I forbindelse med en udstilling på Arbejdermuseet havde museet lånt det bord, hvorom regeringens ministre samles i Statsministeriet til de fælles ministermøder. Når man gik bordplanen efter, viste det sig at Kulturministeren er placeret så langt væk fra statsministeren, som man overhovedet kan komme.

En tilsvarende bordplan – eller rangordning om man vil – kan man også aflæse ud af de årlige finanslovsforhandlinger. Også her er det bevillingerne til kulturområdet, der står bagest i køen, når pengene skal fordeles.

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor tillægges kulturen og kunstens rolle og værdi for det danske samfund ikke større politisk betydning? For selv om kulturministre som Brian Mikkelsen og Carina Christensen og den aktuelle minister, Per Stig Møller, givet var og er glade for kulturministerområdet, har denne glæde endnu ikke udløst større markante bevillinger til området. Hverken da økonomien gik godt eller nu, hvor riget fattes penge.

For når de andre ministerier skal spare, så skal kulturområdet jo også, er logikken. Men hvorfor egentlig det? Bør vi ikke netop gøre det modsatte? Nemlig opprioritere den politiske og økonomiske opbakning til det danske kulturliv ud fra en forståelse af, at et lands kunst og kultur indgår som de helt grundlæggende byggesten til det, vi noget uklart definerer som vores fælles identitet.

LÆS OGSÅHvad mener landets vigtigste politikere egentlig om kulturen?

At det er forudsætningen for kvaliteten og soliditeten af det kulturelle og værdimæssige ståsted, hvorfra vi møder verden i al dens komplekse kulturelle mangfoldighed. Et møde med ’de andres’ kulturer, som – gennem forhandling og udveksling – igen påvirker vor egen kulturelle selvforståelse.

En evig udveksling af værdier, holdninger, erkendelser og værdifulde informationer ind og ud af Danmark. Til gavn for os og forhåbentlig også til gavn for vor omverden. Vi er langt bedre i stand til at møde verden med et kosmopolitisk åbent sind, hvis vi er kulturelt bevidste og oplyste og ved, hvad der er til diskussion, og hvad der ikke er. Vi skal ikke give køb på de grundlæggende menneskerettigheder som kvinders ligeberettigelse, minoritetsbeskyttelse, religionsfrihed og ytringsfrihed.

Men vi må samtidig være oprigtigt interesserede i at forstå ’de andres’ kulturelle perspektiv. For kun derigennem øger vi vor egen dannelses-kapital, så vi bliver endnu bedre til at håndtere ikke bare kulturmødet, men også til at udnytte de muligheder, som globaliseringen – økonomisk, socialt, vidensmæssigt og kulturelt – giver os.

Hvis man er enig i ovennævnte vurdering af kulturen og kunstens rolle i det danske samfund, bør kulturpolitikken fra at være et marginalt politisk interesseområde løftes ind i centrum for al politikudvikling. Det vil sige, at det kulturelle perspektiv ikke bare skal inspirere, men udfordre de øvrige politikområder og dermed den måde, vi tænker blandt andet byudvikling, erhvervspolitik, uddannelsespolitik, socialpolitik, miljøpolitik, forsvarspolitik på – ja, den måde, vi tænker og forstår samfund på.

Dette perspektivskift er kun muligt gennem et kritisk opgør med de sidste ti års borgerlige kulturpolitik. En kulturpolitik, der i bedste fald har været karakteriseret ved, at den siddende kulturminister har forvaltet de bevilliger, der nu engang var på området. Og i værste fald udtryk for et politisk knæfald. Ikke bare for Dansk Folkepartis småborgerlige kulturnostalgi, men også et knæfald for en kommercialisering og en politisering af kulturområdet, der desværre har opbakning langt ind i de konservatives og Venstres egne rækker.

LÆS OGSÅPia K. sætter sig på kulturmillioner

Resultatet af denne kulturkonservative – til tider nærmest kræmmeragtige – tænkning, har betydet, at det kreative rum i Danmark er blevet mere og mere lavloftet og indeklemt. Dermed svækkes Danmarks rolle og betydning i forhold til den intellektuelle, kulturelle og kunstneriske vækst, den øvrige verden oplever i disse år.

Det at afskære sit eget land fra vigtig viden og kulturelt at lade stå til, for ikke at sige udsulte sine bærende kultur- og uddannelsesinstitutioner, grænser til landsskadelig virksomhed. For uden dyb faglig ekspertviden og tilsvarende nuanceret kulturelt og kunstnerisk udsyn og indsigt kan man ikke tale om at være et moderne, humanistisk videnssamfund. Dette er hårdt sat op. Men desværre nødvendigt.

LÆS OGSÅKultursociolog: »Danmark kan ende i osteklokken«

For den borgerlige regering og Dansk Folkeparti har med deres politiske prioriteringer svækket og vanskeliggjort Danmarks mulighed for aktivt at indgå i og være en del af en mere og mere kulturelt, intellektuelt og økonomisk dynamisk globaliseret verden. Derfor er der brug for en ambitiøs nytænkning af hele kultur- og kunstområdet. Herunder en præcisering af, hvordan kulturpolitikken skal prioriteres og dermed placeres i forhold til de øvrige politiske områder i et kommende regeringsprogram.

Hvis man skal kikke i krystalkuglen og vurdere, hvilke problemer og udfordringer en kommende kulturminister skal forholde sig til, tegner der sig et kulturpolitisk landskab defineret af mindst tre markante problemhøjdedrag.

Det ene højdedrag tager afsæt i de muligheder, både den ydre og den indre globalisering rummer for det danske kunst og kulturliv. Både derude og herhjemme. Det andet højdedrag rummer de nye produktionsmæssige spilleregler, som digitalisering, nettet og de nye sociale medier giver for kunstnerisk og kulturel produktion. Og det sidste højdedrag er ophobningen af alle de problemer, der er affødt af de sidste små ti års borgerlige kulturpolitik.

Hvordan genfinder Danmark sin plads på den internationale kultur- og kunstscene? Hvor i den globale kulturelle og kunstneriske fødekæde ser vi os selv? Et er, hvad vi som lille kulturproducerende nation har at bidrage med til verdenskulturen. Noget andet er, hvordan vi forholder os bevidst til, at den vestlige økonomiske – og derfor også på sigt kulturelle – dominans ikke bare bliver udfordret, men til en hvis grad overtaget af lande som Kina, Indien og Brasilien.

Vi står derfor over for et helt nyt kulturelt verdenskort, der uvægerligt må udløse nogle vigtige strategiske diskussioner og beslutninger på de danske kulturinstitutioner.

Men ikke nok med, at vi skal forholde os til nye spilleregler på den globale scene. Vi skal også forholde os til den indre globalisering. For mens regeringen og Dansk Folkeparti har lukket det ene vindue ud mod verden efter det andet, er Danmark paradoksalt nok samtidig blevet et mere og mere flerkulturelt samfund.

Aldrig har gadebilledet – med sine mennesker, butikker og restauranter – været mere broget og mangfoldigt, end det er i dag – en udvikling, som har skabt både sociale konflikter, kulturel usikkerhed og decideret frygt hos dele af den danske befolkning. Men også forudsætningen for en kulturel vitalisering af det danske samfund uden sidestykke.

Hvordan griber og begriber den danske kulturpolitik denne nye kulturelt mangfoldige virkelighed? Hvordan bliver dette nye Danmark afspejlet i de kunstneriske produktioner på vores teatre, i biografen, på museerne, på tv og radio, i kulturministeriets støtteordninger, de kunstneriske uddannelser osv.?

Denne kulturelle ydre og indre globaliseringsudfordring – at få dansk kunst og kultur ud i verden, samtidig med at vi får forløst det kunstneriske og kulturelle potentiale hos det flerkulturelle Danmarks talentmasse – bør markant præge den kulturpolitiske dagsorden i de kommende år. Og forhåbentlig er resultatet, at en række nye kulturelle og samfundsmæssige orienteringspunkter træder frem. Kulturelle pejlemærker, som vi har så hårdt brug for, når det gælder at kunne navigere klogt og hensigtsmæssigt i en mere og mere kompleks global virkelighed.

Samtidig skal en ny kulturpolitik også forholde sig til, at de klassiske produktionsvilkår, hvor få kunstnere gennem få udvalgte kanaler fik mulighed for at nå publikum, nu er vendt fuldstændig på hovedet, så alle danskere har mulighed for være ’kunstner for en dag’ og gennem f.eks. nettet nå et enormt antal mennesker.

Denne demokratisering af de kunstneriske og kulturelle produktionsvilkår har ikke bare medført, at langt flere skriver bøger, laver musik, producerer film, tager fotografier og maler billeder. Der bliver også eksperimenteret med genrerne i et væk.

Dette betyder, at den klassiske opdeling af, hvad der er teater, dans, musik, film, litteratur og billedkunst, er under forandring. Så meget, at man måske kan tale om helt nye kunstneriske hybridformer, der måske føler sig mere hjemme på en computerskærm, i en fabrikshal eller ude på byens torve, gader eller baggårde end på den klassiske teaterscene eller i biografsalen.

Det, at dansk kunst og kultur både skal finde sin nye rolle, når det gælder den ydre og indre globaliseringsbevægelse, og samtidig omstille sig til de radikalt anderledes produktionsvilkår og kunstneriske samarbejdsformer, vil naturligvis udfordre både det nuværende kunststøttesystem, det faglige indhold på kunstuddannelserne og den rolle, de klassiske kunstinstitutioner skal spille i det danske samfund.

Det skaber behov for en ny ikke-hierarkisk kultur- og kunstforståelse. Både som konsekvens af konvergensen mellem de forskellige kunstformer, men også fordi hele opdelingen mellem, hvad der er populærkultur, og hvad der er finkultur, i dag har mistet sin relevans. Der er brug for en ny kunst- og kulturforståelse, der evner at fange, afspejle og sætte ord og begreber på de komplekse dynamikker, produktionsprocesser og samarbejdsformer, der kendetegner kunst- og kulturscenen i dag.

Ud over ovenstående kulturelle og produktionsmæssige udfordringer har der op gennem nullerne ophobet sig en lang række akutte problemstillinger, der kan registreres på alle niveauer af den kulturelle og kunstneriske fødekæde.

Lad os begynde i toppen af fødekæden. På museumsområdet ser vi, at vigtige kulturhistoriske samlinger i dag ikke bare står gemt væk på magasinerne, men at de simpelthen forvitrer og dermed er tabt for eftertiden. Samtidig er der ikke ressourcer – hverken økonomisk eller fagligt – til en mere ambitiøs indsamling af nyt materiale, der igen er forudsætningen for produktionen af nye udstillinger.

Det betyder, at den kollektive kulturhistoriske hukommelse bliver svækket dag for dag, samtidig med at fremtiden ikke bliver grebet af de danske museer. På biblioteksområdet står det ikke bedre til. For selv om bibliotekerne, næstefter Danmarks Radio, er den kulturinstitution, flest danskere bruger – og danskerne bruger rent faktisk bibliotekerne mere og mere – er bevillingerne ikke fulgt med. Denne helt paradoksale situation har betydet, at bibliotekerne har mere end svært ved at oprette det nuværende service- og kvalitetsniveau.

Hvis vi bevæger os en tak nedad i den kunstneriske fødekæde er situationen ikke mindre alvorlig. De mindre kulturinstitutioner – fra egnsteatrene over kunstbiograferne til de lokale musikscener – kæmper alle med næb og klør for at overleve.

Det samme billede går igen, når talen falder på arbejdsvilkårene for det eksperimenterende lag af frie scenekunstnere og performancegrupper i Danmark. Ja, det var næsten, som om den nuværende regering gik helt bevidst efter at forringe – for ikke at sige obstruere – produktionsbetingelserne for den eksperimenterende kunst i landet, da man som noget af det første efter regeringsskiftet nedlagde Kulturministeriets Udviklingsfond.

Heldigvis har lokalpolitikerne i blandt andet København og Århus forsøgt – så godt som muligt – at kompensere for regerings uambitiøse kultur og kunstpolitik. Men de kommunale kulturbudgetter er også små – så selv om den gode vilje er til stede i kommunerne, bliver det alligevel ikke til andet end kulturpolitiske lappeløsninger.

På det helt personlige niveau oplever vores kunstnere, at deres hverdag nærmest har karakter af overlevelseskamp. Dels fordi de få muligheder, de ind til nu har haft, for at søge om statslig produktionsstøtte enten begrænses eller direkte lukkes ned. Senest var dette tilfældet på litteraturområdet. Og dels er kravene for at kunne oppebære dagpenge blevet skærpet, hvilket rammer specielt hårdt for vores kunstnere, der ofte er sæson- eller projektansat.

LÆS OGSÅ»Jeg er ved at kaste op over Rifbjerg og co.«

Konsekvenserne af snart ti års kulturkonservativ kulturpolitik er derfor til at tage og føle på. Hele vejen fra den enkelte kunstner til toppen af de bærende kulturelle og kunstneriske institutioner. Der er derfor brug for at formulere en helt ny kultur og kunstpolitik, der bryder med de sidste små 10 års indadvendte og tilbageskuende kultursyn. Oppositionspartierne bør derfor hver for sig og sammen gøre sig præcise overvejelser over, hvordan kulturområdet kan revitaliseres.

Hvis det står til Det Radikale Venstre, vil en ny kulturpolitik for det første have som ambition, at danske kunstnere og dansk kultur igen skal ud i verden, og at verdenskunsten skal ind i Danmark. Men en ny kulturpolitik skal også afspejle, at kunstområderne i disse år konvergerer, og at produktionsvilkårene er radikalt forandrede.

Og endelig skal en ny kulturpolitik forholde sig aktivt til, hvordan man kan genopbygge den kunstneriske og kulturelle infrastruktur i Danmark. Alt andet vil være for uambitiøst, hvis vi stadig vil kalde os et modigt og åbent kulturland.

Kunsten og kulturen skal igen tages alvorligt. Den har krav på vores respekt.