Så er vi der igen.

I morgennyhederne kritiserer landets jordemødre, at der ikke er den fornødne tid til at passe de fødende. Har vi ikke hørt det før?

Det er ikke kun et resultat af finanskrise og fejlslået kommunalreform – det er en udvikling, der har været i gang i over 30 år. Der er sket en systematisk afvikling af tid til omsorgen under fødslerne til fordel for en lang række behandlingsrutiner og rationaliseringstiltag.

I en kort nyhedsudsendelse træder jordemødrene ind i rampelyset, før de genindtager deres fortravlede skyggetilværelse på de obstetriske specialafdelinger.

Der var engang, hvor jordemoderens ankomst til en fødsel forberedtes ved, at man hentede spandevis af vand i brønden, holdt det i kog på komfuret og holdt kaffen varm på kanden. Hun var en betydningsfuld gæst i den fødendes hjem og satte med stor myndighed og rutine den kommende familieforøgelse i scene.

Dengang havde jordemoderfaget en aura af autoritet og respektabilitet. Jordemoderen var en betydningsfuld ’madam’. Hendes arbejde udgjorde essensen af et erfarent kvindeligt råderum, og jordemoderfaget kombinerede på en helt usædvanlig måde kvindelighed, selvstændighed, professionalisme og faglig ligeværdighed og dette endda længe inden, at de begreber blev temaer for en kvindekamp.

Fødestuerne ude i hjemmene var et kvindernes fristed og en vigtig kilde til fastholdelse af en specialiseret, erfaringsbaseret viden og til bevarelse af kropsindsigt i kombination med håndværkets nedarvede rutiner. Det var samtidig et rum for solidaritet og indbyrdes omsorg. Sådan er det ikke mere.

Det tidligere respekterede jordemoderfag er støt og roligt ved at miste fodfæste, og professionen har tabt sin store faglige gennemslagskraft. Vi er også i fuld gang med at miste vigtig viden om fødslers karakter og den praktiske kyndighed videregivet fra generation til generation.

Et par eksempler er fødemiljøets vigende interesse for det håndværksmæssige i faget, de følende hænder, de lyttende ører, instinkt og fornemmelser samt både tid og tålmodighed til at våge på fødestuen og bibringe kvinden ro, koncentration og mod. Disse forhold var tidligere – sammen med et godt personligt kendskab til kvinderne – grundpillerne i jordemødrenes arbejde. Sådan er det heller ikke mere.

Potentialet i disse simple, men effektive observationsmetoder har ikke fået chancen for at bevise deres nutidige værd, fordi fødsler er blevet teknologiens og medikaliseringens legeplads. Disse fine kompetencer er ganske enkelt ikke mere i kurs, og vågetid er jo ikke ’effektiv’ tid.

Billedet af en jordemoder, der passer én fødende ad gangen fra start til slut, sidder der, står der, er der, står i skærende kontrast til nutidens fortravlede hospitalsansatte jordemoder, der jager fra stue til stue og passer adskillige fødende på én gang. De gamle observationsmetoder – at føle veer med hånden og lytte i træstetoskop – er for længst overhalet af elektroniske målinger.

Det giver imidlertid – og desværre – netop fødeorganisationen mulighed for at forvente, at jordemoderen kan observere flere fødende på én gang uden rent fysisk at være ét sted ret længe ad gangen. Jordemoderen forventes at administrere elektronisk ve- og hjertelydsovervågning, epiduralblokader og vefremmende drop samt at bistå ved det voksende antal kejsersnit. Er disse arbejdsopgaver så indarbejdet i jordemoderens fødestuerutiner, at vi helt glemmer at spørge, om det er det, vi vil? Nej, ikke helt.

I den forgangne vinter blev der rejst en debat med udgangspunkt i den høje kejsersnit- frekvens. Debatten bølgede længe frem og tilbage. En stor del af brugerne var fortalere for, at nutidens kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop og således også bør have ret til frit at kunne vælge såvel en smertefri fødsel som en stram uspoleret bækkenbund efter fødslen og dermed også et kejsersnit uden lægelig indikation.

Kun få brugere og jordemødre vovede at argumentere for, at en fødsel uden for meget indblanding eller smertelindring og et barn født gennem fødselskanalen måske er at foretrække både for mor og barn. Dette synspunkt afføder oftest meget skarp kritik fra mange interessegrupper.

Synspunktet anses af de kritiske for at være gammeltestamentligt (»med smerte skal du føde dit barn«) og kvindeundertrykkende. At retten til at bestemme over egen krop også kunne være retten til at lade kroppen klare sig uden indblanding, uden derfor at blive undsagt nødvendig omsorg, er ikke en del af tidens kvindedebat.

Også lægernes bidrag til debatten om kejsersnittene virkede uforløst og præget af, at mange faktisk er i vildrede. På bundlinjen bliver jeg efterladt med det indtryk, at den høje frekvens af kejsersnit uden lægelig indikation er opstået ved et langsomt skred i rutinerne, bl.a. lægernes stigende accept af at bøje sig for brugerkrav og en aftagende bekymring for følger af det kirurgiske indgreb.

Brugerindflydelsen er blevet større. Det har både positive og negative konsekvenser. Negativt er det, synes jeg, at vi på dette punkt nærmer os amerikanske tilstande, hvor lægernes risiko for kostbare sagsanlæg fra utilfredse patienter styrer rutinerne i udtalt grad. Det ligger naturligvis også indlejret i overvejelserne om valg af rutiner på danske fødestuer, at man ikke vil gribes i ikke at have gjort alt, hvad man nu engang kan, også selvom det hele forløber fuldstændig normalt. For tænk nu hvis ...?

Et kirurgisk indgreb blev tidligere anset for at være en risikoforøgelse for mor og barn, og indikationen for at foretage dette indgreb skulle derfor afvejes nøje imod risikoen. Det udelukkede enhver idé om et kejsersnit, der var begrundet i ønsket om at slippe for den vaginale fødsel.

En snart tilsidesat jordemodererfaring har været, at man skal holde fingrene helt for sig selv og lade fødslerne gå deres naturlige gang og kun gribe ind, hvis der konstateres risiko for mor og barn.

Dette synspunkt falder ikke i god jord i en tid, hvor videnskaben næsten ved bedre end naturen selv. De fleste fødeafdelinger har helt fastlagte procedurer af observerende, forebyggende og indgribende karakter, og fødslerne tvinges dermed på forhånd ind i en gråzone imellem den normale og den potentielt unormale fødsel.

Det er blevet stadig sværere at skelne imellem normalt og sygeligt. Når alt kan tænkes potentielt farligt, er der ikke plads til normalitetstænkning. Den obstetriske kliché ’man kender ikke fødslen, før den er overstået’ er da ikke til beroligelse for nogen! Faren lurer bag hver fødende. Risikotænkning opfylder sin egen profeti.

Er det virkelig nødvendigt at være så bange for fødslerne? Ja, hvis vi bliver så arrogante, at vi ikke tager os tid til menneskene bag slangerne, så skal vi være bange. Ellers ikke. Det er vigtigt at stoppe op, når en udvikling kammer over, og derfor skal det kalde på opmærksomhed, når jordemødrene nu klager over, at deres mulighed for at tilse og støtte de fødende er for ringe.

Forandringer har præget udviklingen inden for fødselshjælpen i mange år. Vi oplever en ændret professionsforståelse og en ændring i de yngre jordemødres faglige identitet. Jordemoderuddannelsen er blevet en professionsbacheloruddannelse med øget vægt lagt på teoretisering og skriftlighed. Den akademiske ambition er stor, og i årevis har optagelse til jordemoderuddannelsen krævet et ekstremt højt eksamensgennemsnit.

De nye jordemodergenerationer er uddannede og opdragede til at kunne tage en faglig diskussion med lægerne på lægevidenskabens præmisser. Men forankringen i tålmodighed og det afventende kliniske blik er blevet vanskeligere. Det er ikke mere en fremtrædende del af jordemoderfagligheden.

De senere års mange rationaliseringsindgreb i sundhedsvæsenet og i fødselsvæsenet samt de store sammenlægninger af fødeafdelinger, som vi oplever lige nu, skaber en fødeindustrialisering, der lægger sig til de senere års fødselsmekanisering.

Den særlige jordemoderfaglighed, der tidligere var professionens arv og største kvalitet, nærværet og omsorgen, finder ikke megen plads i denne organisatoriske tænkning. Jordemoderfaget har tidligere haft et mangeårigt tilhørsforhold til den primære sundhedssektor, og der har været lagt stor vægt på det forebyggende arbejde.

Nu er jordemødrene i overvejende grad blevet en af det sekundære sundhedsvæsens behandlergrupper. Der er sket en glidende absorbering af fødslerne i det lægevidenskabelige arbejdsmiljø og i den naturvidenskabelige tænkning. Er det egentlig godt eller skidt for de fødende? Det ville være løgn at påstå, at der er massive brugerkrav om at få de naturlige fødsler tilbage. `Naturlige fødsler er nærmest omgærdet med en slags mystik, en kult, en tilbagevenden til urtilstanden, noget for de flippede.

Nej, mange nutidige vordende forældre ville nok betakke sig for alt for meget naturlighed, og mange er tilfredse med teknologien Der er med andre ord både for og imod. Men ingen betakker sig jo for at få hjælp og støtte under en fødsel, uanset hvordan den skal forløbe, og den hjælp og støtte kniber det gevaldigt med at få!

Fra det stigende antal af jordemødre, der nu vælger at blive privatpraktiserende, meldes imidlertid om henvendelser fra stadig flere kvinder, der fravælger hospitalsrutinerne til fordel for en fødsel med omsorg og jordemoderens nærvær.

Det peger på et behov, der tilsyneladende ikke kan tilgodeses i hospitalernes organisation og økonomitænkning. Det behov handler om at blive taget sig af og at blive taget om, ganske enkelt. Støttende hænder, beroligende stemmer. Er det for meget forlangt? Når ikke det er der, så er ideen om et planlagt kejsersnit da meget let at få.

Danske kvinder og mænd er via internet og chatgrupper ualmindeligt veloplyste og dermed også kritiske forbrugere af fødselsbetjeningen. Men informationen kan forekomme skævvredet. Fra dag ét i en ny graviditet bliver der råbt risiko og fremlagt temaer til stillingtagen, som kan få selv den mest oplyste til at miste fodfæste.

Inden den befrugtede ægcelle har mangfoldiggjort sig til et menneskefoster, har vi splittet vores syn på denne organisme op i syg og rask, farlig og ufarlig, lad leve – lad dø. Der ligger megen uro og svær stillingtagen for enden af de mange test og undersøgelser.

Samtidig har man indskrænket kvindens og familiens kontakt med en jordemoder, og dette til trods for, at denne faggruppe netop er teoretisk funderet til at træde ind i feltet med viden, rådgivning og samtaler om disse livsessentielle temaer.

Nyuddannede jordemødre har bemærket, at de ikke får aktiveret vigtige dele af deres uddannelse, når hverdagen som færdiguddannet er en realitet. Arbejdet tilbyder kun en mindre grad af kreativitet og vejledningsopgaver, men er derimod forlods fyldt med procedurer og kontakt efter stopur. For den næste venter jo. Hvilket spild af lærdom.

»Medicalisation of Childbirth – have we gone too far?« blev der spurgt på Nordisk Jordemoder Forbunds nyligt afholdte kongres i København. Der er sket et dramatisk holdningsskift både hos brugerne og hos de professionelle for aktiv medicinering og hurtige indgreb også kejsersnit. Men det kalder alligevel på forundring, at så mange kvinder frivilligt hopper på operationsbriksen.

Hvor meget ved vi egentlig om, hvorvidt denne forandring er et resultat af et reelt meningsskift hos de fødende eller et resultat af omstændigheder, der har alarmeret de fødende? Er kvinderne/forældrene igangsætter af denne kejsersnitslavine, eller er det initieret fra fagligt hold?

Medikaliseringen, teknologiseringen, risikodiskursen og rationaliseringen går for vidt, dét er min påstand. Det må være muligt at tilbyde en fødselshjælp på et højt kvalificeret grundlag og med tårnhøj sikkerhed, uden at omsorg skal fortrænges af risikotænkning og indgreb. Det har den hollandske fødselsorganisation dokumenteret i årevis. Det er med andre ord et spørgsmål om holdning. Og der er holdning bag afviklingen af omsorgen og indskrænkningen af jordemodertiden på fødestuerne. Det sker vel ikke bare.

Man kan med nogen rimelighed forvente, at meget store strukturelle forandringer, af den karakter som fødselsvæsenet har gennemgået, har rod i konklusioner, der er draget ud fra kvalificeret forskning.

Hvilken forskning ligger egentlig til grund for den systematiske reduktion af jordemødrenes tilstedeværelse og dermed af nærvær og omsorg på fødestuerne? Er det dokumenteret, at den omsorgsbetonede fødselshjælp er uden betydning, når vi taler om sikkerhed under fødslen, eller har de ansvarlige sat kikkerten for den blinde øje og fremturet med beslutninger baseret på helt manglende vidensgrundlag?

På tre professionsskoler i landet uddannes jordemødre som professionsbachelorer med en unik kompetence inden for graviditets- og fødselsrådgivning, fødselsbistand og barselspleje, Lad dog disse kvalificerede jordemødre træde til – igen, lad dem folde deres teoretiske viden ud, og lad dem generobre den kliniske jordemoderekspertise, inden den forsvinder helt. Giv dem tid på fødestuerne, så fødselshjælpen genvinder almindelig anstændighed.

Hverken de fødende eller jordemødrene lever i fortidens uoplyste mørke, tværtimod. De fødende er veloplyste og kropsbevidste og kan også mere, end de gives mulighed for. Jordemødrene er veluddannede og kan meget mere, end de gives mulighed for.

Giv både kvinderne og jordemødrene fordums autoritet og myndighed tilbage, stol på dem og giv de fødende, der ønsker det, en spontant forløbende fødsel under sikre forhold med en jordemoder, der er til stede og er en nærværende og erfaren hjælper fra start til slut.