Nyheden om, at folketingsflertallet igen vil skærpe kravene til især de muslimske indvandrere, når mig her i Andalusien, hvor muslimer, jøder og kristne engang levede i fred og fordragelighed.

Beskeden hjemmefra gør, at jeg straks sætter mig ind på en bar og bestiller et glas iskold sherry. Tjeneren kommer hurtigt med drikkevarerne og et lille fad lufttørret skinke.

Så er der igen bud efter muslimerne, tænker jeg og drikker min sherry i små slurke. Da jeg betaler, spørger jeg om vej til moskeen i Cordoba. Over broen, siger tjeneren og slår ud med hånden.

Jeg træder ud af skyggen. Det er varmt. Termometret viser stadig 25 grader. Mine fødder begynder snart at smerte. Jeg ser langt efter en vandsælger og synker forgæves spyttet i munden.

Min ryg bliver svedig oven på vandreturen over den 238 meter lange Puente Romano, der forbinder. Rio Guadalquivirs to bredder. Men jeg tager mig sammen, for lige foran mig ligger målet for mine strabadser: en af verdens største og smukkeste moskeer.

Mødet med moskeen her i Cordoba er opfyldelsen af en gammel drøm. Det er en forsinket pilgrimsrejse tilbage til en tid, hvor muslimer, jøder og kristne levede fredeligt side om side. En periode på knap 800 år, fra 711 til 1492, hvor de tre verdensreligioner sammen udviklede en af de mest frugtbare perioder i europæisk historie – materielt, økonomisk, videnskabeligt og kulturelt.

Min rejse er også tænkt som et mobiliserende modstykke til den hverdag, jeg ellers lever i. En hverdag, hvor der dagligt tales hadefuldt om anderledes troende og tænkende. Hvor tolerance er næsten ikkeeksisterende.

Jeg er her for at se og opleve resultaterne af et mellemmenneskeligt samarbejde, jeg vil med mine egne øjne konstatere, at det engang har været muligt for islam, kristendom og jødedom at virke og udvikle sig sammen.

Moskeen i Cordoba er et af resultaterne af denne mange hundred-årige samdrægtighed, der blev sat en stopper for ved katolikkernes korstog i 1492. Et korstog, der afsluttede mange års samdrægtighed – og med en ’sejr’, der blev fejret ved, at de sejrende rev landets mange tusinde moskeer ned og byggede kirker på grundene. Så hver gang jeg ser en kirke her i Andalusien, tænker jeg på, at den står på fundamentet af en nedrevet moske. Og her er virkelig mange kirker.

Dronning Isabella og kong Ferdinands sejr resulterede også i, at den katolske kirkes inkvisition begyndte at hærge landet med provisoriske domstole og fordrivelsen af jøder og arabere.

Men hvor gerne de nye katolske magthavere end ville det, magtede de ikke at destruere moskeen her i Cordoba. Den var med sin mere 20.000 kvadratmeter verdens næststørste moske – kun overgået af den i Mekka. Og den var for omfangsrig til at rive ned. De katolske sejrherrer kunne kun indvie moskeen til kirke, helliggøre den som kristent gudshus, men de kunne ikke destruerede den.

Oppe ved indgangen til moskeen myldrer det med turister. De skubber og maser omkring mig. Deres busser venter på dem på den anden side af floden. De skal skynde sig videre ud i det klassiske Andalusien. Der er så meget, de skal se. Og der er så mange steder, man bør besøge i denne del af verden. Men lige nu sluses vi alle sammen samme sted hen. Og oppe ved indgangen til den mere end 1.300 år gamle moske mødes vi for at købe adgangstegn.

Billetten giver mig det første varsel om, hvad der venter mig. For 8 euro, står der, får jeg adgang til katedralen i Cordoba – ikke til moskeen. Først med meget mindre skrift står der også: adgang til den forhenværende moske.

Ved billetlugen står det gamle Europas klassiske turister fra Holland, Tyskland, England og Skandinavien i kø. Her flokkes den ny verdens amerikanere, kinesere og japanere. Og der skubber og maser de nyrige europæere fra Polen og det nære Rusland. Der hersker en babylonsk forvirring af sprog. Guiderne råber op for at overdøve hinanden. De holder små flag og håndtasker i vejret, i håb om at netop deres gæster ikke bliver væk i mennesketumlen.

Jeg læser mig til, at moskeen i Cordoba midt i 700-tallet blev bygget som en respektfuld cadeau til alle moskeers moder, den store Ummayade-moske i Syriens hovedstad. Derfor vender den, som den eneste moske i verden, ikke mod Mekka, men mod Damaskus.

Det fortælles, at mere end 35.000 overværede fredagsbønnen i moskeens storhedstid, dengang Cordoba var en af verdens største byer og det absoluttet midtpunkt for den arabiske kultur på den spanske halvø.

Jeg står nu i køen for at komme ind i moskeen. Den er målet for min rejse. Jeg vil forsøge at danne mig et indtryk af, hvordan dette klassiske arabiske bygningsværk tog sig ud, før de kristne vandaliserede stedet.

Og jeg bliver ikke skuffet. Ikke over moskeen. Den viser sig at være rejsen værd. Allerede den store brolagte appelsingård, Patio de los Naranjos, der ligger uden for moskeen, aftvinger min respekt. Her vaskede de andagtssøgende hænder og fødder i en af de mange små fontæner, inden de fortsatte ind i moskeens renhed. Der er skyggefuldt og køligt i appelsinlunden. Jeg sætter mig for at svale af inden besøget i den vældige bygning.

Det er en svimlende oplevelse at træde ind i dette arabiske andagts- og bederum, der har rødder helt tilbage til 785. Et øjeblik tænker jeg på, at når den virker så overvældende på mig, der dagligt lever med kæmpestore byggerier, hvordan har den så ikke virket på 800-tallets indbyggere i Cordoba?

Loftet løftes af 885 søjler af marmor, granit og jaspis der igen bærer på 1.312 dobbelte buer malet i røde og grå striber. Søjlerne og buerne er arrangeret i 19 sideskibe, der hver for sig ’stråler’ ud fra et imaginært centrum. Ingen af søjlerne er ens. Kun få har samme højde. Hver og en har moskeens bygherrer hentet i gamle romerske bebyggelser rundt omkring på Middelhavets kyst.

Det virker, som om arkitekterne, der tegnede moskeen i kølvandet på arabernes indtog i Andalusien i 711, rent rumligt har villet demonstrere universets uendelighed. Det lykkes til fulde. Og efter et par minutter i rummet fornemmer jeg, at bygherren også har villet anskueliggøre menneskets – min –placering i denne universelle storhed.

Bygningens budskab er enkelt og klart: Her er ingen synlige grænser. Her er alle muligheder åbne. Her begynder min verden. Herfra kan jeg drage ud til min gerning.

Moskeen er et rum skabt til indsigt og fordybelse. En stilhedens katedral. Her får mine tanker fred, her banker blodet en kende langsommere, her opløses stressen efter et øjeblik. Og jeg dæmper automatisk stemmen for til sidst at tie stille. Jeg går stumt omkring i rummet og oplever at være til, nyder roen og mærker freden.

Men med ét ødelægges renheden, roen splintres, freden og uendeligheden forsvinder, så snart jeg når ind i midten af den store moske og næsten fysisk overfaldes af den katolske katedral.

For at vise deres overlegenhed efter uddrivelsen af araberne i 1200-tallet, for at demonstrere deres krigsmagt, deres sejr, deres vilje til dominans for enhver pris, rev de kristne spanske sejrherrer 180 søjler ud af moskeen og smækkede en katolsk katedral op midt inde i det smukke, uendelige rum.

Modsat stilheden ude i moskeen larmer alting her inde i kapellet. Her demonstreres ikke uendelighed, men en voldsom her og nu-trang til magtudøvelse. Hvor moskeen indbyder til bøn og fordybelse, er katedralen profanerende og prangende.

Hvor moskeen giver mennesker mulighed for at vokse, er kapellet skabt til at undertrykke mennesker, vise, at vi er de små, og at kirken er stor. Jeg krymper mig uvilkårligt i kapellet. Her er det kirken, der er mægtig, det er den, der er rig, den, der bærer magten, og ikke mindst den, der udøver den.

Mennesket er den undergivent. Her er guld og glimmer. Her er røgelse og udvendighed. Her prales med kilotunge 24-karats guldfigurer. Her udstilles den rigdom, som kirken har frastjålet de fattige under dække af skatter. Her hånes vi så at sige for vores egne penge.

Hvor moskeens himmel var inden for rækkevidde, lå lavt og tæt på mig som menneske, kupler den katolske himmel sig himmelvidt over mit hoved. Der er langt fra mig til Gud. Himlen er et fjernt sted, hvor Gud gemmer sig. Kapellet vækker afsky.

Historien om Al-Andalus, om de 800 frugtbareste år i Spanien og Europa, er på mange måder en fortælling om håb og tolerance. Også selv om den selvfølgelig ikke er lydefri.

Det, der begyndte år 711, hvor de første arabere tog over Gibraltarstrædet og landede i det sydlige Spanien, har stadig betydning for os. Beretningen om de næste 800, hvor treenigheden af muslimer, jøder og kristne kom til at præge hele Europa med deres kulturelle energi, videnskabelige nysgerrighed og landbrugsmæssige eksperimenter, er en vigtig fortælling i vores historie.

Ikke mindst fordi årerne frem til 1492, hvor de kristne fordrev araberne, regnes for de mest menneskeligt tolerante år i vores historie. Det, som mange politikere i dag undsiger, blev bevist i den periode; nemlig at de tre store monoteistiske religioner kunne leve fredeligt side om side.

Jøder, kristne og muslimer befrugtede hinanden. Sammen reddede de antikkens værker og viden over i vor tid, oversatte Platon og alle de øvrige af antikkens store tænkere og digtere, de skabte i samdrægtighed en digtekunst, ny og unik, de konstruerede bygningsværker, som hele verden stadig valfarter til, og de udviklede vandings- og landbrugsmetoder, som fortsat er i brug, de kreerede det moderne sygehusvæsen, og de skabte en behandling af psykisk syge, som anvendes den dag i dag.

Deres pragmatisme nåede så vidt, at man flere steder i Al-Andalus, som det arabiske Spanien kom til at hedde, praktiserede alle tre religioner under samme tag og i samme hus. Muslimerne brugte det om fredagen, jøderne om lørdagen, de kristne om søndagen. Meget enkelt og ligetil. Samme Gud, samme forfader og i mange tilfælde de samme profeter.

Nomadernes gæstfrihed afspejles i alle tre religioner. De indeholder alle budskabet om næstekærlighed og prædiker alle tanken om ikke at gøre mod andre, hvad du ikke ville gøre mod dig selv.

Arabernes indflydelse i det sydlige Spanien er fortsat stor, her 500 år efter de blev fordrevet. Man kan spore den i flamingoens sentimentale tekster, der ekkoer af arabisk lyrik. Man kan smage de arabiske risretter, når spanierne stolte sætter paellaen på bordet.

Det arabiske præg ses overalt i bybilledet. Pladser, stræder og torve minder mange steder om arabisk byplanlægning. Og bygninger præget af maurisk byggestil går igen i både de store og mindre byer i hele Andalusien. Det spanske sprog har gloser fra det arabiske, og ser man på menneskene, spores den arabisk arv mange gange meget tydeligt i ansigts og kropsbygning.

Jeg forlader moskeens svale skygge og går tilbage over broen for at finde det samme lille værtshus. Tjeneren smiler genkendende og sætter et glas iskold sherry ved min plads sammen med et fad store grønne oliven fyldt med mandler.

Jeg nipper til den kolde drik. Om lidt skal jeg finde hen til mit hotel. Og i morgen skal jeg tilbage til Danmark. Hjem til striden om de fremmede og jagten på muslimerne.

Mens jeg drikker den sidste slurk sherry tænker jeg på, at det en gang imellem er godt at blive mindet om, at vi har samme Gud, og at vi alle sammen har Abraham som forfader. Engang drog vi alle sammen ud fra den samme oase, men i ørkenen gik vi vild. Vi mistede for en tid kontakten med hinanden og spredtes, om ikke for alle vinde, så i forskellige retninger. Og indimellem krydses vore veje stadigvæk.