At fortælle en historie og fortælle historie er to forskellige ting.

I det første tilfælde er der tale om fiktion, i det andet om faktiske begivenheder. Når Jens Smærup Sørensen kalder sin roman ’Mærkedage’ (2007) for »En historie«, signalerer han, at det er fiktion.

’Historie’ kan betyde 1) begivenhedernes forløb, 2) videnskaben om dem (historiografi) og 3) den fiktive fortælling om dem. Dertil kommer den folkelige form: det er en værre historie – underforstået: den kan vist ikke være rigtig. Alle betydningerne spiller med hos Smærup Sørensen.

En af det seneste tiårs vigtigste strømninger i litteraturen har i det hele taget lånt autenticitet fra historieskrivningen i en dobbeltkontrakt, hvor det er uklart, hvad der er fiktion, og hvad der er faktuelt. Det gælder Knud Romer, Erling Jepsen, Kim Leine og på en lidt anden måde Claus Beck-Nielsen/Das Beckwerk – og mange andre.

Tidligere har forfattere i vekslende omfang indbygget biografiske træk i deres værker, for det meste i fiktiviseret form, men undertiden i let gennemskuelige former som nøgleromaner. Nu iscenesætter forfatterne sig selv og deres omgivelser under eget navn med det formål at opnå en ’reality effect’.

På den anden side er der de allerseneste år opstået en strømning i historieskrivningen, som i udstrakt grad låner virkemidler fra litteraturen. Tom Buk-Swienty i ’Slagtebænk Dybbøl’ (2008) og ’Dommedag Als’ (2010) og Peter Øvig Knudsen i ’Blekingegadebanden’ (2007) fortæller netop historie. De flytter fokus fra forskningen til fremstillingen, fra kildekritikken til fortællingen, fra materialet til modtageren (læseren) med fokus på konkrete begivenheder og personernes oplevelser, som en bredere kreds af læsere kan leve sig ind i.

Denne forskydning er blevet kaldt ’den sproglige vending’, men det vil være mere passende at bruge betegnelsen ’den narrative vending’, fordi der er meget mere på spil end sproglige værktøjer. Foruden lingvistik bringes en række litterære strategier i spil fra mange forskellige områder: stilistik, retorik, metaforik (billedsprog) og metrik, narratologi og genrer m.m. Forfatteren fungerer som fortæller, opbygger en handling, foretager personkarakteristik, benytter synsvinkler, bryder kronologien op, springer fra sted til sted etc.

»Febrilsk ledte officersaspirant Erik Skram efter sin ladestok«. Sådan indleder Tom Buk-Swienty sin netop udgivne bog ’Dommedag Als’, der har undertitlen ’29. juni 1864’, med at springe direkte ind i begivenhederne og ridse en konkret situation op, som appellerer til læserens nysgerrighed. Derefter får vi at vide, at Erik Skram har meldt sig som frivillig til den danske hær som 17-årig et par måneder i forvejen.

Så følger tid og sted: 29. juni 1864 på Als – hvor prøjserne foretager deres overraskende overgang, inden de tilintetgør resterne af den danske hær. Derefter springer fortællingen i tid frem til 1887, hvor Erik Skram vender tilbage til åstedet.

Senere vender Dommedag Als tilbage til Skram, først under de voldsomme kampe omkring Kær, hvor han bliver hårdt såret, og igen mod slutningen, hvor han bringes til Augustenborg lazaret, hvor han overlever mod alle odds. Skildringen formidler omridset af en personkarakteristik, der bringer læseren tæt på.

LÆS OGSÅBog om slagtebænken på Als er en litterær triumf

I ’Dommedag Als’ bruges Erik Skram som en identifikationsfigur, læseren kan følge ind i, under og efter kampene på Als. Mens optakten i ’Slagtebænk Dybbøl’ dækker dagen før slaget, tælles der i ’Dommedag Als’ ned fra syv dage før til lige præcis det tidspunkt, hvor prøjserne starter overgangen til Als, hvorefter der brydes af med en regulær ’cliffhanger’. Den tilbageholdte spænding udløses først i del 4, hvor handlingen genoptages i skildringen af kamphandlingerne.

I ’Slagtebænk Dybbøl’ med undertitlen ’18. april 1864’ (2008) giver Buk-Swienty læseren mulighed for at følge Holger Drachmann på en skibsrejse 13 år senere fra København tilbage til begivenhedernes tid og sted. Han zoomer ind på Dybbøl med brug af en teknik, der kendes fra romaner og film.

I slutningen refereres tilbage til Drachmann, og Buk-Swienty benytter en cirkelkomposition, idet han skildrer, hvordan krigskorrespondent Grove rejser den modsatte vej med det skib, der transporterer de sårede væk fra kamphandlingerne til København.

LÆS ANMELDELSEJern, blod - og dumhed

Mens Buk-Swienty tager fat på den ældre danske historie – som stadig er levende i mange familiers slægtshistorie – bruger Peter Øvig Knudsen tilsvarende fortælletekniske greb for at gøre den nye danske historie interessant og vedkommende.

I de to bøger om Blekingegadebanden med undertitlerne ’Den danske celle’ og ’Den hårde kerne’, begge fra 2007, starter han med i bind 1 at give en beskrivelse af situationen i forbindelse med arrestation af bandens fire ledende medlemmer i 1989.

Derefter springer han frem til 2005, som er tidspunktet for den research, der ligger til grund for bøgerne. Her ligger synsvinklen hos en af lederne af efterforskningen, Niels Bach, og læseren inviteres til at tænke tilbage med ham og med forfatteren.

Herefter fortælles – med enkelte tidsspring – kronologisk om Appel-gruppen, dens udvikling og deltagelse i forskellige røverier forud for begivenhedernes kulmination i røveriet mod Købmagergades postkontor, hvor en ung betjent bliver dræbt. Dog indledes bind 2 med skildringen af bilulykken, der omsider sætter gang i efterforskningen, som ellers har været gået i stå – igen for at skærpe læserens appetit.

LÆS ANMELDELSENår virkeligheden overgår den syge fantasi

Ved at tage udgangspunkt i arrestationerne får Øvig Knudsen præsenteret de vigtigste personer fra starten. Buk-Swienty starter i begge sine bøger med at opregne bogens ’Persongalleri’, hvor hver af de centrale personer karakteriseres på 4-5 linjer.

Han anvender, hvad han selv kalder »den dramatiske nutidsform«, der er yderst virkningsfuld, især i det dramatiske højdepunkt i ’Slagtebænk Dybbøl’, del 4, hvor synsvinklen ligger hos den prøjsiske prins Friedrich Karl, der leder det prøjsiske angreb. Han tager opstilling på bakken, og »forestillingen kan snart begynde.. Et 300 mand stort orkester uropfører Düppeler Schanzen March, »samtidig med at tusinder af soldater springer ind på, ja, scenen«.

Begge bøger er opbygget som en græsk tragedie i fem akter, og begivenhederne er - set fra dansk side - dybt tragiske.

’Blekingegadebanden’ er opbygget som en krimi med en række karakteristiske genretræk. Vi følger sideløbende bandens aktiviteter og politiets efterforskning og blænder frem og tilbage mellem de to lejre på tilsvarende måde, som Truman Capote gør i sin dokumentariske roman ’Med koldt blod’ (1966).

Efter røveriet mod Købmagergades Postkontor bliver bandens medlemmer arresteret, men det kniber for efterforskningslederen, Jørn Moos, at komme op med tilstrækkelige beviser til fortsat at holde dem varetægtsfængslet. Spændingskurven stiger: Vil det lykkes forbryderne at slippe fri? Netop som fængslingsfristen er ved at udløbe, kører et af bandens medlemmer, der ikke er fængslet, galt i sin bil. Her finder politiet et girokort med adressen Blekingegade 2, 1. th.

På dette spændingsmættede højdepunkt slutter 1. bog. Og 2. bog starter så med en nærmere beskrivelse af ulykken og gennembruddet i politiets efterforskning, inden den bevæger sig kronologisk op gennem 1980’erne med en stigende spændingskurve indtil det dramatiske højdepunkt: røveriet i Købmagergade.

Også på det punkt minder strukturen i Blekingegadebanden om opbygningen hos Truman Capote, hvor beskrivelsen af det firdobbelte mord ikke sker på det tidspunkt, det bliver begået, men først hen mod slutningen i forbindelse med afhøringen af morderne, også her med tilbageholdt spænding.

Først i næstsidste afsnit kulminerer fortællingen i ’Drabet’ (1988). Her starter beskrivelsen kl. 10 om aftenen hos de sammensvorne, der mødes for at træffe de sidste forberedelser, og vi følger deres synsvinkel. Derefter bevæger synsvinklen sig til de to personer i pengetransporten. Så skiftes der til portvagtens bur, og derfra videre til kassevognen, der bakker hen til porten. Herfra får forbryderne øje på en politibil, hvor to personer ser situationen fra deres side.

Konfrontationen munder ud i, at en af betjentene bliver skudt. Efter et tilbageblik, hvor betjentens baggrund forklares, ses skudepisoden fra den anden patruljevogn.

Derefter blændes over til først efterforskningslederen, så ambulancefolkene, to kriminalassistenter og den operative leder, inden det gælder forbryderne, der møder på arbejde. Synsvinklerne skifter igen, nu til hospitalet, betjentens kæreste og forældre, inden han erklæres for død kl. 10 aften. Kompositorisk danner afsnittet en cyklisk struktur, som svarer til forløbet af et døgn.

Buk-Swienty bruger i ’Slagtebænk Dybbøl’ en lignende fortælleteknik. Her kulminerer begivenhederne i afsnit 4 ’Afgørelsen’, hvor beretningen starter på den prøjsiske side, inden der skiftes til krigskorrespondenten, Røde Kors-udsendingen og den danske side – og tilbage igen.

I takt med at kampene intensiveres, skifter synsvinklerne i stadig hurtigere tempo, gengivet i ultrakorte afsnit, som giver indtryk af den kaotiske og uoverskuelige situation. I en meta-kommentar skriver Buk-Swienty, »at det er umuligt at skildre slaget andet end i fragmenter og i løsrevne øjeblikke« eller, som det hedder i ’Dommedag Als’, en »mosaiklignende fortælling«.

I ’Dommedag Als’ foretager Buk-Swienty i del 1 en nedtælling fra syv dage til Dommedag, svarende til Apokalypsens beskrivelse af tegnene på verdens undergang i slutningen af Det nye Testamente. Formålet er at opbygge en spænding, som kan holde gennem afsnit 2 og 3, hvor baggrunden ridses op, dels i kølvandet på slaget ved Dybbøl, dels på fredskonferencen i London.

Beskrivelsen kulminerer i kampene 29. juni, der fylder del 4, mens del 5 beretter om forskellige udløbere af kampene og de efterfølgende forhandlinger, som ender med, at et amputeret Danmark får fred – med fotoet af fire krigsveteraner med amputerede ben anbragt under som en passende kommentar.

’Organismebilledet’, at Danmark i 1864 blev amputeret ved hofterne, stammer fra Herman Bangs roman Stuk (1887). Også forestillingen om Dommedag findes hos Herman Bang, denne gang i ’Tine’ (1889), der skildrer konsekvenserne af kampene ved Dybbøl, som de opleves på Als – som en historisk kontekst, hvori der er indlagt en fiktiv tragisk kærlighedshistorie. Allerede i titlen ’Slagtebænk Dybbøl’ bruger Buk-Swienty et billede – hentet fra de deltagende soldater selv – til at anskueliggøre de umulige vilkår i kampen mod de angribende prøjsere.

Såvel Øvig Knudsen som Buk-Swienty forholder sig reflekterende til deres måde at fortælle på. Øvig Knudsen kalder sin bog for en dokumentarisk beretning:

»Teksten er ikke på nogen måde baseret på forfatterens fantasi, men udelukkende på et stort antal skriftlige og mundtlige kilder«.

Når han baserer sin fortælling på en række kilder, ligger der implicit heri, at han som 3.-persons fortæller foretager en række valg (det vedkender han sig), men også at han strukturerer sin fortælling, så den fremtræder i en form, som minder stærkt om kriminalromanens, og at han fortæller i forlængelse af de tilgængelige kilder.

Historikeren Erik Arup formulerede på et tidspunkt et maksime for historikerens arbejde: Han må skrive med kilderne, ikke mod kilderne og ikke ud over kilderne. Hvad Øvig Knudsen gør, er at skrive med kilderne, men undertiden også i forlængelse af kilderne, dvs. at han tillægger personerne følelser, tanker og refleksioner, som der ikke er direkte dækning for i kilderne, men som passer med den personkarakteristik, der kan uddrages af dem.

Noget tilsvarende gælder Buk-Swienty. Han hævder, at »Alle citater, beskrivelser og udsagn bygger på de medvirkendes egne udsagn i breve, dagbøger, i samtidige rapporter, avisreportager eller i senere erindringsskrivelser«. Også her er der tale om selektion og strukturering af personer og begivenheder.

Buk-Swienty skriver om Rasmus Nellemann, at han under de voldsomme kampe ved Dybbøl springer op på skansen, fyldt af modstridende følelser af vrede, frygt, lidelse og afsavn, og bliver dræbt. Disse følelser, umiddelbart før han bliver skudt, kan der af gode grunde ikke være kildemæssigt belæg for, i hvert fald ikke i traditionel forstand. Men Buk-Swienty fortæller på baggrund af, hvad Nellemann tidligere har skrevet, dvs. i forlængelse af kilderne.

Buk-Swienty indbygger desuden en note om citatskik, hvor han gør rede for, hvordan han har moderniseret det arkaiske sprog i sine kilder:

»For at gøre denne fortælling så flydende som muligt for nutidens læsere har jeg besluttet både at gøre citaterne mundrette og valgt at bruge vor tids retskrivning samt at udskifte de mest forældede ord, sætningsstrukturer og vendinger med nutidige former«.

Det er denne tilpasning til den aktuelle læser, som litteraturforskeren Georg Lukács kalder »nødvendig anakronisme« i sin bog om den historiske roman. Når Buk-Swienty aktualiserer sproget, er det udtryk for, at han skriver for en bred læserskare og ikke for faghistorikere, der vil kræve nøjagtige citater.

Det fortællende element kommer også til udtryk i meta-kommentarer af typen: »Lad os fryse slaget i dets første minut og se det i vidvinkel«. Den slags refleksioner i fortællingen over fortællingens form findes der en del af hos Buk-Swienty. De ligger tæt på en meta-fiktiv litterær fremstillingsform, som dyrkes af postmoderne forfattere.

På den anden side giver han en kronologisk oversigt over de historiske begivenheder, ligesom han fortæller ’den store historie’, som de enkelte personers ’lille historie’ er en del af. Han tegner et billede af de historiske personer (de Meza, Monrad, Christian IX etc.). Han vurderer statsministerens, krigsministerens og generalernes stillingtagen som værende totalt ansvarsløs og katastrofal på mange måder. Alt sammen som historiker.

Bøgernes vigtigste udsigelse kan sammenfattes i følgende: 1864 betyder et definitivt farvel til Danmark som betydende magt i Nordeuropa og lægger tilsvarende grunden til Prøjsens magt og Tysklands samling.

Tilsvarende lægger Øvig Knudsen vægt på, at fortællingen skal være historisk korrekt og baseret på kilder. Her er der ikke så mange lag i skildringen som hos Buk-Swienty.

Alligevel er Øvig Knudsen blevet kritiseret for i sine bøger at lade sig fascinere af Blekingegadebandens professionalisme og idealisme. Det er karakteristisk for den historiske fremstilling, at forfatteren er lig fortælleren (og ikke iscenesat som i romanen), men det udelukker ikke, at fortælleren indtager en holdning til de begivenheder, der fortælles om. Tværtimod kan vi tale om en ’nødvendig subjektivisme’, også hvor fortællingen er kildebaseret.

Øvig Knudsen og Buk-Swienty har tilføjet en ekstra dimension til måden at fortælle (en) historie på. En stor læserskare har taget deres fortællinger til sig.