Det grønlandske samfund står over for store ændringer efter at have opnået selvstyre og ret til at disponere over Grønlands undergrund.

Der foregår for øjeblikket et stort antal råstofundersøgelser varetaget af international konsortier, hvoraf mange enten allerede udvinder eller har planer om omfattende udvinding. Grønland har med denne udvikling en ny mulighed for at forbedre sin økonomi og få et selvfinansieret samfund, men samtidig skal det grønlandske samfund håndtere firmaer med stærke interesser og ’kulturer’, således at hverken den grønlandske befolkning, kulturarven eller naturen lider overlast.

Jeg har fået at vide over mailen, at museets gæstebolig, hvor jeg troede, at jeg skulle bo, nu var optaget af konservatorer fra Nationalmuseet, og da jeg lander og ankommer til museet, er både museets inspektører og medarbejdere overraskede over at se mig. Tilsyneladende er jeg kommet til at meddele, at jeg først ville komme i morgen. Så nu står jeg på souschefens kontor, kigger ud over Nuuk Fjorden og har ikke rigtigt noget sted at bo.

»Vores to muligheder for indkvartering er optaget, og selvstyret har store problemer med at få fundet boliger til arbejdskraft udefra«, siger souschefen, »men fra i morgen kan du leje en lejlighed for 900 kr. om dagen ude ved lufthavnen«. Det er jeg desværre nødt til at sige nej til, mit rejsebudget kan ikke holde til den udgift, og jeg vil også gerne bo tættere på museet.

Souschefen tager telefonen og ringer til en veninde, de taler grønlandsk, og da hun lægger på, siger hun: »Min veninde flytter ned i min lejlighed, så kan du bruge hendes«. En time senere står vi i venindens lejlighed. Det er et helt nyt byggeri, to flotte rum – elmeparketgulv, tror jeg, hvide vægge og udsigt både ud mod fjorden og ind mod byen med klipper og byggeri i forgrunden.

Veninden, ’E’, er ministersekretær. Hun siger, at hun vil lægge nyt sengetøj på. Inden hun går og overlader mig sin nøgle, nævner hun, at der er mad i køleskabet, jeg bare kan bruge af. Jeg føler mig en smule forlegen, hvordan kan jeg gengælde det her?

Med en times varsel flytter jeg direkte ind i hendes rum med alle hendes personlige ting liggende fremme – med fuld tillid til, at jeg er o.k., som havde vi været venner hele livet, eller hvordan tænker hun? Jeg er lidt nysgerrig, måske kunne jeg lære noget.

Næste dag tænker jeg, at nu må jeg hellere tage affære og finde noget at bo i. På turistkontoret findes muligheden for indkvartering på vandrerhjem til en overkommelig pris.

Det viser sig, at der er tale om en form for formaliseret privat indkvartering. Manden i kontoret ringer rundt, til han finder et ledigt sted. »Du skal bo hos P. Olsen«, siger han og viser mig på kortet, hvordan jeg finder derover: »Du kan gå på denne her vej«, siger han og peger på signaturen for en vej på kortet, der slår en stor bue, men du kan også bare gå på tværs af alle vejene mellem husene, som også er markeret på kortet.

Da jeg fortæller souschefen, at jeg nu har fundet et sted at bo, siger hun, at hun ellers har arrangeret, at jeg kan bo i ’E’s lejlighed de næste tre dage, til der måske bliver plads i en af museumsboligerne. Jeg svarer, at jeg tror, ’E’ bliver glad for at få sin lejlighed igen, og souschefen trækker på skuldrene. Da jeg senere begiver mig af sted til min nye adresse, tager jeg selvfølgelig vejen mellem husene – det viser sig, at det gør alle andre gående stort set også.

Lidt sjovt, der er ingen indhegnede privathaver om husene, eller gårde, afspærringer, porte eller plankeværker, som jeg ellers selv er vokset op med. I Grønland ejer man ikke personligt jorden. Solen skinner, og børn cykler på de små træbroer, som går over klipperne, voksne er på vej med indkøb etc. Der er god stemning i Nuuk i dag. Alt, hvad der er bygget af mennesker, er slidt af vejr og vind, af lange vintre og storme, nu skinner solen, og alle er ude.

Hen over og mellem klipperne vokser græs og blomster op, fjorden er blå, luften helt klar, så fjeldene står helt tydeligt bag husene, de har stadig sne på. Fra de betongrå boligblokke hænger vasketøjet ud fra altanerne og blafrer i mange farver, selv betonblokkene, symbolet på alt det grimme i Grønland, er faktisk smukke – mærkelig pittoreske levende bygninger med fantastiske beliggenheder i landskabet, tænker jeg, mens jeg går over broer, gneissklipper og på stier mellem husene.

Det viser sig, at P. Olsen har et af de ’gamle’ enfamiliehuse, sandsynligvis bygget i 1950’erne. Det ligger på en skrænt mellem farvede huse fra samme periode. P.s er helt blåt. Jeg møder P. i døråbningen, og hun viser mig op på det værelse, jeg skal leje. Det er sønnens, kan jeg se på fodboldpokalerne, det er et lille lokale på første sal med skråt loft og et lille vindue.

P. fortæller om børnebørnene, der også er billeder af i værelset, inden hun viser mig rundt i det lille hus. »Jeg har taget dørene af alle rummene«, siger P., dog på nær til toilettet, konstaterer jeg. Men ellers er det rigtigt nok. Udlejningsværelserne, som er de to eneste rum på første sal, er dog forsynet med gardiner i døråbningen. P. fortæller, at to danske piger, som sejler kajak, har lejet det andet værelse.

Huset er vel 50 m² i grundplan og har et køkken og en stue, som er delt i to af en reol i stueplanet, desuden findes trappen til første sal og toilettet som en lille tilbygning. De to rum på første sal har skrå vægge og et vindue hver.

P. fortæller ukrukket og ugenert om huset og tingene, mens vi går rundt, at Olsen (manden) er død, at hun er pensioneret som lærer, og at hun syntes, det blev for kedeligt at gå hjemme uden arbejde. Der er mange ting i det lille hus. P. og datteren har indrettet systue i den halve stue på stueetagen. Der ligger syede ting af sælskind, vanter, fodbolde, anorakker, skindlapper osv., og på to borde står to symaskiner.

I et hjørne i den ene side af den halve stue står et forholdsvis stort glasvitrineskab med helseprodukter: »Det er mudder og saltprodukter fra Det Døde Hav, som vi sælger«, siger P. »Før solgte vi levende fisk mod psoriasis, men fiskene døde«.

Køkkenet er også præget af aktivitet, på komfuret står kød og spæk i en gryde med vand, og også kartofler er gjort klar. På spisebordet ligger en gennemsigtig frysepose med tørret kød, en pakke Kærgården, et stereoanlæg og en stor æske med tebreve, frugtte. Jeg kigger ned i gryden og ser mørkt kød, hvidt spæk og tyk hud. »Er det hvalkød i gryden«, spørger jeg. »Ja, vi skal ha’ grønlandsk mad i dag, min datter og jeg«, siger hun. Jeg kigger en gang til, »Ja, det er et harmonikastykke«, siger P. (dvs. fra hvalens hals). I den sidste stue kører fjernsynet, fladskærm naturligvis, foran to små sofaer stillet i vinkel langs væggene. P. peger hen på sofaerne og siger: »Her sover vi, når der er lejet ud«.

Jeg undrer mig: Jeg vader lige ind i P.s hus og liv og snakker med hende helt uden forbehold, jeg føler mig enormt godt tilpas hos hende. Hun har ingen reservation, ikke skyggen af undskyldende holdning over, hvordan hun bor, og at der ikke er fuldstændig renoveret og opryddet over det hele, ingen generthed over at skulle dele sit hus (og sit liv) med andre. Men heller ingen påtrængende nysgerrighed.

Da jeg lægger mig i sønnens seng for at slappe lidt af, kan jeg lugte, at hvalen er ved at blive kogt, emhætten kører på højeste gear og blander sig med lyde af sværdslag fra en film i fjernsynet. Jeg kigger over på gardinet i døren. Praktisk talt er huset et rum i to etager, når alle dørene er taget af, sådan kan P. bedst lide at bo, også til trods for at hun får nye mennesker inden for døren hele sommeren igennem.

Og døre fylder jo meget. Jeg undrer mig igen og tænker, at hjemme ville det være omvendt, men føler mig samtidig enormt komfortabel med situationen – her er god stemning, det fungerer fint, mærker jeg.

Efter at have spist aftensmad i P.s lille køkken, beslutter jeg at gå en aftentur. Jeg får en nøgle af P. med en fryns af rødt sælskind på, jeg har svært ved at forestille mig, at døren skulle blive låst, men det er vel en del af at have et vandrerhjem at udlevere en nøgle. tænker jeg. Ud ad døren, 100 meter ned langs klipperne mod en lille vig. Jeg kommer forbi en firkantet kirkegård med mandshøje hvide trækors stillet samme vej, gravene ligger højt, nærmest oven på jorden overdækket af tørv og sten. I vigen fortæller et skilt, at her lå den herrnhutiske brødremission, og at de eskimoiske ruiner ikke må graves i.

Fællessalen fra brødremenigheden står stadig, den er rødmalet og med et lille tårn. Jeg husker, at have fået fortalt, at Landsmuseet, nu Nationalmuseet, har haft til huse her, og vist nok også universitetet.

De eskimoiske ruiner er ikke lige at se, men på min vej ned mod stranden ser jeg resterne af nedgravede rum med tørvevægge og op til fem meter lange nedgravede indgange – man kom op på stuegulvet i de her huse! Ruinerne er helt overvokset med marehalm. Jeg kigger ned i et rum, der er ca. 3 x 2 meter stort, og husker de etnografiske og arkæologiske beskrivelser, jeg læste tidligere på dagen på museet.

Tørvehuset er inuitters traditionelle vinterbolig til en familie. Byggemåden, arkitekturen og indretningen er den samme fra Inuit kommer til Grønland ca. 1200 e.Kr. til op i 1900-tallet, men etrumsboligen går mindst 5.000 år tilbage i det arktiske område.

Faktisk var der også en periode fra 1600- til 1800-tallet, hvor man boede flere familier i et rum, fælleshuset kaldtes det, men det var for meget for den kristelige mission.

Jeg kigger en gang til ned i ruinens rum, herinde foregik en stor del af familiens liv om vinteren, maden blev lavet over en spæklampe, som også gav lys og varme, skindtøjet blev syet, jagtredskaberne efterset, børnene blev lavet, og gæster fra nær og fjern blev modtaget. Ét rum.

Det slår mig, at min undren over P.s måde at bruge sit hus på og hendes naturlige og behagelige uprivate attitude har en lang historisk forklaring. Da jeg kom til hendes hus, og i øvrigt også til ’E’s, modtoges jeg ikke med gæstfrihed i den forstand, jeg kender fra Skandinavien, men med en ligefrem selvfølgelighed – af historiske årsager er vi forskellige.

Da jeg går tilbage mod huset, tænker jeg igen over historien og dagen, som nu snart er slut: Egentlig er mine oplevelser i mødet med det grønlandske samfund ikke stort anderledes end de tidlige europæeres, til trods for at jeg er i Nuuk i 2010. Nogle europæere reagerede med forskrækkelse og ønskede ’kristning’ og ’civilisering’, som f.eks. missionærerne på herrnhutstationen, andre har glædet sig over at se alle egne konventioner og begrænsninger blive åbenlyse i kulturmødet.

Som eksempelvis Peter Freuchen, der elskede Grønland og lod sig indlemme blandt polareskimoer, så vidt han kunne. Lige nu har jeg mest forståelse for Freuchen.

Den europæiske historie handler i høj grad om ejerskaber til jord og om konflikter og magtrelationer, som konstant skal forhandles mellem institutioner og personer.

Sådan er det at være bonde. Det har vi været i 6.000 år i Sydskandinavien og indtil for 100 år siden, men vi er nok endnu ikke blevet dårligere til det.

Jeg kigger op mod P.s blå hus, klokken er snart 22, men solen ser ikke ud til at ville gå ned. Jeg tænker, at historien har vist, at den eskimoiske attitude til livet indeholder en vis sårbarhed i mødet med europæerne.

Også den arktiske natur er kendetegnet af stor sårbarhed. Den åbne mineboring, som mineselskaber planlægger for at udvinde sjældne jordarter ved Narsaq, og andre store udliciteringer til olieboringer og aluminiumsværker mod forventning om penge og arbejdspladser kan komme til at skabe lige så store omvæltninger for det grønlandske samfund som kolonisationen – der startede med bl.a. herrnhuterne her i Nuuk – 100 meter fra, hvor jeg nu går. Jeg håber, at grønlænderne har lært rigtig meget af de snart 300 års kulturmøde.

Da jeg lister op ad trappen til mit lille værelse, kan jeg se gennem døråbningen, som ingen dør har, at P. og hendes svigersøn (tror jeg) sover på sofaerne, en af dem snorker højlydt, og tv’et kører stadig. Jeg mærker, at jeg er lidt tummelumsk, er det efter jetlagget eller kulturmødet?.

Efterskrift. Anlæggelsen af minen, som planlagdes ved Narsaq for udvinding af sjældne jordarter, blev for nylig udskudt af det grønlandske selvstyre, indtil miljøvurderinger kan bekræfte, at affaldsprodukter fra minen, herunder uran, ikke vil skade befolkningen og fåreavlen i området. Det planlagte kulturarvsområde ved Narsaq indeholdende bl.a. de rige norrøne og bygder Brathalid, Herjolfsnæs og nordboernes bispesæde Gardar, er blevet indskrænket af hensyn til fremtidig minedrift, men indeholder dog stadig mange af de rige kulturarvsområder. Der er for nylig fundet gasforekomster i det første udliciterede oliefelt ud for Nordvestgrønlands kyst, hvilket vidner om fremtidige olieforekomster og udvinding herfra. Det forlyder, at BP har indstillet sine undersøgelser i havet ud for Grønland af frygt for en risiko for gentagelse af det katastrofale olieudslip i Den Mexicanske Golf.

Grønland afventer (stadig), hvorvidt firmaet Alcoa kan og vil anlægge en projekteret aluminiumsfabrik ved Maniitsoq. Hvis projektet bliver til noget, vil ca. 3.000 arbejdere hovedsageligt fra lande uden for Grønland blive ansat til at opføre fabrikken. I sammenligning bor der i dag omkring 1.200 indbyggere i Maniitsoq.

Dette projekt er baseret på elektricitet fra vandkraft, som skal skabes ved at opdæmme store områder i det vestgrønlandske indland. Arkæologiske rekognosceringer i indlandet viser, at der langs kysterne ved søerne i indlandet findes rige bopladser fra Inuits historisk vigtige liv og sommerfangst efter rensdyr. Dvs. at jagt systemer og bopladser, der går tilbage til Saqqaq-kulturen 4.500 år før nu, vil forsvinde, idet vandstanden hæves i søerne. Selvstyret har i dette tilfælde tilsidesat fredningsloven og derved afvist arkæologiske undersøgelser på grund af de formodede store udgifter.

Der foregår også olieefterforskning i og ud for Nordøstgrønland, verdens største naturparksområde. Der planlægges mineraludvinding efter molybdæn på Jameson Land i Nordøstgrønland, i denne forbindelse er naturparksbestemmelsen for området trådt ud af kraft.