Tro. »Blixen brugte et helt forfatterliv på at udjævne det herskende dualistiske livssyn« skriver dagens Christian Braad Thomsen. - Foto: Rue des Archives

Karen Blixen tages i disse år ofte til indtægt af dem, der fører en skinger og paranoid hetz mod islam, mens hun af andre tages til indtægt for et kristent livssyn.

Begge dele er forkert.

Gennem hele sit forfatterskab har Karen Blixen kristendommen til bedste, og i sine breve fremhævede hun ofte islam på kristendommens bekostning. Hun led ikke af islamofobi, men forsøgte til stadighed at forstå – og satte faktisk islam højere end kristendommen. Hun betegnede sig som ateist i et brev fra Afrika til Mary Bess Westenholz (1914), men hendes kærlighed til islam var stor og indrammer så at sige hele forfatterskabet. I et tidligt Afrika-brev til sin bror Thomas Dinesen skriver hun:

»Jeg er vist blevet lidt Muhamedaner ved min megen Omgang med Somalis; hvis Farah kommer til Paris – jeg tager ham med, hvis jeg rejser – skal du se, hvor megen Styrke der er i deres enkle, urokkelige Skæbnetro«. (1918).

Og i sin sidste bog, ’Skygger paa Græsset’, (1960) skriver hun, at hun så langt foretrækker islam:

»Det er den almindelige Opfattelse mellem Kristne, at Muhammedanismen er mere intolerant end Kristendommen, men dette er ikke min Erfaring«.

LÆS OGSÅHvilken Gud troede Karen Blixen på?

Derpå fremsætter hun et uimodståeligt argument for islams forrang:

»Mens Kristendommens Grundlægger, gennem sin personlige Fjernhed overfor det erotiske, paa dette Omraade synes at have efterladt sine Disciple i en Slags Tomrum, har Profetens vældige, utæmmelige erotiske Magtfylde gennemtrængt hans Tilhængere og bragt latente Kræfter hos dem til Udfoldelse. Erotikken løber, som en Flod der danner og vander Dalen, gennem de store Vandreres hele Tilværelse og Livssyn. Heste og Kameler er attraaværdige og værd at sætte Livet ind for. Men de kommer dog aldrig i Glans op imod Kvinderne«.

I et Afrika-brev til sin mor fremhæver hun også islam:

»Deres Morale er meget velgørende, fordi den ikke har noget Syndsbegreb som de Kristnes, men er sat sammen af Hygiejne og Æresbegreber, – sætter f. Ex. Diskretion mellem deres første Bud, hvad der maa være en stor Behagelighed for det Muhammedanske Samfund, saa man kunde ønske, det kristne vilde optage det«. (1918).

Også det arrangerede ægteskab, som vi normalt kritiserer muslimerne for, går Karen Blixen med pokerfjæs ind for – og i ’Det drømmende barn’ henleder hun opmærksomheden på, at det jo også er en gammel kristen tradition.

Hovedpersonen indgår et arrangeret fætter-kusine-ægteskab, og fortælleren tillader sig her at forsvare denne gode danske skik. En pige, der indgår i et arrangeret ægteskab, har til opgave »over for Verden og sit eget Hjerte at hævde sit Valgs og sin Ægtefælles Uovertræffelighed«. Denne opgave kan mageligt tage et helt menneskeliv. Det betyder, at hendes mand har sit på det tørre i sammenligning med den ægtemand, der er valgt af tilbøjelighed. Han risikerer nemlig, at pigen sidenhen får andre tilbøjeligheder!

Karen Blixen deler med sin far, Wilhelm Dinesen, en fundamental afvisning af kristendommen, og skønt hendes mødrene slægt var religiøs, lå også de i konflikt med kristendommen. De var unitarer og tog afstand fra det kristne treenighedsbegreb, ligesom de ikke accepterede dualismen mellem Gud og Djævlen. Karen Blixen gik også i kødet på den kristne sjæl-legeme-dualisme. Hendes nære ven Ole Wivel refererer hende for dette udsagn i en privat diskussion:

»Har ikke netop dette valg i vore protestantiske Kulturer ført os stik imod vor egen Vilje lige i Afgrunden? Har ikke Kristendommen udelukket Henrykkelsen ved dette Livs Gaver og Mysterier, fornægtet og fortrængt vor Sanselighed? Og altså spærret os ude fra Aandens Verden paa de eneste Betingelser, som vi har?«.

LÆS BOGANMELDELSEKaren Blixen var fars pige

Hvad der grundlæggende generer Karen Blixen i den kristne tro, er det påtvungne syndsbegreb samt den forsoningslære, der er forbundet med, at Jesus ofrede sig på korset. I et Afrika-brev til sin søster Ellen Dahl har hun selv – både muntert og alvorligt – taget afstand fra forsoningslæren:

»Menneskeheden har i to tusend Aar været Christus taknemlig, fordi han ’hengav sig’ for den; men jeg tror virkelig, at det var meget faa, som ikke, hvis de fik Tilbud om at Korsfæstelsen skulde finde sted nu i Eftermiddag, for deres personlige Frelses Skyld, – selv med det hede Helvede og evig Fordømmelse lige i Synet, – vilde ile til og sige: det maa De for Himlens Skyld ikke indlade Dem paa«. (1928).

Blixen brugte et helt forfatterliv på at udjævne det herskende dualistiske livssyn, som hun mener har rødder i kristendommen. Det er i kristendommen, at vi har lært at opfatte tilværelsen som en strid mellem to uforenelige principper: godt og ondt, kærlighed og had, elskov og drab, krop og sjæl, blufærdighed og ekshibitionisme, drift og moral, Gud og Djævlen.

Hun opfattede dualismen som en byrde i den kristne kultur. For hende var modsætninger ikke absolutte, men komplementære, hvilket vil sige, at hun forsøgte at føre dem tilbage til et samlende grundprincip. Et sådant princip oplever vi hvert eneste øjeblik livet igennem på en så selvfølgelig måde, at vi ikke skænker det en tanke: åndedrættet er det eksemplariske billede på, at to modsat rettede handlinger, ind - og udånding, tilsammen danner en livsnødvendig komplementaritet.

Den gennemgående stræben i Karen Blixens forfatterskab på at mediere modsætninger kommer stærkest til udtryk i ’Syv fantastiske Fortællinger’, hvor hun går i kødet på modsætningen mellem madonna og luder, heks og helgeninde, det menneskelige og det dyriske, kynisme og medfølelse – samt mellem favn- og kvælertag!

Samtidig med at Karen Blixen litterært udviklede forestillingen om komplementære modsætninger, udviklede Niels Bohr sin komplimentaritetsteori inden for kvantefysikken. Også han var klar over, at de grundlæggende fænomener i tilværelsen må beskrives i vendinger, som egentlig udelukker hinanden, sådan som det sker i hans opfattelse af lyset: Nogle gange kan man karakterisere lys som partikler, dvs. bestemme dets position og bane, andre gange kan man karakterisere det som bølge, dvs. måle dets bølgelængde og frekvens. Men partikler er stoflige og bølger ustoflige, så strengt taget er de uforenelige modsætninger.

Tilsvarende mente Sigmund Freud, at vore drømme næres af en forkærlighed for at sammentrække modsætninger til en enhed, lige som de ofte fremstiller et element gennem dets modsætning. Og han skrev et essay, ’Om urordenes modbetydning’ (1910), hvor han konstaterede, at denne almindelige drømmeteknik også fandtes i det ældste kendte talesprog, nemlig ur-egyptisk.

De gamle egyptere forenede begrebsmæssige modsætninger ved at have samme ord for en lang række modsat rettede begreber, f.eks. ’stærk’ og ’svag’ eller ’befale’ og ’lystre’, ligesom de havde sammensætninger som ’gammelung’, ’fjernnær’, ’bindeskille’ og ’udeinde’. Inden for hver deres fagområde trak Blixen, Bohr og Freud på den samme hammel som de gamle kinesere og egyptere samt de islamiske sufi-mystikere, der alle opfattede tilværelsen som en helhed, hvor tilsyneladende modsætninger er en illusion.

En af Karen Blixens mærkeligste fortællinger, ’Aben’, rummer et højdepunkt af blasfemi i form af en parentetisk episode om Den hellige Familie, der ved et mirakel ankommer til Paris julen 1721 og medbringer hele stalden fra Betlehem. Besøget holdes hemmeligt for offentligheden, men nogle få øvrighedspersoner får adgang til Guds moder, deriblandt hertuginden af Berri, som er i omstændigheder ved sin egen far. Hun kaster sig for Jomfru Marias fødder:

»Oh, kæreste Hellige Jomfru, tilgiv mig. Saadan vilde du aldrig have baaret dig ad, det ved jeg godt, men du skulde vide, hvilket dræbende, hvilket forbandet kedeligt Hof det er her i Versailles«.

Men netop når hun, der er gravid med sin far, sukker, at sådan ville Jomfru Maria aldrig have båret sig ad, bliver vi opmærksomme på, at benægtelsen som så ofte før er en bekræftelse. Også Jomfru Maria blev jo gravid med sin far forklædt som Helligånden: Jesus er et produkt af et incestuøst favntag. Det kan forklare, at han blev lidt underlig i hovedet.

En af Karen Blixens kendteste sentenser lyder: »På din maske skal jeg kende dig«. Også Gud skjulte sig ifølge Karen Blixen bag en maske, da han i skikkelse af Jesus vandrede omkring på Jorden, men hendes hjerte er snarere hos den legendariske kalif Harun al Raschid, der gik rundt i Bagdad forklædt som tigger for på den måde at lære sit folk bedre at kende. Hun beundrede kaliffen, som hun kendte fra ’Tusind og én nats eventyr’, og hun hylder ham i adskillige fortællinger.

Selve betegnelsen Gud er for Karen Blixen en maske, bag hvilken der ikke gemmer sig en kristen Gud. I ’Syndfloden over Norderney’ leger hun med den kætterske tanke, at Gud bag sin maske blæser på samtlige sine ti bud. For hende er Gud en metafor, der dækker tilværelsens ukendte mysterium, som vi hverken har ord for eller forstår.

De moderne islamkritikere henviser ofte til, at Karen Blixen skal have sammenlignet islam med nazismen. Det har hun også, men sammenligningen er sandelig positivt ment! Hun foretager den i ’Breve fra et land i krig’, hvor hun udtrykker stor beundring for, hvad det tyske folk takket være nazismen har nået på syv år, og hun imponeres af nationens »Viljekraft og umaadelige Arbejdsevne«. Samtidig nævner hun, at islam jo heller ikke er så fremmed for nordisk tankegang:

»Det har tit slået mig, hvor meget de enkle, rettroende muhamedanske Folkeslag, som jeg kendte i Afrika, i deres Filosofi havde tilfælles med de gamle Islændere, som jeg kendte dem fra Sagaerne«.

I sin sammenligning mellem islam og nazismen anfører hun, at islam betyder ’hengivelse’, og at det vel er det samme, »som Det Tredie Rige udtrykker i sin Håndsoprækning: Din i Liv og Død«. Hun tilføjer derefter, at af de to er islam det højeste ideal, fordi det er højere at tjene Gud end at tjene et fædreland eller en race. Når hun derpå positivt sammenligner nazismen med islam, understreger hun, at det ikke gælder islam, som vi kender den i dag, men at man må gå 11 eller 12 århundreder tilbage til den unge muslimske bevægelse:

»Da maa det have lynet og tordnet i Skyerne, og de omkringliggende Riger maa have følt sig ilde til mode. Hvorfra fik Ørkenfolket denne Kraft? Den muhamedanske Verdensanskuelse har som Nazismen en uhyre Selvfølelse: Den Rettroende staar over alle Vantro, een rettroende Sjæl er mere værd end hele Verdens Guld. Den er i sit Væsen klasseudslettende som Det Tredie Rige, den ene Muhamedaner er, om han er Vandbærer eller Emir, ligesaa god som den Anden. Den har et vældigt Sammenhold og stor hjælpsomhed de Troende imellem – 10 % af din Formue skal du give til de Trængende af Islam, og det er ikke Almisse, men en Gæld du betaler. I sine Ritualer har Islam Lighed med Det Tredie Rige: de Rettroende faar ikke tid til at blive Fremmede for hinanden. Nogle Ting i Min Kamp ligner Kapitler i Koranen«.

Karen Blixen har vitterligt udtalt en vis sympati for nazismen og en stor beundring for Hitler, f.eks. i et brev til sin moster Lidda:

»Jeg tror jo om Hitler, at han er i høj Grad genial, – maaske virkelig, hvad man i én Betydning kan kalde et Geni, – ikke saa meget ved noget personligt Indhold som ved en aldeles mystisk Føling med Folket og Tiden«. (1938).

Nazistiske værdier var dengang mere udbredt over hele Europa, end vi i dag bryder os om at indse. De kan f. eks. komme til udtryk i en almindelig krigsbegejstring, der er løsrevet fra krigens mulige mål, sådan som det sker i hendes fars, Wilhelm Dinesens, romantiske opfattelse af krigen som en livsform, han altid længtes tilbage til, en slags glorværdig kulmination på tilværelsen.

LÆS OGSÅSuccesforfatter tager fat på Blixens far

Den samme holdning findes hos hendes bror Thomas Dinesen, der meldte sig til Første Verdenskrig, ikke for idealernes skyld, men fordi han elskede »oplevelsen, faren og dåden«. Det var en holdning, man også mødte hos Karen Blixens to purunge venner Ole Wivel og Knud W. Jensen, der af samme grund er blevet sat i en helt urimelig gabestok uanset deres store fortjenester for det danske samfund. Hvorfor kom Karen Blixen mon aldrig i den samme gabestok?

Også i dag møder man i øvrigt hos danske Afghanistan-soldater den opfattelse, at krigen er en enestående chance, et storladent eventyr, en indvielse til manddommen – og hos norske soldater endda den erfaring, at krigen er bedre end sex.

Når Karen Blixen trods sin beundring for både islam og Hitler hverken blev muslim eller nazist, skyldtes det, at hun ikke kunne acceptere, at fornuften blev sat ud af kraft. Hun er afvisende over for det kvindeundertrykkende element i islam og over for nazismens racedyrkelse, som hun mener vil give nazismen en meget kort levetid.

Det gamle seksualfjendtlige og feministiske spøgelse på Rungstedlund, unitaren Mary Bess Westenholz, hyldede derimod aldeles utvetydigt de nazistiske værdier, da hun i et ultrakort brev til Karen Blixen 20. februar 1945 udtrykte ureserveret beundring for både Tysklands forsøg på at opnå verdensherredømme og for dets langt udtrukne, selvmorderiske dødskamp. Hun mente endda, at de havde Gud på deres side:

»Naar Tydskerne for at tiltvinge sig Herredømmet over Europa og til dels Asien og Afrika gaaer i Krig mod hele Verden, taler det om et rasende Mod! Naar de, som nu, overfor en knusende Overmagt med sammenbidte Tænder og Dødsforagt, nægter at overgive sig, er det Tapperhed! Det ene som det andet af disse to Træk i Folkets Karakter kan, synes jeg, betegnes som grâce de Dieu«.