Det er to år siden, investeringsbanken Lehman Brothers kollapsede, det første spektakulære offer for den finanskrise, der de sidste 24 måneder har tvunget beslutningstagerne tilbage til den økonomiske diskussion, man i en vis forstand forlod 11. september 2001.

Nu vender de tilbage – som til et fuldt opdækket middagsbord, hvor retterne i mellemtiden er blevet til støv.

Ikke, at der ikke er en vis genkendelse. Den aktuelle generation af politikere og meningsdannere blev politisk professionelle i 1990’erne, før værdikamp og terrorkrig. I en konsensuspræget periode, hvor den kolde krigs dogmatiske frontlinjer var blevet blødgjort af varmebølgen fra Murens fald og 1990’ernes jævne økonomiske optur.

Finanskrisen giver denne politiske kaste en mulighed for at genopføre deres forældres ideologiske fejde, som de i 1980’erne kun var tilskuere til. Både Rød og Blå Lejr runger derfor i disse år af en veloplagt tilbagevenden til ideologiske slagord, man i 90’erne troede dybt begravet under samtalekøkkenernes blanke klinkegulve.

Ledende politikere kaster villigt vrag på kontraktpolitik, spin og fokusgrupper og varsler en tilbagevenden til det ægte og autentiske. Vi er i fuldt firspring på vej tilbage til ideologierne.

Eller er vi?

Sidste sommer skrev jeg på denne plads en kronik, hvis titel bekendtgjorde, at ’Danmark får et topartisystem’. Tesen: At de små midterpartiers kongemagerrolle var blevet udspillet, efterhånden som statsministerkandidaternes to partier, V og S, dæmpede deres ideologiske prætentioner, afmonterede deres traditionelle baglande (bønder og arbejdere) og dermed blev fri til selv at kunne indlede jagten på midtervælgerne.

Denne ’præsidentialisering’ af dansk politik, hvor Helle og Løkke ganske enkelt afgør valget i nærkamp om præcis de samme midtervælgere har overflødiggjort den funktion som stemningsbarometer, der i årtier var overladt til R/CD/Krf. m.fl. Samtidig er V+K og S+SF knyttet så tæt sammen i to partnerskaber, at de reelt udgør to nye brede folkepartier, der hver især kan mønstre opbakning fra 40 procent af vælgerne.

På hver fløj er der også plads til nichepartier (EL og R, DF og LA), der kan raffinere en række mere ekstreme og eksotiske synspunkter, som vil appellere til den resterende femtedel af vælgerne. Disse nichepartier bliver, så tydeligt illustreret af R og LA, ikke kongemagere, fordi de har svoret fuld loyalitet til hver sin statsministerkandidat og i øvrigt bundet sig til smalle, ikke-repræsentative vælgergrupper. Derfor kan de ikke, som de radikale formåede i årtier, bestemme, om Statsministeriet skal være rødt eller blåt.

Dermed er topartisystemet en realitet i praksis. Det ændrer den politiske diskussion og hele måden at tænke politik på. Fordi dagsordenen nu struktureres omkring valget mellem en rød og en blå landsfader m/k, som i Storbritannien eller USA. De Konservatives aktuelle krise er den tydeligste illustration af udviklingen: partiet kan vælge de facto at fusionere med Venstre (som under Bendt Bendtsen) eller, som Lene Espersen prøver nu: at kæmpe med Liberal Alliance om de ’rigtigt’ borgerlige vælgere.

Ikke dermed sagt, at politik nødvendigvis bliver kedeligere: Tværtimod kan man argumentere for, at et topartisystem som dette giver mere plads til politiske enere og entreprenører, der kan blive rejsende i deres eget projekt og, ganske som man ser i USA, vedligeholde særstandpunkter/platforme inden for den lejr, hvor de beslutter sig for at være eller endog en gang imellem løbe hele vejen over midten, når deres personlige anfægtelser bliver for voldsomme (Joe Lieberman var i 2008 nær ved at blive den første amerikaner, som blev vicepræsidentkandidat for både Demokraterne og Republikanerne. Karen Jespersen har som bekendt været minister både som socialdemokrat og venstrekvinde).

Det er altså ikke synspunkterne, der er blevet færre, eller forudsigeligheden, der er blevet større: Det er simpelthen bare én historisk konstituering af partisystemet, der er blevet afløst af en ny. Før: 8-10 partier med nøje definerede (men ofte meget idiosynkratiske) identiteter og målgrupper. Nu: to klart definerede lejre, hvor statsministerkandidaten står nær midten (for hele tiden at kunne snuppe midtervælgere fra sin rival), mens hans/hendes allierede piler frem og tilbage langs fløjen og vedligeholder et evigt skuffet bagland.

Men en måned efter den kronik offentliggjorde S-SF ’Fair Forandring’, hvor partierne reelt bekendtgjorde, at de ville gå til valg på at hæve skatterne. Når S-SF tordner mod bankerne og promoverer forfølgelsen af »offentlig-private partnerskaber«, ligner det en tilbagevenden til ideer, venstrefløjen ikke har dyrket, siden de befandt sig i den dybeste af oppositionsperioder i midt-80’erne, mens lysene endnu var tændt i Østblokken og tankerne om Økonomisk Demokrati kun lige var blevet strøget fra arbejdsprogrammet.

På de Konservatives landsråd har Lene Espersen netop fornyet partiets angreb på efterlønnen og kravene om skattelettelser. I foråret gik VK ud med en Genopretningspakke, der var åbenlyst borgerlig: I den første udgave – inden Dansk Folkeparti fik den ændret – erklærede pakken endda folkepensionisterne krig. Dermed lignede de skattelettelser, som regeringen efter syv års tøven havde indført et år forinden, i retrospekt første salve i en decideret ideologisk offensiv.

Det kunne se ud, som om politikerne, pludselig vækket fra deres dvale af finanskrisen, reagerer ved at løbe tilbage til deres ideologiske udgangspunkt. Højrøde signaler fra venstre, kongeblå svar fra højre. Regningen skal betales, befaler regeringen, og venstrefløjen svarer: Men af hvem?

Er det ideologiske opgør for alvor back on? Hvordan kan der med ét være så tydelig ideologisk forskel på Lady Helle og Ridder Lars, hvis de lige før kun ville appellere til de samme midtervælgere? Er der noget galt med min fine tese om topartisystemet? Er der pludselig en ledig plads på midten – måske til et (nyt) midterparti, som lægger sig mellem den røde og den blå lejr? Hvem? Hvordan? Siden både LA og R kræver flere reformer end både V og K, er den oplagte kandidat som midterparti vel Dansk Folkeparti, der nu kunne kandidere til rollen som det ansvarlige midterparti, i balancering mellem sund borgerlig husholdningsfornuft og venstrefløjens bekymring for de svageste.

Så langt er vi slet ikke endnu. Her er sagen p.t.: Præcis fordi krisen er så kolossal, og den politiske situation så uforudsigelig, eksperimenteres der til højre og venstre, i øst og vest. De udspil, vi har set det sidste halvandet år, er prøveballoner. S-SF skulle afprøve truslen om skattestigninger, VK truslen om offentlige besparelser. Resultatet? Vælgerne er ikke blevet skræmt: Magtbalancen mellem blokkene er ikke blevet afgørende flyttet.

Forklaringen er vel, at vælgerne selv gennem 10 års ’klumpspil på midten’ faktisk aldrig glemte, at der er forskel på rød og blå blok. Det er der jo også i et topartisystem, jf. USA: Her er der i den grad kun to partier, men i den grad forskel på dem – og ikke mindst: på de ideologiske markeringer, man tillader sig, så længe valgaftenen er på sikker afstand. Topartisystemet kan lokalisere midten igen – krisen har bare gjort det ekstraordinært svært.

Vigtigere end signalafgivningen er naturligvis, hvilken politik man reelt vil føre, når problemerne for alvor materialiserer sig i årene, der kommer. Det er her, vi møder modsætningen mellem de økonomiske og de politiske realiteter.

Ingen dansk politiker argumenterer for at afskaffe velfærdsstaten. Tværtimod: både rød og blå lejr – og selv de mest ultraliberalistiske af liberalister i den offentlige debat – lover, at ethvert tiltag tjener dette, altid højere formål: at fremtidssikre den danske model. Dette er de politiske realiteter, i Danmark og i øvrigt i store dele af Europa: Tingene skal i videst mulig udstrækning forblive, som de er. Så længe dette kan opfyldes, står alt andet til forhandling.

De økonomiske realiteter består i én og kun én ting: Et kolossalt gabende hul har åbnet sig i statskassen og vil snart vise sig i vores samfundsindretning som sådan, efterhånden som danskerne bliver dummere, ældre, færre og affældigere.

Givet de politiske realiteter skal hullet altså fyldes, ikke ved at sætte skatten mærkbart op (det udelukker S-SF) eller ved at skære staten mærkbart ned (det lover VK), men, lyder altså løftet fra begge sider:

Ved at sparke Danmarks konkurrenceevne op i en vækstrate, vi aldrig har kendt.

Der er for så vidt konsensus om, at dette utopiske projekt er opgaven, der skal løses.

Men ingen af de to lejre aner hvordan.

De Blå vil holde det offentlige forbrug og skatterne i ro for dermed at give den private sektor plads og pusterum.

De Røde vil investere massivt i vækstindustrier, velfærdsknowhow, offentlig-private partnerskaber.

I både den Røde og den Blå plan skal disse initiativer altså inspirere til en vækst, hverken Danmark eller noget andet land på et sammenligneligt udviklingstrin nogensinde har kendt. Den plan skal være kolossal. For den skal overflødiggøre (i hvert fald for indeværende) afskaffelsen af efterlønnen, privatiseringen af universiteterne, udliciteringen af sundhedssektoren, aflysningen af middelklassens skattelettelser m.v. – alle de små og større samfundsrevolutioner, som de to lejre begge har garanteret midtervælgerne, at de slipper for nogensinde at skulle overveje.

Politikerne præsenterer altså vælgerne for et projekt af kolossale dimensioner: at Danmark i løbet af få år skal opnå og fastholde en aldeles ekstraordinær vækst. Alle verdens andre industrinationer, nye som gamle, drømmer den samme drøm: om en højteknologisk, vidensintensiv, eksportrettet superøkonomi. Og ingen steder i verden er man helt sikker på rollefordelingen mellem stat og marked: Billedet skælver, som det vel må, så længe Kinas eksperiment med autokratisk-styret turbovækst er verdenshistoriens hurtigst snurrende motor.

Både den Røde og den Blå Lejr har stærke konkrete argumenter: De Røde fastholder, at Danmarks nyere historie indeholder kimen til mirakelkuren, med Vestas og Novo som modeller for fremtiden. De Blå svarer, at globaliseringen gør det umuligt for Danmark at fastholde en stat, der er væsentligt større end i andre lande – endsige udvide dens rolle.

Beviserne er modstridende. Verden er kompleks. Dilemmaet er ægte nok. Det, politikerne til gengæld er mindre åbenhjertige omkring, er problemets omfang.

De to sider har endnu kun luftige løsninger. Ekstra luftige, fordi udfordringen netop ikke – som i 80’erne/90’erne – består i at skabe ’mere’ rigdom/vækst/velfærd, men for enhver pris at fastholde den, vi en gang har opnået. Derfor er dette i første omgang opgøret mellem den politiske virkelighed og den økonomiske, og kun i næste mellem de Røde og de Blå. For endnu er de to sider ikke for alvor gået ind i kampen. De undervurderer i hvert fald udadtil problemerne – og dermed: vælgerne, der til gengæld allerede holder dem ansvarlige for afkoblingen mellem den politiske edderdunsdyne og den økonomiske klippegrund.

Det kan blive nogle år præget af kolossal politisk tumult. Endnu har intet lands politikere fundet sammen om at adressere disse udfordringer i et nationalt kompromis. Ikke på trods af uforudsigeligheden, men på grund af den: Præcis fordi usikkerheden og uroen er så stor, satser ethvert parti med en vis chance på selv at få magten. Samtidig formoder de forfængeligt, at en valgsejr indeholder vælgernes opbakning til deres erklærede, men uspecificerede reformdagsordener. Men her tager de fejl. For befolkningernes tålmodighed er ubrugeligt kort:

Franskmændene vælger overbevisende en liberalistisk præsident, men går i massedemonstrationer mod ham, i samme øjeblik han vil hæve pensionsalderen til 62 år. Amerikanerne vælger en centrum-venstre-idealist, men chokeres, så snart han, som lovet, indfører sygesikring til de fattigste. Englænderne vil af med en centrumsøgende socialdemokrat, får ham erstattet af en venstrefløjssocialdemokrat, forelsker sig derefter i en socialliberal, men gør to uger senere en konservativ til premierminister!

I Tyskland straffer vælgerne SPD hårdt for deres samarbejde med Kristendemokraterne – der få måneder efter bliver straffet for at udskifte SPD med de Liberale! Selv hvis man bliver destrueret ved valgstederne – jf. republikanerne i USA – kan man blot to år senere være tilbage som alternativet til det bestående, nu med modvinden i ryggen.

Mønstret? Der er intet. Eller rettere: vælgerne drejer hverken til venstre eller til højre, men reagerer til gengæld med prompte skuffelse, i samme øjeblik de politikere, der er blevet valgt ved at nægte problemernes omfang, lider nederlag til virkeligheden.