Tolerance. Vi bør tolerere muslimske kvinders valg om at gå med burka. Men vi behøver ikke respektere det. Tegning: Mette Dreyer

Der går et nyt spøgelse gennem Europa.

Et spøgelse så frygtindgydende, at der indføres skrappe nye love for at straffe eller ligefrem fængsle enhver, der sættes i forbindelse med det.

Men denne gang drejer det sig ikke om stalinisme eller fascisme eller en anden magtfuld politisk ideologi, som kunne udgøre en trussel mod den vestlige livsstil.

Det drejer sig om et lille mindretal af muslimske kvinder, som vælger at gå med burka eller niqab, og som tilsyneladende er så farlige, så uforudsigelige, så forbandet gådefulde, at regeringerne i Frankrig og Belgien nu har forbudt dem at bære deres religiøse klædedragt i offentlighed.

Hvorfor har Europa erklæret krig mod en beklædningsgenstand? Hvorfor hidser alle sig sådan op over et stykke tøj?

Disse ekstremt intolerante burkakrige kaster lys over den krise, der har ramt oplysningstidens idealer i det moderne Europa, og de afslører, at vores politiske ledere ikke længere forstår betydningen og vigtigheden af en af oplysningstidens vigtigste idealer, nemlig tolerance.

Burkaforbuddene, der spreder sig som en kræftsvulst i Vesteuropa, svarer til at mase en jordnød flad med en forhammer. Brugen af burka (en kappeagtig dragt, som dækker ansigtet) og niqab (et slør, der dækker hele ansigtet) er ikke et større socialt problem. Kun et helt ubetydeligt antal kvinder går klædt i disse dragter.

LÆS OGSÅFrankrig forbyder burkaer

I april i år vedtog det belgiske parlament enstemmigt en lov, der forbyder kvinder offentligt at bære enhver beklædningsgenstand, som dækker hele ansigtet. Men kun 30 kvinder i Belgien ud af en muslimsk befolkningsgruppe på en halv million tilslører deres ansigt. I juli vedtog den franske nationalforsamling en lov, der forbyder, at man »slører sit ansigt offentligt«. Men af Frankrigs fem millioner muslimer går kun cirka 2.000 med niqab eller burka.

Hollands nye koalitionsregering har lovet at indføre et forbud mod burkaer i de kommende måneder, selv om kun »få dusin« ud af den hollandske befolkning på 900.000 muslimer bruger dragten.

Det er indlysende, at der ikke er tale om rationelle love, som er beregnet til at løse alvorlige sociale problemer. Regeringerne kunne lige så godt indføre love, der forbyder folk at gå i bamsedragter. Det er trods alt også et lille udsnit af befolkningen, som på mistænkelig vis skjuler deres ansigter for offentligheden.

Krigen mod burkaen skyldes ikke rationelle overvejelser, men regeringernes frygt og afsky for ’de andre’, visse europæiske lederes desperate trang til at skilte med deres værdier, samtidig med at de ikke helt ved, hvad disse værdier egentlig går ud på, eller om offentligheden virkelig bakker dem op. Noget så tilsyneladende fremmedartet som en burka – som en kvinde, der glider gennem gaderne klædt i sort fra top til tå, er et let bytte for parlamentarikere, der offentligt og højlydt ønsker at gøre opmærksom på deres kosmopolitiske sindelag.

De slår opportunistisk ned på det meget lille antal kvinder, der bærer en gammeldags, umoderne og ganske ueuropæisk klædedragt for at vise, at de selv, omvendt, er moderne, opdaterede, rigtige europæere. Kvinder, der går i burka eller niqab, er de uskyldige ofre for europæiske regeringers desperate søgen efter et udefrakommende spøgelse, som de kan skælde ud på og love at besejre.

Uden antydningen af ironi har politiske ledere og deres støtter i medierne forsøgt at fremstille forbuddet mod burkaer som forholdsregler, der vil ’befri’ muslimske kvinder. En fransk kommunistisk politiker beskriver forbuddet i Frankrig som en »befriende lov«. Et medlem af det belgiske parlament erklærede, at forvisningen fra offentlige steder af slør, der dækker hele ansigtet, handlede om at »låse den dør op, som har holdt et betydeligt antal kvinder i slaveri«.

Tankegangen er, at fordi det ansigtsdækkende slør er et symbol på undertrykkelse, vil man befri kvinderne bag det ved at fjerne det og rive det af.

Det er det glade vanvid. Det er sandt, at burkaen og niqaben er stærkt kritisable beklædningsgenstande, som reducerer kvinder til bortgemte andenrangsborgere. De isolerer kvinder fra de mennesker, der omgiver dem, gør det vanskeligt for dem at kommunikere med andre og begrænser deres udsyn og bevægelsesfrihed. Ikke desto mindre er sløret kun et symbol på deres undertrykkelse og ikke årsagen til den. Når man forbyder burkaen, erklærer man krig mod symbolet og efterlader den bagvedliggende undertrykkelse intakt.

Hvis europæiske regeringer virkelig mente, at de ville befri kvindelige muslimske indvandrere i deres lande, ville de samle kræfterne om at sørge for, at disse kvinder havde adgang til uddannelse, systematisk opkvalificering, ordentlige job og en fuldgyldig integration i samfundet.

Som en marokkansk menneskeretsaktivist sagde om Frankrig: I stedet for at forbyde burkaen skulle politikerne »forholde sig til de franske muslimers situation og forsøge at hjælpe dem ud af arbejdsløshed, fattigdom og racisme«. Det ville naturligvis være hårdt arbejde, det ville kræve investeringer, politisk vilje, visioner og en seriøs indsats for at skabe frihed og lighed. Og så er det da meget lettere bare at sige slut med burkaer.

I stedet for at redde nogen kan den opportunistiske krig mod burkaen og niqaben ende med at gøre livet sværere for det lille antal kvinder, der går i dem. Det kan føre til en situation, hvor de føler, at de ikke kan forlade deres hjem, fordi de ikke må iføre sig det, de betragter som passende tøj, og følgelig vil de blive endnu mere isolerede, forskanset i deres egen verden, afskåret fra det omgivende samfund. Nogle mennesker beskriver burkaen som et ’fængsel’, men tankeløse burkaforbud, der vedtages over hals og hoved af opportunistiske politikere, kan også ende med at blive et fængsel for kvinderne.

Burkaforbuddene afslører, at Europa bliver mere og mere fremmedgjort over for oplysningstidens idealer, navnlig forestillingen om tolerance. Det er ironisk, at Frankrig har gennemført sit forbud mod burkaen, som om det lå i forlængelse af oplysningstidens filosofi, fremstillet det som en hævdelse af sekulære idealer, der er en bagstræberisk religiøsitet overlegen. Sandheden er jo, at en indskrænkning af folks ret til at give udtryk for deres religiøse overbevisning er i modstrid med alt, hvad oplysningstiden stod for.

LÆS OGSÅJarlner: Der går en burka gennem Europa

Mange har åbenbart glemt, at oplysningstiden overvejende udsprang af et forsvar for religionsfrihed, af en filosofisk begrundet modstand mod regeringers ret til at bestemme, hvad folk måtte tro på, og hvordan denne tro skulle komme til udtryk. I en af oplysningstidens tidlige, og centrale, tekster – A Letter Concerning Toleration, offentliggjort i 1689 – opfordrede den engelske filosof John Locke til »tolerance for dem, der skiller sig ud fra andre i religiøse forhold«.

Han anfægtede lidenskabeligt de »civile myndigheders« ret til at straffe en person alene, fordi vedkommende tilhørte et bestemt trossamfund. Regeringer har ikke ret til at »være forbeholdne over for et andet menneskes civile udfoldelser, fordi han tilhører en anden kirke eller religion«, skrev Locke. Ingen skulle udsættes for »korporlige lidelser eller nogen anden form for fysisk straf« alene på grund af deres overbevisning eller måde at udtrykke den på.

Locke rettede et skarpt angreb mod de »fanatikere, som fordømmer alt, hvad der ikke passer ind i deres begreber«, og opfordrede i stedet til tolerance. Han argumenterede for, at man skulle tolerere dem, der skilte sig ud fra flertallet, som havde en anden tro eller adfærd – ikke fordi vi nødvendigvis skal kunne lide det, de tror på, eller hvordan de praktiserer det, men fordi vi bør støtte deres ret til frit at følge den tro, de måtte vælge.

Den form for tolerance glimrer ved sit fravær i mange moderne europæiske lande. I stedet har ledere i Frankrig, Belgien og andre lande med deres burkaforbud begået en forbrydelse mod oplysningstidens værdier ved at forvandle sig til »fanatikere, som fordømmer alt, hvad der ikke passer ind i deres begreber«. Hvis man betragter sig selv som en mand eller kvinde af oplysningstiden, et menneske, der oprigtigt tror på frihed og moderne værdier, bør man sætte sig op imod disse stærkt uoplyste indskrænkninger af muslimske kvinders religionsfrihed.

Det er dog vigtigt at bemærke, at nogle af de analytikere, som har taget det modsatte standpunkt i diskussionen – burkaens forsvarere – også er i fare for at bringe tolerancen i miskredit.

I dag sker det alt for ofte, at tolerance forveksles med respekt og anerkendelse. De frisindede kritikere af de europæiske regeringer, som har indført burkaforbud, siger, at vi skal respektere muslimske kvinders valg eller ligefrem ’hylde forskellene’ og hilse den nye kulturelle dynamik velkommen, som stærkt troende muslimer bringer ind i vores samfund.

Tolerance er imidlertid ikke relativisme. I sin oprindelige form i oplysningstiden betød det, at man tolererede noget – ikke at man nødvendigvis skulle acceptere dets lødighed eller respektere det, og slet ikke hilse det velkommen. Man kunne tolerere noget samtidig med, at man udsatte det for skånselsløs kritik i en åben, offentlig debat. Ved at relancere tolerance som respekt udvander forsvarerne for de muslimske kvinders rettigheder dette nøglebegreb i oplysningstraditionen.

LÆS OGSÅBin Laden advarer Frankrig

Som et svar på den seneste tids kontroverser om muslimske klædedragter og praksis i samtidens Europa siger Tariq Ramadan, professor i islamiske samtidsstudier ved Oxford University, således, at tolerance ikke længere er nok. Den er for passiv og modstræbende, siger han, fordi det at tolerere betyder at ’udholde’ og ’tåle’. I stedet, siger Ramadan i sin nye bog ’Quest for Meaning’, skal vi opmuntre til »respekt for« og ikke kun »tolerance af« andre kulturer, herunder den muslimske.

Tolerance kan »reducere den anden til en simpel tilstedeværelse«, mener han, mens »respekt åbner hans sammensatte væsen for os«. Vi skal aktivt forsøge at forstå og anerkende minoritetskulturer i stedet for blot at udholde dem.

Den slags argumenter er meget udbredte i dag, navnlig i Frankrig, hvor en af de vigtigste kritiske reaktioner på burkaforbuddet ikke har været at forsvare det sande ideal om tolerance, men snarere at sige: »Vive la difference!«. Vi skal med andre ord aktivt tilstræbe og hylde forskelligheder mellem folk og samfundsgrupper.

Det er ligeledes en stærkt forkvaklet udgave af toleranceidealet. I oplysningstiden opfattede man det sådan, at det at tolerere noget ikke var ensbetydende med, at man anerkendte dets gyldighed. For at vende tilbage til Locke: Skønt han opfordrede til tolerance af mindretals tro, sagde han også, at det var helt legitimt at betragte dem som inferiøre og ligefrem forsøge at overbevise deres tilhængere om, at de var »på gale veje«.

»Ethvert menneske er i sin gode ret til at advare, formane eller overbevise en anden om en fejl og, gennem ræsonnementer, føre ham mod sandheden«, sagde Locke. »Ved at undervise, instruere og vejlede den vildfarne med ræsonnementer gør vi, hvad ethvert ordentligt menneske burde gøre«. Vi kan måske nok »overtale« folk til at ændre holdning, sagde han, men ikke »kommandere« dem til det.

»Et er at presse med argumenter, noget ganske andet at presse med straf«. Alligevel er det tydeligt, at tolerance for Locke og andre af oplysningstidens tænkere ikke betød, at man måtte give afkald på sin kritiske sans. Det betød ikke, at man skulle ’anerkende’ andre overbevisninger. Det betød, at man fuldstændig accepterede deres frihed til at praktisere deres tro – og alle andres ytringsfrihed til at kritisere dem og forsøge at overbevise dem om en anden sandhed.

Det er en af pointerne i den amerikanske forsker Robert Weissbergs bog ’Pernicious Tolerance’ fra 2008. I sin kritik af tidens »toleranceindustri«, siger Weissberg, lukker den relativistiske kultur, der opfordrer os til at hylde forskellighederne, vores øjne for, hvor betydningsfuld Lockes forståelse af tolerancebegrebet er.

»En utrolig værdifuld ide – tolerancen forstået som en accept af det frastødende – bliver erstattet af en fantasiforestilling, nemlig tolerance som en betingelsesløs accept af forskelligheden«, siger Weissberg. Han peger rettelig på, at den sande værdi af tolerancen hos Locke ligger i, at vi tolererer selv ting, som vi må tage afstand fra. Ved at opmuntre til respekt for ’alle kulturer’ skader burkaforbuddets kritikere tolerancen og erstatter den med en holdningsløs og uigennemtænkt aversion mod at kritisere nogen for noget som helst.

Konklusionen er, at vi bør tolerere muslimske kvinders valg om at gå med burka. Men vi behøver ikke respektere det. Jeg respekterer det bestemt ikke – jeg finder burkaen forkastelig. Men kvindernes religionsfrihed vejer tungere end mine personlige antipatier. Det fratager mig imidlertid ikke retten til at kritisere eller ligefrem latterliggøre dem. Tolerance er nemlig ikke ensbetydende med, at vi skal pålægge os selvcensur for ikke at krænke andre menneskers følelser.

Oversættelse: Lorens Juul Madsen