De humanistiske studier er kommet under pres. Mange toneangivende og magtfulde stemmer synes at mene, at store dele af humaniora er rent flødeskum og luksusglasur. Tilsyneladende har samfundet ikke længere råd til en fuldt udfoldet og rigt orkestreret ’menneskevidenskab’, som humaniora også kan kaldes. Både uden for og inden for universitetets mure gøres der op med eksistensen af en bred humanvidenskabelig palet, der maler mange af samfundets billeder og har en værdi i sig selv.

DI – Organisation for erhvervslivet, men søreme også ledelsen af Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet, er på forunderlig vis enige om, at de humanistiske fags eksistensberettigelse primært afhænger af deres økonomiske potentiale. For DI skal humaniora bidrage til øget vækst, produktivitet og en positiv bundlinje. På Det Humanistiske Fakultet skal uddannelserne være rentable, dvs. producere et passende antal kandidater pr. investeret krone for ikke at få kniven.

Remserne kendes til hudløshed: Der skal ske ændringer, der skal prioriteres! Kravet om prioriteringer på humaniora står også på dagsordenen i den Årsrapport 09, som Danmarks Forskningspolitiske Råd udsendte tidligere på året. Rapporten fremsætter en række anbefalinger for den fremtidige udvikling af humaniora og er uden tvivl en af inspirationskilderne til den udvikling, vi nu bevidner. Desuden må det bemærkes, at rapporten skal anvendes som grundlag for den evaluering af det humanistiske fagområde, der er programsat til næste år.

Derfor er der god grund til at kaste et kritisk blik på rapporten og opfordre til en grundig diskussion af de konsekvenser, det vil få at følge dens anbefalinger. For der står mange ting på spil: humanioras mangfoldighed, humanioras brede internationale forankring og humanioras samfundsmæssige forpligtelser. Det haster med denne diskussion også uden for humanisternes egne kredse.

Danmarks Forskningspolitiske Råd blev i 2003 nedsat for at rådgive ministeren for Videnskab, Teknologi og Udvikling om dansk og international forskningspolitik til gavn for samfundet. I Årsrapport 08 gennemgik rådet dansk naturvidenskabelig forskning og kunne med beklagelse konstatere, at ressourcerne til området – selv til en række af de klassiske områder, hvor Danmark har stået stærkt internationalt – havde været relativt dalende i den seneste tiårige periode. Rådet anbefalede derfor at sætte flere penge af til dansk naturvidenskab, så områdets relative andel af dansk forskning kunne bringes tilbage til samme niveau som for ti år siden.

Tonen er noget anderledes i Årsrapport 09, hvor rådet har fokus på dansk humanistisk forskning. Det pointeres, at hvis humaniora ikke lever op til at honorere et »veldefineret samfundsefterspurgt videnberedskab«, og hvis samfundet ikke har behov for humanisternes viden, så bør denne viden ikke produceres, men måske ligefrem afvikles. Det rejser en lang række uafklarede spørgsmål:

For det første er det jo langtfra sikkert, at rådet præcist kan afgøre, hvilken viden der bærer fremtiden i sig. Hvem kunne for bare 10-20 år siden have forudset, at kinesisk kunne blive et nyttigt sprogfag, og hvem vidste, at Danish Design ville blive et stærkt brand, før det langsomt, men sikkert tog form for mange årtier siden? Intet forskningsråd har, så vidt vi er orienteret, endnu haft en så effektiv krystalkugle inden for rækkevidde.

For det andet er det vel ikke entydigt, hvad samfundet efterspørger. Økonomer, politikere, forskellige ministerier og ressortområder, universitetsrektorer, forskere, virksomhedsledere, journalister, elever og nysgerrige borgere efterspørger absolut ikke det samme. De har ganske forskellige interesser og forventninger; men alle er de dele af »det efterspørgende samfund«. Det kunne derfor være interessant at vide, hvem det er, der i rådets optik definerer det »veldefinerede samfundsefterspurgte videnberedskab«. Dette svar blafrer i vinden.

For det tredje etablerer rådet en skarp skelnen mellem på den ene side et ’klassisk’ og smalt humaniora bestående af bl.a. sprogfag og sprogvidenskab og på den anden side et ’dynamisk’, bredt, fremtidsorienteret og innovativt humaniora, der udgøres af nye medier, informations- og kommunikationsteknologi, antropologi, pædagogik og psykologi. Denne forskel er ikke bare kunstig, den er også fatal. Hvordan forestiller man sig, at vi skal kommunikere med andre end os selv uden viden om og anstændig beherskelse af fremmedsprog? Hvordan, uden grundige filologiske, historiske og filosofiske studier, overhovedet opnå de nødvendige forudsætninger for at foretage de umiddelbart mere populære – men ofte også mere kortsigtede – studier af hippe fænomener såsom oplevelsesøkonomi, brandingstrategier og innovative managementteknikker?

Der er ikke i Årsrapport 09 redegjort nærmere for, på hvilke måder fagområderne pædagogik og psykologi er mere internationale end sprogfag og sprogvidenskab. Ikke desto mindre anser rådet det såkaldt ’klassiske’ humaniora for nationalt og udynamisk, mens det ’nye, dynamiske’, humaniora beskrives som tværfagligt, internationalt orienteret og innovativt. På den måde overser rådet ganske, at det ’klassiske’ humaniora, som bl.a. under international bevågenhed finder nye dimensioner i såvel danske (f. eks. Kierkegaards, Karen Blixens og Inger Christensens) som internationale (f. eks. Aristoteles’, Dantes og Dostojevskis) forfatterskaber, og som forsker i så forskellige fænomener som krigenes, pædagogikkens, arkitekturens, malerkunstens, seksualitetens og verdensbilledets forvandlinger, netop tiltrækker sig opmærksomhed, fordi dette humaniora formår at besinde sig på noget ganske andet end at servere endnu en omgang globaliserede buzz-words.

Rådets anbefalinger om at føre naturvidenskaben tilbage til samme niveau som for ti år siden, fordi den lever op til politikernes ønsker om her-og-nu-samfundsmæssig-relevans og om – nærmest i samme bevægelse og med samme begrundelse – at nedlægge store dele af det såkaldt klassiske humaniora, forekommer uendeligt forhastede og tankeløse.

Nogle af de mest fremsynede dele af erhvervslivet og naturvidenskaben har for længst indset behovet for at trække på det klassiske humaniora. Frem for at sætte høje og tonedøve hegn mellem naturvidenskaben og humaniora, er der behov for tværvidenskabelige samarbejder, der respekterer fagområdernes særkender og muligheder for at udvikle civilsamfundet og erhvervslivet i Danmark på måder, der kommer borgerne til gode. Det synes derfor aldeles kontraproduktivt at styrke det ene område på bekostning af det andet. Ganske som det i længden vil vise sig ufrugtbart at hylde det umiddelbart anvendelige på bekostning af den langsigtede grundforskning både inden for naturvidenskaberne, samfundsvidenskaberne og de humanistiske videnskaber. Man synes at være på vej til at begå samme brøler som den, der i uddannelsessystemet har resulteret i, at idealerne for læring og erkendelse kommer til at blive beskrevet i luftige kompetencetermer.

Aktuelt er både humaniora og den klassiske grundforskning inden for naturvidenskaberne under stærkt pres. Der er bl.a. sket massive fyringer af biologiske eksperter med begrundelser, der ligner dem, Danmarks Forskningspolitiske Råd nu anbefaler at tage i brug i den kommende evaluering af humaniora. Kravet til umiddelbar nytte og økonomisk ’bæredygtighed’ på selv de mindste fagområder lader til at udfase al grundforskning. Dette er selvsagt en markant forringelse af vilkårene for at udfolde og nyudvikle et bredt defineret dansk ’vidensberedskab’. Men egentlig synes rådet at mene, at det med det danske dybest set er et lidt suspekt – ja, nærmest diskvalificerende – træk ved humaniora.

Rådet ser helst, at humanisterne skriver noget mere på engelsk, og at de publicerer noget mere i anerkendte internationale tidsskrifter. Samtidig skal humanisterne selvfølgelig honorere den samfundsmæssige efterspørgsel på højtuddannet arbejdskraft og sørge for, at de studerende kommer hurtigere igennem ’maskinen’. Humanisterne skal hjælpe til med, at Danmark klarer sig godt i den intensiverede globale konkurrencekamp om nye markeder og højtydende hjerner. I ganske små glimt synes penneførerne også at erindre, at humanisterne spiller en rolle i offentligheden og er med til at oplyse, uddanne og danne befolkningen. Der er således en række modstridende logikker på spil i Årsrapport 09 fra Danmarks Forskningspolitiske Råd. De økonomiske, videnskabelige, pædagogiske og oplysningsorienterede logikker træder simpelthen hinanden over tæerne; men økonomismen får alligevel endnu en gang lov til at træde de andre under fode.

Derfor fremtures der hovedløst med, at det primært er de krav, der udspringer af en økonomisk logik, der skal definere humanioras (og alle andre videnskabers) raison d’être. Uden humanioras eksistens og mellemkomst havde det civile samfund set meget anderledes ud, hvis det vel at mærke overhovedet havde set dagens lys som andet end en markedsplads for handlende og betlende. Uden sprog, læsning, skrift, tænkning og kommunikation ingen økonomi og for den sags skyld heller ingen politik. Uden en dyb indsigt i sprog, kultur og historie svækkes orienteringsevnen og kvalitetssansen. Humaniora kan skabe og tilbyde fælles referencer, der holder længere end selv nok så fængende storskærmsfænomener som talentshows og sportsbegivenheder.

Der er bred politisk enighed om, at der er behov for en stærk civil og kulturel dannelse af de nuværende og kommende borgere i dette samfund. I det perspektiv tjener humaniora både Kulturministeriets kultur- og traditionsformidling og Undervisningsministeriets behov for viden til en national og international medborgerlig dannelse, og i den sammenhæng er humanistiske eksperter og formidlere på universiteterne så at sige alle lærernes lærere. Men den opgave bliver stadig sværere at løfte, hvis de humanistiske forskere først og fremmest skal tjene allehånde innovations- og økonomikalkuler.

Det står ikke helt klart, efter hvilke retningslinjer regeringen udpeger medlemmerne til Danmarks Forskningspolitiske Råd; men man skal være mere end almindelig halvblind for ikke at notere sig, at det til stadighed kun er ét enkelt ud af i alt ni medlemmer, der kan bryste sig af at have humanistisk baggrund eller fagkundskab. Kan det tænkes, at rådet simpelthen ikke har forudsætningerne for at forstå, hvad humaniora og humanioras rolle er? Hvad det nytter det at have et helt fagfelt, der ikke umiddelbart kan måles hverken af erhvervsøkonomernes modeller for vækst og produktivitet eller af videnskabsministeriets ’bibliometriske’ modeller for forskningsproduktivitet?

Det forskningspolitiske Råd tilkendegiver faktisk ganske ærligt og prisværdigt, at de bibliometriske målingssystemer ikke umiddelbart kan »overføres på humanistisk forskning generelt«; alligevel er det på den baggrund, de finder det entydigt problematisk, at humanisterne skriver for meget på andre sprog end engelsk. Men hvis ikke danske humanister også skrev på f.eks. spansk, tysk, fransk mm., hvordan skulle dansk humaniora da deltage aktivt i de internationale forskningsmiljøer, der frembringer nye indsigter på disse sprog og inden for disse sprogområder? Uden en sproglig mangfoldighed kan heller ikke et højt niveau i den engelsksprogede publicering opretholdes. Og hvis ikke danske humanister skrev eller talte på dansk, hvordan ville den almindelige læsende, lyttende og – ikke at forglemme – skattebetalende del af befolkningen nogensinde komme til at stifte bekendtskab med de humanistiske forskningsresultater? Det er bestemt fornemt at få en naturvidenskabelig artikel optaget i Nature, Science eller The Lancet; men ligesom evalueringskriterierne for humanistisk forskning må være åbne over for, at ’internationale’ publikationer ikke nødvendigvis er ensbetydende med engelsk, må de være åbne over for det formidlingsmæssige og for den nationale public service-forpligtelse. Der må være plads til mangfoldigheden.

Rådet overser ganske, at det, der på overfladen ligner ’dansk humaniora’, i allerhøjeste grad er forskning, der refererer og bidrager til internationale forskningsmiljøer. Et eksempel på det er antikhistorikeren Mogens Herman Hansen, som på én og samme tid nyder den højeste internationale anerkendelse for sine værker på engelsk om det græske demokrati og national respekt for sine mange værker til gymnasiebrug om demokratiets historie helt frem til vores og vores naboers grundlove. Dette er – i al sin enkelhed – relevant, dynamisk og internationalt humaniora med høj samfundsmæssig værdi. Selv om denne form for værdi næppe giver de store udslag i de økonomiske modeller for vækst og produktivitet.

Det nytter ikke noget alene at fortolke mennesket som en rationel økonomisk agent og som en ensom ulv på et internationalt marked. Humanistiske studerende og forskere er ikke kun individuelle producenter og markedsaktører, de er fælles om at kreere, udveksle og analysere kulturelle betydninger, som ingen nok så konkurrencedygtig logik kan leve foruden.

Det forekommer meget kortåndet at foretage en direkte sammenkobling mellem en vellykket deltagelse i den ’globale konkurrence’ og humanioras relevans’. Problemet består ikke mindst i, at hverken globalisering eller relevans er entydige begreber. Der kan bl.a. tales om en kulturel og en vidensmæssig globalisering; men den er bestemt ikke identisk med, endsige synkroniseret med den økonomiske globalisering. På samme måde kan der tales om et hav af forskellige relevanskriterier, hvoraf nogle af dem er i direkte modstrid med hinanden. Således kan relevansforhippetheden risikere at føre til, at vægtig og langsigtet grundforskning geråder ud i en åbenlys legitimitetskrise, og at lovende tænkning afvikles, før den er blevet flyveklar, alene fordi den ikke kan honorere credoet om den hurtigst mulige vej fra tanke til faktura.

Det forekommer også uhyre kortsynet at tænke ’internationalisering’ af forskning og uddannelse som en målbar størrelse, der fremkommer ved optælling af engelsksprogede publikationer og ansættelse af udenlandske forskere. Her kunne man med fordel lade sig inspirere af en nylig analyse af folkeskolen med den sigende titel: ’Internationaliseringen der blev væk’. Den af Undervisningsministeriet(!) nedsatte gruppe bag rapporten konkluderer, at planerne om at skabe en »folkeskole i verdensklasse« indtil videre har slået fejl og fremhæver nødvendigheden af at sikre tilstedeværelsen af en række klassiske humanistiske kernekompetencer. Det drejer sig om at vide, hvor man står, og hvor man kommer fra. ’Rødderne’ må sættes i perspektiv af og udfordres gennem kendskab til andre kulturer, værdier, normer og levevilkår. Det gælder om at kunne kommunikere på fremmedsprog, analysere og fortolke tekster fra andre lande og kulturer. Det er indlysende, at en moderne folkeskole må gribe disse udfordringer.

Lige så indlysende burde det være, at kilden til disse kundskaber udspringer af humanioras mangfoldighed. Uden denne mangfoldighed og humanistisk grundforskning er det ikke muligt at blive ved med at oplyse, uddanne og ’servicere’ danske borgere, der såmænd både er nysgerrige og lærdomshungrende, åbne og internationale – hvis vi får lov til det.

Danmarks Forskningspolitiske Råd: Årsrapport 09. Dansk forskning – Store udfordringer og store globale muligheder, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, marts 2010.