Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse går snart på hæld.

Regeringen har benyttet fattigdomsåret til at igangsætte arbejdet med at udvikle retvisende fattigdomsindikatorer, så vi kan få identificeret de fattige enkeltpersoner og familier i Danmark.

Men selv uden fattigdomsindikatorer er det nemt at få øje på de fattige og udsatte i Danmark. Her følger en beretning om to udsatte kvinders liv, som det har formet sig gennem de seneste 14 år. De er ikke enkeltstående tilfælde, og deres situation er ikke usædvanlig.

Socialrådgivere fra alle kommuner vil kunne bidrage med tilsvarende beretninger om grupper af kvinder, hvis udsatte position gennem en årrække har bevæget sig fra truet til marginaliseret. Godt hjulpet på vej af en socialpolitik, der er blevet til beskæftigelsespolitik, og en strukturreform, der har indskrænket eller sparet tilbuddene til de svageste borgere væk. Og værst af alt: støttet af et menneskesyn, der stempler de svageste borgere som uansvarlige personer.

Jeg lærte Signe og Marianne at kende tilbage i 1996 i et kommunalt beskæftigelsesprojekt for kvinder, som var i risiko for helt at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet.

De var arbejdsløse og småbørnsmødre og havde begge oplevet tab, svigt, vold, sygdom og elendig økonomi. Alligevel var de på forunderlig vis i stand til at drage omsorg for deres børn og for hinanden. Samtidig udfoldede de en nærmest ukuelig optimisme og konfronterede ofte problemer og udfordringer med humor og ironi.

Signe og Marianne gennemførte beskæftigelsesprojektet og påbegyndte sammen en erhvervsuddannelse, hvor de tilmed gennemførte grundforløbet på et særligt turbohold. De fik begge praktikplads og var således godt på vej.

Signe gennemførte kontoruddannelsen med revalideringsstøtte fra kommunen.

Hun fik ikke kontorjob, men forsørgede familien som rengøringsassistent, medhjælper på et krisecenter og som bartender.

Hendes voksenliv har været belastet af mange tab. Familien gik nærmest i opløsning efter mange og hyppige dødsfald. I 2004 døde hendes fætter uventet. Samme år døde hendes mor af cancer. Signes far var meget påvirket af hustruens død; han kunne ikke holde ud at være i huset og flyttede ud i garagen. Signe rendte kommunen på dørene for at få faderen flyttet til en lejlighed. Det lykkedes, men han døde kort efter. Signe husker ham som alkoholiseret gennem hele livet. Hun havde altid været ’fars pige’, mens de to øvrige søskende blev udsat for hårdhændet behandling, når de blev ’svedet’ hen over gasblusset eller slået med bøjler.

I 2006 døde hendes bedste veninde pludselig. Hun var enlig mor til fem børn.

Signe fik flere og flere problemer med sin ene skulder. Hun havde smerter konstant og begyndte at tabe ting. Der var gigt i skulderknoglen, så hun blev opereret og gik til genoptræning. Hun gik også til samtaler hos en psykiater, for hun var blevet truet på jobbet i bodegaen. Smerterne i skulderen fortsatte, og kommunen skønnede, at hun havde et varigt skånebehov, så sygedagpengene bortfaldt, og hun fik kontanthjælp i stedet. Signe tvivlede efterhånden på, om hun igen kunne komme til at forsørge sig selv og børnene.

Signes forhold til mænd var præget af svigt; hun blev skilt fra det ældste barns far efter ti års samliv. Faderen til de to yngste børn forlod hende, da hun ventede det sidste barn.

Mens Signe deltog i beskæftigelsesprojektet, blev hun kæreste med Gerner. Han var en charmerende fyr, men blev aggressiv og utilregnelig, når han var påvirket af stof eller alkohol. Han sparkede ofte døren ind til hendes lejlighed, truede og overfaldt hende. I et tilfælde var Signe på skadestuen og blev syet i ansigtet efter spark. Efter gentagne voldsepisoder gjorde hun forholdet forbi.

I 2006 mødte hun Hans, og de flyttede sammen. Han var håndværker og gemte på et betydeligt alkoholproblem. De giftede sig i 2008, men allerede efter en uge flyttede Hans hen til sin ekskæreste. Parret blev separeret, og Signe søgte skilsmisse.

Signe bor sammen med sine to yngste børn i en ældre, men dyr lejebolig. Pladsen er trang, hun har ikke sit eget værelse, men reder op i stuen, når børnene er gået i seng.

Af kontanthjælpen betaler hun mere end halvdelen til husleje og forbrugsafgifter. Hun afdrager også på gæld fra banklån og kontokort og har gæld til tandlægen for to akutte rodbehandlinger. Hun søgte hjælp til tandlægeregningen i kommunen, men fik afslag, fordi hun ikke sørgede for at søge hjælp, inden behandlingen blev iværksat.

Signes ældste barn, Rasmus, havde det svært i skolen. Han var urolig, og Signe forsøgte uden held at få skolen til at undersøge, om han havde ADHD. Rasmus kom i erhvervsklasse og blev senere uddannet til klejnsmed. Han var glad for sit fag, men færdedes i et småkriminelt miljø, hvor han efterhånden brugte al sin tid. Han udviklede stofafhængighed og skulle skaffe penge til stof.

Fra han var 15, til han var 25, sad han i fængsel stort set hele tiden på grund af voldskriminalitet, tyveri fra byggepladser og senere røverier.

I 2008 fik han diagnosticeret ADHD og kom i medicinsk behandling. Han sidder stadig i fængsel og går i skole dér. Har ikke kone eller børn.

Lasse, det mellemste barn, var urolig og flagrende i folkeskolen og blev flyttet til en skole for børn med særlige vanskeligheder. Her trivedes han de næste fire år. Gik ud af skolen efter 8. klasse og spillede rollespil. Fik også job som arbejdsdreng, men var uheldig og fik under en arbejdsulykke en pulsåre revet over. Mormoderens død i 2004 påvirkede ham i en sådan grad, at han begyndte at ryge hash for at dulme sin tristhed.

Han havde svært ved at takle de mange dødsfald, broderens fængselsophold og Signes optagethed af morfaderen, der havde det svært efter sin kones død. Fik job som arbejdsdreng i brolæggerfirma hos en socialt ansvarlig arbejdsgiver, der hjalp ham med at spare op til kørekort. Bor hjemme hos moderen. Signe ved, at han for at få ro på ryger hash om aftenen.

Det yngste barn, Stina, begyndte efter mormoderens død at trøstespise og udviklede overvægt. Signe søgte gennem to et halvt år kommunen om psykologhjælp til datteren, som endelig fik bevilget samtaler, der hjalp hende. På en lille ferie fik de to talt ud om mormoderens død, og i den følgende tid livede Stina op og begyndte på en produktionsskole. Et efterfølgende ophold på ungdomshøjskole spændte imidlertid ben for den positive udvikling. Stina var ikke parat til adskillelsen fra moderen, og Signe hentede datteren hjem igen.

I 2008 opdagede Stina, at hun var blevet gravid. Hun var kun 16 år, og Signe besluttede, at datteren skulle have en abort. Stina selv vil gerne beholde barnet, men moderens beslutning var ultimativ. Kort før indgrebet aborterede Stina dog spontant.

Hun bor stadig hjemme. Hun har ikke noget job, men vil gerne uddannes til fotograf.

Marianne er Signes veninde fra beskæftigelsesprojektet. Hun fik også revalideringshjælp til sin kontoruddannelse og blev efter udstået læretid fastansat i en regnskabsafdeling, hvor hun var beskæftiget gennem 11 år.

Marianne boede sammen med Peter og sine fire børn. Peter var far til de to yngste børn; de to ældste havde en anden far.

I 2001 blev Peter dømt for blufærdighedskrænkelse af Mariannes ældste datter. Familien forblev sammen og flyttede til Nordjylland – dog ikke de to ældste børn; de var på grund af konflikter med Peter stukket af hjemmefra. Peter afsonede senere sin straf for blufærdighedskrænkelsen, og forholdet til Marianne gik i opløsning.

Efter nogen tid mødte Marianne Christian, der var lærer og ni år ældre end hun. De flyttede sammen og blev gift.

Næsten alle mændene i Mariannes liv har behandlet hende skidt. Både de ældste børns far og faderen til de to yngste havde i forbindelse med alkohol været voldelige og tildelt hende mange tæv.

Også helbredet voldte kvaler. Marianne var gennem flere underlivsoperationer på grund af celleforandringer, og i 2006 fik hun pludselig en blodprop i hjernen. Hun døjede med følger efter blodproppen, havde koncentrationsbesvær og svækket korttidshukommelse, blev hurtigt træt og kunne kun klare fire timers arbejde daglig. Havde også svært ved at udholde høje lyde og tabte af og til ting som følge af delvis lammelse. Efter halvandet år på nedsat tid mistede arbejdspladsen tålmodigheden og fyrede Marianne. Hun blev senere godkendt til fleksjob og fik deltidsjob på et kontor, hvor hun trives.

Sygdommen påvirkede også forholdet til Christian, som havde svært ved at acceptere forandringerne hos Marianne, og at han selv måtte påtage sig flere ting i hjemmet. Da hans forhold til hendes børn samtidig blev stadig mere anstrengt, så Marianne ingen anden udvej end at blive skilt.

Kasper, den ældste søn, havde problemer i skolen. Han var ukoncentreret, pjækkede og lavede småkriminalitet. Gik ud af 8. klasse uden afgangsbevis. Stak af hjemmefra på grund af konflikter med moderens kæreste. Han fik hjælp gennem en institution for unge og kom atter i skole. Efter 9. klasse med afgangseksamen kom han på Teknisk Skole, men kriminaliteten tog overhånd, og han blev anbragt på forskellige lukkede institutioner. Han fik adskillige domme for trusler, vold og tyverier. Kasper har to børn fra to forskellige forhold, som begge gik i stykker. Der er tunge juridiske slagsmål med begge mødre omkring samvær med børnene.

I 2005 døde Kaspers far. Han led af depressioner, var stærkt alkoholiseret og begik selvmord. Kasper havde svært ved at takle dødsfaldet. Han følte skyld og forsøgte selv at begå selvmord samme år. Udviklede stofmisbrug og røg ind og ud af fængsler.

Den længste fængselsperiode var på tre år. Løsladt i 2008, hvor han startede på uddannelsen til murer. Kom atter ud i kriminalitet og blev i 2009 idømt en længerevarende fængselsstraf. Under afsoning forsøgte han endnu en gang at begå selvmord. Efter løsladelse tog Kasper og familien selv kontakt til et psykiatrisk tilbud, hvor han fik konstateret ADHD og kom i medicinsk behandling. Kasper sidder atter i fængsel.

Maria, den ældste datter, havde mange konflikter med moderens kæreste Peter, der udsatte hende for en blufærdighedskrænkelse. Hun blev anbragt på et opholdssted, hvor hun gennemførte 9. klasse.

Flyttede senere på en ungeinstitution, hvorfra hun blev udsluset til egen bolig med en støtteperson. I 2005 blev hun gravid, men valgte at få en abort. Samme år fik hun en kæreste, som hun flyttede sammen med. De fik barn sammen i 2007. Lægen, der diagnosticerede broderens ADHD, anbefalede, at Maria også blev testet. Hun fik nu også diagnosticeret ADHD og fik tilbudt medicinsk behandling, som hun dog stoppede med på grund af bivirkninger. Hun er nu under uddannelse til sosu-hjælper, trives og klarer sig godt.

På det seneste er der opstået mistanke om ADHD hos deres lille søn, som af og til har nogle heftige raserianfald. Han observeres, men er på nuværende tidspunkt for lille til at blive testet.

Laura er Mariannes yngste datter. Hun overværede som lille pige, at Peter tævede moderen, der søgte tilflugt i brusekabinen. Oplevelsen var stærkt traumatiserende og mærkede hende i en grad, så hun nu som voksen har store problemer med at komme i bad. Hun er i behandling for depressioner og er senest blevet diagnosticeret skizofren. Laura går i gymnasiet.

Toke er det yngste barn. Hans barndom var præget af faderens mange øretæver. Første gang var, da han kom til at træde i noget maling, som søsteren havde tabt på et helt nyt gulvtæppe. Han brød sig ikke om at være alene hjemme med faderen, der blev sur, når moderen gik til banko. Så drak han tæt og blev ondskabsfuld.

Han kunne ikke sidde stille i skolen, men var glad for idræt. Var også god til regning og matematik, men kunne ikke læse. Gennemførte dog folkeskolens afgangsprøve i 9. klasse og startede på Teknisk Skole, men droppede hurtigt ud. I stedet gik han med søsteren i skole. Det var rart, selv om han ikke rigtig fattede, hvad der foregik i undervisningen.

Toke har lavet noget småkriminalitet og været voldelig. Har tidligere haft et fritidsjob, som det lykkedes ham at beholde gennem et år. Vil gerne ud at sejle. Henslæber tiden derhjemme, ryger hash og drikker øl i behersket omfang. Venter på at blive testet for ADHD.

Flere og flere udsatte kvinder i Danmark deler levevilkår med Signe og Marianne. De har brug for omfattende hjælp for atter at få fodfæste i tilværelsen og overskud til at støtte deres børn i at få et anstændigt liv.

Men udsigterne er dystre, for vi står midt i en ideologisk forandringsproces, hvor der er turbo på udstødningen af arbejdsløse, sygemeldte, omsorgssvigtede børn, deres forældre og flere andre grupper. Og vi ser eksempler på en begyndende dæmonisering af udsatte grupper, som gøres til syndebukke for en fejlslagen politik, der prioriterede banker og velbeslåede danskere frem for at nære det grundstof, som man bygger en velfærdsstat på.

Forandringerne synes båret af en nymoralisme, der gennemsyrer både beskæftigelses- og socialpolitik. Evnen til at kunne er blevet afløst af evnen til at ville. At være fattig og udsat bliver udlagt som en selvskabt plage, og den hjemløse på gaden har nok valgt en uheldig livsstil. De udsatte må tage sig sammen og hver især kæmpe for at opnå et ansvarligt liv. Den hjælp, de kan få, består f.eks. i at få sygeliggjort traumer, svigt, sorg, angst og fattige kår. Herefter kan de få en diagnose, komme i medicinsk behandling og blive dømt endeligt ude.

Hvad er det lige, der sker for Danmark? Hvor er vores stolte, humanistiske og inkluderende menneskesyn blevet af? Hvor er vi på vej hen?