Ordet ghetto er blevet et ord, der giver mange mennesker nogle bestemte forestillinger om et boligområdes karakter. Det signalerer et område med folk, der er fremmede, og med beboere, der har en anden adfærd end flertallet af befolkningen.

Ordet er blevet ensbetydende med uro og ballade og beboere, der er en evig kilde hertil. Ghettoen ses ofte som en samlet og faretruende størrelse, der er i konflikt med danske normer og værdier.

Når der er ballade i en ghetto, så hedder det hurtigt, at der er noget galt med integrationen. Det er underforstået, at det skyldes, at beboerne har en anden etnisk baggrund end dansk og endnu ikke har tilegnet sig gode danske skikke for, hvordan man bør opføre sig i et boligområde.

I forestillingerne om den danske ghetto indgår også, at beboerne isolerer sig i egne etniske grupperinger i boligområdet, og at mange lever for sig selv i større familieklaner. Beboerne lever i parallelsamfund og er ikke interesseret i integration.

Dette billede passer ikke med den virkelighed, som en række familier i tre multietniske boligområder gengav i samtaler om problemer i deres boligområde. Samtalerne (interview) blev gennemført som led i et forskningsprojekt om problemer i multietniske boligområder. Alle tre områder var blandt de 40 områder, der blev anset som de mest problematiske. Ca. 2/3 af beboerne havde anden etnisk baggrund end dansk.

Det billede, der tegner sig fra disse samtaler er, at livet i ghettoer på mange måder ligner livet i mange andre boligområder. Naboskabet har samme karakter som andre steder. Naboerne har som regel et godt forhold. De fleste naboer er på hilse- og småsnakniveau. Beboerne er generelt glade for at bo i områderne.

Der er nogle problemer med bl.a. affald og larm, men ikke noget, der ødelægger livet i bebyggelserne. Der er imidlertid et alt overskyggende problem. Det er den ballade, som nogle unge laver. Det er imidlertid kun en meget lille andel af de unge, der er igangsættere, og der er ikke ballade hver dag. De fleste dage er fredelige.

Hvis områderne var fri for denne ballade, ville det være fredelige og rare boligområder – måske med lidt mere udendørs liv end normalt, fordi der typisk er mange børn i områderne.

Den betydning, som ordet ghetto har i den danske anvendelse af ordet, afviger i øvrigt markant fra den betydning, ordet normalt har haft. Ordet ghetto har sit udspring i byområder, hvor én etnisk gruppe er altdominerende, f.eks. jøder. En dansk ’ghetto’ er imidlertid ikke en social og etnisk enhed. De boligområder, der i Danmark betegnes som ghettoer, har typisk 20-40 forskellige etniske minoriteter boende. Betegnelsen ’multietnisk boligområde’ er derfor en bedre betegnelse for områderne.

Det naboskab, som beboerne havde i de tre boligområder, lignede på mange måder naboskabet i ikke-multietniske boligområder. Nogle kendte hinanden, andre gjorde ikke. Man hilste normalt på hinanden. Nogen småsnakkede, når man mødtes på trappen. De fleste var venlige over for naboerne, og der var en stor hjælpsomhed. De fleste var ikke i tvivl om, at de kunne få hjælp af naboen, hvis de manglede noget sukker, hvis de havde brug for en hånd til at flytte noget osv. Man var generelt tryg ved sine naboer. Der var kun få, der havde tætte naboskaber. Denne form for naboskab svarer til det typiske vesteuropæiske naboskab i storbyerne.

Naboskaberne fungerede på tværs af etniske skel. Det var selvfølgelig ofte lettere at have kontakt med nogen med samme etniske baggrund, men de fleste beboere var vant til, at naboen havde anden etnisk baggrund. Det var som udgangspunkt ikke et problem.

Beboerne havde typisk ikke noget stærkt netværk i bebyggelsen. De havde kun få venner i bebyggelsen. De fleste havde ikke andre familiemedlemmer i bebyggelsen. Deres netværk og øvrige familie boede uden for bebyggelsen. Det netværk, beboerne indgik i, var oftest med beboere med samme etniske baggrund.

Det var få beboere, der havde negative fortællinger om de andre etniske grupper. Når der var negative fortællinger, var det som regel fortællinger, der gjorde andre grupper til syndebukke for noget, der ikke fungerede. Det var oftest somalierne, der indgik i de negative fortællinger.

Der var specielt blandt beboere med anden etnisk baggrund end dansk en forventning om en tættere form for naboskab. Naboen var i denne forventning en, som man havde en relation til. Naboen kunne ikke bare være en anonym person.

Sådan er det ikke i det typiske vesteuropæiske naboskab. Her er naboen som udgangspunkt en anonym person, som man kan, men ikke behøver at forholde sig til. Tidligere blev man i mange boligområder en del af fællesskabet i området, blot man flyttede ind.

Nogle gange medførte disse forventninger handlinger, som ikke alle var vant til. En beboer med dansk baggrund fortalte f.eks., at flere af naboerne bankede på hos hende og bød hende velkommen, da hun lige var flyttet ind. Det havde hun ikke prøvet før. Naboerne var derefter for hende ikke blot nogen, der boede inde ved siden af. De var blevet til mennesker, hun herefter havde en relation til og følte sig godt tilpas ved.

Disse forventninger rummer potentialer til et tættere naboskab.

Inden samtalerne med familierne i de tre boligområder blev der indsamlet informationer fra 14 multietniske boligområder om, hvad der blev anset for at være problemer i områderne. Det var bl.a. larm, sko i trappeopgangene, renlighed og orden på trapper, i kældre og på friarealerne, håndtering af affald, paraboler, brug af vaskerier, adfærd, der skaber fugt i lejlighederne, manglende deltagelse i beboerdemokratiet, manglende ansvar over for børnene. Alle disse problemer blev bragt på bane i samtalerne med familierne.

Der var problemer med affald og med papir, der blev smidt på friarealerne. Ejendomskontorerne brugte mange ressourcer på at holde områderne rene og rydde affald væk, der blev smidt eller anbragt forkerte steder. Ingen af beboerne, der blev interviewet, fandt imidlertid, at det var i orden f.eks. at smide papir på friarealerne. Langt de fleste satte megen pris på ejendomskontorets indsats for at holde fællesområderne pæne.

De fleste syntes, der var nogen larm i områderne, men der var meget forskellige tærskler for, hvornår lyde blev til larm. Der var en vis rummelighed over for larm – ’vi skal jo alle være her’ var en holdning, der gik igen. Det var lettere at acceptere larm fra børn og fra naboer, man kendte og havde et godt forhold til.

Det er ikke muligt her at komme nærmere ind på alle problemerne. Nogle viste sig i øvrigt at se helt anderledes ud med beboernes øjne.

Når der var problemer i en opgang, var det som regel kun én husstand, der gav opgangen problemer – og de øvrige beboere vidste godt, hvem det var. I mange tilfælde havde beboerne selv henvendt sig til den ’problematiske’ familie og havde fået løst problemet. I andre tilfælde blev ejendomskontoret inddraget.

Nogle problemer kan, selv om de opleves som omfattende, alene skyldes nogle forholdsvis få personers handlinger. Blot nogle forholdsvis få beboere, der ikke sætter affald, som de skal, eller henkaster papir, kan medføre, at det giver problemer for området. Ud fra samtalerne med familierne er det sandsynligt, at det er forholdsvis få beboeres adfærd, der medfører problemer i forhold til affald.

Det kan være svært at gradbøje problemer, men det var gennemgående, at ingen af de nævnte problemer blev set som alvorlige af de fleste af beboerne. Kun få overvejede at flytte på grund af dem, og for disse beboere var der ofte også andre forhold, der spillede ind. I mange tilfælde havde man fundet løsninger på problemet.

Der var doh et alt overskyggende problem: den ballade, som nogle unge lavede i boligområdet. Selv om der ikke var ballade hver dag, det var der langtfra, så var balladen en del af hverdagen. Det var noget, man huskede. Også selv om man ikke havde set det selv. Mange fortalte om, at de havde læst om det i avisen.

Balladen havde fire typer konsekvenser for beboerne.

For det første oplevede mange, at deres boligområde fik et meget dårligt ry som følge af balladen, og et ry, som mange ikke syntes passede med dagligdagen. Mange følte sig stemplet, når de måtte sige, at de kom fra bebyggelsen.

Mange oplevede, at de som indvandrere blev draget til ansvar for ballade i området og dermed indirekte blev stemplet som ballademagere. Mange ønskede af den grund flere danskere ind i bebyggelsen. Så kunne man jo ikke sige, at balladen skyldtes indvandrere og dårlig integration.

For det andet var forældre med børn ofte udtalt nervøse for, at deres børn skulle komme i dårligt selskab. De havde imidlertid svært ved at se, hvad de kunne gøre. Ballademagerne var jo en del af ungdomsnetværket i bebyggelsen, og de kunne vanskeligt isolere deres barn fra det. Der var nogle forældre med indvandrerbaggrund, der af den grund havde sat deres børn i en anden folkeskole uden for kvarteret.

For det tredje var mange irriteret over, at de skulle betale for de unges hærværk, som de gør over huslejen.

For det fjerde var mange bange for at gribe ind over for de unge, og de følte sig magtesløse. Frygten for repressalier, eller hvad de unge kunne gøre, mindskede i høj grad den sociale kontrol med de unge. De kom til at ’regere’ med deres egne normer.

De unges adfærd gjorde mange beboere utrygge – selv om der kun var få, der havde direkte kendskab til overgreb fra de unge. Blandt de interviewede var der kun 1 (ud af 70 familier), der havde været udsat for noget voldeligt, og 1, som mente at kunne se en forbindelse mellem en smadret forrude på sin bil og en af de unge. Antallet var imidlertid ikke afgørende. Blot fortællingerne om repressalier var nok til at skabe utryghed.

En del af utrygheden skyldtes, at nogle af de unge har en adfærd, der er uforudsigelig for beboerne. Beboere må derfor vurdere, hvad der er farligt og ikke farligt ud fra egne forestillinger om, hvad de unge kunne finde på at gøre. En del af disse forestillinger byggede meget på medieomtalen.

Det var dog ikke altid kun på grund af frygt, at voksne ikke sagde noget til de unge. Mange havde oplevet at få et beskidt svar tilbage, og det gad de ikke mere – så hellere ikke sige noget. Det hjalp jo ikke, når resultatet blot var et beskidt svar.

Når vi spurgte de professionelle, der arbejdede i områderne, om, hvor mange husstande, der havde unge, som igangsatte ballade, så fik vi gennemgående et antal, der svarer til i størrelsesordenen 1 procent af husstandene. Det er ikke mange. I en bebyggelse med 400 husstande er det 4-5 husstande.

Problemerne med de unge indebærer, at det er helt afgørende for områdernes fremtid, at der målrettet bliver sat ind over for de unge, der er igangsættere af ballade, og deres familier. De, der arbejder i og med områderne, ved som regel godt, hvem det er. Får man ikke gjort noget i forhold til de få problemfamilier, så får man ikke brudt den negative spiral, som områderne lider under.

Det er derfor vigtigt at skelne mellem de opgaver, der er kritiske for bebyggelsernes fremtid – her de unges ballade – og almindelige sociale opgaver. Der er mange beboere med sociale problemer, der lever stille og fredeligt i området. De kan have brug for hjælp til at blive stærkere for at kunne klare sig godt, men ikke, fordi de ødelægger noget for området.

I debatten kan man nogle gange tro, at den eneste løsning for familier med unge, der laver ballade, er at smide familierne ud af bebyggelsen – og ofte uden at sige, hvor de så skal flytte hen. Det virker, som om man tager for givet, at disse familier er ’uden for pædagogisk rækkevidde’. Det er langtfra givet.

I interviewene indgik også nogle af problemfamilierne. To af dem havde eller havde haft en søn i fængsel. I den ene familie sagde faderen flere gange, at han havde manglet hjælp fra kommunen. Den anden familie var en enlig somalisk mor, der havde en søn i fængsel. Hun var uden arbejde, men var i gang med en uddannelse til et job. Hun bestod ikke en nødvendig prøve, var meget ude af den og vidste ikke, hvad hun nu skulle gøre. Også her var kommunen fraværende.

Det samlede billede af livet i de tre multietniske boligområder siger derfor, at de på mange måder er fredelige og behagelige boligområder. Der er et almindeligt naboskab og måske med potentiale til at kunne noget mere. Beboerne er gennemgående glade for at bo i områderne. De praktiske problemer kan nok være irriterende, men er ikke generelt ødelæggende, og på mange af dem er der fundet en løsning. Tilbage står balladen fra de få unge. Men da de er få, burde det være en overkommelig opgave at løse problemet, specielt fordi mange af familierne sandsynligvis vil tage imod tilbud om hjælp.