»I danskere bør sige undskyld!«.

Dette krav, som jeg senest er blevet stillet over for af en efterretningsofficer i Syrien, har forfulgt de fleste danskere, der har arbejdet eller besøgt Mellemøsten, siden 12 profetiske tegninger 30. september 2005 placerede Danmark i centrum af den internationale symbolpolitiske scene.

LÆS OGSÅHver anden dansker: Det var rigtigt at trykke Muhammed-tegningerne

Den arabiske reaktion på tegningerne blev voldsom. Den blev hjulpet på vej af flere danske imamer, som gød olie på den brand, der rasede i de arabiske medier og i Mellemøstens gader. Imamernes succes med at få arabiske medier og beslutningstagere til at tro på, at Danmarks muslimer lever under forfærdelige forhold, afslørede, hvor lidt den brede arabiske offentlighed kender til danske muslimers reelle forhold, til Danmark generelt og til dansk politik og danske samfundsforhold i særdeleshed.

Den sårede arabiske offentlighed troede på det, den fik at vide fra manipulerende islamister og populistiske medier: at der ikke var moskeer i Danmark, og at muslimerne og deres repræsentanter bliver udsat for forfølgelser af den danske stat. De mest graverende beskyldninger tegnede et billede af samfundsforhold, som minder mere om mellemøstlige forhold end danske.

De følgende citater blev givet videre til egyptiske aviser fra danske imam-delegationer:

»Situationen er nået dertil, hvor ekstremistiske danskere har truet med at dræbe nogle (danske) islamiske personligheder, til at nedbrænde moskeer og huse, efter at vi har sagsøgt avisen«.

»De danske myndigheder er begyndt at overveje at censurere koranvers, som de mener strider mod europæisk lovgivning, såsom versene om polygami og [fysiske] straffe, og der er forlydender om, at der er en plan om at udgive Koranen uden disse vers«. (Kronik i Politiken 12. juni 2006).

LÆS KRONIKTil Profetens undsætning

Efter stormen opstod der en bred enighed blandt danske beslutningstagere, især i Udenrigsministeriet, om nødvendigheden af at oplyse den brede arabiske offentlighed om danske forhold. Den ambitiøse udenrigspolitiske satsning, ’Det Arabiske Initiativ’, som oprindeligt i 2003 var tænkt som et redskab til støtte for »eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika«, blev efter tegningesagen drejet mod »at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden«, dens regeringer og samfundsinstitutioner. Strategien gik ud på at etablere samarbejdsprojekter mellem danske institutioner og deres arabiske modparter.

Nogle projekter skabte Udenrigsministeriet selv via ’Det Arabiske Initiativ’ og Danida, andre gennem partnere, finansieret af Udenrigsministeriet, såsom Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo, Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Institut for Menneskerettigheder og Dansk Ungdomsfællesråd. Målet var at udbrede et mere nuanceret billede af Danmark og danske muslimers forhold i blandt andet arabiske medier, skoler, universiteter, foreninger, imamer og dommere.

En af konsekvenserne af tegningesagen har været, at Danmark indså, at oplysninger på arabisk om danske forhold ikke kun skal rettes til arabiske indvandrere indenrigs, men også til arabere udenrigs. Bedre indsigt i danske forhold skulle rette op på Danmarks dårlige image og etablere vilkår for en ligeværdig dialog med arabiske regeringer og civilsamfundsinstitutioner. Tanken har været, at velfunderet oplysning om Danmark kan forebygge misforståelser og optrapning af konflikter.

Den pludselige interesse for at informere på arabisk kan virke ironisk, fordi kommunerne i mange år forgæves har kæmpet for at få lov til at oplyse herboende arabisktalende indvandrere om danske forhold på arabisk som led i integrationsprocessen. Nu gik så i stedet staten i gang med at udvikle en storstilet informationsstrategi på arabisk for at oplyse araberne i deres hjemmelande om danske forhold!

Nuancerede oplysninger rettet mod den arabiske offentlighed skulle handle om både dansk kultur og politik og om den danske demokratiske model og dens særegne præmisser, der – i Anders Fogh Rasmussens fortolkning – bl.a. gør det umuligt for en statsminister at sige undskyld for tegninger, som en dansk avis trykker.

Siden 2005 er en lind strøm af nuancerede oplysninger om Danmark derfor kommet ud på arabisk. Danske ambassader og kulturinstitutioner i Mellemøsten har opgraderet deres informationsenheder og fører aktiv pr-politik på både arabisk og engelsk. Den danske mediestrategi er især rettet mod unge arabere. Den danske ambassade i Beirut anvender for eksempel nye medier som Facebook. Som led i en større mediesatsning har Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo udviklet internet-magasinet Hiwar (’Dialog’) på arabisk og engelsk.

Her i Danmark har vi siden 2009 haft en internet-baseret arabisk månedsavis, Akhbar.dk, hvis erklærede formål er at opveje den negative tendens i de arabiske medier, »som med en uforholdsmæssig fokusering på negative aspekter ved Danmark har bidraget til en udviskning af nuancer. Mange positive arabiske tiltag i Danmark og positive danske tiltag i Mellemøsten forsvinder i strømmen af konflikthistorier«.

Også private initiativer har haft til formål at oplyse araberne om Danmark, f.eks. Rihab Salehs bog Det Danske Kongerige. De forsøger alle at give et nuanceret billede af danskernes, arabernes og muslimernes forhold i Danmark som modvægt til den konfliktprægede mediedækning.

De bringer historier om den svære integration, om succeshistorierne, om det kulturmøde, der fungerer, og om den gode vilje, der kan ændre holdninger og bringer forståelser.

Ligesom netaviserne og hjemmesiderne går bogen Det Danske Kongerige ud fra, at jo flere nuancerede oplysninger om Danmark, der kommer ud, des mindre vil araberne ligge under for »strømmen af konflikthistorier«.

Men er det nu sandt?

Der findes ingen sikre cost-benefit-undersøgelser, der kan vise, hvorvidt den store udenrigspolitiske satsning på at oplyse den arabiske offentlighed om Danmark har givet positive resultater. Ingen kan sige med sikkerhed, om de mange dansk-finansierede projekter siden 2003 har øget arabernes forståelse af danske forhold.

Vi ved heller ikke, om satsningen har øget den arabiske offentligheds respekt for det danske demokrati. Vil den udvidede ytringsfrihed i Danmark blive accepteret næste gang, den bliver anvendt til kritik af islam? Hvordan ville det mon være gået, hvis den amerikanske præst, Terry Jones, havde planlagt at afbrænde Koranen i Danmark?

LÆS OGSÅIslamkritisk præst risikerer kæmperegning

Deri ligger konflikten. To modstridende tendenser, der dog gensidigt styrker hinanden, styrer debatten om islam, Vesten og forholdet mellem de to ’verdener’, som opstilles som bekrigende.

På den vestlige side har kampen mod islamismen og islamisternes skeptiske syn på ytringsfriheden ført til en tendens, der ser provokationer mod islamismens hellige køer som formål i sig selv.

I Mellemøsten er det lykkedes islamisterne at gøre enhver kritik af islamiske symboler som tørklædet, profeten Muhammed og Koranen til et angreb – ikke alene på religionen islam, men på hele den islamiske kultur og historie og på enhver muslim, troende såvel som ikke-troende. Denne kobling har været islamisternes største sejr, da den gjorde dem til de sande forsvarere af alle muslimers kulturarv, og ikke udelukkende af bestemte islamiske mærkesager.

Siden Imam Khomeini i 1989 udstedte fatwaen mod Salman Rushdies roman, De sataniske vers, har islamisterne formået at tvinge deres modstandere, især i Vesten, til at føre kampen på deres foretrukne præmisser. Hver gang vestlige regeringer eller andre aktører fremfører kritik eller modarbejder islamisternes mærkesager, får islamisterne – ved at føre kampen på symboler – Vesten til at fremstå som en fremmed, overlegen modstander, der er ude på at krænke og ydmyge alle muslimer.

LÆS OGSÅSalman Rushdie er parat til at skrive om fatwa-årene

Det er let at forstå, hvorfor islamisterne opsøger konflikterne på deres foretrukne territorium ved bestandig at udvide tærsklen for, hvad der ikke må røres ved, fordi islamiske bevægelser og regeringer har indset, at derved styrkes deres magt over muslimerne, både i Vesten og den islamiske verden.

Derimod er det sværere at se, hvorfor demokratiske, sekulære kritikere af islamisterne fortsat lader sig trække ved næsen ud på en slagmark, som de på forhånd er dømt til at lide nederlag på. Sandt nok udgør pastor Terry Jones og andre anti-islamiske korsfarere ikke skolebogseksempler på sande demokrater, men der er dog stadigvæk talrige eksempler på demokrater, som søger konfrontationen med islamisterne på disses præmisser.

Det er til gengæld ikke svært at forstå, hvorfor højrebevægelser i Europa og USA, f. eks. bevægelsen Te-Selskabet, fortsætter kampen på islamisternes foretrukne betingelser, dvs. ved at føre kampen mod religiøse symboler. Optrapningen af ’kulturkampen’ mod islam styrker højrefløjens greb om den islam-skræmte del af de vestlige befolkninger.

I Vesten udvides grænsen for, hvad der kan siges og gøres mod islamiske symboler og mærkesager. I den arabisk-muslimske verden er tendensen modsat. Arabiske og islamiske regeringer og bevægelser, godt støttet af ukritiske, populistiske massemedier, har opdyrket en folkeopinion, som udviser ekstrem følsomhed og berøringsangst over for alt, der berører islam og islamiske ikoner.

Flere arabiske lande har nu indført i deres grundlov, at det er kriminelt at »krænke det guddommelige væsen«, Koranen, profeten, hans hustruer, hans børn og endda hans kampfæller (sahaba).

Mens en del af medierne og meningsdannerne i Vesten bliver dristigere i deres angreb på islam, bliver folkeopinionen i Mellemøsten i stigende grad afhængig af den daglige dosis vestlige ’krænkelser mod islam’. I store dele af den mellemøstlige mediedækning fremstår Vesten ofte, både samfund, stat og institutioner, som grundlæggende fjendtligt indstillet mod muslimerne og deres religion. Islam og muslimerne bliver fremstillet som et tålmodigt, passivt, let offer for vestlig blasfemi og arrogance.

Resultatet er en folkeopinion, som reagerer overfølsomt over for en symbolsk aktion mod Koranen på den anden side af kloden, men udviser en total ufølsomhed over for gentagne og planlagte forbrydelser, der foregår dagligt lige uden for folks egen dør, og som deres muslimske regeringer, partier, imamer og terrorister begår imod dem.

Nu, fem år efter tegningerne, er kløften mellem den muslimske verden og Vesten og især Danmark større end nogensinde før. Dette til trods for en skov af politisk besluttede samarbejdsprojekter, dialoginitiativer og oplysningskampagner på arabisk om Danmark.

Det, der må brydes, er konfliktens mønster. Muslimer må selv gøre op med tabuiseringen af alt islamisk og selv tage afstand fra, at islamisterne legitimerer deres politik ved at blande islam ind i alle livets forhold.

Når det er andre muslimer, der konfronterer islamisterne og bryder deres monopol på at repræsentere islam, brydes koblingen mellem kritik af islam og opfattelsen af had til muslimerne og deres kultur, samtidig med at man fastholder princippet om ytringsfrihed som vejen til demokrati. Der er ikke behov for opstillede talsmænd for vestlig kritik af islam som Ibn Warraq og Hirsi Ali. Derimod er der brug for et ligeværdigt partnerskab med de demokratisk sindede meningsdannere i den muslimske verden, der tager kampen op mod islamisternes tabu-kultur.

Også i Vesten, og især i Danmark, må der gøres op med kritikken af islam. Efter Rushdie-sagen har kritikerne af islam hovedsagelig været at finde på den politiske højrefløj, som har blandet kritik af islam som religion og kultur sammen med opgøret med islamismen som politisk ideologi. Højrefløjen forveksler ukritisk almindelige praktiserende muslimer med tilhængere af den totalitære ideologi islamismen, som anser islam for løsningen for alle samfundets problemer.

Højrefløjen roder endvidere sin kritik af islam og islamismen, af muslimer og islamister, sammen med debatten om indvandring og fattigdomsproblemer. På dette punkt er Danmark et foregangsland! Så længe kritikken af den politiske brug og misbrug af islam bliver koblet med modviljen mod indvandrerne, vil ytringsfrihed og xenofobi for folk i Mellemøsten være ét og det samme.

Det kan lyde som et paradoks, men vi bliver ikke fri for denne sammenkobling, før venstrefløjen i Danmark i særdeleshed og i Vesten generelt gør op med sit hidtidige selvmorderisk politisk korrekte modsvar mod højrefløjens sammenblandende kritik af snart sagt alt islamisk. Venstrefløjen sammenkobler kampen mod fremmedhad med et mekanisk forsvar for ikke bare islam og muslimerne, men også for islamismen og islamisterne.

Under tegningesagen blev den danske venstrefløj så ivrig efter at forsvare den ’dæmoniserede’ islam og de ’undertrykte’ muslimer, at den gjorde sig til advokat for de rabiate imamer, som hetzede mod det land, der gav dem asyl.

Det var et klart tegn på venstrefløjens deroute i debatten om islam, at den forsvarede de anti-demokratiske islamister, som igennem det mest af deres bevægelses historie opfattede venstrefløjens ideologier, socialismen og kommunismen, som deres værste fjender. Ræsonnementet er jo, hvis det hjælper højrefløjen at blæse faren med islam op, må det hjælpe venstrefløjen at nedtone den. Men dette ræsonnement købte masserne og medierne ikke.

Hvis der ikke bliver ryddet op i retorikken på både højre- og venstrefløj, kan Danmark føre nok så mange oplysningskampagner, uden at det ændrer på arabernes grundopfattelse af Danmark som landet med førertrøjen i Vestens kampagne mod islam.