Kort tid efter at jeg ankom til København i 2008 som Israels ambassadør i Danmark, mødte jeg Hendes Majestæt dronning Margrethe II for at præsentere mine akkreditiver.

I løbet af den korte samtale, vi havde i den forbindelse, var det vigtigt for mig at udtrykke min taknemmelighed til Hendes Majestæt for det danske folks redning af de danske jøder under Anden Verdenskrig, en begivenhed uden fortilfælde. Siden da har jeg mødt mange danskere, som alle synes at udtrykke den samme beskedne holdning: at redningen af de danske jøder blot var en ’naturlig’ hjælp til danske medborgere i nød.

For mit vedkommende vil redningen af de danske jøder i oktober 1943 altid forblive en meget stor gerning: Jødisk tradition fortæller, at redningen af én sjæl svarer til at redde hele verden.

I dag markerer vi 72-års dagen for de begivenheder, som blev sat i værk 9. november 1938. Vi kalder det normalt Krystalnatten – som blev begyndelsen på det mørkeste kapitel i Europas historie.

To dage før, 7. november 1938, skød den 17-årige Herschel Grynszpan den tyske diplomat Ernst vom Rath i Paris i protest mod den tyske deportation af Grynszpans familie og 17.000 polske jøder, som boede i Tyskland. De blev tvunget ind i togvogne og deporteret til den polsk-tyske grænse, hvor tusindvis af dem blev nægtet indrejse og i stedet måtte tage ophold i grænselandet uden mad eller tag over hovedet.

Da Ernst vom Rath to dage senere døde af sine skudsår, iværksatte Det Tredje Riges propagandaminister Joseph Goebbels en pogrom i hele Det Tredje Rige om natten mellem 9. og 10. november 1938 – rettet mod den jødiske befolkning, som ’spontane’ hævngerninger for vom Raths død.

I løbet af pogromen på Krystalnatten blev mere end 250 synagoger sat i brand og svært beskadiget. Tusindvis af jødiske butikker og boliger blev plyndret, ødelagt og konfiskeret. Tusindvis af jøder blev arresteret, og mange blev sent til Dachau, Buchenwald og Sachsenhausen og andre kz-lejre. De fleste af dem kom aldrig tilbage igen.

Drabet på vom Rath af Herschel Grynszpan og den efterfølgende pogrom, som blev indledt på den nazistiske stats- og partiledelses ordre, gav de nazistiske magthavere den oplagte mulighed for at iværksætte og retfærdiggøre den sociale og økonomiske udstødelse af jøderne i Det Tredje Rige.

På et møde i Rigsluftfartsministeriet under Hermann Görings ledelse 12. november 1938 blev et dekret udstedt, som skulle eliminere jødernes deltagelse i rigets økonomiske liv. Görings dekret forbød jøder at ernære sig som uafhængige næringsdrivende og at drive forretning i det hele taget. På samme møde blev det besluttet at tvinge Det Tredje Riges jødiske befolkning til at betale en ’erstatning’ på en milliard rigsmark for drabet på vom Rath i Paris og til at betale for de skader, som blev anrettet i forbindelse med pogromen.

Krystalnatten og 9. november 1938 markerede begyndelsen til enden for millioner af jøder på hele det europæiske kontinent. Seks millioner mænd, kvinder og børn blev myrdet af nazisterne og deres håndlangere på måder, som vor forstand næppe overhovedet kan begynde at begribe. I alt blev ca. 85 procent af Europas jøder udslettet – fordi de var jøder.

Da jeg havde det privilegium at møde Hendes Majestæt dronning Margrethe ved min tiltrædelse som ambassadør i Danmark var det som repræsentant for et folk, som var blevet forsøgt udslettet. Jeg kunne ved den lejlighed fortælle Hendes Majestæt, at den skole i Jerusalem, hvor min datter i sin tid gik, er opkaldt efter Danmark som et minde om den danske indsats for jøderne, der desværre var fraværende stort set alle andre steder på det europæiske kontinent.

Jeg fortalte hende, at mit fornavn, Arthur, ikke oprindeligt er et jødisk navn. Jeg er opkaldt efter den ikke-jødiske rumænske mand, som på et tidspunkt under Anden Verdenskrig, hvor det var forbudt ved lov i Rumænien at ansætte jøder, gav arbejde til min far. Således reddede han muligvis mine forældres liv.

Ikke alle i min familie var så heldige. Nogle af min mors nære slægtninge blev deporteret til kz-lejre i Transdnestr i Ukraine, hvor de døde. Jeg fortæller i dag min personlige historie, der ligner den, som andre efterkommere af overlevende fra Holocaust har fortalt i tidens løb – og stadig fortæller. Vi fortæller vores personlige historie, fordi det er en pligt at bibringe yngre generationer viden om fortiden og folkedrabet på seks millioner jøder i Europa.

Mange andre var ikke så heldige som mine forældre. Historien om Jeanette Schocken er blot ét eksempel ud af tusinder: Jeanette, en jødisk kvinde fra den tyske by Bremerhaven, flygtede ikke med resten af familien Schocken i 1941, men blev i stedet hos sin syge datter for at pleje hende. Jeanette Schocken og hendes datter blev deporteret til Minsk i Hviderusland 17. november 1941, hvor de blev myrdet.

Mange år senere blev en litteraturpris indstiftet i Jeanette Schockens navn. Prisen uddeles hvert år samme dag, 6. maj. Denne dato markerer den dag i 1933, da nazisterne afholdt en bogafbrænding på torvet i Bremerhaven af bøger, som ikke var i overensstemmelse med nazistisk ideologi, heriblandt bøger af jødiske forfattere.

I 2007 modtog den israelske forfatterinde Lizzie Doron Jeanette Schocken-litteraturprisen for sin bog ’Hvorfor kom du ikke før krigen’, som er hendes første bog i dansk oversættelse. Doron modtog Jeanette Schocken-litteraturprisen med den begrundelse, at hendes bøger giver stemme til dem, der ikke kan tale selv. I bogen fortæller Doron historien om den anden generation efter holocaust: Hun fortæller om sin moders smerte og kvaler, med søvnløse nætter og sjælelige rædsler. Lizzie Doron beskriver, hvordan det føles at være barn i et hus, som konstant er underlagt en skygge fra den fortid, som aldrig diskuteres.

Lizzie Doron vil være blandt de inviterede forfattere på BogForum i København i den kommende weekend.

Hun kan blandt andet kendes på den blonde hårfarve, som ikke er hendes hårs naturlige farve, men som hun har bibeholdt, siden hun var en lille pige. Hendes mor Helena, hovedpersonen i ’Hvorfor kom du ikke før krigen’, farvede Lizzie Dorons hår, da hun var tre år gammel, således at nazisterne ikke skulle tage datteren, når de kom. Da moderen farvede Lizzie Dorons hår, var staten Israel allerede et faktum, og det nazistiske Tredje Rige var besejret, men for Dorons mor og tusindvis af andre jøder i Israel og rundt omkring i verden fortsatte de indre rædsler, som aldrig forsvandt.

Bogforum i København i år tjener på flere måder som en påmindelse: Det store udvalg af bøger med deres righoldige tanker og ideer, samt de inviterede forfattere, giver os et af de håndgribelige beviser på Det Tredje Riges nederlag.

BogForum giver dog også en påmindelse til os og de næste generationer: Dr. Gideon Greif er gæst på BogForum og aktuel på dansk med sin bog ’Vi græd uden tårer’. Greifs bog er baseret på interview med de få overlevende medlemmer af de såkaldte Sonderkommandos i udryddelseslejren Auschwitz i Polen. I Greifs bog træder fortiden frem og får stemme af nogle af de sidste levende øjenvidner til det allersidste skridt i nazisternes jødeforfølgelser: Tilintetgørelsen.

LÆS OGSÅNy bog afslører nazisternes dødsmaskineri

Sonderkommando var de jøder, som under tvang fra de tyske fangevogtere sørgede for, at ofrene blev afklædt og fik håret klippet af, før de blev tvunget ind i gaskamrene i lejrene. Efterfølgende ryddede medlemmerne af Sonderkommando gaskamrene for ofrenes lig, trak guldtænder ud på ofrene og betjente krematorierne for at brænde ligene. Og gjorde derefter klar til den næste gruppe ofre. I visse tilfælde stødte medlemmerne af Sonderkommando på medlemmer af deres egne familier.

På Greifs ubærlige spørgsmål til sine interviewpersoner om, hvorfor de ikke begik selvmord frem for under tvang at indgå i nazisternes udryddelsesmaskineri, svarede de: Fordi vi ville overleve, for at fortælle, hvad vi så, til næste generation. At leve for at berette om, hvad der blev gjort mod vore koner, børn, familier, vore landsbyer, mod vort folk.

Mens Gideon Greifs bog med sin samling af vidneudsagn tager læseren helt med ind i det inderste af den nazistiske dødsfabrik, giver Lizzie Doron sine læsere en mulighed for at opnå en forståelse for, hvad det indebærer at vokse op med en enlig mor, som har oplevet rædsler, der overgår den menneskelige forstand.

I de nye omgivelser i boligkvarteret omgives Lizzie Doron og hendes mor af mennesker med samme personlige historie og erfaringer – de er stort set alle overlevende efter holocaust og efterkommere af overlevende.

Dorons bog handler om, hvordan hendes mor håndterer spørgsmålet om troen på Gud efter holocaust, den sociale omgang med de andre overlevende og minderne om dem, som ikke overlevede. Doron viser os, hvordan man forsøger at skabe et nyt liv i et nyt land på et så skrøbeligt grundlag. Lizzie Dorons ’Hvorfor kom du ikke før krigen’ efterlader dog læseren med en fornemmelse af håb og troen på livet som en reel mulighed.

Under deres besøg i København vil både Lizzie Doron og Gideon Greif mødes med unge læsere og dele nogle af deres tanker om fortidens begivenheder med dem. Ved at læse Dorons, Greifs og andre bøger, som er udgivet om emnet, sikrer vi, at dokumentationen og mindet lever videre.

Til andre vigtige, aktuelle bogudgivelser på området har vi Chil Rajchmans forfærdende personlige vidnesbyrd fra udryddelseslejren Treblinka, ’Jeg er den sidste jøde’, som er udgivet på dansk i år, med et stærkt forord af Politikens tidl. chefredaktør Herbert Pundik.

LÆS ANMELDELSEBeretning fra Treblinka sprænger forestillingsevnen

I forhold til de danske jøders skæbne, redning og flugten til Sverige skal nævnes Sofie Lene Baks ’Ikke noget at tale om’, som netop er udkommet, og som tegner et billede af de danske jøders oplevelser i årene 1943-1945, i lighed med Jacques Blums ’Jødeaktionen i Danmark, Oktober 43’, som også er udkommet i år.

LÆS OGSÅNy bog kradser i glansbilledet af den store danske jødeflugt

Det er vigtigt at fastslå, at befolkningerne i de europæiske lande havde en viden om, hvad der skete med den jødiske minoritet i Det Tredje Rige. Historikeren Dan H. Andersen skriver i sin bog ’Krystalnatten. Vejen til Holocaust’ (2009), at den danske offentlighed fik ganske god information om Krystalnatten fra de danske aviser, ikke mindst i betragtning af, at pressen rapporterede fra et totalitært regime.

Dan H. Andersen skriver videre, at den danske presse – uanset partifarve – meget vel forstod, at der ikke var tale om en spontan folkelig vrede rettet mod Tysklands jøder, men at mordene, ødelæggelserne og afbrændingen af synagoger skete efter ordre fra nazipartiet og toppen af Det Tredje Riges magtapparat og i større eller mindre omfang blev udført af partiets og statens egne organer. Man indså ikke helt omfanget, og nogle avisledere virkede mere bekymrede for nattens betydning for den europæiske fred end for jødernes skæbne, men man så Krystalnatten som det, den var: en pogrom indledt fra højeste sted.

I dag mindes vi så begivenhederne den nat for 72 år siden, der skulle have tjent som en advarselslampe for den menneskelige civilisation. Krystalnatten bliver af alle historikere på området betragtet som sidste chance i 1938 for at hindre udviklingen af det, som blev til holocaust – det organiserede drab på seks millioner jøder. Men Europa og resten af verden reagerede ikke. Lyden af tusindvis af ituslåede vinduesruder åbnede ikke Europas øjne og ører for at standse de udryddelsesmekanismer, som var i deres truende vorden.

Ingen stoppede dengang nazisterne og Det Tredje Rige.

Af denne grund er det vigtigt i dag at huske på den historiske lektion, at hadets og destruktionens kræfter skal bremses fra begyndelsen. Vi må til stadighed minde hinanden om, at hadets snebold er langt sværere at standse, når den først er sat i bevægelse.

I den jødiske synagoge i Krystalgade i København vil man i dag kunne høre oplæsning af passager fra Lizzie Dorons ’Hvorfor kom du ikke før krigen’. De, som møder frem og lytter, vil på denne måde medvirke til at opfylde den forpligtelse, som jeg mener må gælde for hele eftertiden: at fortælle den næste generation, hvad der skete.