Højtærede Folk, Højtærede Ting –

Vi er så heldige. Vi lever i en tid, hvor udfordringerne er enorme og mulighederne derfor også er det. Således kan denne regerings første redegørelse for rigets almindelige tilstand og de af regeringen påtænkte foranstaltninger, som det hedder i grundloven, sammenfattes i ét meget kort udsagn, endda på klingende nudansk: Business as usual is not an option – eller på mere klassisk dansk: Det kan ikke blive ved på den her måde, vi må gøre noget helt nyt. Og vi skal gøre noget, vi først for alvor ser resultaterne af om flere generationer.

Vi skal udforme en ny strategi for indvandring og integration. Få aspekter af det danske samfund har vakt større vrede og skuffelse i især vores nære nabolande end dette spørgsmål. Vi er derfor nødt til at genoverveje vores erfaringer og til at insistere på, at hovedproblemet er den manglende folkelige legitimitet af den førte indvandringspolitik. Det nytter ikke, at en regering vil indvandring, hvis folket ikke vil. Men der er ingen tvivl om, at folket gerne vil, hvis det kan se, at det ikke ødelægger, men tværtimod befrugter det danske samfund.

Regeringen vil derfor fremlægge et forslag til total tivolisering af det danske samfund. Den gamle carstensenske have i hjertet af København er jo måske det globalt allermest kendte stykke folkelig dansk kultur. Tivoli er for mange indbegrebet af Danmark, men er jo samtidig ironisk nok ikke andet end ét stort citat fra den vide verden. Dér er en arabisk udseende bygning med navnet Nimb og store tårne, som var det en minaret, dér er et japansk-kinesisk tårn, tyrkiske boder, Pariserhjul, candyfloss, Pjerrot og Columbine, amerikanske veteranbiler, og det hele har et navn, som er italiensk. Tivoli viser, at vi kan hente hele verden ind i vores land, lære af det og elske det ved at gøre det småt og overskueligt. Danskheden er hele den ganske verden samlet en miniature.

En tivolisering af Danmark består i overalt at opsøge forfriskende, nye og fremmede elementer i befolkningen, i vaner, i mad, i festtraditioner, i håndværk, i viden om verden og dens spiselige vækster, som findes i vort land. Og så på den ene side dyrke det, hylde det og elske det, men på den anden side også insistere på, at det må forstå sig selv som en del af en større helhed, en verden fuld af andre citater fra andre dele af verden. Vores integrationspolitik skal venligt, men meget bestemt tilkendegive, at alt fremmed er mere end velkomment, så længe det er hyggeligt. Vi skal holde op med at være så aggressive over for det nye, men vi skal til gengæld kræve af det, at det forstår sin sammenhæng. Det vil tage generationer, men er omvendt sket mange gange før i danmarkshistorien med så tilpas succes, at vi har glemt det igen.

Business as usual har også problemer på mange andre områder. Det var direkte vanærende for Danmark, da den foregående regering forsømte at tage ansvar og spille en offensiv og konstruktiv rolle under det store klimatopmøde i København i 2009. Og det var ikke mindre ødelæggende for vores omdømme, at den danske befolkning ikke før nu har gjort ordentligt op med en så sjusket omgang med landets renommé og verdens fremtid. Men klimaproblemerne er der jo alligevel, selv om Danmark ikke tog dem alvorligt.

Derfor vil regeringen omgående støtte og styrke folkelige initiativer for skabelsen af en anden energiforsyning. Samsø er et lysende eksempel på, hvordan et lille samfund gennem fællesskab og egenfinansiering kan løfte sig ind i den vedvarende energis tidsalder og blive selvforsynende med energi og styrket som lokalsamfund. Eksemplet Samsø er langt mere kendt i resten af verden end i Danmark.

Fødevareproduktion er et område, hvor Danmark traditionelt har været stærkt og førende internationalt, men hvor vi i dag står med et udpint, konkurstruet landbrug, som savner folkelig opbakning, miljømæssig bæredygtighed og glæde og glød. Det gamle landbrugs integration af landskab, beboelse og madproduktion i velfungerende landsbyer er afløst af økologisk set helt uholdbare industrielle marker og koncentrationslejre til dyreavl, som fylder forbrugerne med en følelse af smerte, hvis de er uheldige nok til at tænke på, hvor maden kommer fra, når de har sat sig til bords.

En nye folkelig vækkelse, en ny andelsbevægelse, en ny form for landbrug, som for eksempel det, økologerne kalder matrix-landbrug, hvor nogle tusinde voksne går sammen om at organisere og finansiere integrationen af fem-ti små landbrug på tilsammen 500 hektar med 50 ansatte til at producere al maden til tusind familier. Det kræver nye ejerskabsformer, nye samarbejdsformer, nye visioner og et mylder af drømme levet ud, men det er muligt.

Regeringen kan naturligvis ikke starte en ny andelsbevægelse, det må folket selv gøre, men vi kan skabe al den dokumentation, alle de vejledninger og al den støtte, der skal til, for at det får en let gang på jord.

Danmark står i disse år med uanede muligheder for at forny sin madmæssige tradition. Ud af nærmest ingenting gik København hen og blev en af de byer i verden, der har flest michelinstjernerestauranter pr. indbygger. Vi har fået en dansk restaurant – der endda kun serverer mad fra vores egen tidligere så mørke gastronomiske region – kåret som verdens bedste restaurant. Det er en fantastisk mulighed for at skabe en begejstret omlægning af fødevareproduktionen herhjemme fra gold storskalaindustri til frodig mødeplads i samfundet.

Det er sigende og opløftende, at chefkokken på verdens bedste restaurant er søn af en makedonsk indvandrer, der har arbejdet som taxachauffør i Danmark. Dette at kunne føre to verdener sammen, en traditionel madkultur fra Balkan med vægt på det, man kan finde og dyrke selv, og en avanceret urban tilberedningskultur har skabt en verdenssensation af kvalitet på restaurant Noma.

Erfaringen herfra peger også på, hvordan vi kan løse et af de mest hårdnakkede problemer i dansk politik gennem de sidste mange år: efterlønnen!

Dette spøgelse er gået gennem dansk politik i mere end et årti, og ingen politiker tør gøre det, alle økonomer vil råde til, nemlig at afskaffe efterlønnen. Det vil vi heller ikke gøre i denne regerings tid. Men vi vil gøre noget andet. Vi vil give efterlønnere, pensionister, arbejdsløse og kuponklippere et tilbud, de får svært ved at afslå: et tilbud om livskvalitet.

Der kommer jo ikke til at gå mange år, før dette at være på efterløn vil blive stigmatiseret – det vil være et åg, en skamplet, en pinlighed, fordi resten af samfundet vil udstøde og foragte arbejdsføre mennesker, der ikke bidrager til samfundet, men går rastløst i vejen for andre. Allermest lavstatus bliver de pensionister, der for fjortende gang det år tager ud i lufthavnen for at brænde lidt mere af deres friværdi af på endnu en gang at tage den fossilfråsende flyver til en eksotisk destination, de ikke kan huske navnet på, når de er kommet hjem.

Tankeløse, herrerige pensionister vil få et problem, som regeringen vil tilbyde en løsning på: omstillingen af fødevareproduktionen i Danmark.

Vi skal lære af restaurant Noma og opsøge alt det vilde og selvgroende spiselige i den danske natur – fra bær og nødder til skvalderkål og mælkebøtter. Vi skal have samlet og luget og spist. Vi skal have arbejdskraft i store mængder ind i de små matrix-landbrug, så der kan blive samlet bær til børnehaverne og luget snerler i havebrugene rundt omkring.

Hvem vil være bedre til at samle, søge, luge og nusse end livserfarne, tålmodige, men ikke aldeles udslidte ældre? Hvem vil ikke gerne berige sin alderdom med oplevelsen af skolebørnenes jubel, når man har samlet støvbolde og hasselnødder til skolekøkkenet?

Vi skal skabe mulighed for meningsfulde, livsbekræftende funktioner, som ikke er så belastende for helbredet og psyken som lønarbejde, men på den anden side er præget af mening og glæde. Igen skal det hverken være på markedets eller statens betingelser, det sker, men på civilsamfundets, ved folkets egen organisering og aktivitet, som vi kan skabe rammerne for og uddannelsen til. Vi skal lave kurser i vild mad, i lugning, i søgning, i naturforvaltning, og vi skal skabe den infrastruktur, som gør, at man kan koordinere og finde ud af, hvor behovene er.

Vi skal med andre ord give samfundet chancen for selv at løse sine problemer.

Velfærdssamfundet har skabt en ressource, som vi i øjeblikket kaster vrag på, men som kan blive en nøgle til omstilling: Mennesker, der gennem overførselsindkomster får penge til at leve for, men som ikke har en meningsfuld rolle at spille. Denne ressource kan bruges til at omstille vores landbrug, vores socialvæsen, vores kulturliv, vores byrum.

Det er en klassisk misforståelse, at velfærd er en omkostning for det danske samfund, som kun kan finansieres, hvis velstanden er der til det. Det er lige akkurat omvendt: Danmarkshistorien handler om, at velfærd fører til velstand.

Det danske folk krævede skolevæsen, hospitalsvæsen, telefonvæsen, miljøbeskyttelse, vedvarende energi, menneskevenlig teknologi – og det blev sat i værk af det offentlige, men udløste en intens aktivitet i den private sektor. Omkring disse velfærdsinitiativer voksede industrier op, der leverede skoleredskaber, hospitalsudstyr, telefonsystemer, miljøteknologi, vindmøller og software, som nu kan sælges over hele verden, fordi befolkningerne dér også er begyndt at blive lige så krævende som den danske. Resultatet er derfor, at folkelige, politiske krav om velfærd i Danmark skabte et hjemmemarked, som førte til produkter, der kunne afsættes på et verdensmarked, hvor de indtjener penge til at skabe velstand med.

Derfor må vi ønske os, at danskerne hele tiden stiller nye krav om et bedre liv. Det er det, vi skal leve af, for det er det, der tvinger erhvervslivet til at forny sig. Velfærd medfører velstand.

Betyder det, vil nogle sikkert spørge, at vi skal leve af at klippe og barbere hinanden? Nej, men det betyder, at vi skal klippe og barbere hinanden rigtig omhyggeligt – og så leve af at sælge de sakse og shavere, vi har udviklet til formålet på verdensmarkedet.

Men hvordan skal den velfærd, der starter det hele og skaber velstanden, så finansieres? Mange danskere er begyndt at blive småtskårne med at ville betale skat. De vil ikke. De mener, at Danmark har verdens højeste skatteniveau. Men det passer ganske enkelt ikke. Danskerne betaler ikke mere i skat end de fleste lande, vi sammenligner os med, men vi gør det på en anden måde med færre private forsikringsordninger og arbejdsgiverafgifter og mere direkte, synlig skat. Det fører til flere muligheder for at lave de store, fælles initiativer, der kan gøre os rige: fælles hospitaler, skoler, infrastrukturer og kommunikationsnetværk, der kan drive samfundet frem, fordi de er fælles.

Men regeringen er helt på det rene med, at der skal ske en forandring af den måde, vi betaler skat på. Globaliseringen, internettet, flyvemaskinen og den voksende kulturudveksling i verden gør det urealistisk at have arbejde og omsætning som det primære beskatningsobjekt i et samfund. Det vil blive lettere og lettere at skjule indkomster og indkøb fra udlandet. Grundlaget for indkomstskat og moms vil erodere. Derfor skal beskatningen flyttes over på det, der ikke kan flyttes: fast ejendom, jord.

Vi vil sætte gang i en flere generationer lang proces, der vil ende med, at al beskatning handler om, hvor meget af det stykke af planeten, der hedder Danmark, man bruger. Hvis man bruger attraktiv og dyr jord til kontorbygninger i centrum af hovedstaden, skal man betale en masse ejendomsskat for det. Hvis man bruger en masse mindre attraktiv jord til landbrug i mindre centralt beliggende dele af landet, koster det meget mindre skat pr. kvadratmeter. Hvis man sidder i en lille lejlighed på 9. sal i et højhus og tjener milliarder på at programmere computerspil, som sælges over nettet til teenagere i resten af verden, så skal man ikke betale ret meget skat. Ikke før man bruger de mange penge til at købe produkter, det har krævet land at producere – eller måske vil have sig et hus eller et sommerhus.

Flytningen af al beskatning til ejendomsskat er en proces, som vil ende med en retfærdig og balanceret beskatning, men det er indlysende, at overgangsproblemerne bliver store. Vi har sat fagfolk i gang med at lave modeller og studier – og gennem hele den næste folketingsperiode vil vi lægge grundlaget frem til debat, så vi kan begynde at vælge vejen frem. Folkelig opbakning er afgørende. Forståelsen af, at de fælles projekter gør os alle sammen rigere, er helt afgørende. Vi må bruge mange kræfter på at forklare de mennesker, der vil holde det hele for sig selv og ikke dele med nogen eller betale skat, at de reelt er amatør-egoister, der ikke fatter, at de ville blive rigere, hvis de delte lidt mere med andre.

Vi skal genrejse stoltheden ved fællesskab i dette land. Stoltheden over, at vi har læreanstalter og universiteter, der opdager universets yderste forposter og muldens mindste mikrober. At vi har børnehaver, hvor børn er ude i skoven hele dagen og derfor sjældent syge. Vi skal være stolte over, at vores kulturliv fostrer kunstneriske udtryk, der bevæger og opliver børn og voksne over den ganske verden. Vi skal være stolte af at have skabt et samfund, som andre ser som en model for, at tryghed, tillid og gensidighed er vejen til at blive rigere.

Vi skal genrejse drømmen om et fællesskab i måden, vi laver mad, måden, vi laver ånd, måden, vi er sammen på. Med rødder tilbage i andelsbevægelsen, strækkende sine nysgerrige spæde skud ud i en fremtid præget af en jordklode i balance.

Vi skal virke for, at vi er fælles om at skabe fællesskab – at vi er et folk, der har fundet sammen om at lave et stadig bedre samfund.

Vi er så heldige.

Højtærede Folk, Højtærede Ting – regeringen håber, I vil være med.