fakta

Alfredo Tesio er journalist og forfatter, bosat i Rom.

I de senere uger er der skrevet i danske aviser, at Silvio Berlusconis dage som ministerpræsident og magtpolitiker hænger i en tynd tråd.

Spørgsmålet er, hvor tynd tråden egentlig er i den italienske politiske virkelighed.

Italiensk politik har tilsyneladende specialiseret sig i regeringer, der hænger i tynde tråde. De allerfleste af de 62 regeringer, Italien har haft siden Anden Verdenskrig, har hængt i tynde tråde, selv om der dog nok var tale om ståltråde.

Den internationale presse er alligevel overbevidst om, at Berlusconis dage i den politiske karriere er talt.

Men der skal meget mere til for at erklære Berlusconi død. Han kunne finde på at citere Mark Twain, der sagde: »Rygtet om min død er stærkt overdrevet«.

Modstanden mod Berlusconi og hans handlinger og foragten for hans gøren og laden vokser støt i hjemlandet, men opfattelsen af tiden er anderledes i Italien. Tingene tager meget længere tid her end andre steder.

Berlusconis aviser og navnlig hans tv-kanaler sætter alt ind på at arbejde imod et fald i hans popularitet, og det gør de ved brug af fantasifulde undskyldninger og påfund – hvis ikke ligefrem rene løgne. De seneste upartiske meningsmålinger peger på en dalende popularitet for Silvio Berlusconi, men der er ingen modstandere, der får stor gavn af det. Oppositionen er stadig meget splittet og har ikke noget effektivt modspil, og det er endnu svært at gennemskue, hvem der kunne være modkandidat i valgkampen mod Berlusconi.

Skulle der blive valg inden jul, ville der blive tale om dødt løb. En valgsejr til Berlusconis koalition i Deputeretkammeret og et beskedent flertal i Senatet til de andre, dvs. en endnu ikke bedre funderet koalition.

Selv ikke de seneste skandaler og den skyhøje statsgæld har formået at ændre hans vælgeres opfattelse. Meningsmålingerne taler for sig selv: Berlusconis parti taber kun omkring 3 pct., men PD (det venstreorienterede Partito Democratico), der leder oppositionen, taber også knap 3 pct. Hver fjerde vælger er ikke engang sikker på, om han/hun overhovedet vil stemme ved et kommende valg. Foragten for politikerne fortsætter.

Et af de forhold i Italien, der ikke tages højde for i udlandet, er, at seks ud af ti italienere ikke læser aviser.

De danner sig deres politiske holdning igennem tv’s budskab. De læser sig ikke til den.

De ser deres foretrukne tv-kanal og lytter.

Kampen om Berlusconis sande eller opfundne bedrifter udspiller sig præcis som på en fodboldbane, og fodbold er han ekspert i. På den ene side har man den manipulerede sandhed, som de to statslige RAI-kanaler (ud af tre) og de tre kanaler, der er ejet af hans familie, plus to landsdækkende aviser fortæller. På den anden side har man kun én – dog støt voksende – RAI3-kanal, samt den kommercielle LA7 og fem landsdækkende dagblade, der prøver at skildre kendsgerningerne neutralt. En ulige kamp, hvor dommeren er Berlusconi selv, og linjevogterne er hans trofaste medarbejdere.

Situationen kan snarere sammenlignes med en ubarmhjertig gladiatorkamp på kejsernes tid. Den, der trodser kejseren, bliver fældet af kejserens medier. Det er den besked, der når frem til flertallet af italienerne.

Silvio I er ofte blevet sammenlignet med de romerske kejsere, dog ikke med de grundlæggende kejsere som Augustus eller Trajan, men snarere med de sidste skøre herskere, der gjorde, hvad der passede dem, medens pøblen så undrende til.

Italien har haft mange typer autokratiske herskere, og Silvio Berlusconi er næppe den sidste.

Berlusconi har præget Italiens nyere historie i over 20 år, langt mere end den regeringstid, en gennemsnitlig kejser havde. Først bag kulisserne, i regeringen, og så i oppositionen og altid med omstridte arbejdsmetoder. Inden han blev politiker i 1994, var Berlusconi allerede begyndt at bygge sit magtnetværk ved at knytte sig til den daværende magtpolitiker og regeringschef (1983-1987) Bettino Craxi fra det socialistiske parti.

Med ministerpræsident Craxis velsignelse brød Berlusconi den statslige radiofonis monopol og begyndte sin kamp om magten via tv, der resulterede i et gennembrud for den politiske magt.

Craxi blev under korruptionskampagnen ’Rene hænder’ idømt 26 års fængsel. Han gik i frivilligt eksil i Tunesien, hvor han døde i 2000. Men Berlusconis netværk var etableret og var stærkere end dommerne bag ’Rene hænder’ (1992), der oprullede nye sager i de regerende politiske partier. ’Rene hænder’ resulterede paradoksalt nok i en stor fordel for Berlusconi, som i det følgende politiske tomrum opbyggede sin fremtidige magt.

Berlusconis vordende magtnetværk bestod af folk med nøgleposter i Italien, hvad enten de var parlamentarikere, skatteinspektører, folk fra efterretningsvæsenet, bankfolk, indflydelsesrige gejstlige eller sidst, men ikke mindst et aldrig opklaret forhold til de herskende familier inden for den sicilianske mafia.

Alle fik konkrete tegn på Berlusconis taknemlighed i form af offentlige kontrakter, tjenester, stillinger m.m. Alle disse mennesker skylder Berlusconi noget og vil ikke se med glæde på Berlusconis fald.

Var disse mennesker korrupte?

Ordet korruption er ikke for stærkt i denne forbindelse, men i Italien har ordet mange nuancer. Nogle kalder det gensidig tjeneste, andre fleksibilitet.

Traditionen for returkommission stammer fra det romerske kejserrige, da visse statslige funktioner som opkrævning af skat og told blev forpagtet ud til private, der ofte bestemte, hvem og hvor meget der skulle betales.

Systemet holdt længe, selv i de mange små stater, der efterfulgte riget, og det er blevet en indgroet del af mange italieneres mentalitet. Denne mentalitet er åbenbart rodfæstet i den italienske samfundsmodel, hvis man skal tro det internationale Transparency International, der vurderer lov og korruption i den ganske verden. I denne rangliste er Italien faldet til en 67. plads. Før den nuværende Berlusconi-regering lå Italien på en 36. plads, hvilket ikke var noget at råbe hurra for. Det betyder, at der i de lande, som ligger før Italien på denne rangliste – f.eks. Qatar, Botswana, Kuwait, Malaysia, Uruguay – er mindre korruption end i Italien.

Danmark ligger i øvrigt på førstepladsen med mindst korruption.

Korruptionen er ikke blot uetisk men er ensbetydende med spild af offentlige ressourcer, der forstærker den italienske økonomiske krise.

Den økonomiske vækst i landet på knap 1 pct. er den 26. ud af de 27 EU-lande. Budgetunderskuddet er langt over det tilladte i EU, og den samlede statsgæld på ca. 1.830 mia. euro svarer til over 116 pct. af BNP. Seks millioner italienere har så lav en levestandard, at de lever i relativ fattigdom.

I de år, Berlusconi har regeret, er hans egen legendariske formue vokset med mindst 50 pct., medens menige borgeres købekraft i bedste fald blot er stagneret.

Det har været ganske naturligt at sammenligne Berlusconi med diktatoren Benito Mussolini (1922-43), som brugte politisk propaganda og ofte fysisk vold for at overtale italienerne.

Men Berlusconi er blevet valgt demokratisk. Han har været god til at tilpasse sig nye tider og har hidtil bevaret sit politiske flertal bl.a. i kraft af italienernes fascination af de moderne medier. Folk er på det nærmeste blevet hjernevasket af Berlusconis medier. På denne måde har Silvio Berlusconi gennem årene, til mange ikke-italieneres forbløffelse, formået at skabe stor opbakning i befolkningen.

Man skulle tro, at tilslutningen til ministerpræsidenten ville være katastrofal i lyset af de seneste skandaler og den skyhøje statsgæld. Men det er ikke sket i det mediemanipulerede Italien. For de italienere, der har stemt på ham, er han stadig en politisk martyr, forfulgt af dommere og oppositionens aviser. For dem er han en mand, man gerne vil efterligne. Silvio er blevet rig, bl.a. fordi han har undgået at betale al den skat, han skulle.

Han er sluppet fri i alle retssagerne, og han har købt sig sin barndoms fodboldklub AC Milan. Endelig har han haft alle de kvinder, han kunne tænke sig.

Han er en rollemodel for den, der drømmer om at være smart, rig og snu, og det gør faktisk hver anden italiener. Hidtil.

Berlusconis støtte fald i popularitet indrømmer han aldrig selv.

Han fremlægger fantastiske eller fantasifulde meningsmålinger, der siger, at seks italienere ud af ti elsker ham højt. Han håber konsekvent at redde sig ud af kniben på sin egen måde. Han vil sikkert igangsætte alle mulige former for parlamentarisk obstruktion. Det kunne f.eks. være at sætte sig imod en meget omtalt reform af valgloven. Den nuværende lov er skræddersyet til ham. Valgsystemet er særdeles gavmildt over for vinderen, der kan opnå det absolutte flertal, selv om han kun har fået en stemme mere end modstanderen, og Berlusconi kan stadig mobilisere sine detektiver for at svine sine farligste modstandere til med sande eller fiktive skandaler. Den beskedne tilsvining af politiske modstandere, der finder sted i Danmark, er det rene vand ved siden af Berlusconis metoder.

Han vil bogstaveligt talt prøve at købe nogle parlamentarikeres stemmer, og det vil ikke være første gang.

Berlusconi kan endelig finde på at gå ind på et særpræget kompromis. Altså glemme regeringsledelsen til fordel for en sikker post som republikkens præsident. Et embede, man bliver valgt til i syv år i Italien. Skulle det ske i 2013, vil Italien have Berlusconi indtil 2020. Til den tid vil han være 84 år. Han har truet med at leve mindst 97 år ligesom sin egen mor. Et held eller et mareridt for Italien? Den nuværende præsident Giorgio Napolitano er 85 og slutter i 2013 som 88-årig.

Det, Berlusconi frygter mest, er ikke den brogede buket af politiske modstandere og de menige borgere, der ikke synes om ham, men at vigtige magtgrupperinger synes at vende ham ryggen. For det første den katolske kirke, der stadig spiller en vigtig rolle i det italienske samfund. Kirken kan ikke længere forsvare at give syndsforladelse til en sexgal synder som Berlusconi, selv om den eksisterende regering har haft travlt med at gøre den katolske verden tjenester og fylde dens lommer med bevillinger.

De sande troende afskyr Berlusconi, mens en del af det gejstlige apparat stadig indtager en tøvende holdning.

En anden trodsende faktor er arbejdsgiverforeningen, der har erklæret ham krig, fordi Berlusconi i de sidste to regeringsår har tænkt mest på egne affærer og har overset erhvervslivets alvorlige økonomiske problemer.

Berlusconi har ellers jævnligt lovet en million nye arbejdspladser, hvilket også er lykkedes, men Italien tabte 1,5 millioner andre arbejdspladser under den økonomiske krise. Det kom ikke tydeligt frem i beregningerne.

Det har øget landets største fagforening, CGIL’s, fjendtlige holdning til regeringen. De, der tror, at Silvio Berlusconi på baggrund af den voksende modstand i parlamentet, i samfundet og ikke mindst i den internationale presse frivilligt træder tilbage for at skabe ny stabilitet til Italien, tager fejl.

Situationen kan nå groteske højder. Berlusconi håber på en mistillidsafstemning i parlamentet, forhåbentlig fremlagt af den tidligere partikammerat Francesco Fini, som i dag er blandt hans værste modstandere. Men uanset hvordan det kommer til at gå, vil Berlusconi atter optræde som martyr, måske som en Jesus forrådt af Judas. Og dette vil sikkert gøre det sentimentale Italien vemodig.

Når og hvis han går af, skal den italienske politiske stabilitet rekonstrueres helt forfra og ikke mindst præges af andre sociale og etiske værdier.

Men respekten for Italien uden Berlusconi vil sikkert stige med det samme med positive økonomiske virkninger.

I dag er de italienske statsobligationer ikke nemme at afsætte uden for grænserne.

Når og hvis Silvio går af, vil hans tid som ministerpræsident blive husket på samme måde som tiden, da Rom blev regeret af skøre kejsere, der bl.a. førte til Roms forfald. Men inden han går af, vil Berlusconi sikkert fortælle den sidste kristne vittighed om sin udødelighed:

Berlusconi ligger på dødslejet og vil skaffe sig det flotteste og mest luksuriøse gravmæle, der findes på kirkegården. Men til kirkegårdsbestyrerens store forbavselse vil han ikke købe det, men blot leje.

»Hvorfor vil De leje det, når De er så rig?«, bliver Berlusconi diskret spurgt.

»De ved, min kære ven, det drejer sig jo kun om tre dage«.