Kan vestlig kultur og islamisk kultur leve fredeligt i indbyrdes forståelse med hinanden?

Mange danskere mener nej, f.eks. fordi de er frastødt af kvindeundertrykkelse, som den bl.a. kommer til udtryk i arrangerede ægteskaber. Især tvangsægteskaber virker stærkt provokerende på danskere!

Vi tager med væmmelse afstand fra æresdrab og i det hele taget fra den vold, der i den muslimske verden er knyttet til begrebet ’ære’.

Meget af forargelsen skyldes givetvis, at man ud fra presseomtale af enkelthistorier tror, at alle muslimer presser deres unge ind i tvangsægteskaber, nægter dem samkvem med ikke-muslimske unge og øver æresbaseret vold mod deres kvinder.

Virkeligheden er faktisk, at langt de fleste indvandrere i Danmark tager afstand fra sådanne fænomener. Gennem ganske udramatiske oplysningskampagner kan man komme sådanne misforståelser til livs.

Se f.eks. Integrationsministeriets publikation ’Værdier og normer – blandt udlændinge og danskere’, marts 2007.

Men man kan ikke bortforklare, at synet på ægteskab, skilsmisser, kønsroller, opdragelse, æresbegreber mv. er forskelligt i forskellige kulturer, ikke blot mellem muslimske og kristne kulturer, men også mellem andre kulturer og subkulturer inden for hver af hovedreligionerne.

Omvendt ser mange muslimske indvandrere med stort ubehag på vores åbne accept af uægteskabelige forbindelser og på de mange skilsmisser, som de opfatter som foragt for ægteskabet og familiedannelsen.

De tager afstand fra druk- og sexorgier blandt de unge, og de er målløse over det, de opfatter som grænseløst griseri med sexlivet. Nogle muslimske forældre er især rystet ved tanken om, at deres døtre kan blive trukket ind i dette Sodoma og Gomorra.

Mange muslimer opfatter kvindefrigørelsen som danskernes erstatning af moderlig omsorg med kærlighedsløs institutionsopdragelse. De er rystede over, at nogle danske ægtepar med tilsammen 74 ugentlige udearbejdstimer er ude af stand til at bevare kontakten med deres halvvoksne børn.

De oplever, at børnene tilbringer mere tid sammen med børnehavepædagoger, skolelærere og bander af jævnaldrende kammerater, end de tilbringer sammen med deres forældre! Der er indvandrere, som synes, at danske børn betaler en høj pris for kvindefrigørelsen.

Også på dette felt er der rigelig plads til overdrivelser og misforståelser. Det er rigtigt, at der er langt flere skilsmisser i den vestlige verden, herunder i Danmark, end i mange af de lande, som indvandrerne kommer fra.

Men de overser, at der også eksisterer holdbare ægteskaber hos os, og mange af de uægteskabelige forhold er ganske stabile.

Det er rigtigt, at der er en del unge mellem 15 og 20, som tager nogle alkoholprægede og seksuelt løsslupne ture i weekender. Men det er ikke alle. Og langt de fleste falder til ro i ganske borgerlige forhold, fuldender deres uddannelser og bliver udmærkede deltagere i arbejdslivet og i familierne.

Og kritikerne overser, at langt de fleste forældre trods travlt arbejde magter at bevare et tæt og kærligt forhold til deres børn. På dette punkt vil ganske jævn oplysning kunne fjerne de groveste af misforståelserne og få sindene til at falde til ro.

Men når misforståelserne er ryddet af vejen, står tilbage, at forskellige kulturer hviler på forskellige værdisæt. Og at dele af disse værdisæt er så forskellige, at de vækker forargelse og uvilje mod hinanden.

De problemer, der opstår på dette grundlag, kan ikke uden videre ryddes af vejen ved oplysning. Det kræver indsigt i den samfundsmæssige baggrund for, at værdisystemerne har udviklet sig så forskelligt.

Enhver kultur vurderer andre kulturer med sine egne værdier. Facit for dem alle er, ganske logisk, at de hver for sig oplever sig selv som den bedste!

Det betyder ikke nødvendigvis, at medlemmerne af forskellige samfund ikke kan leve i selskab med hinanden. Men vi har på den anden side historisk oplevet, hvorledes kulturkløfter med religiøs baggrund har frembragt voldsomme konflikter. Korstogene mellem kristne og muslimer var effektive kulturødelæggere, Trediveårskrigen mellem etnisk og religiøst nært beslægtede katolikker og protestanter lagde Europa øde.

I dag ser vi igen religiøse spændinger, som frembringer stærke konflikter. I Danmark har vi oplevet voldsomme muslimske reaktioner på noget, som mange danske naivt troede var relativt uskadelige humoristiske frihåndstegninger, dækket ind af en selvfølgelig ytringsfrihed.

Internationalt har vi oplevet, at den vestlige verden har iværksat et voldsomt internationalt korstog på fremmed grund som gengæld for en enkeltstående terroraktion, 11. september 2001, iværksat af en lille gruppe religiøse fanatikere fjernt fra Vesten.

Hvad man nu ellers kan mene om berettigelsen af felttoget i Afghanistan, er det et klart bevis på fredens skrøbelighed i en verden med mange kulturmønstre, der alle mener, at de ejer den eneste retfærdige sandhed. Det er foruroligende!

Også lokalt skærpes spændingerne mellem kulturerne, ikke mindst mellem vestlige og muslimske kulturværdier.

Nogle af spændingerne kommer op som følge af den seneste tids skærpede krav til indvandrernes kulturværdier.

Så længe Danmark har modtaget ikkevestlige indvandrere, har danske myndigheder krævet, at de respekterede danske værdier, herunder de demokratiske spilleregler, den danske lovgivning, danskernes opfattelse af forholdet mellem kønnene osv. Indtil for nylig krævede vi som hovedregel ikke, at indvandrerne opgav deres egne værdier.

Vi forlangte blot, at de respekterede danske værdier. Udviklingen er imidlertid gået i retning af, at indvandrerne skal opgive deres oprindelige holdninger og acceptere dansk kultur som deres egen.

Vi kræver, at indvandrerne skal lære om Danmark, vores historie, vores kultur og åndelige værdier. De må besvare kundskabsprøver om Danmark og om danskerne. De skal tænke som danskere. Hvilket naturligvis indebærer, at de i stigende grad accepterer, at danske værdier er bedre end deres egne.

Vi kræver, at de beviser dette gennem prøver og eksaminer, som går langt ud over, hvad vi forlanger af indfødte danskere.

Det er en farlig udvikling. Det var de samme holdninger, som dannede grobund for middelalderens korstog, for Trediveårskrigen og for den vestlige verdens nutidige forsøg på at kolonisere Mellemøsten, Afghanistan og Pakistan. Og det er de samme holdninger, som danner baggrund for interne voldelige konflikter mellem danske bøller og etniske indvandrere i vore bymiljøer.

På den måde opnår vi aldrig en fredelig sameksistens mellem kulturerne. Hvis forskellige samfundskulturer skal leve fredeligt sammen og udvikle hinanden positivt, må vi lære os at forstå, hvorfor kulturerne har udviklet sig så forskelligt.

I store dele af den islamiske verden er samfundets stabilitet ikke knyttet til velfærdsstaten, men til familien som socialt fundament.

Hvem hjælper, når høsten svigter? Hvem tager over, når familiefaderen, eller endnu værre moderen, rammes af sygdom? Hvem skyder penge i foretagendet, hvis den kvikke unge skal i gang med en uddannelse, og faderens indkomst ikke slår til, og der heller ikke eksisterer nogen SU? Hvem tager vare på børnene, og hvem drager omsorg for de syge, de gamle og de handikappede?

Svaret på alle spørgsmålene er: »Familien!« – ikke den snævre kernefamilie med far, mor og børn, som vi kender den i Danmark, men storfamilien med et netværk af nærmere og fjernere slægtninge – bedsteforældre, onkler og tanter, fætre og kusiner, grandfætre og grandkusiner, deres ægtefæller og børn, osv.

Det er deres pligt at træde til i sådanne situationer. Sådan pligt er ikke fastlagt i lovgivningen, men i tradition og kultur.

Hvad sker der, hvis nogle medlemmer af storfamilien undlader at påtage sig disse forpligtelser? Svaret er, at dermed mister de den altdækkende forsikringspolice, som medlemskabet af storfamilien udgør.

’Æren’ er et bindemiddel, som holder storfamilien sammen og gør den funktionsduelig. ’Æren’ løser samme opgave som vores tvungne skattebetaling som redskab til at sikre, at storfamiliens medlemmer ikke unddrager sig deres forpligtelser.

Ved siden af ’æren’ spiller det også en rolle for tryghedssystemets funktion, at medlemmerne identificerer sig med storfamilien (som for øvrigt forlænger sig ud i klaner, stammer og andre sociale og etniske grupperinger). Fællesskabet bryder sammen, hvis ægtefællerne flintrer ind og ud af ægteskaberne. Skilsmisser anses for umoralske, og ægteskaber mellem beslægtede bekræfter sammenholdet og er derfor velsete.

Skulle man komme ud for kønslige udskejelser (fra kvindens side!), anses det som en så alvorlig trussel mod det nødvendige sammenhold, at familiemedlemmer føler sig tvunget til at gribe ind, medmindre de skal miste deres ære.

Hvis vi danskere kan beherske vores indignation over kvindeundertrykkelsen og volden, må vi indrømme, at når man nu ikke har en moderne velfærdsstat, så udgør sammenholdet inden for storfamilien et på mange måder beundringsværdigt socialt sikringssystem. For de fleste mennesker i den tredje verden findes der intet alternativ til storfamilien.

Så må man leve med de frihedsindskrænkninger, som agrarsamfundet indebærer. Velfærdsstaten er et uopnåeligt alternativ. Forsøger man at forkorte vejen til den, fører det erfaringsmæssigt til magtmisbrug, korruption og andre former for asocial adfærd hos de nye magthavere.

De familiebaserede kulturer styrkes ofte gennem en religiøs basis. Det er ikke alene islam, som har denne funktion. Også i f.eks. romerskkatolsk dogmatik lægges afgørende vægt på, at de sociale støtteopgaver fortrinsvis løses af familien eller de kristne menigheder, ikke af stat eller kommune.

I Kina og Japan har man gennem et par tusind år med held støttet sig til Kungfutses morallære, som også lagde store forpligtelser på familien. For eksempel bestemte Kungfutse, at omsorgen for de ældre skulle hvile på den ældste søns hustru.

Dette system var basis for ældreomsorgen i Japan to og et halvt årtusind, indtil det i 1980’erne brød sammen som følge af, at de mange veluddannede kvinder simpelthen nægtede at være med og myldrede ud på arbejdsmarkedet. Det førte til stor elendighed blandt de gamle, indtil det japanske parlament i april 2000 gennemførte en lov om kommunal ældreomsorg efter skandinavisk mønster.

I verden som helhed er de familiebaserede kulturer stadig dominerende, med de frihedsbegrænsninger og de uligheder, dette indebærer. – Både i udbredelse og i alder er velfærdsstaterne en parentes i samfundsudviklingen. Selv herhjemme er den altdækkende velfærdsstat relativt ny.

Hvis man opfatter eksistensen af hjemmegående husmødre som symptom på kvindeundertrykkelse, skal man være opmærksom på, at ved folketællingen i 1960 var der i Danmark 822.000 hjemmegående kvinder mellem 18 og 64 år.

I 1980 var der 250.000 tilbage. 600.000 kvinders vandring fra hjemmets ud i erhvervslivet på 20 år er på godt og ondt det 20. århundredes største sociale revolution.

På trods af de katolske kirkedogmer har Europa gennem de seneste 50 år erstattet den familiebaserede tryghedsmodel med andre tryghedskulturer, mest baseret på offentlige institutioner.

Mest vidtgående finder vi det i de skandinaviske velfærdsstater, hvor hovedparten af tryghedsopgaverne er overtaget af skattefinansierede offentlige ydelser. Dette har aflastet familierne for hovedparten af de opgaver, som før hvilede på dem.

Det har ophævet de fleste af de gensidige forpligtelser, som storfamiliens medlemmer har i de familiebaserede kulturer, og har dermed fjernet mange af de bånd, som disse kulturer lægger på den enkelte. Familiearrangerede ægteskaber, som tidligere var almindelige også i Europa, er ikke længere nødvendige for samfundets overlevelse. ’Æren’ er som motivation erstattet af den tvungne skattebetaling.

Pligten til at yde kvindelig omsorg for syge og gamle erstattes af offentligt ansatte hjemmehjælpere og kommunale plejehjem. Familiens uddannelsesstøtte til de unge erstattes af SU.

Dette har åbnet døren for en række goder: retssamfundet, demokratisk styring, individuelt valg af ægtefælle (og fri udskiftning af samme), individuelt valg af uddannelse, arbejde, bosted og bopæl, livsform og religion, ligestilling mellem kønnene, ytringsfrihed, mulighed for at vælge partner på basis af gensidig kærlighed i stedet for hensynet til storfamiliens styrke og sammenhold, osv. Velfærdssamfundets frihedsrettigheder er blevet en væsentlig del af dansk kultur.

Men det har også haft negative sider, som forarger mange af indvandrerne:

Modtageren af goderne og yderen er blevet anonyme for hinanden. Hjælpen ydes ikke med samme offervilje af skatteborgeren som af søsteren, og hjælpen modtages ikke med samme taknemmelighed af SU-modtageren som af sønnesønnen.

I modsætning til storfamiliekulturen, som styres af traditioner og religiøse dogmer med religiøse vejledere som mellemmænd og fortolkere, styres velfærdsstaten af et stort administrationsapparat med politisk fastsatte regler og administrative konkretiseringer og fortolkninger som betingelse for, at systemet kan fungere.

Hjælpen tildeles og udmåles ikke af en slægtning med stor personlig viden om den trængendes situation og baggrund, men af en kontorist på basis af andenhåndsoplysninger, indsamlet af andre.

Selv om vi lever i en retsstat, er der ikke mange, som kan finde ud af, hvad deres rettigheder præcist går ud på. Det har givet basis for en hær af advokater, revisorer og sociale rådgivere i et omfang, som langt overstiger antallet af islams åndelige ledere.

Fremmede indvandrere har så store vanskeligheder med det, at de på det nærmeste betragter sig selv som retsløse – det gælder i øvrigt også mange indfødte danskere!

Mange indvandrere synes ikke uden videre, at den danske velfærdskultur er bedre end den kultur, som de kommer fra. Tværtimod! Visse dele af velfærdskulturen ser de på med samme indignation, som vi har over for tvangsægteskaber.

Der skal gøres op med mange misforståelser og fejltagelser, hvis der skal bygges en forståelsesbro mellem kulturer, der alle gør krav på at besidde den eneste rigtige sandhed.

Men en forståelsesbro mellem kulturerne er en forudsætning for fredelig sameksistens mellem dem.