Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. - K.E. Løgstrup

I 2006 begik en 17-årig pige selvmord på den lukkede ungdomsinstitution Egely ved Middelfart. På trods af en høj personalenormering døde pigen for egen hånd, uden at nogen eller noget blev gjort ansvarlig. Indespærringen var lykkedes og udført efter planen, men den indespærrede døde. Med dette selvmord i erindringen må det siges at være noget af en risiko at tage, da myndigheder og fagpersoner spærrede en drabstiltalt 15-årig tyrkisk pige inde i den ligeledes særdeles sikrede ungdomsinstitution Grenen i Grenaa og lod hende forblive indespærret i et halvt år på trods af mange protester undervejs fra fagfolk, der frygtede for pigens psykiske tilstand.

Det drejer sig om mennesker, små og unge af livet mishandlede mennesker. De er vel betænkt i et nyt politisk papir benævnt ’Barnets Reform’ vedtaget af regeringen sammen med satspuljepartierne og flot indskrevet i den børneværnende tradition, vi som samfund fik i 1905 med den store børnelov. Det er altså fortsat en vigtig (børneværns)samfundsopgave at støtte udsatte børn, så børnene på trods af vanskeligheder og svære vilkår kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende. Barnets Reform sender i egen forståelse det »klare signal«, at »det er barnets bedste, der skal være i centrum for indsatsen«. Bl.a. skal de udsatte børns rettigheder og retsstilling styrkes, »så de altid tager udgangspunkt i barnets tarv«, børnene skal have et bedre klagesystem osv.

Hvordan er det så lige, det ser ud i virkeligheden – er der overensstemmelse mellem reformens idealer og den nye detaljelovgivnings realiteter?

Nej, det er der ikke! 12-17-årige anbragt på en af landets syv store sikrede institutioner af de sociale myndigheder skal nu kunne sidde bag tremmer i alt ni måneder mod før seks måneder.

Den kriminelle lavalder er som bekendt sat ned fra 15 til 14 år, hvorfor regeringen har afsat penge til yderligere 24 pladser på de sikrede afdelinger. Børn ned til 12 år skal i fremtiden kunne udstyres med en elektronisk fodlænke og desuden kunne spærres inde på en ny type døgninstitution med både åbne og lukkede pladser. Børnene skal på disse i udgangspunktet almindelige socialpædagogiske behandlingsinstitutioner kunne spærres inde max. fem dage per indespærringssession, max. 30 dage i alt på et år.

Hvad børnenes forbedrede retsstilling angår, er den ikke det papir værd, den er nedskrevet på. De døgnanbragte børn kan således spærres inde, bare de tænker den tanke, at de vil stikke af fra institutionen. Indespærring er ikke betinget af et kriminelt forhold eller en foretaget handling defineret af pædagogerne som uønsket. Indespærring kan også begrundes med barnets forestilling eller tanke om at gøre noget uønsket, som f.eks. at stikke af fra institutionen (et barn, der ikke er i stand til at tænke denne tanke, er fortabt!). Dette kan ikke objektivt siges at være en forbedret retsstilling for de udsatte børn. Snarere er der tale om retsløshed og vilkårlighed med stor magt lagt ud til vogterne/pædagogerne.

I den ’brede aftale’ om Barnets Reform drejer et hovedpunkt sig om viden. Satspuljepartierne er enige om, »at viden er en nødvendig forudsætning for at iværksætte en effektiv og målrettet indsats til gavn for barnet«. Problemet her er så, hvis vi igen sammenligner idealer med realiteter, at ingen af de nye anti-børnelove har deres baggrund i viden. Tværtimod, de børnefjendtlige tiltag er blevet besluttet mod bedre vidende.

Hvad angår sænkningen af den kriminelle lavalder, er det allerede velkendt, at eksperterne i regeringens egen ungdomskommission pegede på en fastholdelse af den nuværende kriminelle lavalder på 15 år.

Hvad angår videnskabelig dokumentation for en forbedret behandlingskvalitet ved hjælp af lukkede afdelinger, findes denne ikke.

I Norge har man systematisk gennemgået den videnskabelige litteratur på dette område med den entydige konklusion, at lukkede institutioner for unge er kontraproduktive. I Danmark har man kunnet iagttage det paradoks, at jo flere forskningsrapporter der har dokumenteret de sikrede ungdomsinstitutioners ineffektivitet og uhensigtsmæssighed, jo mere er dette ekstremt omkostningstunge system af fængsler forklædt som sociale institutioner blevet udbygget.

Med aftalen om Barnets Reform er der i alt afsat 928 mio. kr. 2010-2013 – et beløb, der svarer til ca. ét års forbrug af 40 sikrede pladser (p.t. er der 132 sikrede pladser, planen er 177 i januar 2012).

Manglen på pladser på de sikrede sociale institutioner er gang på gang blevet fremhævet af politikere. Logikken er, at Danmark er et humant samfund, som ikke vil sætte unge under 18 år i fængsel. Smitterisikoen fra de ældre kriminelle i de rigtige fængsler anses for at være for stor, hvorfor sikrede ungdomsinstitutioner i socialt regi skal foretrækkes.

Heller ikke denne på papiret ideelle argumentation kan klare et vidensbaseret virkelighedstjek. For det første er de sikrede ungdomsinstitutioner ikke blevet et reelt alternativ til fængsling af unge. På trods af gentagne udvidelser af antallet af pladser er vi i Danmark fortsat med at placere helt unge i fængslerne. Danmark er det land i Norden, der sætter flest 15-17-årige i fængsel, således at de sociale ungeinstitutioner er blevet del af en samlet forøget indespærringskapacitet i stedet for at være det tiltænkte alternativ til brug af fængsel for helt unge.

For det andet er det en myte, at voksenfængslerne har patent på problemet med kriminel og asocial smitte. Det er veldokumenteret i den videnskabelige litteratur, at negativ social smitte mindst er et lige så stort problem på de lukkede institutioner, hvor kun unge er anbragt. Og hvor eksempelvis, for Danmarks vedkommende, et 12-årigt barn kan være anbragt sammen med hærdede 17-årige kriminelle.

Når det ikke er viden, der ligger bag de nye repressive børnelove, må det vel være ’det muliges kunst’, altså politik? Ja, jeg kan ikke se det anderledes. Døgninstitutioner for børn og unge, og det socialpædagogiske personale dér, er anno 2010 i alt for stor udstrækning blevet reduceret til at være et samfundsværnende sammensurium af børnefængsler og socialt renovationsvæsen for effektuering af politiske beslutninger.

Det pædagogiske personale rundt omkring i og på landet (her er Udkantsdanmark stadig på banen!) skal implementere beslutninger, som ofte med god grund er blevet karakteriseret som resultat af støjende signalpolitik, hvor det vigtigste for politikerne har været at vise over for vælgerne, hvor handlekraftige de er, efter at enkeltsager har domineret medierne og opskræmt befolkningen. Det nye årtusindes første ti år har ikke ligefrem været domineret af ny lovgivning baseret på gennemtænkt lavmælt rationalitet og videnskabelige fakta.

Et par af de mest uhyrlige forsøg på at bruge døgninstitutionerne som losseplads for de politiske partiers opkørthed er heldigvis ikke blevet til noget.

Jeg tænker dels på Henriette Kjær, da hun som socialminister i 2006 ønskede at tvangsfjerne somaliske piger, der var blevet omskåret. Det viste sig, at disse piger ikke fandtes.

Men selv om man så havde fået opsnuset en snes mishandlede somaliske piger, hvori skulle pointen så bestå i at fjerne dem fra deres familie til en døgninstitution et eller andet sted ude i det danske land?

Tanken om at bruge døgninstitutioner som socialt renovationsvæsen var også på spil i august måned 2007, hvor Dansk Folkeparti og Venstre åbnede op for tvangsfjernelser af tykke børn. Ikke fordi fedme nu var blevet kriminelt, eller fordi man havde opfundet nogle virkningsfulde slankeinstitutioner. Som Venstres socialordfører Hans Andersen fremlagde det, var fede børn et resultat af forældrenes omsorgssvigt. Forældrene havde ikke levet op til deres forældreansvar, hvorfor deres børn qua en deportation skulle lægge ryg til den politiske afstraffelse af forældrene!

I øvrigt, hvad forældrene angår, så er de også medtænkt i aftalen om Barnets Reform, idet kommunernes sagsbehandlere skal være opmærksomme på forældrenes behov for særlig støtte. Mens dette skrives, toner et ulykkeligt forældrepar fra Horsens frem på min tv-skærm. De har fået tvangsfjernet deres barn og har netop modtaget et brev fra kommunen, som afkræver dem betaling for deres tvangsfjernede barns ophold på en døgninstitution.

Mens tonen i Barnets Reform er behersket og børnecentreret, har politikernes sprog i medierne i årene forud for reformen været anderledes grov og fordømmende.

Pia Kjærsgaard har gentagne gange talt med store bogstaver om voldelige unge andengenerationsindvandrere, der opfører sig, som var de i Libanon under borgerkrigen.

’Frihedsminister’ Søren Pind gik en tak videre i et stort interview i Politiken (17.2.2008), hvor 12-15-årige drenge med indvandrerbaggrund blev karakteriseret som hyæner, der gør, hvad der passer dem (formodentlig inspireret af Pind valgte de ligeledes frihedselskende Hells Angels senere at benytte en anden ’usympatisk’ ådselæder, sjakalen, i deres fordømmelse af indvandrerunge i det såkaldte Sjakal Manifest). Helt så galt fat har det ikke været med ’socialisterne’, om end socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup har slået et slag for hævn som et vigtigt element i straffesystemet. Mange opgivende og ulykkelige forældre (mødre) oplever det sikkert også som en slags hævnfølelse, når Helle Thorning-Schmidt melder ud, at forældre (mødre) til børn, der brænder biler af og smadrer butiksruder, skal have et simpelt valg: Få styr på dit barn, eller det bliver fjernet!

De konservatives politimand Tom Behnke? Jamen, Behnke har da i den grad politisk medvind på cykelstien i disse år, som når han f.eks. frisk udtaler, at et ophold på en sikret institution skal være som ’et drag over nakken’ (Pol. 30.8.2006).

Pladsen tillader det ikke, men en politisk analyse ville formodentlig vise, at der er en sammenhæng mellem de nye små børnelove og Dansk Folkepartis mangeårige kamp for at få sænket den kriminelle lavalder til 12 år. Dansk Folkeparti sidder magtfuldt på formandsposterne i såvel Folketingets Rets- som Socialudvalg (Peter Skaarup og Martin Henriksen), og det er tænkeligt, at den brede politiske opslutning, som sommerens sorte børnelove har fået, er en del af en politisk studehandel, der skal kompensere for, at den kriminelle lavalder ’kun’ er blevet sat ned til 14 år.

Barnets Reform plæderer for en grundig udredning af barnets problemer, og der skrives kollektivt om »børn med sociale vanskeligheder«. Dette kan, med lidt god vilje, læses som et løfte om, at begrebet ’andengenerationsindvandrer’ og den kulturelle essentialisme nu er aflivet. At også en ’andengenerationsindvandrer’, eller sågar ’en muslimsk ung’, har fået retten til at have en social baggrund eller ’negativ social arv’ på linje med danske børn og deres ’sociale vanskeligheder’.

Imidlertid er der også i stigende grad tale om, at udsatte børn og unge undersøges og defineres psykiatrisk. Flere og flere børn og unge får diagnosen ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder – tidligere kendt som DAMP) med dertil hørende medicinsk behandling.

Mens de (savnede?) kristne i dansk børneforsorg for længst har måttet aflevere ’sjælen’ til psykologer og psykiatere, som vupti, i psykoanalysens storhedstid, reducerede sjælen til en målbar psyke, står vi i dag med en symptombaseret beskrivende psykiatri, som baserer sig på adfærd.

Den impulsprægede hyperaktive uopmærksomhedsforstyrrende adfærd hos børn er ifølge psykiaternes tunnelsyn en arveligt betinget ’maskinfejl’ i det enkelte barn, hvorfor mange forældre da også med tilfredshed ser deres barn ADHD-diagnosticeret og medicineret. Så kan politikerne måske lære det! For lægen siger jo, at det er barnets hjerne og kemi, der er galt på den (blaming the brain, som det hedder i USA), hvorfor al snakken om omsorgssvigt og manglende forældreansvar må høre op.

Mig bekendt foreligger der ikke officielle tal for, hvor mange døgnanbragte børn og unge der er ADHD-diagnosticeret og i medicinsk behandling. Men det er mange, og tallet er stærkt stigende. På et tidspunkt må det fremprovokere en faglig debat i forhold til indespærring begrundet i asocial adfærd. For som det netop har været tilfældet med den tyrkiske pige, betød diagnosen ADHD for hende, at hun kunne konvertere fra at være en ussel drabsmistænkt til at være et sygt ungt menneske, som i stedet for at være indespærret nu modtager behandling i en åben behandlingsinstitution.

Det bliver spændende at se, hvordan det går med indespærringen af udsatte børn og unge om 5-10 år, når mindst 50 pct. af alle anbragte børn og unge har fået papir på, at det ikke er deres forældre eller dem selv, men deres hjerne, der er noget galt med. Hvilke politikere vil lægge navn til, at syge børn spærres inde?

De nye børnelove er både etisk og pædagogisk et deprimerende tilbageskridt.

Forestillingen om, at børn og unge i knibe kan rettes op ved hjælp af indespærring og udbygning af institutionernes indre forsvarsværker for at beskytte os udenfor, betyder, at institutionerne vil lukke sig om sig selv mere, end det allerede er tilfældet. De straffende tiltag står i stærk kontrast til de erfaringer, jeg har gjort mig det seneste år, hvor jeg i forbindelse med research til en bog om anbragte unges skolegang og uddannelse har været tæt på mange unge anbragte i gang med en uddannelse. Disse unge, som på trods kommer videre i livet, gør det ud fra intelligente pædagogiske udspil og handleplaner – ’bløde initiativer’ – som formanden for Folketingets Retsudvalg er så meget imod.

Martin Henriksen har således med tilfredshed modtaget meldingen om, at der på kun to uger er blevet sigtet hele 22 børn efter den ny kriminelle lavalder. Hans konklusion er, at det i sig selv er en lovende start – nu er det bare at følge denne afskrækkelsens og konsekvensens succes op med børn ned til 12 år (Pol. 24.7. 2010).Over for dette retspolitiske argument står – eller burde der stå – det socialpolitiske og socialpædagogiske argument, at et konkret positivt skole- og uddannelsesperspektiv i forhold til de anbragte børn og unge kan gøre en forskel.

I stedet for døgninstitutionerne som steder, hvor børn og unge kan læsses af i konsekvensens tjeneste, er der brug for et institutionssyn, der åbner sig ud mod samfundet og virksomheder, foreninger og borgere dér. En inkluderende strategi, der gælder i dag, som den gjorde i 1886 på Flakkebjerg Opdragelsesanstalt ved Fuglebjerg på Sjælland: »Vi opdrager Børnene for Folket og ved Folket, men ogsaa i Folket, kun saaledes forbindes de med Samfundet«.

Forestillingen om, at konsekvenspædagoger, udstyret med nok så mange indespærringsmuligheder, alene kan få de unge ud af skidtet, er en illusion.