’Ansvar for egen læring’ – sådan lyder tidens, ja, faktisk de to sidste årtiers hotteste slagord i den danske folkeskole. Men en uddannelseselite med sit på det tørre er nu i færd med at misbruge begrebet til at niveaudele folkeskolen i en uskøn alliance med den spareivrige regering.

Netop denne lille vending truer dermed sammenhængskraften i den danske folkeskole og i hele det danske samfund. Men vi starter lige med at spole tiden 40 år tilbage:

Begrebet ansvar for egen læring opstod i kølvandet på opgøret med den sorte skole og indførelsen af den såkaldte reformpædagogik i 60’erne. Den overdrevne disciplin skulle erstattes af et fokus på den enkelte elev som selvstændigt individ. Kæft, trit og retning skulle erstattes af demokrati og medbestemmelse. Terperi og udenadslære skulle erstattes af individuel indlæring og det, der senere er blevet døbt ’udforskende læring’. Alt sammen meget godt.

Og den rummelige, demokratiske og kritisk udforskende danske folkeskole affødte da også gode resultater. Således kunne man i lærernes fagblad Folkeskolen i november 2003 læse, hvordan eleverne i den danske folkeskole imponerede et hold engelske og franske forskere, der var i Danmark i forbindelse med det internationale forskningsprojekt Encompass:

»Først skrev eleverne en tekst på hver sin computer, uden at læreren holdt øje med hver enkelt elevs arbejde. Bagefter rejste de sig, byttede plads med en klassekammerat og gennemlæste og kommenterede hinandens tekster«.

Projektpædagogikken havde gået sin sejrsgang i det danske skolevæsen. De danske elever var selvstændige, men samtidig dygtige til at samarbejde, de kunne tænke selv og ikke kun remse udenadslære op, og forskere fra hele verden valfartede hertil for at finde ud af, hvad det var, vi gjorde rigtigt.

efter årtusindskiftet er status imidlertid, at individualiseringen af folkeskolen har taget overhånd, og at projektpædagogikken er blevet indholdsløs.

Lærer Niels Christian Sauer formulerede det meget rammende i en Kronik her i Politiken 9. august i år:

»En stor gruppe elever magter ikke det udstrakte ansvar for egen læring, som uvægerlig følger med, når de skal arbejde selvstændigt i lange stræk. De mister motivationen og taber orienteringen, når det fælles fokus opløses. (...) Børn kommer ikke i skole for at sidde i hver sin afsondrede, skræddersyede mentale celle og dyrke deres egenart«.

LÆS ARTIKELFolkeskolen må gribe i egen barm

Når folkeskolen ophører med at være et fagligt fællesskab, og hver enkelt elevs selvrealisering i stedet sættes som endemål, tabes en stor gruppe elever. De bogligt stærkeste elever nyder friheden i gruppearbejde og projektopgaver, mens de, der ikke kan overskue den overvældende selvstændiggørelse, falder fra.

Samtidig forvandles læreren til en konsulent, der skal facilitere elevernes selvudfoldelser, og det svækker alt andet lige autoriteten, når læreren reduceres til endnu en deltager i rundkredsen frem for en faglig kapacitet, man kan trække på: De bogligt knap så stærke elever, der i forvejen er fremmedgjort over for synopser og læreplaner, og jeg ved ikke hvad – de mangler nu også en faglig autoritet at henvende sig til for at få ikke sparring, men simpelthen god gammeldags hjælp.

3F’eren Mattias Tesfaye opsummerer i sin nye bog, ’Vi er ikke dyr, vi er tyskere’:

»Da jeg selv startede på teknisk skole, skrev vores lærer for eksempel på tavlen, at han ikke var lærer, men konsulent. Det byggede på en forestilling om, at han ikke skulle fremstå som en autoritet, der skulle lære os faget, men en rådgiver, der kunne guide os frem til vores egen drøm om livet som murersvend. Realiteten var, at de stærkeste elever kunne tage ansvar for egen læring og henvende sig til konsulenten, når de stødte på problemer, mens mange af de andre blev efterladt uden autoritet og retning i uddannelsen«.

Individualiseringen af folkeskolen er ikke på tilbagetog – tværtimod. Både regeringens rejsehold og Kommunernes Landsforening flirter med tanken om at niveaudele eleverne eller på andre måder give dem mere ansvar for deres egne uddannelsesvalg helt ned i 6. klasse. Jeg må indrømme, at jeg finder det nærmest perverst at bede børn, der endnu ikke er teenagere, om at udforme deres egen ’individuelle læringsmål og -strategi’, sådan som KL lægger op til.

Så vidt individualiseringen, der for mig at se har taget grundigt overhånd. Men det er ikke alt: Ydermere undergår hele det danske uddannelsessystem i disse år en heftig akademisering på alle niveauer. Gymnasieelever skal beskæftige sig med videnskabsteori og metode, som tidligere hørte universitetet til, og helt ned i folkeskolen skal man skrive synopser og problemformuleringer og perspektivere sin konklusion.

Lad mig understrege: Jeg argumenterer ikke for mindre faglighed i folkeskolen. Tværtimod! Men vi skyder os selv i foden, hvis vi bilder os ind, at det kun er boglig viden, der gælder. Også i fremtiden får vi brug for håndværkere til at bygge vores huse og sygeplejersker til at passe de syge. De har ikke brug for akademisk overblik og skal ikke kunne citere Foucault – de skal kunne nogle helt andre ting. Deres faglighed er fatalt underprioriteret i dagens folkeskole.

Akademiseringen ser ligesom individualiseringen ud til at eskalere yderligere i de kommende år. De konservatives formand, Lene Espersen, foreslog for eksempel på partiets landsråd tidligere på efteråret, at læreruddannelsen fremover skal gøres til en universitetsuddannelse.

Hvis folkeskolelærere i fremtiden skal være universitetsuddannede, vil det være med til at øge folkeskolens fokus på boglighed frem for en bred palet af også mere praktisk orienterede færdigheder. Lærerne vil befinde sig på et højere akademisk abstraktionsniveau, og det vil i høj grad smitte af på undervisningen og eleverne.

Akademiseringen af folkeskolen betyder, at der stilles eleverne en uddannelsesmotorvej i sigte, som helt naturligt byder på gymnasium og universitet efter folkeskolen. De mindre boglige uddannelser bliver mindre naturlige at søge ind på, når man i folkeskolen er opdraget til, at akademisk faglighed er det mest rigtige, og at praktisk arbejde ikke rigtig er noget, vi får brug for i fremtidens videnssamfund.

Og værre endnu:

Den overdrevne individualisering og den ditto akademisering af folkeskolen betyder, at flere og flere går ud af 9. klasse uden at have tilegnet sig de mest basale færdigheder såsom at kunne læse og skrive. Her ligger formentlig også en del af baggrunden for eksplosionen i antallet af elever med behov for specialundervisning.

Det lyder jo paradoksalt, men på trods af akademiseringen i uddannelsessystemet er elevernes enkeltfaglige kundskaber altså blevet ringere. God, gammeldags indlæring af basal viden er blevet erstattet af projektarbejde, tværfaglighed og selvstændig research. Projektarbejde og tværfaglighed er der sådan set ikke noget i vejen med, men det er helt afgørende, at eleverne har tilegnet sig nogle basale kundskaber, før de kaster sig ud i alt det med at arbejde på tværs og perspektivere og skrive projektopgaver.

En af projektpædagogikkens fædre, Sten Clod Poulsen, ramte hovedet på sømmet i sin Kronik ’Undskyld, vi tog fejl’ i Politiken 28. august i år:

»Vi har smadret Den Sorte Skole og smidt barnet ud med badevandet og triumferet bagefter. Det er en katastrofe. (…) [Eleverne] kan via internettet lokalisere viden, men de kan ikke vurdere kvaliteten af vidensmængder uden selv – i hovedet – at have solide fagkundskaber. Så ender man med at tro, at holocaust er løgn og digt – for man kan finde en hjemmeside, der ’beviser’ det«.

LÆS ARTIKELUndskyld, vi tog fejl

Sten Clod Poulsens pointe er, at folkeskolen skal give eleverne både et fundament af faglige basiskundskaber og en overbygning af »kritisk-kreativ problemanalyse«. Men dagens folkeskole giver eleverne overbygning uden fundament, og så er de jo ikke rustet til videre uddannelse – for slet ikke at tale om arbejdsmarkedet!

På den baggrund burde det jo ikke komme som en overraskelse, at det går den gale vej med regeringens forkromede (og i sig selv særdeles fornuftige) målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Så meget den gale vej, at det faktisk i dag er en mindre procentdel af en ungdomsårgang, der får sig en uddannelse, end det var helt tilbage i 1995.

Akademisering og individualisering af vores uddannelsessystem er en selvforstærkende effekt. Det er nemlig den elite, der selv klarer sig godt i den individualistiske og bogligt fokuserede folkeskole, der bliver meningsdannere og beslutningstagere – og de synes jo godt om den skole, der har givet dem frihed og plads til selvrealisering. Derfor laver de endnu mere af det.

Som journalist og forfatter Lars Olsen har udtrykt det: »Meningsdannerne laver uddannelser til deres egne børn, men har ikke blik for resten af samfundet«.

Min påstand er, at denne gruppe – Lars Olsen kalder den kultur- og uddannelseseliten – ubevidst har indgået en uhellig alliance med en spareivrig regering med store konsekvenser for især de bogligt knap så stærke elevers udbytte af deres uddannelse.

Mange nye undervisningsformer, der i uddannelseseliten opfattes som progressive og nyskabende, vinder nemlig gehør i regeringstoppen af en helt anden årsag: Der er penge at spare.

Det mest oplagte eksempel er den lærerfri undervisning, man er begyndt at indføre på ungdomsuddannelserne. Den er et udtryk for ’ansvar for egen læring’, når begrebet er taget helt derud, hvor ingen af os kan bunde, og konsekvensen er problematisk ikke bare for de elever, der halter bogligt, men faktisk også for dem, der er godt med.

Formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Frederik Gjørup Nielsen, beskriver tendensen i et indlæg på Altinget.dk:

»Beskeden om lærerfri undervisning er for nogle elever en fribillet til hurtigt afleverede opgaver og tidligere fri. For andre elever er det en kamp imod uforståelige begreber, teorier og spørgsmål. Hvem vinder så ved denne undervisningsform? Min påstand vil være, at alle taber, når eleverne ikke får det optimale ud af undervisningen. Hverken de stærke elever, der med en halv indsats scorer sig et par timers ekstra fritid, eller de svage, der sidder tilbage med forståelsesspørgsmål og et ringe udbytte af undervisningen«.

Ansvar for egen læring er en individualistisk og dybt borgerlig retorik. Fællesskabet skal ikke bare fraskrive sig ansvaret og give den enkelte elev skylden, når vedkommende bliver sat af og dropper ud. Det skal være et fælles ansvar, at alle får udbytte af undervisningen i folkeskolen. Det skal være et samfundsansvar at flere får en uddannelse.

Vi skal have et skolesystem, der giver plads til alle og ikke favoriserer akademikerbørn. Hvordan gør vi så det? Her er tre bud:

For det første skal vi afskaffe lektier og indføre en helhedsskole, der kombinerer leg og læring. Det er helt afgørende, at helhedsskolen ikke bare bliver ’mere af det samme’, men at de nuværende tilbud i klubber og skolefritidsordninger tænkes sammen med den klassiske undervisning. Fidusen er dels en mere varieret skoledag, hvor eleverne ikke skal sidde stille på en stol i timevis i træk, men derimod får mindst et og meget gerne flere afbræk fra klasseundervisningen i løbet af dagen. Det vil især gavne de urolige drenge, der sidder bagest i klassen og vipper på stolen, fordi de ikke kan holde koncentrationen en hel skoledag.

For det andet skal vi rulle akademiseringen tilbage og i stedet sætte en mere jordnær faglighed i folkeskolen. Alle elever skal kunne læse, skrive og regne, men folkeskolen skal også kunne rumme mere praktisk funderet læring.

For det tredje skal vi genskabe lærerens autoritet og nærvær som fagligt fyrtårn. Det sker ikke ved at gøre læreruddannelsen til et universitetsstudium, men ved et pædagogisk opgør med tanken om læreren som konsulent eller coach i elevernes selvrealiseringsforløb. Og så skal vi have færre elever i klasserne og to lærere i flest mulig undervisningssituationer for at skabe mere lærer-elev-tid.

Og nå ja, så er der jo økonomien … Regeringens stramme økonomiske politik betyder, at kommunerne er tvunget til at spare, og det går også ud over folkeskolen. »Hvad så, vi har jo verdens dyreste folkeskole«, indvender de borgerlige ofte. Men det er løgn. Ser man for eksempel på OECD’s seneste opgørelse, så er den danske folkeskole langtfra den dyreste – tværtimod er vi blot nummer 10 målt på de største klasser og nummer 5 målt på de mindre klasser.

I øvrigt skulle man tro, at det var et succeskriterium at have verdens dyreste folkeskole. Hvis vi gerne vil have verdens bedste uddannelser, må vi vel også betale, hvad det koster.

Fremtiden er en folkeskole, der skal give lige muligheder til alle, uanset baggrund. Der skal nedbryde klasseskel frem for at reproducere dem. Der giver både direktørens datter og den faglærtes søn en chance.

Danmarks folkeskole kan igen blive verdens bedste, men det kræver, at vi dropper den akademiske verdensfjernhed, sætter fællesskabet i centrum og investerer i bedre rammer, mere it og flere lærere og undervisningsassistenter. Overvejelserne om niveaudeling og yderligere individualisering må skrinlægges – ellers får vi ikke alle med.