitstal, men når halvdelen af befolkningen systematisk får lavere løn end den anden halvdel, står vi med et samfundsproblem, der skal debatteres sagligt og løses konstruktivt.

Strejkerne i 2008 havde da også det erklærede mål at få udlignet noget af uligelønnen. Godt hjulpet på vej af en meget stor opbakning i befolkningen lykkedes det at få uligelønnen sat på dagsorden som et samfundsmæssigt og politisk problem. Strejkerne resulterede jo blandt andet i, at Lønkommissionen blev nedsat.

Og på trods af forsøg på at få ligelønsspørgsmålet til reelt at forsvinde via et meget bredt kommissorium og en umådelig omfangsrig afsluttende rapportering, bliver det i Lønkommissionens redegørelse dokumenteret, at: »størst betydning for kvinders og mænds løn og dermed uligelønnen har altså det kønsopdelte arbejdsmarked«.

Endvidere hedder det, at »i sammenligningerne tegner der sig imidlertid en tendens til, at de udvalgte grupper, der arbejder inden for det tekniske område, og som har en overvægt af mænd, aflønnes højere end de udvalgte grupper, der arbejder inden for de omsorgsrelaterede fag, og som har en overvægt af kvinder«.

Helt konkret viser Lønkommissionens redegørelse massive lønforskelle på de kvindedominerede fag og de mandedominerede fag.

Kommissionen har anvendt forskellige metoder til sammenligninger af kvinder og mænds løn. Den ene metode er efter svensk forbillede, hvor det er muligt at sammenligne lønninger på tværs af fag og funktioner.

Systemet tager højde for uddannelse, ansvar, kompetence, belastninger m.m. Den anden type sammenligninger, som kommissionen har anvendt, bygger på den langt mere snævre danske metode, hvor det kun er muligt at sammenligne løn i samme fag, branche, sektor m.m.

Sammenlignes efter svensk forbillede eksempelvis kommunalt ansatte social- og sundhedsassistenter med kommunalt ansatte håndværkere, er lønforskellen på 13 procent i håndværkerens favør. I beregningen indgår genetillæg for blandt andet aften- og nattevagter. Udelades genetillæggene, er lønforskellen hele 18 procent.

Når sygeplejersker, fysioterapeuter og socialpædagoger sammenlignes – igen efter svensk forbillede – med diplomingeniører ansat i kommunerne eller regioner, er lønforskellen mellem 30 og 45 procent alt afhængig af, om genetillæg indgår i beregningen eller ej.

De markante lønforskelle kan kun forklares med, at teknisk arbejde værdisættes og dermed aflønnes bedre end arbejde med mennesker.

Men det overser de ministre, der deltager i ligelønsdebatten, meget belejligt. I stedet har det fra flere sider været fremført, at de markante lønforskelle kan forklares ud fra forskelle i uddannelsesbaggrund, funktion, erfaring m.m. Men synspunktet holder ikke vand.

Når Lønkommissionen foretager analyser efter den danske metode, hvor grupper inden for den offentlige sektor sammenlignes med hinanden, dokumenteres en uforklarlig lønforskel mellem kvinder og mænd på mellem 2,5 og 6,5 procent, afhængig af om sammenligningen er foretaget i kommuner, regioner eller stat.

Konklusionen er klar. Selv inden for den offentlige sektor er der uforklarlige lønforskelle. I den forbindelse er det naturligvis værd at huske på, at selv om en lønforskel på mellem på 2,5 og 6,5 procent umiddelbart ikke lyder voldsom, beløber forskellen sig til ganske mange kroner set over et arbejdsliv.

Derudover er det også værd at bemærke, at begrebet ’forklarende faktorer’ stammer fra de statistiske værktøjer. Det er på ingen måde det samme, som at lønforskellene er retfærdige.

Uanset hvilken metode der anvendes, er en dokumenteret enighed om lønforskelle mellem mænd og kvinder i Danmark altså et helt konkret resultat af Lønkommissionens arbejde. Og i den forstand har ligelønsdebatten heldigvis flyttet sig siden 2008.

Men der er bestemt også mangler i kommissionens arbejde. I modsætning til dens norske pendant, der afleverede en rapport tilbage i marts 2008, skulle den danske Lønkommission ikke beskæftige sig med årsager til uligeløn.

Derfor er årsagerne ikke indeholdt i den samlede redegørelse. Og blandt andet derfor er det stadig muligt for debattører og politikere at trække den danske ligelønsdebat i temmelig snævre og mudrede spor.

Et glimrende eksempel er finansminister Claus Hjort Frederiksens håndtering af Lønkommissionens redegørelse. I forbindelse med offentliggørelsen af redegørelsen udsendte Claus Hjort Frederiksen en pressemeddelelse, hvor han slog fast, at:

»Ligelønsloven overholdes. Kvinder og mænd får samme løn for samme arbejde i den offentlige sektor. Men redegørelsen viser samtidig, at mænd og kvinder vælger at arbejde inden for forskellige fag. Det er en generel strukturel problemstilling, der gælder hele arbejdsmarkedet«.

Men redegørelsen siger jo intet om, at kvinder og mænd selv har valgt. Og da en del af uenigheden om ligeløn netop har drejet sig om vægt på valg og valgmuligheder, er Claus Hjort Frederiksens valg af formulering langtfra uvæsentlig.

I virkeligheden påviser rigtig meget forskning, hvordan såvel kulturelle som strukturelle forhold har betydning for de valg, vi træffer. Det ville være afsløret, hvis Lønkommissionens opgave også havde været at se på årsager til uligeløn og de bagvedliggende valg. Men det var ikke en del af opgaven.

Derfor kan det anbefales at se til den norske ligelønskommission, hvor kompleksiteten i spørgsmålet afslører sig. På bundlinjen er konklusionen dog stadig, at det er historisk bestemt og derfor på ingen som helst måde naturligt, når kvinder systematisk aflønnes lavere end mænd.

I dansk sammenhæng har forfatter og journalist Pia Friis Laneth påvist, hvordan mænds og kvinders løn helt tilbage fra midten af det 18. århundrede har været et spejl af vores forestilling om mandens pligt til at forsørge familien, og kvinden som den fysisk og psykisk svage part. Dermed har det været legalt, at kvinder tjente mindre end mænd.

Men er kvinders arbejde generelt set af mindre værdi end mænds arbejde?

Det burde vi kunne bruge ligelønsloven til at udrede. En væsentlig del af ligelønsloven drejer sig jo netop om, at der skal ydes kvinder og mænd ligeløn for arbejde, der tillægges samme værdi.

Men Lønkommissionen forholdt sig ikke til, hvorvidt ligelønsloven fungerer eller ej.

Og desværre kunne kommissionens medlemmer heller ikke blive enige om at udvikle et såkaldt jobvurderingssystem, der egner sig til at sammenligne arbejde af samme værdi. Igen må vi konstatere, at vores nordiske nabolande er betydeligt længe fremme. De har jobvurderingssystemer. De anvendes. Og de virker.

Aktuelt er en norsk kvindelig leder af en SFO blevet tilkendt 2.000 kroner i månedlig lønforhøjelse, fordi det norske diskriminations- og ligestillingsnævn afgjorde, at hendes arbejde var lige så meget værd som det arbejde, en mandlig leder af håndværkerområdet, ansat i samme kommune, udførte.

Ydermere er det et problem – som fagforbundet HK også har påpeget flere gange – at det statistiske grundlag for at udarbejde ligelønsanalyser og dermed sager langtfra er godt nok. Der er for lidt åbenhed om løn, og i det omfang der er åbenhed, holder mange kvinder sig tilbage fra at føre sager af frygt for at blive fyret.

Statistikker og jobvurderingssystemer gør det ikke alene. Den norske forsker Erling Barth har vist, hvordan diskrimination kan opdeles i forskellige grupper.

I klassisk diskrimination, hvor mænd eksempelvis foretrækker at ansætte mænd i ledelsesstilling.

I statistisk diskrimination, hvor arbejdsgiveren vil have en risikopræmie i form af lavere løn for at ansætte kvinder, fordi kvinder i gennemsnit bruger mere tid på børn og husarbejde, end mænd gør.

Og i monopoldiskrimination, der opstår, når en arbejdsgiver næsten er eneaftager af en bestemt arbejdsgruppe, som tilfældet er i de kvindedominerede fag i den offentlige sektor.

Det sidste forstærkes, når mulighederne for at effektivisere gennem teknisk udvikling er relativt lav. Igen som tilfældet er i omsorgsområderne. Så stiger arbejdsgivers incitament til at bruge stærke midler for at holde lønnen nede.

Der skal bare ansættes flere mænd i de traditionelle kvindedominerede fag, så løses ligelønsproblemet, forlyder det gang på gang i debatten. Men det er ikke en løsning.

For det første fordi det i et ligestillingsperspektiv er helt uacceptabelt, at der skal være en vis andel mænd i et fag for at rette op på lønnen.

For det andet fordi det er et temmelig usikkert perspektiv. Historien viser med al tydelighed, at uligelønnens placering har hængt godt og grundigt ved gennem de sidste århundrede. Der er ingen grund til at antage, at udligningen vil ske over en kortere årrække.

Men udligningen skal ske.

Ligelønsspørgsmålet går på tværs af arbejdsmarkedet og omfatter alle kvinder. De politiske reaktioner såvel før som efter Lønkommissionen viser klart, hvilke interesser der er i spil.

Derfor – og fordi modstanderne mod ligelønnen vedvarende forsøger at finde nye veje – er det tvingende nødvendigt, at alle faglige kræfter i kampen mod uligelønnen sættes ind. Ligelønsproblemet er og bliver et samfundsanliggende og et politisk ansvar:

Når den kvindelige andel af arbejdsstyrken gennem årtier systematisk får 17-18 procent mindre i løn end mænd, skal der samfundsinitiativer til for at eliminere lønforskellen.

LÆS ARTIKELDanske mænd tjener 18 procent mere end kvinder

Det kræver forslag, der er rettet både mod familiepolitikken og mod arbejdsmarkedet. En af vejene frem er, i lighed med et forslag fra den norske ligelønskommission, at gennemføre et lønløft til de kvindedominerede fag i den offentlige sektor. Et lønløft ved hjælp af særlige og ekstra afsatte midler på finansloven.

Lad os nu gøre de skumle tanker til skamme og i stedet sætte et fælles mål om, at 2020 skal være året, hvor vi har ligeløn i Danmark.