Ytringsfrihed. Det har ikke noget med begrænsning af ytringsfrihed, censur eller selvcensur at gøre, at man er i stand til at opføre sig ordentligt og anstændigt over for sine medmennesker.

For 25 år siden stiftedes Folkebevægelsen mod fremmedhad, som i dag er den danske del af SOS Racisme.

Det skete bl.a., fordi paragraf 266b – den såkaldte racismeparagraf i straffeloven – ikke i sig selv forhindrede grove overgreb på etniske minoriteter. Dengang havde man ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at denne diskriminationsparagraf igen og igen ville blive udsat for angreb og krav om afskaffelse, så alle, der ikke kan styre deres racistiske tilbøjeligheder, kunne påberåbe sig en særlig ytringsfrihed.

Straffelovens paragraf 266b stammer fra 1939, hvor delev indsat for at beskytte de danske jøder. I 1971 blev ordlyden ændret, så den imødekom FN’s konvention om afskaffelse af racediskrimination, og i 1987 blev paragraffen udvidet med seksuel orientering. I 1995 blev skærpelsen for propagandavirksomhed tilføjet.

Hvad er så status i dag?

Det er, at politiske højrekræfter er søgt sammen i uskøn forening for at misbruge fortaleri for ytringsfrihed til at bekæmpe værn mod racisme. Det er, at der er splid i regeringen og omegn om, hvorvidt Danmark skal leve op til sine internationale forpligtelser. Det er, at et ganske lille antal dømte efter paragraf 266b ikke på nogen måde har mindsket det frie ord eller begrænset hadefulde ytringer.

Det er nok ikke forkert at sige, at forbuddet mod diskrimination primært generer det politiske højre. Specielt efter Fogh Rasmussen-regeringen tiltrådte, har en reaktionær kampagne set dagens lys og udnyttet 11. september-tragedien til at kræve frit lejde for racistiske ytringer.

For mange islamofober er paragraf 266b en irriterende sten i den sko, som de vil bruge til at sparke muslimer ud af landet med. Eksemplerne på den organiserede kamp mod racismeparagraffen er mange, men det, de har til fælles, er hysteriske påstande om, at den begrænser ytringsfriheden.

Professor Ole Hasselbach skrev i Jyllands-Posten (4.9.), at visse sandheder er forbudt på grund af 266b, og han antydede, at majoritetsgrupper, f.eks. danskere, ikke er beskyttet mod hadefulde ytringer. Han hævede desuden, at det er kriminelt at komme med racistiske ytringer »i selv de mest afsides beliggende ølstuer«. Påstande, som er ukorrekte.

Der er ikke belæg for, at visse sandheder blokeres af denne paragraf. Ingen ’sandheder’ er ulovlige i den danske offentlige debat, så længe de er ytret på en måde, der ikke nedværdiger eller håner grupper af mennesker. Det handler om at fremføre sine synspunkter på saglig vis og uden det formål at lægge grupper for had. Man har ytringsfrihed under ansvar, som det også pointeres i den danske grundlov. Fejlagtigt er det også, at det skulle være kriminelt at ytre sig racistisk i private sammenhænge. Racismeparagraffen er alene rettet mod offentlige ytringer. Og den beskytter også såkaldt etniske danskere.

Et er sludder fra periferien af Den Danske Forening, noget mere alvorligt er de angreb, der kommer fra politikere, der sympatiserer med lysten til at reducere vores internationale aftaler til et minimum.

Dansk Folkeparti (DF) har gentagne gange villet afskaffe racismeparagraffen, og med tanke på de medlemmer af DF, som er blevet dømt på grund af racistiske udtalelser, er det både pinligt og usmageligt, at støttepartiet vil tvinge regeringen til enten at afskaffe eller ændre paragraf 266b i forbindelse med finanslovsforhandlingerne som bebudet i medierne siden marts måned.

Dette krav blev fulgt op af en underskriftskampagne om racismeparagraffens endeligt, som var organiseret af Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet. Må man erindre om, at Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, og DF’er Jesper Langballe i foråret kom med kontroversielle udtalelser om muslimer, der fik statsadvokaten til at tiltale Hedegaard for racisme, og Folketinget til at fratage Langballe hans politiske immunitet, så han kan sigtes for at have brudt racismeparagraffen.

Derfor skal denne barriere mod generaliserende og nedværdigende udsagn væk, er DF-logikken. Og ifølge sommerens medier, ser en af de få paragraf 266b-dømte danskere, Morten Messerschmidt, helst denne strafmulighed elimineret eller i det mindste omskrevet, så der gælder særlige regler for f.eks. DF-politikere, der ikke kan dy sig for at slippe en finke af fadet. Var der nogen, som sagde skævvridning af retsprincippet?

Det tragikomiske i dette absurde teater for ytringsfrihedsfundamentalisme er, at anstændige borgerlige politikere og meningsdannere lader sig presse af DF’s ulyst til i dette tilfælde at forpligte sig på internationale aftaler med f.eks. FN.

Hvad er det dog for en besynderlig læserbrevskampagne, der tilsyneladende får ultraliberale og andre til at gentage deres paradoksale råb om, at deres ytringsfrihed er truet, hvis ikke en bestemmelse i straffeloven, der beskytter mod racisme, bliver fjernet. Lars Hedegaard, Simon Emil Ammitzbøll, Søren Krarup m.fl. er blevet en parodi på en nutidig mangehovedet Cato, der igen og igen kræver den såkaldte racismeparagraf afskaffet.

Når Jacob Mchangama i Politikens Kronik (29.8.) frygter en »multikulturalistisk udvanding af ytringsfriheden«, fristes man til at sige: Åh, hold nu op med det opportunistiske sludder om, at ytringsfriheden lægges i den tavse grav, hvis ikke man har ret til at krænke og håne. For fakta er, at straffelovens racismeparagraf, 266b, ikke har medført et reelt indgreb mod ytringsfriheden, ikke har medført censur, ikke har forhindret medier, politikere eller meningsdannere i at ytre sig kritisk om f.eks. islam.

Som integrationsminister Birthe Rønn Hornbech skrev i denne avis 4.1.06, er det, »som om ytringsfriheden er ved at blive helliggjort som en eller anden fundamentalistisk religion, hvor det gælder om at dæmonisere hinanden«.

Det pudsige i alt dette er, at som et led i implementeringen af regeringens integrationsplan af 11. maj 2005 og regeringens aftale af 17. juni 2005 med DF og Socialdemokraterne har Justitsministeriet 6.10.2006 anmodet Rigsadvokaten om bl.a. at etablere en indberetningsordning vedrørende sager om overtrædelser af paragraf 266b. Det skal ske, fordi Folketinget, EU og Europarådet har brug for sådanne oplysninger for at sikre ensartet behandling af denne type sager.

Derfor var det helt forståeligt, at FN’s Racediskriminationskomité i september 2010 råbte vagt i gevær, da flere borgerlige politikere i kølvandet på racismetiltalerne mod Langballe og Hedegaard krævede et opgør med paragraf 266b. »Komiteen opfordrer regeringen til at modstå opfordringer om at fjerne paragraf 266b, hvilket vil kompromittere de anstrengelser – og fremskridt – regeringen har gjort for at bekæmpe racediskrimination og hate crimes«, hedder det i en FN-rapport.

Ytringsfriheden har aldrig været ansvarsløs. Både FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fastslår, at udøvelse af ytringsfriheden medfører pligter og ansvar. Ytringsfriheden kan således begrænses af hensyn til bl.a. beskyttelsen af andres rettigheder.

Ergo må man lave lovgivning, som beskytter, og det er den beskyttelse og demokratiske sikkerhed, de konventionsforskræmte debattører vil fjerne med afskaffelsen af 266b. Den gælder i øvrigt for mange andre end de forkætrede muslimske medborgere. Den beskytter nemlig også andre religiøse grupper, andre mennesker med anden hudfarve end den danske majoritet, f.eks. adoptivbørn. Det er ikke en særrettighed – den gælder for alle.

Når det er sagt, kan både modstandere og tilhængere af den famøse lovbestemmelse sikkert være enige om, at ytringsfriheden har afgørende betydning for demokratiet, og at der som konsekvens heraf skal være tilbageholdenhed med hensyn til at begrænse ytringsfriheden i konkrete sager.

Det må domstolene afgøre, og status for brugen af 266b er jo, at mange sager er blevet afvist, nogle er blevet frikendt, og enkelte er blevet dømt, bl.a. Hizb-ut-Tahrir.

Demokratiet består, trods alt. Det, der er afgørende, er, om ytringerne er i modstrid med de grundlæggende værdier, som demokratiske samfund bygger på, eller om der konkret er udsigt til, at ytringerne opildner til vold. Derfor kom der et stykke 2 til 266b i 1995 om propagandavirksomhed.

Så hvis modstanderne af beskyttelsen mod racisme har en liberal demokratidrøm om, at man ikke med straffeloven kan beskytte sig mod krænkende, sårende eller forhånende ytringer, så vil et sådant særegent demokrati få problemer med de forpligtelser, Danmark har indgået med bl.a. FN, Europarådet og EU. Og hvad er så næste skridt? Tilsyneladende skal vi være det første land i verden, der både opsiger FN’s konvention mod racisme og FN’s konvention om civile og politiske rettigheder samt EU’s rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad.

Hvorfor vil DF, Trykkefrihedsselskabet, Fri Debat og ligesindede ikke være med til at fremme og sikre et klima med konstruktiv dialog med respekt for mangfoldighed og menneskerettigheder uden nogen form for diskrimination?

Hvorfor kan vi ikke skabe plads og rummelighed til både flertal og minoriteter, så vi ikke risikerer tilstande med forfølgelser af mindretal og anderledes tænkende, som var den direkte årsag til indførelsen af 266b i 1939?

Hvorfor kan vi ikke fravige dogmet om hån, spot og latterliggørelse og erstatte det med omtanke, empati og hensyntagen?

For det har ikke noget med begrænsning af ytringsfrihed, censur eller selvcensur at gøre, at man er i stand til at opføre sig ordentligt og anstændigt over for sine medmennesker.

Heldigvis viser en meningsmåling, som Rambøll lavede for Jyllands-Posten (12.10.), at der er massiv opbakning til racismeparagraffen. 68 procent af de adspurgte fandt, at paragraf 266b skal bevares, heraf 65 procent af DF’s vælgere. Måske flertallet af befolkningen, i modsætning til den vedvarende antikampagne, er enig med professor i strafferet Jørn Vestergaard, når han i et blogindlæg på jura.ku.dk (5.8.) konstaterer, at den omstridte bestemmelse har højt til loftet, i forhold til hvad man kan tillade sig i det offentlige rum, og at det er »helt ubegrundet at påstå, at racismeparagraffen bruges til at undertrykke ytringsfriheden eller politiske modstandere med«.

Han henviser bl.a. til Rigsadvokatens hjemmeside, hvor en oversigt viser de få domme ved byret, landsret og Højesteret, der er afgivet mod krænkelser af bl.a. muslimske plejehjemsassistenter, men også afrikanske fodboldspillere, jøder og homoseksuelle.

Racismeparagraffen stiller således folk til ansvar og lægger låg på spredning af racisme, før den koger over og udvikler sig til de skræmmende eksempler, vi gennem historien har set ske, når racisme slippes fri.

Den såkaldte racismeparagraf har eksisteret i 71 år, og selv om dens ordlyd har ændret sig nogle gange, så kan man ikke tale om, at ytringsfriheden er blevet forhindret. Set fra et menneskerettighedssynspunkt er ytringsfriheden heller ikke hævet over retten til ikke-diskrimination. Det er ligestillede demokratiske og menneskeretlige principper. Racismeparagraffen er et samfundsmæssigt signal om, at der er nogle ytringer, der er uacceptable, og den sikrer dermed balancen, så vi har rettigheder under ansvar. Det er rammen om ytringsfriheden, og den er med til at sikre, at Danmark både er et frit og tolerant samfund på én gang.

Det er vigtigt at erindre om, at de forskellige internationale konventioner er minimumsgrænser, som Danmark er forpligtet på, og fjernes 266b, så overtrædes disse konventioner. Omvendt er det ikke forbudt at udvide denne beskyttelse, hvis man kan begrunde det som en nødvendighed i et demokratisk samfund.

Kampen om racismeparagraffen viser også, at selv om der er gået 25 år, siden man organiserede sig for at stå imod fremmedhad, er forråelsen af debatklimaet blevet til en indikator på, at indsatsen mod racisme og diskrimination desværre ikke alene er klaret med en paragraf i straffeloven.

Derfor er det velgørende, at sammenslutninger som SOS Racisme fortsætter deres virke, at institutioner som RCD irriterer magthaverne med vedblivende dokumentation om diskrimination, at Københavns Politi, Københavns kommune og Menneskerettighedsinstituttet iværksætter kampagner mod hadforbrydelser, at Dansk PEN fastholder sit forsvar for paragraf 266b, og at et folketingsflertal stadig lytter til kritik fra internationale fora som FN. Kun på den måde kan alle tage medansvar for, at ingen grupper noget sted i verden skal opleve at blive lagt for had i det offentlige rum.